En ny oprustningsspiral truer - med voldsomt ressourcespild og ikke mindst forøget fare for flere og mere ødelæggende krige som konsekvens. NATO, heriblandt Danmark, er drivende kraft i dette. Der er brug for en stærkere bevægelse mod oprustning og krig - i Danmark og internationalt.

af SAPs Forretningsudvalg

Mens regeringsmedlemmer med Lars Løkke i spidsen ellers gerne gør sig lystige over Trumps rablende politiske udtalelser, er regeringens faktiske reaktion på den krigsgale præsidents krav om øget europæisk NATO-oprustning helt anderledes: Regeringens udspil til nyt forsvarsforlig er en kraftig oprustning, som om 6 år betyder yderligere 4,8 mia. kr. om året (en stigning på 20% ) til militæret. Begrundelsen er, ifølge forsvarsministeren, truslen fra et ”aggressivt Rusland”, der ”opruster hele tiden”.

 

Sandheden er imidlertid en anden, har blandt andet den danske ambassadør i Moskva tilladt sig at påpege: Ruslands forsvarsbudget er således faktisk faldet med hele 30% fra 2016 til 2017. Og sammenligner man de samlede russiske militærudgifter på ca. 48 mia. dollar med NATOs samlede budget på ca. 915 mia. dollar (heraf USA alene 616 mia.) – må det betegnes som latterligt at begrunde NATOs nye oprustning med ”den russiske trussel”.

 

Ikke desto mindre er Socialdemokratiets forsvarsordfører, Henrik Dam Kristense, helt med på vognen. Regeringens udspil er ”et godt udgangspunkt for de kommende forhandlinger”, mener han og fortsætter: ”Vi skal være i stand til at imødegå de trusler, som Rusland stiller op. Når det gælder trygheden, synes jeg, det her rammer nogenlunde ok.”

 

På dette punkt er Socialdemokratiet altså ikke på nogen måde en opposition til de borgerlige. (Ligesom når det gælder den økonomiske politik og udlændingepolitikken og retspolitikken og EU-politikken og…).

 

NATOs mål
NATOs og NATO-oprustningens mål er ikke at sikre en fredelig, fri og demokratisk verden, som det ofte påstås. George Kenan, den amerikanske regerings rådgiver, formulerede i 1948 USA’s interesser i forbindelse med initiativet til NATOs dannelse så klart som dette:

 

”Vi ejer cirka 50 procent af verdens rigdom, men udgør kun seks procent. I denne situation kan vi ikke andet end fremkalde misundelse og fortørnelse. Vores reelle opgave i den kommende tid er at udvikle et mønster af relationer, der tillader os at bibeholde denne position af rigdom, uden at det går ud over vor sikkerhed. For at opnå det må vi sætte al sentimentalitet og dagdrømmeri til side. Vores opmærksomhed må være fokuseret over alt på vore umiddelbare nationale mål.

 

Vi behøver ikke at narre os selv med, at vi har råd til næstekærlighedens luksus og at være verdens godgører… vi må holde op med at tale om vage og for det Fjerne Østens vedkommende urealistiske mål så som menneskerettigheder, voksende levestandard og demokratisering. Den dag er ikke fjern, hvor vi skal tale magtens sprog. Des mindre vi bliver hæmmet af idealistiske slogans jo bedre.”

 

NATO var fra begyndelsen åbenlyst vendt mod de lande, der havde brudt med kapitalismen, og skulle umuliggøre, at det skete i andre lande. Da Berlinmuren faldt, forsvandt NATOs formelle eksistensberettigelse over en nat, og NATO måtte genopfinde sig selv. Resultatet var, at NATO vendte sig mod hele verden, hvor 11.september kom som kaldet. Kampen mod terrorisme kom i centrum sammen med neoliberalismen – at sikre fri bevægelse for varer, tjenesteydelser og kapital og sikre vitale råvarer og vigtige handelsruter. Libyen, Somalia og Irak er blot eksempler. NATO var rammen om markedsideologiens korsfarere.

 

At NATO nu også gør front mod et kapitalistisk land som Putins Rusland, ændrer ikke det mindste ved det u-ædle formål i citatet ovenfor. Også her handler det blot om at sikre NATO-landenes imperialistiske interessesfære. Ingen af parterne forsvarer demokrati, menneskerettigheder eller social udvikling. Tværtimod anvendes der ressourcer, der var bedre anvendt på bekæmpelse af underernæring, fattigdom og sygdom.

 

NATOs oprustning
NATO er i gang med at hive oprustnings programmerne op af skufferne:

  • Konceptet om at føre og vinde en atomkrig kom igen ind i debatten (atomvåbenprogrammet revideres foråret 2018)
    •      Forøgelse af mængden og ændret placeringen af taktiske atomvåben
    •      Forstærkelse af anti-missil programmet
    •      Hurtigere reaktionsevne med flere bataljoner klar til hurtig indsats
    •      Styrkelse af fremføringsmidler til lands, til vands og luften såvel konventionelt som atomart.
    •      Styrkelse af flådeindsatsen i Middelhavet.
    Derfor kræver NATO at medlemslandene skal anvende 2% af nationalproduktet til militæret.
    Hvor langt ville NATOs militærudgifter på ca. 915 mia. dollar pr. år række, hvis de blev anvendt på menneskehedens virkelige problemer?
    Disse er fastlagt i FN’s Millenium-udviklingsmål:
    •      Afskaffelse af ekstrem fattigdom og sult ville koste mellem 39 mia. dollar og 54 mia. dollar pr. år
    •      Basal uddannelse til alle og fremme af ligestilling ville koste yderligere 10-30 mia. dollar pr. år.
    •      Nedsættelse af børnedødeligheden med 2/3 og forbedring de fødendes helbred samt bekæmpelse af HIV/aids og malaria og sygdomme yderligere 20-25 mia. dollar
    •      Læg dertil indsatsen for et bæredygtigt miljø 5-21 mia. dollar.
    Alt i alt ville bare altså 74-140 mia. dollar – ca. 10-20% af Natos militærbudget – række til at opfylde Millennium-målene.

Modstand!
Hvilke opgaver giver det arbejderbevægelsen, fredsbevægelser og solidaritetsorganisationer?

 

Vi må genstarte modstanden mod atomvåben, der truer menneskeheden med altomspændende katastrofer. De trusler som var baggrunden for 60erne og 80erne stærke fredsbevægelser er stadig eksisterende. Det var en stærk folkelig bevægelsen, der tvang magthaverne til at fjerne nogle at de mest truende atomvåben, og midlertidigt bremse op for NATOs atomplaner i Vesteuropa. Modstand betaler sig og kan give vigtige delsejre. I dag er modstand mere nødvendigt end nogensinde.

 

NATOs revision af atomstrategien kunne være et udgangspunkt. Og lige som i 80erne må kravet være ensidig atomnedrustning. Kravene må rette sig mod såvel langdistancevåben, taktiske atomvåben og de tilhørende antimissil-systemer. Men modstanden må også rette sig mod den konventionelle oprustning, med nye kampfly og andre avancerede våbensystemer. Det er alt sammen med til øge spændingerne og risikoen for at der udløses en militær konfrontation.

 

Vi må også rejse problemet med Danmarks kommercielle bidrag til oprustningen i form af produktion og salg af våbensystemer og overvågningsudstyr. Det er en industri, som understøttes af statsmagten, når der forhandles om kontrakter om underleverancer f.eks. i forbindelse med køb af fly. Det må være en oplagt opgave for ikke bare fredsbevægelser, men også fagbevægelsen, at pege på, at denne produktion må omstilles til fredelige menneske- og miljøvenlige formål.

 

Det helt overordnede perspektiv er at få lavet planer, der viser at de mange milliarder til oprustning er bedre anvendt til at:

* Eliminere klima- og miljøtruslen
* Afskaffe fattigdom på hele kloden
* Skabe lige adgang til arbejde, sundhed og uddannelse i verden

 

Oprustning øger ikke vores sikkerhed, men bringer krigen nærmere.

 

SAPs forretningsudvalg, den 13. november 2017

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com