1. oktober var det 60 år siden, Mao Zedong proklamerede dannelsen af Den Kinesiske Folkerepublik. Det skete efter, at Folkets Befrielseshær, som var anført af Kinas Kommunistiske Parti (KKP), havde sejret over det USA-støttede Kuomintang (Det Kinesiske Nationalist Parti, KMT).

af Chris Slee

I 1921 da KKP blev dannet, var der kaos i Kina. Vestlig intervention – militært, økonomisk, politisk og kulturelt – havde ødelagt eller undermineret de traditionelle kinesiske institutioner. Nye stabile institutioner var endnu ikke blevet dannet. Forskellige imperialistiske magter tilranede sig dele af det kinesiske territorium.

Til en vis grad var moderne industri blevet etableret, især i kystbyerne. Men de fleste kinesere var bønder, der blev kraftigt udbyttet af de store jordejere.

KKP, som havde vundet tilslutning blandt byernes arbejderbefolkning, blev hensynsløst knust af KMT i 1927. Det var en massakre af tusinder af kommunister. KKP overlevede i fjerne landlige områder og voksede igen på et bondegrundlag. I disse områder gennemførte de progressive tiltag så som en landreform.
I kølvandet på den japanske invasion af Kina i 1930’erne, vandt KKP-folk respekt som de mest beslutsomme anti-japanske krigere. Efter Japans nederlag i 1945 brød krigen mellem KKP og det pro-kapitalistiske KMT ud igen. Denne gang vandt kommunisterne.

Sociale forbedringer
Revolutionens tidlige år skabte store sociale forbedringer for den forarmede befolkning. Helbreds – og uddannelsesniveauet blev højnet væsentligt. Massekampagner gjorde en ende på sygdom, analfabetisme, prostitution, tvangsægteskaber og mange andre af det gamle samfunds overgreb.

Før revolutionen levede en stor andel af folk på sultegrænsen. Det betød lille modstandsdygtighed overfor sygdomme, så epidemier dræbte tusinder hvert år. Der var ingen pålidelige statistikker, men det er blevet anslået, at Kinas middellevetid før 1949 var 35 år. I 1981 var middellevetiden, ifølge Ruth og Victor Sidels bog fra 1982, The Health of China, steget til 69,6 for kvinder og 67 for mænd.
Enorme vaccinationskampagner og kampagner for helbredsuddannelse, medicinsk træning og forøget service udslettede i vid udstrækning sygdomme, som tidligere hærgede. Medicinsk hjælp blev bragt til landdistrikter, som ikke tidligere havde haft en læge.

Byernes arbejderbefolkning fik også gavn af revolutionen. Udover helbreds- og stave/læse programmer vandt de sikkerhed i jobbet og andre fordele så som boliger, der blev udbudt af arbejdspladsen.
KKP tog nogle indledende trin i overgangen til socialisme. De mobiliserede arbejderklassen til at svække kapitalisternes magt. De nationaliserede den kapitalistiske industri og begyndte opbygningen af en planøkonomi.

Ikke desto mindre blev overgangen til socialisme bremset af både objektive forhold (Kinas lave udviklingsniveau, presset fra imperialismen, osv.) og KKP’s bureaukratiske indstilling.

Bureaukrati og undertrykkelse
KKP brugte undertrykkende metoder overfor modstandere, også folk, som støttede revolutionen, men var uenige med dele af regeringens politik. Det skræmte folk fra at kritisere uheldige regeringsbeslutninger. Det betød, at forkerte tiltag ofte ikke blev rettet, før de var blevet så store katastrofer, at ledelsen var tvunget til at skifte kurs.

Dette var kombineret med institutionaliseret ulighed. I 1956 implementerede den kinesiske regering et rangordningssystem for statsansatte, som indeholdt 30 niveauer. På det øverste niveau modtog man 28 gange så meget i løn som på bunden. Ud over deres salærer havde toppen af de parti- og de statsansatte en udgiftskonto til særlige boliger, biler, chauffører, personlige tjenere, måltider, rejser og andre frynsegoder.

Et eksempel på konsekvenserne af disse forhold er det såkaldte ’store spring fremad’ i 1958. Det var et forsøg på at frembringe enorme – og umulige – vækstrater i industri- og landbrugsproduktionen. Forsøget bragte forstyrrelser i økonomien og betød en periode med økonomisk nedgang – sågar sult.

Der var ingen åben indrømmelse af fejl eller åben kritik af Mao. Maokulten bestod. Men Maos fejlslagne pompøse plan såede kimen til en splittelse i den centrale ledelse. En fraktion ledet af Liu Shaochi og Deng Xiaoping blev helt åbent refereret til som ”pragmatisk” eller ”moderat”. De ville ikke have flere voluntaristiske eventyr som det store spring fremad.

Den anden fraktion ledet af Mao, som inkluderede forsvarsminister Lin Bao, var stadig tilbøjelig til voluntarisme. De brugte nogle gange lighedsretorik – hyklerisk set i lyset af den privilegerede livsstil blandt bureaukraterne, som de var en del af.

Kulturrevolutionen
Den maoistiske fraktion, som var på tilbagetog efter fiaskoen med det store spring fremad, satte kulturrevolutionen i værk i 1966 for at gøre comeback. De brugte Maos prestige til at mobilisere ungdommen til angreb på Lius og Dengs støtter – Liu og Deng blev anklaget for at ”følge den kapitalistiske vej”. Mao og hans støtter brugte radikalt-klingende slogans, så som ”Det er rigtigt at gøre oprør” for at mobilisere de studerende imod Maos modstandere. Gymnasie- og universitetsstuderende dannede grupper af ”rebeller” eller ”rødgardister”. De kritiserede, ydmygede – og ofte angreb de også – lærere og akademiske autoriteter. De angreb også parti- og regeringsansatte.

Maos fraktion prøvede at holde bevægelsen under kontrol og styre den, så den angreb dem, der blev opfattet som Maos modstandere. Men visse grupper undslap kontrol og angreb også Maos støtter. Nogle bevæbnede sig, og forskellige grupper af oprørere begyndte at kæmpe mod hinanden. Hæren blev indkaldt for at genoprette orden. Selv om den maoistiske fraktion så ud til at være kommet ud som vindere af kampen i inderkredsen af partiet, var dens greb om magten faktisk meget usikkert. De måtte genindsætte mange af de gamle kadrer, som ellers var blevet udrenset. Kulturrevolutionen endte ud i et akavet kompromis.

På dette tidspunkt begyndte de amerikanske imperialister at sende følere ud til de kinesiske bureaukrater. De søgte efter at slå en handel af med Kina på bekostning af Vietnam og den tredje verdens nationale befrielsesbestæbelser over en bred kam. De første møder fandt sted i 1969. USA’s secretary of State, Henry Kissinger besøgte Kina I 1971 og gødede dermed jorden for præsident Nixons besøg det følgende år.
Kinas udenrigspolitik tog en skarp højredrejning i 197,1 da den kinesiske regering åbent støttede højreorienerede kræfter i kampe i Sri Lanka, Bangladesh, Sudan og Angola. Det lader til, at de fleste ledere i både den maoistiske og den anti-maoistiske fraktion var enige med denne drejning.

Genetablering af kapitalismen
Mao døde i 1976, og hans støtter blev slået i den efterfølgende magtkamp.
I 1978 var Deng Xiaoping blevet Kinas egentlige leder. Deng introducerede markedsreformer. I de tidlige stadier involverede reformerne brugen af markedsmekanismer til at udvikle økonomien, men stadig med statssektoren dominerende i de større industrier.

Men da det nåede frem til 1992, havde Deng-regimet tydeligvis taget perspektivet om at genetablere kapitalismen som den dominerende produktionsform til sig. Korruptionen bredte sig efterhånden som bureaukrater i større og større grad – i takt med at privat ejerskab i økonomien forøgedes – kæmpede for at akkumulere rigdom til sig selv.

Modstanden mod korruption og det bureaukratiske regime begyndte at vokse. I 1988-89 var der sket en genopfriskning af krav om frihed og demokrati og imod korruption. I april 1989 protesterede studerende på Beijings Tienanmen plads. De holdt ud i mere end en måned, og mange ikke-studerende sluttede sig til dem. Hæren blev beordret til at fjerne de protesterende, men de talte med mange af soldaterne og vandt dem over på deres side.

Arbejdere sluttede sig til protesten og rejste deres egne krav med fokus på job og sikkerhed, løn, modstand mod de spirende private foretagender og for kontrol over deres arbejdspladser. Til sidst indsatte regeringen nye militære enheder som anvendte ekstrem vold for at knuse bevægelsen. En bølge af undertrykkelse fulgte.

Kina i dag
I 1992 gav Den Xiaoping rødt lys for en gennemgribende privatiserings-politik. Statens andel af industriel produktion er faldet fra 100 procent i 1987 til 31,6 i 2004.

I dag bliver millioner af kinesiske arbejdere nådesløst udnyttet af lokal og udenlandsk kapital. Ekstremt lange arbejdsdage, fysisk afstraffelse, bøder og manglende udbetaling af løn er blandt de nedværdigelser som mange kinesiske arbejdere lider under. Transnationale foretagender er tiltrukket af Kinas kolossale reserve af arbejdskraft, der er blevet skabt gennem forflytning af bønder fra landet og af arbejdere udskilt fra statsejede fabrikker. De er også tiltrukket af fraværet af fagforeninger i mange virksomheder og slapheden i det kinesiske faglige landsforbund, der hvor den findes. (Nogle gange anfægter man ad juridisk vej arbejdsgiveres åbenlyse overtrædelse af Kinas arbejdsmarkedslovgivning, men man opmuntrer ikke til strejker.)

Det er klart, at Kina nu er et kapitalistisk land.

Alligevel er imperialisterne ikke helt tilfredse. Statsejede er stadig dominerende i visse strategiske industrielle sektorer og i banksektoren. At Kina ikke fuldt ud anvendte den neoliberale model betød, at landet kunne bruge de statsejede banker til hurtigt at implementere tiltag, der stimulerede økonomien efter den globale finansielle krise i 2008.

Imperialisterne ønsker total privatisering og fuld adgang til alle områder af økonomien.
Dette bidrager til spændingerne mellem lederne i Kina og USA. Og hjælper os til at forstå den hykleriske retorik fra vestlige politikere og medier om behovet for ”demokrati” i Kina.

Det kinesiske regime ønsker at bevare en vis grad af uafhængighed fra imperialismen. I fortiden har det samarbejdet med imperialismen for at angribe 3. Verdens revolutioner og har sågar invaderet Vietnam i 1979. Men for øjeblikket har det gode relationer til revolutionære regeringer i Cuba og Venezuela.

Den kinesiske stat forbliver kapitalistisk. Den undertrykker modstanden fra arbejderne mod kapitalistisk udbytning. Ikke desto mindre kæmper arbejderne tilbage imod angreb på deres jobsikkerhed, levestandarder og arbejdsbetingelser. Der har været tusinder af strejker og protester fra kinesiske arbejdere, ligesom der har været talrige protester fra bønder imod lokale regeringers og bygherrers inddragelse af jord.
Der har været protester fra miljøaktivister imod forurening og miljømæssig ødelæggelse.
Disse kampe indikerer potentialet for en ny socialistisk revolution – en som kunne etablere et ægte arbejderdemokrati.

Artiklen er oversat fra den australske ugeavis Green Left Weekly af Bodil Olsen

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com