Interviewet blev lavet forud for massestrejkerne den 5. november af Sam Wainwright fra Socialist Alliance i Australien til avisen Green Left.
Kan du præsentere dig selv og forklare, hvordan du blev involveret?
Jeg går i gymnasiet lige nu, på sidste år. Vi blokerer vores skole og protesterer. Jeg repræsenterer mit gymnasium under forhandlinger med politiet, [skole]administrationen og andre magthavere.
Jeg har altid haft en politisk holdning, og den var jeg nødt til at vise, så jeg begyndte at protestere, og derfra begyndte jeg at tilslutte mig blokader, da jeg gik i ottende klasse.
Vi var et af de første gymnasier, der blokerede på bevægelsens første dag, den 23. september. Vi havde lavet blokader før ... på vores skole følger vi bevægelsen, fordi det er en venstreorienteret by, vi har folk, der er i venstreorienterede partier og fagforeninger ... Det er noget, der altid har været til stede, politik var allerede overalt, så vi sagde bare, at vi vil følge bevægelsen.
Er blokaderne for at forhindre nogen i at komme ind på skolen, elever, lærere og ledelse?
Ja. Lærerne har deres egen [indgang], men generelt står de sammen med os for at beskytte os mod vold og politiet, og bare for at være sammen med os. De gør det samme som os og kommer til protesterne, fordi de også ved, at deres stemmer ikke bliver hørt.
Hvor meget bidrog politivolden mod de studerende til at udbrede bevægelsen? Opmuntrede den forældre og bedsteforældre til at komme til blokaderne? Hvordan så politivolden ud?
Systemets vold var der fra starten. Vi ved, at politiet som institution er voldelig, især i Frankrig. Det blev voldeligt, så snart folk begyndte at vise deres utilfredshed og vrede. Det havde stor betydning for at sprede bevægelsen. Når politiet undertrykker store protester, siger folk: "Ja, det er en risiko". Men nu [hvor de angriber børn], kan folk se, hvor dumt, hvor voldeligt det er, hvordan politiet er brikker for magthaverne.
Ved min blokade havde vi forældre og repræsentanter for politiske partier, især La France Insoumise [FI] og Kommunistisk Ungdom [ungdomsorganisationen til PCF - det franske kommunistparti].
Vores blokade foregik for det meste fredeligt uden nogen skader, men vi fik tåregas kastet mod os, civilklædt politi gik gennem mængden og arresterede sorte og arabiske børn uden nogen særlig grund; og politiet ramte bare folk, også børn.
Hvordan vil du beskrive de problemer og følelser, der drev franske studerende ud på gaden, hvad startede denne bevægelse?
Jeg tror, det er en ophobning af bare ikke at blive hørt, ikke at blive lyttet til.
Jeg tror, det hele startede med, at regeringen ikke hørte Gilets Jaunes [De Gule Vestes bevægelse 2018-19], ikke hørte protesten mod angrebet på pensioner. Ingen protester blev hørt. Hver gang var det en autoritær magtanvendelse fra præsident Macron, fra ministre ... fra repræsentanter for Undervisningsministeriet. De ville bare ikke høre os. Så havde vi Parcoursup [en meget kontroversiel og uigennemsigtig webportal, der bruges til at administrere universitetsoptagelser].
Vi er i et politisk klima, der føles uanstændigt. Vi har et folkedrab i Palæstina, krig i Ukraine, folkedrab i Congo ... det føles som om, vi ikke engang kan nævne alt.
Som studerende oplevet vi ikke vores uddannelsesforhold som i orden. Vi mangler lærere, vi har huller i væggene, mug på væggene. Vi siger, det ikke er anstændigt, men regeringen siger, at man kan leve med det. Vi kan ikke holde det ud.
Det var dét, der startede det hele. I Frankrig siger vi, at der er en convergence des luttes [kampene smelter sammen].
Der har været nogle store nationale protestdage, siden bevægelsen begyndte. Er det rimeligt at sige, at den har udviklet sig til en generel bevægelse mod leveomkostninger, politiracisme og racisme? Hvordan hænger disse faktorer sammen og forstærker hinanden?
Leveomkostningerne kom virkelig i forgrunden med De Gule Verste i 2018 og 2019. Folk kan ikke få en god uddannelse, de kan ikke komme ind på de gode skoler, de har ikke råd til ting. Det er en reaktion på klasseforholdene; fattige mennesker kan ikke få en god uddannelse, mens rige mennesker kan.
Det hænger sammen med racisme, fordi fattige mennesker i forstæderne oplever racisme hver dag. Som vi ser på blokaderne, får de deres ID tjekket, bliver afhørt, idømt bøder og tilbageholdt i politiets varetægt i 24 timer, simpelthen fordi de er sorte eller arabiske. De problemer, uddannelserne står over for, er baseret på fattigdom, hvilket i forstæderne også betyder, at folk står over for racisme.
Ifølge meningsmålinger har Marine Le Pen været den førende præsidentkandidat i et stykke tid nu med mere end 30 procent af stemmerne i meningsmålingerne. Hvordan har hendes parti, det højreekstreme racistiske Rassemblement Nationale (RN) reageret på bevægelsen?
De fordømmer den og siger, at demonstranterne bare ødelægger ting og brænder affald i gaderne, at de er voldelige og ikke har noget politisk budskab ... de koncentrerer sig om voldelige hændelser for at bringe os til tavshed.
Meningsmålingerne viser ikke rigtig, hvad der foregår. De spørger kun folk, der kunne stemme for fem år siden [det sidste præsidentvalg], men unge mennesker stemmer for det meste på FI. Meningsmålingerne overvurderer altid stemmerne til højrefløjen og undervurderer stemmerne til venstrefløjen, som vi så i Brasilien med Lula. I Frankrig, i tiden op til det sidste præsidentvalg, lå FI-kandidaten Jean-Luc Mélenchon på 10 procent i meningsmålingerne, men fik 22 procent, hvorimod RN altid mister 4-5 points [sammenlignet med meningsmålingerne].
Kan du beskrive, hvilken rolle FI og andre venstreorienterede organisationer har spillet i opbygningen af bevægelsen? Og hvad med centrum-venstre kandidaten Raphaël Glucksmann, som er støttet af Socialistpartiet (PS)?
De har ikke været direkte involveret i opbygningen af skoleblokaderne, men de har været der for at støtte os. Et af FI's parlamentsmedlemmer kom til mit gymnasium.
[Glucksmann] indtog en højreorienteret holdning og sagde, at unge mennesker ikke blev hørt, men fordømte "volden". Glucksmann er i virkeligheden højreorienteret, men gemmer sig bag nogle venstreorienterede billeder. Han har ikke sagt eller gjort noget [til støtte for kampagnen]. Han har i virkeligheden samme synspunkt som Macron, og har altid haft det. Hans økonomiske synspunkter er liberale, han er højreorienteret, han har ikke venstrefløjens sociale eller økonomiske udsyn.
Når man ser på de store nationale aktionsdage, er momentum så stigende, vokser det stadig? Macron har givet nogle indrømmelser omkring finansiering af uddannelserne og ansættelse af flere lærere - hvilket ikke har været nok til at stoppe bevægelsen - men hvad ønsker bevægelsen?
Jeg tror ikke, det stopper, før vi får det, vi har brug for, som er en genberegning af det nationale uddannelsesbudget, en sænkning af benzinpriserne, en genberegning af mindstelønnen, flere lærere og en afskaffelse af Parcoursup.
Har fagforeningerne gjort nok, vil de gøre mere? Vil bevægelsen udvikle sig til noget ud over store nationale aktionsdage og til mobiliseringer på hverdage og en generalstrejke?
De studerende har blokeret i løbet af ugen, selvom vi lige nu er på ferie. Vi organiserer protester onsdag, torsdag og lørdag. Men jeg synes ikke, at fagforeningerne gør nok, de støtter ikke rigtig Mouvement d’Action lycéen [MIA - Gymnasieelevernes Aktionsbevægelse], som jeg er involveret i, og som koordinerer aktioner mellem gymnasierne ... [for eksempel] kunne de indkalde til en demonstration på samme tid, men på et andet sted end vores.
Kan du fortælle os lidt mere om MIA, og hvordan gymnasieelever organiserer deres aktivitet? Koordinerer MIA aktioner på tværs af landet?
Det er svært på tværs af landet, men med hensyn til Paris og forstæderne, beslutter vi, hvad vi vil gøre, og hvilke holdninger vi vil indtage, gennem store møder med repræsentanter fra alle gymnasier, hvor vi diskuterer, hvordan vi vil organisere os, hvordan vi vil tale til folket, og hvordan vi vil organisere vores protester.
Hvordan kan vi hjælpe jeres kamp?
Organiser jeres egne protester og blokader!
Oversat fra Green Left af Anne Haarløv











