Sammen med fri adgang til uddannelse (offentlig og gratis fra børnehave til universitet) er adgang til sundhed en af den cubanske revolutions store landvindinger. En rettighed, som stadig fungerer til trods for vanskeligheder, fejltagelser og tilbageslag.

For at få en ide om det cubanske sundhedssystems styrke, er det nok at sammenligne nogle ret afgørende oplysninger. I USA, et land med et årligt bruttonationalprodukt pr indbygger på 58.469 euro, og hvor investeringerne i sundhed udgør 14,32 procent af BNP, er vi vidne til et sandt kollaps i sundhedssystemet. Det er ikke vanskeligt at forstå, når man betænker, at der er 3 læger pr 1000 indbyggere (hvilket giver et godt billede på den brutale ulighed, som præger dette samfund). Et land som Cuba, der har et BNP på kun 7.440 euro, investerer 10,92 procent af sit BNP i sundhed og har 9 læger pr 1000 indbyggere, ifølge officielle data for 2019. Cuba er ikke bare i stand til at håndtere pandemien hjemme, men yder også hjælp i udlandet.

19. april havde Cuba 1035 patienter, som var ramt af Corona-virus, og 34 er døde siden begyndelsen af udbruddet. Myndighederne advarer om faren for, at epidemien breder sig og indtager ikke en sejrssikker attitude.

Antallet af dødsofre vil sandsynligvis stige betydeligt. Blokaden mod Cuba er en forværrende faktor, fordi den hindrer import af udstyr og medicin, som er nødvendig for at bekæmpe på epidemien.

Der er imidlertid tydeligt, at fordelingen af ressourcer i Cuba er meget mere egalitær og effektiv end i andre lande. Desforuden har det cubanske folk en tradition for international solidaritet, som især er kommet til udtryk inden for sundhedsområdet, takket være det 100 procent offentlige system. På det seneste er nogle europæiske lande tyet til cubansk hjælp for at bekæmpe pandemien. Italien, der har omkring 4 læger pr 1000 indbyggere og et BNP på 29.610 euro per indbygger, eller Andorra med et BNP på 35 975 euro, har været nødt til at bede om hjælp fra det caribiske land, fordi deres egne nabolande ikke har været i stand til at yde hjælp, og på grund af handlingslammelsen i EU.

Ifølge officielle oplysninger var der i 2019 udsendte over 28.000 sundhedsarbejdere fra Cuba til 60 lande.

Indtil nu har Cuba udsendt 21 brigader med sundhedspersonale til at støtte nationale og lokale indsatser i 20 lande, som for nylig har anmodet Cuba om lægehjælp til at bekæmpe Corona-virus. Disse 21 brigader kommer oven i eller forstærker det medicinske samarbejde med 60 lande, hvor de allerede yder hjælp.

I løbet af de sidste 50 år har cubansk sundhedspersonale udført missioner i 164 lande i Afrika, Amerika, Mellemøsten og Asien.

Cubansk sundhedspersonale har erhvervet en ganske stor erfaring i kampen mod dengue-feber, som jævnligt rammer øen, såvel som ebola-epidemien i Sierra Leone, Guinea og Liberia (2014-15) og koleraepidemien i Haiti. De har også ydet en effektiv indsats for at hjælpe ofre for adskillige jordskælv i Haiti såvel som Pakistan (2005) og Nepal (2015) og oversvømmelser og orkaner i Mellemamerika og Caribien. WHO har anerkendt betydningen og kvaliteten af Cubas lægehjælp på internationalt niveau.

Cuba har også udviklet en produktion af høj effektive medicin og behandlinger mod adskillige epidemier. Selvom der ikke er nogen vaccine eller effektiv behandling mod den nye coronavirus, som forårsager COVID19, så fremstiller den cubanske medicinalindustri velafprøvede og yderst effektive medikamenter som interferon Alpha 2b, udover andre former for medicin, der er en del af deres behandling af patienter med denne sygdom og alle de komplikationer, der kan støde til.

USA’s embargo mod Cuba er en kriminel handling, fordi den forsøger at bremse et frit sundhedsmæssigt samarbejde mellem Cuba og de forskellige lande, som har bedt om hjælp, eller som ønsker at styrke samarbejdet med den caribiske østat.

De cubanske myndigheder udtalte, ganske korrekt, i en erklæring fra Udenrigsministeriet fra 16 april: ”Det store flertal af verdens befolkning vil blive lige så eller endog mere udsat end i dag i en stadig mere gensidigt forbundet verden, hvis et udviklingsland ikke er garanteret adgang til de teknologier, som primært er tilgængelige i højt industrialiserede lande, især når det drejer sig om sundhed, og hvis de nægter uhindret og egennyttigt at dele videnskabelige fremskridt og deres produkter”.

Den samme udtalelse gør også ret i at udtale: ”Vi kan ikke bilde os selv ind, at vi vil være i en bedre situation til at klare økonomiske og sociale vanskeligheder, som selv uden en pandemi dræber millioner af mennesker hvert år, herunder, kvinder og ældre, med mindre politisk motiverede underminerende økonomiske tiltag imod udviklingslande bliver ophævet, og hvis de ikke bliver undtaget fra betalingen af den brydsomme og ubetalelige udlandsgæld og befriet fra de internationale finansielle organisationers nådesløse formynderi.”. (Udenrigsministeriets udtalelse på engelsk her)

Coronakrisen har vist, at det offentlige sundhedssystem er rygraden i en tilstrækkelig reaktion på Coronavirus-epidemien. De sidste 40 års nyliberale politik generelt, og især de sidste 10 års nedskærings- og krisepolitik, har været ansvarlig for store tab af menneskeliv. De steder, hvor nedskæringerne har været mest alvorlige, har sammenbruddet i sundhedssystemet været mest drastisk. I USA er kaosset alvorligere end i andre lande, ikke kun på grund af regeringens ultrareaktionære natur, men også på grund af fraværet af noget, som kunne ligne et frit, universelt, offentligt sundhedssystem.

Ikke nok med, at USA på kriminel vis har afvist hjælp fra Cuba – hvad der vil koste hundredtusinder af liv – men man presser også lande, der har bedt om hjælp fra Cuba, til at afstå fra det. De reaktionære regeringer i Brasilien, Ecuador og Bolivia har sendt cubanske medicinske missioner hjem.

Som om det ikke var nok, besluttede Trump den 15. april 2020 at stoppe USA’s bidrag til WHO på et tidspunkt, hvor FN -organisationen spiller en betydningsfuld rolle i kampen mod Corona-virus.

Det er på den baggrund, at Cuba fastholder, at en international indsats, uden politiske fordomme, er absolut nødvendig for at udvikle og dele videnskabelig forskning og dele de forskellige landes erfaringer med forebyggende foranstaltninger, beskyttelse af de mest sårbare og erfaringer med regulering af social adfærd. Det vil gøre det muligt at reducere varigheden af pandemien og omfanget af menneskelige tab.

Derfor opfordrer Fjerde Internationale alle progressive og demokratiske kræfter til at styrke kampen mod blokaden af Cuba og til at øge solidariteten med det cubanske folk. Vi står helt bag den udenlandske hjælp, som cubanske sundhedsarbejdere yder. Den eneste vej ud af krisen er international solidaritet og udviklingen af internationalisme blandt folk. Ned med de reaktionære regeringer, som forsmår deres egen befolknings liv og agiterer for nationalisme, racisme og krig som en vej ud af krisen.

Lad os intensivere kampen mod blokaden af Cuba!

Solidaritet, selvbestemmelse og internationalisme!

Vores liv er mere værd end deres profitter!

Udtalelsen blev vedtaget den 20. april 2020 af Fjerde Internationales Forretningsudvalg

Den er oversat fra engelsk fra International Viewpoint  af Leif Mikkelsen