"Uanset alle de etiske og politiske værdier, en strejke kan have i en given situation, er der noget værdifuldt i den som sådan, ud over de specifikke omstændigheder, der rammer den: dens karakter som en afbrydelse af tingenes mekaniske forløb."
Dette er faktisk, hvad der skete på denne dag, hvor den etablerede orden blev forstyrret, og hvor op til 5 millioner kan have deltaget. Det kan virkelig betragtes som historisk, som det blev defineret af den primøre arrangør, Lejerforeningernes Forbund. For bortset fra de regionale forskelle (ifølge fagforeningerne fra 84 procent i Catalonien og 75 procent i Andalusien og Aragonien til 41 procent i Extremadura, eller den virtuelle lammelse i Baskerlandet) og forskelle mellem produktive og reproduktive sektorer, har det, der udfoldede sig i løbet af dagen og i dagene før, været en proces med græsrodsorganisering af et nyt politisk subjekt, der har skabt en bevidsthed om kollektiv styrke, der er i stand til at udfordre "alle regeringer", der bliver fordømt som medansvarlige for såvel boligspekulation som arbejdsgiver-interesser.
Denne proces, som i de foregående dage havde udfoldet sig i form af et stort set eksemplarisk enhedsarbejde i strejkekomitéer på tværs af mange kvarterer og alle mulige slags arbejdspladser, samt i utallige blokader og uddelingsaktioner i de tidlige morgentimer og i løbet af strejkedagen, resulterede i omfattende arbejdsnedlæggelser i vigtige sektorer såsom vørftsindustrien, havne, sværindustri og transport, såvel som blandt dem, der allerede var i kamp (som på uddannelselsesområdet), og i andre mindre synlige sektorer, for eksempel hotelrengøring og plejepersonale.
Disse mobiliseringer kulminerede i demonstrationer om eftermiddagen, for det meste fælles demonstrationer, som tiltrak massive folkemængder over hele landet på trods af vedvarende regn i de fleste byer. I alle disse demonstrationer har de forskellige slagord og råb, der har spredt sig i en glædelig og festlig atmosfære, bekræftet en tendens, der allerede var ved at blive synlig: den nye proces med genpolitisering og radikalisering, der udvikler sig blandt brede dele af befolkningen, i en retning, der er imod den yderste højrefløjs fremgang, men som også åbenlyst en kritisk over for regeringen.
Denne generalstrejke er uden fortilfælde i vores kollektive historie, da dens hovedformål er kravet om retten til en ordentlig bolig, hvortil der er blevet føjet andre krav (såsom ordentlige lønninger, pensioner og offentlige service), samt de forskellige forslag, der er kommet fra de utallige sociale bevægelser, der har sluttet sig til denne aktionsdag.
Succesen har været ubestridelig i betragtning af den voksende krigeriske holdning, som den reaktionære blok (politisk, økonomisk og mediemæssig) har udvist imod den, med formanden for Madrid-regionen, [medlem af det konservative Folkeparti, Partidog Popular, o.a.] Isabel Díaz Ayuso, i spidsen. Men også, på trods af [premierminster] Pedro Sánchez' "respekt" for generalstrejkens legitimitet, i lyset af brutal politiundertrykkelse (herunder brugen af peberspray) mod demonstranter på mange arbejdspladser og ved demonstrationer i Sevilla og Madrid (den største, med hundredtusindvis af mennesker), under kommando af indenrigsminister García-Marlaska, hvis historie med medvirken til krænkelser af menneskerettighederne er langvarig.
Denne mobilisering har for første gang også haft boligbevægelsen og en ny generation som hovedpersoner, men den kan også prale af den største enhed i handling, der nogensinde er opnået blandt arbejderklassens forskellige fagforeninger og politiske organisationer (fra traditionelle overenskomstbærende landsorganisationer til de mest militante, både i statsløse nationer [Baskerlandet, Catalonien…] og på statsligt niveau) og med en langt større deltagelse på tværs af generationer, end vi har set i lignende tidligere begivenheder.
Kort sagt var det en dag, hvor meget forskellige kampe og grupper med tilknytning til alle mulige sociale organisationer, kulturelle sfærer og andre mødtes, hver især med deres krav og diskurser. Især kan nævnes den feministiske bevægelses fokus på omsorgsarbejde, der fortsætter erfaringerne fra generalstrejken i 2018, men også miljøbevægelsen med fokus på forbrugerboykot og kampen mod klimakrisen. Og ikke mindst den antiracistiske bevægelse, der mindede os om, at "der ikke er nogen generalstrejke uden migrantarbejdere og arbejdere udsat for racisme; klassesolidaritet kan ikke opbygges uden græsrodsbaseret antiracistisk organisering."
Denne politiske, sociale og ideologiske pluralitet forklarer de livlige debatter, der har fundet sted i mange af de fora, der er opstået under denne proces, debatter, der ikke er uden spændinger, netop på grund af den hidtil usete karakter fællesskab. I sidste ende er det blevet klart, at der vokser en stadig stærkere alternativ faglig organisering frem – som bygger på konfrontation og græsrøddernes magt, og som stræber efter at overskride rammerne for den konsensusholdning og ideen om at undgå det mindst onde, som har hersket i fagbevægelsen indtil nu.
Dette er kun begyndelsen; kampen fortsætter
Resultatet af parlamentsvalget den 29. november vil i høj grad bestemme det scenarie, hvori denne nye cyklus af kampe vil fortsætte, og hvordan den legitime strid om lederskabet mellem de forskellige strømninger, der er opstået under denne proces, vil ende. Denne opgave bør ikke være uforenelig med en stræben efter den størst mulige enhed i handling mod en reaktionær blok, der uanset valgresultatet vil fortsætte med at regere i de fleste af de autonome regioner og kommuner. Eller, omend det i øjeblikket virker mindre sandsynligt, vi kan igen stå over for en regering ledet af PSOE [Socialdemokratiet], der, som det er blevet demonstreret i de sidste to valgperioder, så rigeligt har afsløret begrænsningerne og modsætningerne i sin politik, ikke kun i forhold til bolig. Det er tilstrækkeligt at minde om den fortsatte "mundkurvslov" [ley mordaza – officielt Ley Orgánica 4/2015, vedtaget af den daværende konservative regering, o.a.], der fortsat anvendes mod retten til at protestere og strejke, som vi har set i de seneste dage.
I denne sammenhæng er det i stigende grad nødvendigt at bevæge sig fremad med at opbygge en økosocialistisk, radikal venstrefløj, der forsvarer folkets suverænitet, idet man følger den vej, som Adelante Andalucía allerede har taget (med sin meget sandsynlige tilstedeværelse i det nye parlament efter valget den 29. november), og som begynder at tage form andre steder, såsom Liberar Madrid-initiativet i optakten til kommunal- og regionalvalgene i maj næste år.
Under alle omstændigheder, som grupperne bag aktionsdagen allerede har annonceret, må den 11. november være udgangspunktet for nye initiativer, der heldigvis vil finde sted midt i et turbulent efterår i hele Europa, og især i nabolande som Frankrig, Italien og Portugal. Måske kan der på denne måde komme endnu mere skub på aktiviteterne, sådan som det nylige møde i Paris mellem forskellige europæiske boligbevægelser sigter på med opfordringen til nye mobiliseringer den 20., 21. og 22. november.
12. november 2026
Jaime Pastor er politolog og medlem af redaktionen af Viento Sur, som udgives af Anticapitalistas – Fjerde Internationales organisation i den spanske stat.
Oversat fra Viento Sur af Karina Skov











