Aktionsdagen havde to mål: På den ene side at fremme konflikter om løn- og arbejdsforhold med deres egne arbejdsgivere og på den anden side modstand mod de barske fagforeningsfjendtlige love, som Tory-regeringen haster igennem parlamentet.

De seks

6 fagforbund deltog i aktionen 1. februar.

1. PCS – Forbundet af Statsansatte var det første til at sende over 100.000 medlemmer i 124 forvaltninger i aktion. Arbejdere i mange etater havde tidligere stødt panden mod den latterlige krav om høj deltagelse i urafstemninger for officielle strejker under de eksisterende reaktionære fagforeningsfjendtlige love. PCS i disse etater har været aktive i punktaktioner siden slutningen af december. Fagforeningen sender forslag om strejkeaktion til fornyet urafstemning i andre etater, hvor arbejderne havde sagt ja til strejke, men hvor der kun manglede nogle få stemmer manglede. stemmedeltagelsen ikke opfyldte lovens krav, hvor

2. UCU – Universitets og Gymnasielærernes Fagforbund sendte 70.000 medlemmer på universiteterne i konflikt på denne dag som del af 18 dages aktioner, som skal finde sted de næste to måneder. Det var resultat af mislykkede forhandlinger med 150 arbejdsgivere for at få et tilbud på bordet, så udhulingen af lønningerne i løbet af de sidste 12 års konservativt styre, så lønnen kunne blive genoprettet. Den stigende anvendelse af midlertidige ansættelser i sektoren har også pustet til kampviljen.

3. Lokoførernes fagforbund ASLEF sendte flertallet af forbundets 21.000 medlemmer i strejke 1. februar. ASLEF vil afholde flere aktioner, efter det er mislykkedes at opnå enighed med arbejdsgiverne om løn- og arbejdsvilkår. Det bliver så den syvende aktionsdag.

4. RMT på mange måder har været rygraden i strejkebevægelsen siden i sommers. Transportarbejdernes fagforening RMT sendte også deres lokoførere i strejkeaktion 1. februar, men det ser ud, som RMT har mistet en gylden chance, da flertallet af medlemmerne ikke er lokoførere, men har andre funktioner (så som togførere o.a.). RMT afholder nu en urafstemning om et nyt løntilbud, som forventes at blive afvist.

For disse fagforeninger inden for transport og deres passagerer drejer det sig også om vigtige tab af jobs. Dette har RMT iværksat strejkeaktioner imod i over 9 måneder. Forslaget går ud på, at mange tog kun skal betjenes af lokomotivførere. Dette har omfattende konsekvenser for sikkerheden og vil også gøre tog mindre tilgængelige for handicappede, hvor mange er afhængige af hjælp til at stige af og på toget.

5. En anden fagforening, der strejkede i England og Wales 1. februar, er det vigtigste forbund for lærerne, NEU, som krævede en fair og fuldt finansiere lønforhøjelse.

6. I det næststørste forbund for lærerne i England og Wales, NASUWT, havde medlemmerne med et overvældende flertal stemt for at gå i strejke, men nåede ikke den krævede stemmeprocent. Nogle NASUWT-medlemmer har meldt sig ind i NEU for at kunne strejke og over 40.000 ny medlemmer har meldt sig ind i NEU, siden de bekendtgjorde deres afstemningsresultat og program for strejkeaktionen.

Skolevæsnet i Skotland er adskilt fra det i England og Wales, og skolelærernes fagforening dér, EIS, er involveret i strejkeaktioner, der følger et andet mønster med 1 dages nationale strejkedage i løbet af januar, opfulgt af 1 dages punktaktioner i løbet af januar og februar med aktion i to kommuner ad gangen. Det efterfølges af 2 dages national strejke i hele Skotland 28. februar og 1. marts.

EIS er det vigtigste fagforbund i de skotske skoler, først og fremmest grundskoler, men tre mindre forbund har også stemt ja til strejke. Strejkevagter ved skoler og tilslutningen til lokale gademøder er vokset betydeligt i løbet af aktionen, og de primært kvindelige medlemmer af EIS bliver stadig mere kampvillige – en 2 dages nedlukning af Skotlands skoler er meget sandsynlig.

Populær

Til trods for at mainstream medier har angrebet de strejkende, ofte i samarbejde med regeringen, og desperat har forsøgt at finde angiveligt “helt almindeligt mennesker”, som vil angribe dem, forbliver strejkerne enormt populære.

Der berettes om mange tilfælde, hvor forældre og elever deltager i strejkevagter udenfor skoler for at støtte de ansatte. Studerende, som støtter UCUs strejke, har også tilsluttet sig til strejkevagterne ved læreanstalter i hele Storbritannien, og de studerendes strejkestøtte-komiteer er begyndt at være en del af universitetslivet, og de er også begyndt at rejse spørgsmålet om konsekvenserne af de stigende leveomkostninger for 1 million studenter.

Demonstrationerne 1. februar blev hilst velkommen af tudende bus- og bilhorn, og folk, der forlod arbejdspladser og hjem, jublede og klappede. Arbejderbefolkningen anerkender og genkender i stigende omfang, at omkostningskrisen er et angreb på os alle, i arbejde eller arbejdsløse, og på tværs af generationer

Fremmødet til demonstrationer er blevet beskrevet som imponerende. 40.000 i London, 9.000 i Oxford, 7.000 i Bristol, 1000 i Cardiff, 500 i Swansea, 2.000 Leeds, 4.000 i Manchester, 1000 i Glasgow, 700 i Nottingham til et indendørs møde og mange flere demonstrerede i parallelle aktioner, f.eks. 2.000 i Leeds og færre i andre byer. Om andre protester siger rapporterne blot, at tusinder deltog

Det, der var lige så betydningsfuldt som fremødet, var stemningen – visheden om, at lønkravene, som fagforeningerne har stillet, er helt og aldeles berettigede, og at den service, som de ansatte leverer, såvel som deres lønninger, er blevet forringet af mere end et årtis nyliberal politik.

Folk er bevidste om at “loven om mindstekrav til offentlig service” – som er det formelle navn på anti-fagforeningsloven – er en meget syg joke i et land, hvor underbemanding og overbelastning medfører, at servicen er under al kritik, især i sundhedsvæsnet NHS, og at den nugældende lovgivning allerede er vidtgående og streng. Fagforeningerne bliver mødt med meget restriktive love, som vanskeliggør strejker. De må afholde urafstemning pr brev -ikke elektroniske. der kræves høj deltagelse i urafstemninger, konflikter kan kun være rettet mod den enkelte arbejdsgiver, ikke opdragsgivere såsom regeringer, og strejker skal varsles 14 dage før arbejdsnedlæggelsen. Overtrædelse vil medføre beslaglæggelse af fagforeningsmidler og retsforfølgelse af tillidsvalgte og medlemmer.

De dominerende medier i Storbritanniens gør meget ud af, at mere end dobbelt så mange arbejdere strejkede mod angreb på offentligt ansattes pensioner i 2011. Men de to situationer kan ikke sammenlignes. De fleste arbejdere vidste på forhånd, at protesten i 2011 var en paradeforestilling. 1. februar er en del af en strejkebølge som har strakt sig over 7 lange måneder for nogle fagforeningers vedkommende – og er en bevægelse, som sandsynligvis endnu ikke er kulmineret.

I Skotland og Wales har de lokale regeringer af bestående af henholdsvis SNP – det skotske nationalistparti (med støtte fra De Grønne) og Labour (med støtte fra Plaid Cumru) – der walisiske nationalistparti, forsøgt at tilbyde bedre lønudspil end den konservative britiske regering. På den måde er nogle strejker blevet undgået i det ene eller begge lande.

Formelt er alle disse socialdemokratisk orienterede partier positive over for fagforeningernes krav og retten til at strejke. De har imidlertid ikke de samme magtbeføjelser over skatudskrivning og lovgivning som den britiske regering, og de socialdemokratiske partier er fanget begrænsningerne i Skotland og Wales’ selvstyre. Med mindre de løsriver sig fra disse begrænsninger, vil de i sidste ende blive en del af problemet fremfor at være en del af løsningen.

6. februar 2023

Artiklen er oversat, forkortet og redigeret fra Green Left af Leif Mikkelsen fra:

En længere version kan findes her

Opdatering:

Siden offentliggørelsen af denne artikel er strejkebølgen fortsat.

The Guardian har 2. februar offentliggjort en strejkekalender:

6.-7. februar: Sygeplejerskerne afholder den tredje runde af strejkeaktioner i England, Wales og Nordirland.

6. februar: Ambulanceredere vil iværksætte koordineret strejke i England og Wales i et samarbejde mellem de 3 fagforbund UNITE, UNISON og GMB.

9. februar: NHS-fysioterapeuter forsætter strejke.

10. februar: Universitetsansatte på 150 universiteter forsætter strejke i Storbritannien.

13. februar: Ansatte ved British Museum påbegynder 7 dages strejke. Det omfatter såvel almindeligt service- som sikkerhedspersonale.

13. februar: Ansatte ved biltilsynet og motorsagkyndige starter 5 dages strejke.

14. februar: Lærerstrejke i Wales af NEU-medlemmer.

15. februar: UNITEs redere har med overvældende flertal afvist den walisiske regerings seneste løntilbud. 92 procent af medlemmerne afviste tilbuddet, og 92 procent deltog i afstemningen. Medlemmerne vil gå i strejke 20., 21. og 22. februar. (Labour Start 15.2)

Ligeledes er der kommet overblik over strejkebølgens omfang fra “det britiske kontor for national statistik”. Kontoret beretter, at der blev tabt 843.000 arbejdsdage i december.

I alt var der 2,4 millioner strejkedage i 2022. Det nærmer sig det seneste højdepunkt i strejkeaktioner under Thatcher i 1989. Statistikken viser også et drastisk fald i reallønnen. I sidste kvartal i 2022 faldt realønnen inklusive tillæg med 3,6 procent sammenlignet med samme periode i 2021. Hovedorganisationen TUCs generalsekretær Paul Nowac udtalte i den forbindelse: “Det er ikke overraskende, at arbejdere er nødt til at strejke for at forsvare levestandarden. De er blevet skubbet derhen, hvor det simpelthen blev ubærligt.” (Guardian 14.2.23)