Læsetid: 11 minutter
Storbritanniens nye premierminister. Keir Starmer. Foto: Chris McAndrew, UK-Parliament/Wikimedia
1 – Det overvældende flertal vil være glade for at se ”Tories” (konservative) ydmyget og udslettet. De har mistet det største antal mandater i deres historie. Konservative regeringer har givet os 14 år med misrøgt, korruption og løgne. Nedskæringerne gennemført af Cameron og de Liberale har afsluttet eller ødelagt livet for millioner af mennesker. I 2010 var der 35 fødevarebanker; i 2024 er der 3.572. Vores sundhedsvæsen, uddannelser, lokale tjenesteydelser, forsyningsselskaber og meget andet er blevet udsultet eller plyndret til glæde for private virksomheder. Vores floder og have stinker og er uegnede til at svømme, mens aktionærer i vandværker er blevet overdådigt belønnet. Johnsons ubarmhjertige tilsidesættelse af folkesundheden, som regeringen ikke selv fulgte, resulterede i tusindvis af unødvendige Covid-dødsfald. Han gav millioner til sine konservative venner for at levere ubrugelige værnemidler. Liz Truss’ ekstreme neoliberale budget førte til, at millioner fik massive ekstraudgifter på deres boliglån. Brexit har ramt væksten hårdt og stoppet bevægelsesfrihed i Europa. Under Sunaks er energipriserne steget, og vi har oplevet den værste krise for leveomkostninger i årtier. Dæmoniseringen af migranter, asylansøgere og transpersoner er blevet intensiveret. Vi kan i det mindste et øjeblik nyde det politiske nederlag for de politikere, der er ansvarlige for alt dette. Truss, Shapps, Mordaunt, Gullis, Rees-Mogg, Jenkyns og andre ministre er alle væk. Sunak blev ramt af et omvendt 2019, denne gang var det Tories, ikke Labour, som Farages-parti skadede.
2 – Starmers nye regering er blevet hilst velkommen af big business. The Economist, Financial Times og Murdoch-pressen har støttet Labour ved dette valg. Da Starmer sagde, at han ændrede partiet, så han kunne ændre landet, var det en halv sandhed. En sikker måde at komme til magten på er at ødelægge enhver mulighed for en venstreorienteret udfordring af kapitalistklassens magt, som virkelig styrer tingene. Ja, han ændrede sit parti, men hans nye partnerskab med kapitalen til ‘at skabe velstand’ vil ikke ændre landet for de mange. Det vil hjælpe med at strømline indtjeningen for de få. Offentlige penge vil blive brugt på erhvervslivet for at fremme ‘vækst’, der angiveligt på magisk vis vil sive ned og gavne lønninger og sociale udgifter. Erhvervsfolk er allerede blevet integreret i hele hans regeringshold for at sikre, at denne vision bliver implementeret.
Parti |
Mandater |
Ændring |
Procent |
Ændring |
Labour |
411 |
+ 211 |
33,7 |
+ 1,6 |
Konservative |
121 |
– 251 |
23,7 |
– 19,9 |
Liberale |
72 |
+ 64 |
12,2 |
+ 0,7 |
Reform UK |
5 |
+ 5 |
14,3 |
+ 12,3 |
Grønne |
4 |
+3 |
6,4 |
+ 3,8 |
SNP (Skotland) |
9 |
– 39 |
2,5 |
– 1,3 |
Uahængige |
6 |
+ 6 |
2,0 |
+ 1,4 |
Sinn Fein (Nordirland |
7 |
– |
0,7 |
+ 0,1 |
DUP (Nordirland) |
6 |
– 3 |
0,6 |
– 0,2 |
3 – Labours store valgsejr kommer efter det ondskabsfulde modangreb fra Labours højre- og midterfløj mod enhver antydning af en moderat venstrefløjs udfordring af kapitalens magt. Starmers greb om arbejderbevægelsen er blevet styrket. Enhver gentagelse af et Corbyn-lignende venstreflertal i Labour er død – og vil være det i en overskuelig fremtid. For en tid vil den nye regering formentlig nyde godt af en hobeymoon, hvor det kan være svært for at se mulige spændinger eller konflikter med fagforeningerne eller venstrefløjen.
4 – Valgresultatet er imidlertid lige så meget et konservativt sammenbrud, som det er en sejr for Labour. En journalist har med rette kaldt det et ‘kærlighedsløst jordskred’. Det uretfærdige valgsystem [flertalsvalg i enkeltmandskredse (på engelsk: First Past the Post), hvor alle mandater fordeles til det parti, der får flest stemmer i hver enkelt valgkreds, o.a.] fordrejer massivt omfanget af Labours triumf. I går fik Labour 9,6 millioner stemmer og omkring 34 procent af stemmerne. Under Corbyn, som ifølge Keir Starmer forhindrede enhver valgsejr, fik Labour 13 millioner stemmer og 40 procent af stemmerne i 2017 – og 10 millioner og 32 procent i 2019-valget, der blev fordrejet af Brexit og de facto-koalitionen Johnson/Farage. I Wales var begejstringen for Starmer særdeles behersket. Selv om partiet vandt 27 ud af de 32 mandater, fik Labour faktisk næsten 150.000 færre stemmer end i 2019, da Jeremy Corbyn var leder. I de fattigste samfund, såsom Ely og Caerau, var valgdeltagelsen kun 23 procent. Alle har bemærket den manglende entusiasme for Starmers projekt. Valgdeltagelsen er faldet syv procentpoint i forhold til 2019 til omkring 60 procent. Arbejderkampe er mere tilbøjelige til at udvikle sig i dette klima, hvor der ikke er en stærk identitet med regeringen. Der er mindre entusiasme end med Blair i 1997. Denne nye regering har imidlertid allerede tilkendegivet, at den ikke vil betale offentligt ansatte en anstændig løn, og den vil heller ikke hæve skatten på de rige for at finansiere sundhed, uddannelse, social omsorg eller kommunernes udgiftsbehov. Det er meget sandsynligt, at arbejdere vil strejke mod denne regering, og mange andre vil føre kampagne mod begrænsningerne i regeringsprogrammet. Det er usandsynligt, at regeringen vil bryde med amerikansk imperialisme i forhold til Israels apartheidstat. I modsætning til Spanien og Irland vil den ikke anerkende den palæstinensiske stat nu. Det pæne stemmetal til Labours venstrefløj viser, at der er potentiale for modstand mod regerings moderate politik.
5 – Vi skal støtte enhver kamp eller modstand mod denne socialliberale regerings politik. Vi accepterer ingen hvedebrødsdage, men kræver som et første skridt, at det meget forsigtige program gennemføres umiddelbart uden yderligere bergrænsninger – øgede rettigheder for arbejdere fra dag ét, progressiv beskatning som foreslået på private skoler og non-domes [briter bosat i skattely], at droppe Rwanda-projektet og tiltag inden for uddannelse, sundhed og miljø.
6 – Men dette er blot udgangspunktet, for at arbejderbevægelsen kan tvinge regeringen til at tage meget mere radikale foranstaltninger – udvide faglige rettigheder ved at afskaffe al Thatchers undertrykkende lovgivning; en formueskat og øget beskatning på kapitalgevinster til at betale for vores sundhedsvæsen, uddannelse og kommunal service; at overtage energi- og forsyningsselskaberne til fælles ejerskab og bruge et eventuelt overskud til at udvikle en langt mere ambitiøs plan for omstilling af energiforsyning, som kan tackle klima- og økologiske kriser på en måde, der sikrer, at forurenerne betaler; fjerne to-børnsloftet og andre lofter for sociale ydelser med det samme og styrke 2010-ligestillingsloven for bedre at beskytte de undertrykte (inklusive transpersoner), samtidig med at de undertrykkende love om offentlig orden ophæves. Dette er blot nogle få eksempler, men sådanne forslag skal fremmest parallelt med en mobilisering af de ansatte i disse sektorer til at udarbejde aktionsplaner. Vi lægger ikke bare pres på Labour, men forsøger at udvikle en uafhængig selvorganisering på alle disse spørgsmål.
7 – Gårsdagens valgresultater viser, at op mod 3 millioner stemte til venstre for Labour, enten for et grønt program, der er mere radikalt end Labours, eller på uafhængige kandidater på venstrefløjen eller kandidater, der udfordrer Labour på Palæstina-spørgsmålet. Alene De Grønne fik 6,8 procent (fremgang på 4 procentpoints), næsten 2 millioner stemmer og har nu fire parlamentsmedlemmer. Uafhængige pro-Gaza-kandidater vandt fire mandater og var tæt på at tage Labour-mandater flere steder, blandt andet [sundhedsminister, o.a.] Wes Streetings mandat i Ilford. Andrew Feinstein fik over 8.000 stemmer i Starmers valgkreds, Faiza Shaheen fik 25 procent i Chingford og ville have vundet mandatet, hvis stemmerne mod [konservative] Duncan Smith ikke var blevet delt med Labour (note). Endelig vandt Corbyn en komfortabel sejr. Vi har aldrig set så mange løsgængere i parlamentet. En svækket venstrefløj er også stadig til stede i Labour i form af Grassroots Alliance, Momentum og Socialist Campaign Group.
Disse tusindvis af aktivister i og uden for Labour danner grundlaget for et mere struktureret netværk eller bevægelse af økosocialister og klimaaktivister, som er parate til at modstå Starmers manglende initiativer til den forandring, vi har brug for. Aktionsgrupper i den grønne bevægelse, såsom Just Stop Oil og Extinction Rebellion, hører også til i dette politiske rum. Den uventet gode resultat for alle disse kræfter giver os et vist håb om, at en triumferende Starmer-regering ikke vil tromle frem uden opposition. I begyndelsen af kampagnen ønskede han at fjerne Diane Abbotts kandidatur – Storbritanniens første sorte kvindelige parlamentsmedlem. Han blev stoppet af en græsrodskampagne, der knytter venstrefløjens parlamentsmedlemmer til fagforeninger og kulturens verden. Der er ingen grund til, at sådanne alliancer ikke kan opbygges på andre spørgsmål. Labours store flertal i parlamentet kan gøre det lettere for parlamentsmedlemmer at trodse partiledelsen – deres oprør vil ikke kunne vælte regeringen. Alle kommentatorer og meningsmålinger har peget på både et meget stærkt ønske om at slippe af med Tories, men kombineret med en ringe entusiasme for Starmer og hans projekt. Så folk kan være villige til at udfordre regeringen meget hurtigere, end vi måske forestiller os. Selv de Liberale Demokraters store succes, med 71 mandater (note), afspejler til dels et ønske om en ordentlig finansiering af sundheds- og socialsektoren, som går videre end Labours begrænsede udgiftsplaner.
8 – Farages racistiske Reform Party var, ud over Starmer, nattens overraskende vinder. Partiet har nu fire medlemmer af parlamentet og fik over 4 millioner stemmer. Resultatet er over 3 point bedre end det tidligere højdepunkt i 2015. Reform Party kom på andenpladsen i hundredvis af kredse, også i nogle Labourkredse. Efter valget var Farages hovedbudskab, at hans mål var at overhale Tory-partiet og blive den vigtigste opposition til Labour. Han er i stand til at spille en rolle i omlægningen af højrefløjens politik, enten gennem en omvendt overtagelse af Tory-partiet eller gennem en ny bevægelse, der vil konfrontere traditionel toryisme og vinde nogle af deres medlemmer og parlamentsmedlemmer. Denne proces er allerede startet. Det er også en trussel mod Starmer-regeringen. Farage har sagt, at han ønsker at være den virkelige opposition, der leder masseprotester. Med tanke på det lille antal parlamentsmedlemmer i forhold til millioner af stemmer står han et godt sted til at udnytte frustrationerne hos sine vælgere, som føler sig fremmedgjort fra den politiske proces.
Labour udfordrede af snævre valgmæssige hensyn ikke Farage, fordi man regnede med, at han ville skade de konservative mere end Labour. Starmer trak endda sin kandidat fra slaget i Clacton. Labour bærer, lige så meget som de konservative, ansvaret for fremgangen for Reform Party. Labour har normaliseret de racistiske rammer for indvandrerdebatten. Det vil være op til venstrefløjen og arbejderbevægelsen at konfrontere en Farage-bevægelse på fremmarch. Hans succes vil også føre til en styrket selvtillid hos ny-fascistiske gadebander ledet af Tommy Robinson og andre.
9 – Økologiske problemer var for det meste fraværende i kampagnen. Labour havde allerede udvandet sin kampagne Great British Energy og prioriterede den ikke – fordi de var bange for, at vælgerne kunne blive skræmt af omkostningerne. Både de Liberale Demokrater, der overgik selv exitpolls og endte på 71 mandater, og De Grønne havde succes med at sætte miljøet på dagsordenen. Venstrefløjen er nødt til at komme på mærkerne og sætte sig i spidsen for en økosocialistisk strategi. Det andet store fravær fra valgkampen var Gaza. De traditionelle partier nævnte det næsten ikke, men de uafhængige kandidaters fik forstyrret dette fuldstændigt. Vi hylder arbejdet hos alle de aktivister, som det lykkedes at få palæstinensernes sag sat på dagsordenen ved dette valg.
10 – Anti*Capitalist Resistance vil stå til rådighed i opbygningen af modstand mod Labours socialliberalisme. Vi vil støtte enhver kampagne for at forsvare transpersoners, kvinders og demokratiske rettigheder, Palæstina, arbejdernes levevilkår og offentlig service og presse på for stærke initiativer til at tackle klima- og miljøkrisen kombineret med en retfærdig omstilling til grønne jobs. Inden for den brede bevægelse vil vi argumentere for, at det er nødvendigt med en antikapitalistisk økosocialistisk strømning, der kan danne grundlag for et strategisk alternativ til Labours politik.
Anti*Capitalist Resistance er Fjerde Internationales britiske organisation. De vedtog denne udtalelse dagen efter valget til det britiske Underhus.
5. juli 2024
Noter:
Efter fintælling har de Liberale Demokrater 72 mandater. Ved valget i 2019 fik de 11.
Faiza Shaheen meldte sig ind i Labour, efter Jeremy Corbyn blev valgt som leder af partiet. Hun var opstillet for Labour ved valget i 2019, men på grund af hendes kritik på de sociale medier af Israels krig mod Gaza besluttede partiledelsen af opstille en anden kandidat tilhørende det pro-israelske Jødiske Arbejderamfund. Derefter meldte hun sig ud af partiet og opstillede som uafhængig kandidat. Hun fik 79 stemmer mindre end Labours kandidat.
Oversat fra anticapitalistresistance.org af Åge Skovrind