Print 🖨

Netmagasinet Solidaritet

Frankrig: En svækket regering

Efter aktionsdagen den 5. november er den sociale bevægelse i Frankrig trådt ind i en ny fase. 1,6 millioner var på gaden - næsten lige så mange som til de store demonstrationer mod pensionsreformen i første kvartal af 2023.
Af Léon Crémieux
Læsetid: 6 minutter

 

Faglig aktionsdag, Paris 5. november. På plakaten står "Salat, tomat, penge". Photothèque Rouge / Copyright: Martin Noda / Hans Lucas.

 

Man skal huske, at denne mobilisering har fundet sted i en kontekst, hvor demonstrationer er blevet forbudt eller henvist til områder uden for bycentre, men frem for alt af intimidering og politivold – endnu mere end i 2023, med en regering trængt op i et hjørne, og medier, som i en uendelighed gentager billeder af plyndring, ødelæggelse og brande. Talspersoner fra den politiske højrefløj og yderste højrefløj har nu i en måned oversvømmet radio-, tv-studier og sociale netværk med udtalelser, hvori de anmoder om, at ro og orden bliver genoprettet i lyset af optøjerne forårsaget af "den yderste venstrefløj og LFI" [venstrefløjspartiet La France Insoumise, o.a.], som de beskylder for at manipulere ungdommen.

 

Derfor må det siges, at mobiliseringen har været en stor succes, en succes der også har formået at forpurre Macrons forsøg på at forbyde demonstrationer eller indføre ruter, der udelukkede bycentre. Mobiliseringernes størrelse og beslutsomhed har gjort det muligt for demonstrationer at fortsætte gennem bycentre, som for eksempel i Paris og Marseille. I Toulouse, hvor myndighederne havde forbudt den planlagte demonstrationsrute, men som blev fastholdt af 80.000 demonstranter på trods af politivold - en vold, der også fandt sted i Lyon og blev fordømt af venstreorienterede byrådsmedlemmer.

 

Dermed har magtbalancen ændret sig, hvor de unge fastholder deres krav, og hvor lønningerne står i centrum for fagforeningerne. Der er tydeligvis et fælles grundlag: at kræve en ende på ti års politik, der angriber arbejderklassens leve-, arbejds- og boligforhold – en politik, der undergraver deres købekraft.

 

De otte faglige landsorganisationer (CGT, CFDT, CFTC, CGC, FO, FSU, UNSA, Solidaires) havde opfordret til en national aktionsdag med strejker og demonstrationer den 5. november for at kræve:

  • en forhøjelse af mindstelønnen, pensioner og lønninger generelt;
  • en forhøjelse af alle sociale ydelser (boligstøtte, familietilskud, studiestøtte, kontanthjælp)
  • miljømæssig og industriel planlægning for at reducere industriens CO2-udledning, ressourcer til at bekæmpe global opvarmning og klimasikre byer, bygninger og transport;
  • øget finansiering af offentlige tjenesteydelser;
  • retfærdige skattepolitik, som beskatter formue, arv og udbytte, samt at "evaluere, betinge og omfordele" de 211 milliarder euro i offentlig støtte, der bliver givet til virksomheder.

 

Den 5. november blev alliancen mellem den nationale arbejderbevægelse ungdomsbevægelsen en realitet, og frem for alt blev opfordringen til hele arbejderklassen om at mobilisere realiseret. Selvom denne opfordring oprindeligt blev fremsat parallelt med ungdomsbevægelsen, blev den i realiteten en fælles protest, som blev drevet frem af både ungdomsorganisationer og grupper fra De Gule Veste.

 

Regeringens manøvre

Stillet over for mobiliseringens styrke, trængt op i et hjørne og af frygt for at blive overvældet af bølgen af ​​strejker i offentlige og private virksomheder, trak [premierminister] Lecornu sit nødtrick op af hatten. Han indkaldte i al hast til en "social konference" for at samle fagforeninger, regeringen og arbejdsgiverne fra mandag den 9. november "for at behandle spørgsmål om købekraft og lønninger." Den første lille manøvre: Denne "konference" behandler ikke spørgsmålene vedrørende funktionærer, deres lønindeks eller deres løntrin. Derudover mødes regeringen i denne weekend for at forberede sig på denne konference med repræsentanter fra arbejdsgivernes organisationer: MEDEF, U2P og Les Entrepreneurs (tidligere CGPME).

 

Det er tydeligt, at regeringen ønsker at begrænse, hvad arbejdsgiverne er villige til at give afkald på for at splitte arbejderbevægelsen og hindre en strejke i den private sektor. I praksis betyder det, at den automatiske stigning (€20) af mindstelønnen (€1.447,93 netto) fremskyndes med en måned, hvilket skal træde i kraft i januar. Desuden forventes Lecornu at foreslå arbejdsgiverne, ud over den automatiske stigning, måske et lille skub, en ekstra lønforhøjelse.

 

Den automatiske stigning i mindstelønnen er fastsat i arbejdsloven og er fra 1. januar baseret på en beregning, der kombinerer inflation og udviklingen i arbejdstagernes timeløn, data leveret af de offentlige statistikker. Denne beregningsformel har ikke forhindret et støt fald i den reelle købekraft af mindstelønnen (SMIC) i forhold til inflationen, da basale fornødenheder og energi er de væsentlige komponenter i udgifterne for en husstand, der lever på SMIC, og disse er steget mere end inflationen. Siden 2020 er købekraften, på trods af en stigning på 21 procent, faldet med 18 procent, da SMIC ikke har modtaget noget boost siden 2012, givet Macrons stædige afvisning af at gøre det i løbet af sine to embedsperioder, tro mod hans neoliberale politik. Ikke desto mindre har SMIC, selv på et lavt niveau, ligget over mindstelønningerne i 122 professionelle sektorer (ud af i alt 649) i flere år. Sektorspecifikke kollektive overenskomster fastsætter mindstelønningerne efter kategori og ansættelsestype. Dette demonstrerer den akkumulerede forsinkelse og faldet i lønningernes købekraft, da kollektive overenskomster ikke har nogen forpligtelse til at hæve lønningerne i takt med inflationen.

 

Det neoliberale pres har nået et punkt, hvor arbejdsgivere, højrefløjen og den yderste højrefløj gør oprør mod enhver stigning i mindstelønnen: "Ikke engang en lille stigning!" råber Retailleau, det republikanske partis kandidat. For Marine Le Pen ville selv en symbolsk stigning betyde, at "vi er ved at blive Sovjetunionen!" Edouard Philippe afviser også dette tiltag; disse tre præsidentkandidater fungerer tydeligvis som talsmænd for de tre arbejdsgiverorganisationer, der ganske enkelt mener, at det er nødvendigt at stå fast og ikke sætte det mindste spørgsmålstegn ved den politik, der underkaster sig kapitalens interesser.

 

Hvad angår fagforeningerne, opfordrer CGT til en stigning i mindstelønnen på 150 euro, mens Solidaires foreslår at hæve den til 2.000 euro netto. Som en påmindelse accepterede arbejdsgiverne i 1968 i Grenelle-aftalerne en stigning på 35 procent i mindstelønnen og en stigning på 10 procent i alle lønninger for at undgå yderligere tab; hvilket i øvrigt viser, at en landsdækkende lønstigning for alle kan implementeres i alle virksomheder. For at dette kan ske, skal den frygt, som regeringen i øjeblikket nærer, sprede sig til MEDEF (den største organisation for de franske arbejdsgivere).

 

Funktionærernes organisationer, som ikke er omfattet af den konference, Lecornu har indkaldt til, opfordrer til endnu en dag med strejker og demonstrationer, hvis dato vil blive annonceret i begyndelsen af ​​ugen. Men det er lykkedes Lecornu at forhindre, at de faglige landsorganisationer efter aktionsdagen den 5. november annoncere en ny dato for mobilisering, da de fleste forbund ønskede at afvente konferencen. Det er tydeligt, at dette blot er en udskydelse. Det vil kun være de krummer, som arbejdsgiverne er villige til at afgive, som vil komme ud af dette møde.

 

Det centrale spørgsmål er fortsat starten på strejker i den private sektor, som tusindvis af aktivister i øjeblikket mobiliserer for i virksomheder og i de mest militante grene af CGT, FSU, Solidaires og endda andre organisationer. Disse strejker begyndte ikke efter den 5. november, og her ligger udfordringen: at styrke og fastholde ungdomsbevægelsen, at presse regeringen og arbejdsgiverne i defensiven for at indføre en anderledes fordeling af velstanden. Og i næste omgang er udfordringen at opbygge en politisk magtbalance, der kan besejre Le Pen ved præsidentvalget i april/maj 2027.

 

6. november 2026

 

Oversat fra Viento Sur af Åge Skovrind

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Er du menneske? - Udregn regne stykket her ved siden af.Captcha