New York Times’ dækning af det israelske folkemord i Gaza er, som det også gælder for de øvrige amerikanske mainstream-medier, en skændsel for det journalistiske fag.

Den påstand kan ikke komme bag på nogen. Det er hverken kendsgerninger eller moral, der er ledestjernen for de amerikanske medier, men en dagsorden, der er nøgternt kalkulerende med hensyn til oplagstal og dermed indflydelse og magt. 120.000 døde og sårede palæstinensere på grund af det israelske folkemord i Gaza er ganske enkelt ikke et punkt på denne dagsorden.

Intercept undersøger og analyserer forhold vedrørende pressedækning og har fremlagt en rapport, der bygger på et lækket memo fra New York Times. her fremgår det, at New York Times, ’en af verdens mest respekterede aviser’, med jævne mellemrum har givet deres journalister retningslinjer for, hvilke ord der må bruges, og hvilke ikke, når de beskriver de israelske massemyrderier i Gaza-striben, der tog sin begyndelse 7. oktober.

Det chokerende er, at internationalt anerkendte ord og vendinger som ’genocide’ [folkemord], ’occupied territory’ [besat område], etnisk udrensning’, og selv ’refugee camps’ [flygtningelejre], var på avisens liste over forbudte ord.

Det bliver endnu værre. ’Ord som ’slaughter’ [slagtning], ’massacre’ [massakre] og ’carnage’ [blodbad] bibringer mere følelse end information. Tænk jer alvorligt om, før I bruger dem som jeres egne ord’, hedder det i det memo, der blev lækket og verificeret af Intercept og andre medier.

Selv om meningen med den slags sprogkontrol ifølge avisen er fairness for ’alle sider’, er anvendelsen næsten totalt ensidig. En tidligere Intercept-rapport har for eksempel påvist, at avisen mellem 7.oktober og 14. november nævnte ordet ’massacre’ 53 gange, når den refererede til israelere, der var blevet dræbt af palæstinensere, og kun én gang i forbindelse med palæstinensere, der blev dræbt af Israel.

I det tidsrum var tusinder af palæstinensere omkommet, det overvejende flertal af dem kvinder og børn, og de fleste af dem blev dræbt i deres hjem, på hospitaler eller på skoler. Selv om de palæstinensiske dødstal tit blev draget i tvivl af USA’s regering eller medierne, blev de senere generelt godkendt som retvisende, men med en advarsel: Kilden til de palæstinensiske dødstal blev angivet som ’det Hamas-ledede sundhedsministerium i Gaza’. Den formulering er selvfølgelig tilstrækkelig til at underminere nøjagtigheden af de tal, der var blevet indsamlet af det sundhedspersonale, som havde været så uheldige næsten hver dag at skulle føre regnskab over ofrene.

De israelske dødstal blev meget sjældent draget i tvivl, selv om Israels egne medier senere afslørede, at mange israelere, der formodentligt var blevet dræbt af Hamas, døde på grund af ’ild fra egne styrker’, mens de var i det israelske militærs hænder.

Og selv om en stor procentdel af de israelere, der blev dræbt under Al Aqsa-stormen, var aktive, på orlov eller reservister, så blev ord som ’massacre’ og ’slaughter’ stadigvæk brugt til overflod. Der blev heller ikke gjort meget ud af, at dem, der blev ’slaughtered’ af Hamas, i virkeligheden havde været direkte involveret i belejringen og de tidligere massakrer i Gaza.

Når vi nu taler om ’slaughter’, så er forholdet mellem de gange, hvor det er blevet brugt til at beskrive israelere, angiveligt dræbt af palæstinensere, og så de gange, hvor det er palæstinensere, der blev dræbt af Israel, ifølge Intercept 22 til 1.

Når jeg skriver ’angiveligt’, er det fordi det israelske militær og regeringen, i modsætning til det palæstinensiske sundhedsministerium, endnu ikke har åbnet op for en uafhængig verifikation af de tal, der er blevet fremlagt og ændret flere gange.

De palæstinensiske tal er nu blevet anerkendt selv af USA’s regering. Da forsvarsminister Lloyd Austin 29. februar blev spurgt, hvor mange kvinder og børn, der var blevet dræbt i Gaza, sagde han: ’Det er mere end 25.000’, hvad der endda var lidt mere end det, som det palæstinensiske sundhedsministerium havde angivet på det tidspunkt.

Selv om de israelske tabstal endnu ikke er blevet undersøgt og godtgjort fuldt ud af uafhængige kilder, bliver New York Times’ dækning af krigen i Gaza ved med at være et udtryk for de amerikanske mediers ikke-eksisterende troværdighed, uanset deres dagsorden og ideologier. Det er en generalisering, der retfærdiggøres af, at New York Times, mærkeligt nok, stadigvæk er mindre utroværdig end de andre.

Ifølge denne dobbelte standard er de besatte, undertrykte og rutinemæssigt myrdede palæstinensere skildret i et sprog, der passer Israel særdeles godt, for selv om det er en racistisk og morderisk apartheid-stat, bliver den omtalt som et offer, og er på en eller anden måde, på trods af folkemordet i Gaza, stadig i en tilstand af ’selvforsvar’.

New York Times roser sig skamløst og konstant af at være et overflødighedshorn af troværdighed, balancegang, vederhæftighed, objektivitet og professionalisme. Men for dem er palæstinenserne stadigvæk skurken: dem, der begår det altovervejende antal af myrderier og massakrer.

Den samme fordrejede logik anvendes af USA’s regering, hvis politiske diskurs vedrørende demokrati, menneskerettigheder, fairness og fred bliver ved med at besmykke deres skændige støtte til mord på palæstinenserne med ustyrede bomber, bunker buster-bomber og våben og ammunition for milliarder af dollars.

Intercepts rapport om dette emne har stor betydning. Ud over de lækkede memoer efterlader den uhæderlige sprogbrug i New York Times – medfølende med Israel og ligeglad med palæstinensernes lidelser – ingen tvivl om, at avisen, som andre amerikanske mainstream-medier, stadigvæk står urokkeligt fast på Tel Avivs side.

Mens Gaza bliver ved med at modsætte sig det uretfærdige i Israels besættelse og krig, må vi andre, der lægger vægt på sandhed, vederhæftighed og retfærdighed for alle, sige fra over for denne form for ensidig og dårlig journalistik.

Vi gør det, når vi skaber vores egne professionelle, alternative informationskilder, og når vi bruger et sprog, der lader den smertelige virkelighed i det krigshærgede Gaza komme til udtryk.

Det, der finder sted i Gaza, er folkemord, et ubeskriveligt myrderi og daglige massakrer på uskyldige mennesker, hvis eneste forbrydelse er, at de modsætter sig en voldelig militær besættelse og et modbydeligt apartheid-regime.

Og hvis det så sker, at disse indiskutable kendsgerninger fremkalder en følelsesmæssig reaktion, så er det en god ting. Måske vil handlinger, der kan bidrage til at gøre en ende på det israelske blodbad følge efter. Der er ét spørgsmål, der står tilbage: Hvad kan redaktørerne af New York Times have imod det?

26. april 2024

Ramzy Baroud er journalist og redaktør af Palestine Chronicle, og forfatter til flere bøger. Hans seneste bog, med Ilan Pappé som medudgiver, er ’Our Vision for Liberation: Engaged Palestinian Leaders and Intellectuals Speak out’.

Oversat fra Palestine Chronicle af Niels Overgaard Hansen