content-picture.php

Mette Frederiksen har indtil videre sat dagsordenen for den kommende valgkamp med SD's pensionsudspil. Problemerne med at forklare dets fordele er imidlertid store, og hun hæmmes af de skeletter, der vælter ud af skabene.

af Arne Lund

Socialdemokratiets forslag om differentieret pensionsalder ser umiddelbart ganske fornuftig ud. Der er vitterlig brug for at tage hensyn til de, der er slidt op efter mange år på arbejdsmarkedet, og som ikke kan komme på efterløn.

 

Desværre er partiet ikke særlig konkret med hensyn til, hvem der kan komme i betragtning, og hvordan ordningen skal finansieres. Famlende når Mette Frederiksen frem til, at det skal omfatte folk, der har været ca. 40 år på arbejdsmarkedet. Smede, murere, sosu’er er selvskrevne, men hvad med sygeplejersker, lærere og chauffører?

 

I bedste fald giver forslaget god mening, så længe pensionsalderen er 68 år, men når den rykker op på den anden side af de 70 – hvad så? Håndværkere i 20’erne er godt klar over, at de ikke holder så længe. Ved Mette Frederiksen ikke det?

 

Derfor virker forslaget, som det ligger, ret luftigt, og det ligner de hensigtserklæringer, partierne kommer med, når der skal være valg. Socialdemokratiet har tradition for, når partiet er i opposition, at love langt mere, end de kan eller vil holde den dag, de vinder regeringsmagten. Hvis nogen opfatter pensionsforslaget som sådan, da bærer partiet selv skylden.

 

En måling i Børsen viser, at 20 procent af arbejdstagerne (ca. 600.000 personer) opfatter forslaget sådan, at det også gælder dem, Mette Frederiksen skønner, at det kun omfatter ca. 6.000 lønmod-tagere. Hendes vanskeligheder ved at forklare, hvad forslaget går ud på, og hvem det omfatter, er uheldigt for en politiker, der vil være statsminister. Især fordi mange vælgere godt kan huske Helle Thornings vanskeligheder med at forklare, hvorfor arbejdstiden skulle hæves med 12 minutter. Også her gælder, at hvad der ikke kan forklares, kan heller ikke (altid) forsvares.

 

De borgerlige partier har været hurtige til at kalde Socialdemokratiets forslag for vælgerbedrag. Derved afleder de opmærksomheden fra deres hovedansvar for de massive forringelser på arbejdsmarkedet, der er sket siden 2001.

 

”Velfærdsforliget”

Også Socialdemokratiet har brug for at lægge røgslør ud over partiets medvirken til de mange forringelser. I 2006 gik SD med i velfærdsforliget, som fastsatte, at pensionsalderen skulle stige i takt med, at den gennemsnitlige levealder bliver længere. Dog: Ikke alle levere sundere og længere. Der vil fortsat være mange, der er nedslidte – fysisk som psykisk – inden de bliver 60 år. Nogle er så nedslidte, at de blot udskyder dødens indtræden.

 

Velfærdsforliget blev begrundet med globaliseringens udfordringer og en aldrende befolkning, der ville presse velfærdsydelserne, samt et vigende skattegrundlag. Kort sagt: Staten havde ikke råd til, at folk gik på efterløn, og at de lod sig pensionere, når de fyldte 67.

 

Da Thorning i 2011 danner regering med Radikale og SF, indskrev man i regeringsgrundlaget, at man ville gennemføre den tilbagetrækningsaftale, der fremrykker den stigende pensionsalder med fem år, og som samtidig udhuler efterlønnen. Efter valgnederlaget i 2015 havde det været oplagt, om SD havde opsagt Velfærdsforliget, men det skete ikke, Tværtimod indgik SD i nye forlig, der fastholdt, at pensionsalderen fortsat skulle stige, og at man efter 2023 kun kan få efterløn i tre år.

 

Efterlønnen bortfaldt for de fleste, og i stedet kom den seniorpensionsordning, der har en del mangler. Blandt andet modregnes der, hvis ægtefællen har en almindelig indtægt. Samtidig er mulighederne for tidlig tilbagetrækning blevet indskrænket gennem forringelserne af dagpenge, førtidspension og sygedagpenge. Konsekvensen er, at tusindvis henvises til at leve mange år på kontanthjælp med loft og 225 timers regel, indtil de når en stadig højere pensionsalder – hvis de da lever så længe.

 

Opskruet tempo

Forringelsen af efterløn mv. er ikke det eneste, der er blevet værre i de seneste årtier. Også arbejdsmiljøet har fået det dårligere. Dels som følge af arbejdsgivernes – private som offentlige – opskruede krav, og dels fordi skiftende regeringer siden 2008 har beskåret Arbejdstilsynet med ca. 250 mio kr., hvilket selvsagt forringer mulighederne for at kontrollere de vilkår, virksomhederne byder de ansatte.

 

Siden 2012 er der kommet 17 procent flere psykisk belastede lønmodtagere, og 15 procent flere har overbelastninger af muskler mv., jvfr. rapporten Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark fra 2016.

 

Hellere forebyggelse end tidlig pension, siger Mette Frederiksen. Fint nok, men det er jo lige lovlig sent, at partiet kommer på det. Især fordi der ikke blev gjort det store for at forebygge, da Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister. Da afviste hun blandt andet at forbyde kræftfremkaldende stoffer, som i mange år havde været forbudt i nabolande.

 

I forbindelse med den aktuelle debat om normeringerne i daginstitutionerne har Mette Frederiksen afvist at imødekomme pædagogernes krav om bedre normeringer. Det vil hun overlade til pæda-gogernes overenskomstforhandlingerne med kommunerne. Mette Frederiksen er vidende om, at kommunerne er bastet og bundet af de rammeaftaler, som KL indgår med regeringerne – og her er der sjældent – om overhovedet – plads til opnormeringer.

 

Ligeså diffus er Mette Frederiksen, når det gælder et opgør med det “ideologiske” fundament for de sidste årtiers angreb på velfærdssamfundet: konkurrencestaten. På den ene side lægges der luft til Corydons krav om, at “landet har brug for en statsminister, der forsvarer konkurrencestaten”. Og til Altinget siger hun den 15. marts 2018, at hun foretrækker velfærdssamfundet – hvorefter hun begynder at tale om ansvarlighed og konkurrencekraft som fundamentet for sin politik. Hun refererer til Nyrup, Blair, Clinton og Socialdemokratiets tredje vej. Og i Politiken sender hun og Sass-Larsen svovlskyer mod Labours leder, Jeremy Corbyn, som de mener er i gang med at begå selvmord.

 

De radikale afviser at ville samarbejde om Socialdemokratiets pensionsudspil. Det er der ikke råd til, siger Morten Østergård. DF vil afvente, hvor meget de går tilbage ved valget. Men også om Socialdemokratiet vil holde fast i, “at indvandringen og integrationen er nationens største problemer”, eller om Mette Frederiksen vil lade det udsagn gå i glemmebogen, nu hvor hun måske alligevel får mere brug for centrum-venstre, end den tætte alliance med DF.

 

Danmarks pensionsalder i top

Danmark er det land i Europa, der har den højeste pensionsalder, EU-gennemsnittet er 65-67 år. Af den grund må der spørges, hvad rationalet er for at hæve pensionsalderen langt over vore naboer, der hverken har dårlig økonomi, og som også står over for udfordringer med flere ældre, globalisering osv. Det er derfor svært at slippe tanken om, at Socialdemokratiets pensionsudspil er et forsøg på at springe over, hvor gærdet er lavest, men også på at rydde op efter de fadæser, Socialdemokratiet tidligere har begået.

 

Tiltroen til, at partiet mener sit pensionsudspil alvorligt, ville blive styrket, hvis Socialdemokratiet opsagde Velfærdsforliget – inden valget.

 

single.php