De foreløbige dødstal fra tragedien ud for Ceutas kyst, lyder på over 60 – alle ofre for tvungen migration. Vi står ikke over for en konventionel krig med granatregn og skudsalver, men overfor en daglig social krig – umiddelbart lydløs, men med blodige konsekvenser – der kræver de mest udsattes liv og driver unge mennesker til at sætte livet på spil.
Antallet af ofre er uden tvivl højere end det rapporterede. |ngen statistik kan retfærdiggøre tragedierne for de sårede, de savnede og de overlevende, der vil bære arrene fra dette traume resten af livet – eller for de mødre, hvis hjerter er knust af tabet af deres børn – og ingen officiel udtalelse kan anerkende tragediens fulde omfang.
Det grundlæggende spørgsmål er ikke: "Hvordan døde disse mennesker?", men derimod: "Hvorfor blev de overhovedet drevet ud i denne skæbne?"
Hvem bærer ansvaret for denne årelange sociale massakre? Hvem er ansvarlig for, at havet skyller lig op på land ét efter ét, og at fiskernes net bringer druknede kroppe op i stedet for havets rigdomme? Hvem er ansvarlig for et hjemland, hvor tusindvis af unge er kommet til at betragte emigration – uanset risici – som en skæbne, der må foretrækkes frem for at blive?
Denne tragedie er ikke resultatet af individuelle valg eller blot kortvarig dårlig forvaltning. Langt snarere er det et produkt af en økonomisk og politisk struktur, som bygger på afhængighed af den globale kapital og internationale finansielle institutioner. De samme institutioner, der gennem gæld gennemtvinger sparepolitik, privatisering og markedsliberalisering. Resultatet er øget afhængighed, arbejdsløshed og økonomisk usikkerhed, samtidig med at de offentlige ydelser afvikles.
Denne situation gør emigration til en af få mulige udveje for store dele af ungdommen. Gæld er ikke blot et spørgsmål om tal i et budget, men om en mekanisme, der underlægger den offentlige politik eksterne diktater, hvor gældsafvikling og investorers profit prioriteres højere end retten til arbejde, uddannelse, sundhed, bolig og et værdigt liv.
For nylig udkom både officielle rapporter og rapporter fra internationale finansinstitutioner, der hyldede "økonomiske resultater" og præsenterede indikatorer for vækst og stabilitet, som var de bevis på den nuværende politiks succes. Men hvilken form for succes er der tale om, når millioner af borgere står over for arbejdsløshed, usikre levevilkår og håbløshed? Og hvilken form for udvikling er det, hvis den driver mennesker til at flygte fra deres hjemland eller dø ved dets grænser?
Denne tragedie er uløseligt forbundet med det nuværende politiske regimes karakter; et regime, der har valgt at positionere sig som en central partner i Europas imperialistiske strategi om at lukke grænser og blokere for migration til gengæld for politisk og økonomisk støtte. I stedet for at garantere borgerne retten til et værdigt liv mobiliseres en stadig større del af sikkerheds- og militærapparatet til at fungere som "grænsepoliti" – som led i en udenrigspolitik, der skal beskytte Europa mod migranter frem for at beskytte menneskers ret til udvikling, frihed og fri bevægelighed.
Rollen som sikkerhedsvagt for udlandet går hånd i hånd med den undertrykkende politik på hjemmefronten. Regimet slår hårdt ned på ungdomsprotester og sociale bevægelser, begrænser forenings- og ytringsfrihed og forfølger journalister, bloggere og aktivister. Det reagerer på protester fra Generation Z og andre bevægelser med anholdelser og retssager i stedet for at imødekomme deres krav. Det berøver de unge ethvert håb om deltagelse eller forandring og driver dermed mange af dem til at se emigration – med alle de risici, det indebærer – som den eneste udvej. Tvungen emigration og politisk undertrykkelse er to sider af samme sag: en politik, der fratager mennesker enhver ret til en fremtid.
Virkeligheden afslører den skarpe kontrast mellem fortællingen i de officielle tal og folks faktiske liv. Overskud og rigdom ophobes i hænderne af en minoritet, der monopoliserer privilegier og ressourcer, mens store virksomheders og spekulanters fortjenester fortsat stiger. Samtidig vokser fattigdommens og marginaliseringens onde cirkel, leve- og arbejdsvilkårene forringes, og størstedelen af befolkningen tvinges til at bære omkostningerne ved den politik, der ikke tjener deres interesser.
Derfor ligger svaret på disse tragedier hverken i klagesang, øget undertrykkelse eller i hermetisk lukning af grænser, men i en radikal ændring af den politik, der skaber fattigdom, marginalisering og tvang til eksil. Vi er nødt til at skabe en social og folkelig magtbalance, der er i stand til at gennemtvinge et omfattende alternativ. Dette alternativ skal bryde med afhængigheden, eftergive den illegitime gæld og sikre folkets suverænitet over rigdom og økonomiske beslutninger. Det skal også garantere retten til anstændigt arbejde og en anstændig indkomst samt til uddannelse, sundhedspleje, bolig og demokratiske frihedsrettigheder. Den nationale rigdom skal kanaliseres mod at opfylde samfundets behov frem for at berige en privilegeret minoritet og tjene lokale og udenlandske kapitalinteresser.
Sår man fattigdom, udbytning, afhængighed og despoti, høster man kun modstand og kamp. Enhver forøgelse af den sociale ulighed skaber større utilfredshed, og enhver skærpelse af udbytningen samt enhver indskrænkning af frihedsrettighederne vil nære ønsket om forandring. Historien lærer os, at når mennesker bliver bevidste om sammenhængen mellem økonomisk udbytning, politisk despoti og afhængighed – og når de organiserer sig – bliver de i stand til at sikre deres rettigheder og skabe en mere retfærdig og værdig fremtid.
Det globale sociale og demokratiske alternativ er ikke en drøm, vi kan udskyde til senere, men en nødvendighed, vi får påtvunget af ofrenes blod, mødres lidelser og hele generationers spildte fremtidsmuligheder. For hver dag, dette alternativ lader vente på sig, bliver den menneskelige og sociale tragedie tungere, mens det kun er arbejderne og de fattige, der betaler prisen.
Vores folk vil først sætte kursen mod reel social retfærdighed og frihed, når deres sociale modstand fører til opbygning af kamporganisationer med en udholdenhed, der kan imødekomme følgende hovedkrav:
– Stop for kriminalisering af aktivistiske handlinger og løslad af tilbageholdte fra sociale bevægelser – herunder især aktivister fra Hirak du Rif og unge fra Generation Z – samt indstilling af alle retssager mod journalister, bloggere, kunstnere og sangere.
– Afskaffelse af alle former for løsarbejde i den private sektor gennem fastansættelse af alle lønmodtagere, et stop for misbrug af tidsbegrænsede kontrakter samt afskaffelse af underentreprise og vikarbureauer.
– Stigning i mindstelønnen til 5.000 dirham [3500 kroner] i virksomheder i den private sektor, uanset om der er tale om landbrug, industri, handel eller service.
– Opgør med alle politiske tiltag rettet mod at omdanne sociale ydelser – især sundhed og uddannelse – til markedsbaserede tjenester underlagt den private sektors logik, gennem følgende midler:
• Bekræftelse af princippet om gratis sundhedspleje og hospitalsindlæggelse ved at ophæve dekretet, der pålægger betaling af gebyrer for sundhedsydelser,
• Afskaffelse af alle skattelettelser samt alle koncessioner og tilladelser givet til private virksomheder, der gør det muligt for dem at opnå monopol på sundheds- og uddannelsessektoren.
– Stop for privat tilegnelse af vores jord og vandressourcer.
– Et stop for store kapitalistiske virksomheders monopol på vores mineralrigdomme. Disse ressourcer skal tilbageføres fra de store kapitalistiske koncerner, og forvaltningen af dem skal sikres af offentlige virksomheder under folkelig kontrol.
– Opgør med prisliberalisering, især for fødevarer, basisvarer og lægemidler, ved at ophæve loven, der liberaliserer disse priser. Indførelse af mekanismer til beskyttelse af hjemmemarkedet og småproduktion mod konjunkturbestemte prisudsving. Dette indebærer indførelse af andre mekanismer til beskyttelse af arbejdernes købekraft, såsom et system, der kobler priser og lønninger, samt opretholdelse af fonden til støtte for basisvarer.
– En gennemgribende reform af skattesystemet for at etablere en retfærdig ordning, der ikke lægger hovedparten af skattebyrden på arbejdere og arbejderklassen – som det er tilfældet i dag – mens de rigeste (indehavere af finanskapital, store selskaber og spekulanter) nyder godt af skattefritagelser. Denne gennemgribende reform skal bygge på indførelsen af et reelt progressivt skattesystem.
31. juli 2026
Oversat fra europe-solidaire af Anne Haarløv
