Når Københavns Sprogcenter stopper undervisningen, fordi kontrakten er tabt, er der et stort overskud i kassen. Det kommer offentligheden ved, hvad der skal ske med de penge.

af Mikael Hertoft

Min skole lukker, og jeg mærker, hvordan depressionen skyller ind over mig og bliver liggende som en tung dyne af ulyst. Min skole lukker og alt, hvad vi har bygget op af fælles erfaringer i at undervise indvandrere i dansk, vil blive brudt ned og splittet op. Jeg bliver personlig ramt – en 61-årig skal ud og søge nye veje på arbejdsmarkedet – men jeg er mest trist over det fællesskab, som dør.

 

Skolen startede faktisk allerede med at dø for et par år siden. Fyringer og besparelser er siden haglet ned over os, så vi ”kunne vinde udbuddet”. Vi så, hvordan vi tabte kolleger og blev ”slankede”. Hver kollega, der blev fyret eller holdt op, var et tab. Men vi tabte, og vores kontrakt er opsagt fra i sommer.

 

Det var ellers en stolt skole – Københavns Sprogcenter, hvis lærere i årevis har produceret lærebøger og lært tusindvis af indvandrere dansk. En skole med gamle traditioner for lærerstyring, og hvor lærerne hjælper hinanden med at undervise på en mangfoldighed af måder, og hvor vi har haft kursister fra hele verden i årtier.

 

Vi blev sendt i udbud. Det er noget, EU kræver, sagde kommunens embedsmænd, men det er også noget, de borgerlige politikere, inklusive de Radikale, har gået ind for i årevis.

 

Udbuddet blev vedtaget lige så stille på et møde i et udvalg for et par år siden, og uden at nogen politikere så det som andet end en administrativ ting. Der var i hvert fald ingen, som stemte imod eller løftede sagen ind i Borgerrepræsentationen. Heller ikke fra venstrefløjen. Senere blev det vedtaget, at prisen skulle være 70 procent og kvaliteten kun 30 procent, og kommunen valgte bevidst at have nogle helt vage og løse kvalitetskriterier med den begrundelse, at konkrete kriterier som for eksempel gratis bøger eller minimums antal timer eller maksimums antal elever i klassen ville koste penge. På den måde kunne kommunen gennemføre en besparelse – som kom ovenfra, fordi den er vedtaget i Folketinget.

 

De billige tilbud vandt

Derfor endte det så også med, at de billigste tilbud vandt, og at de tre gamle skoler i København tabte. Kommunen har sagt kontrakten op. Fremover skal undervisningen drives langt billigere og af et par andre skoler.

 

En trist historie – og en ganske normal historie i disse år, hvor masser af arbejdspladser sendes i udbud, folk bliver fyrede, kvaliteten falder: falckreddere, plejehjemsansatte, seruminstituttets ansatte og ansatte i postvæsenet og snart DSB. Men spørgsmålet for vores vedkommende er, hvad der skal ske med de værdier, skolen ejer?

 

Københavns Sprogcenter har over årene akkumuleret en ganske stor kapital. Den findes i form af penge – og ikke mindst i form af en gældfri bygning i Valdemarsgade på det dyre Vesterbro. Vi snakker om et millionbeløb, som nemt kan vise sig at være godt over 30 millioner kroner, når den sidste ansatte er gået ud ad døren med sin sidste lønudbetaling.

 

De penge er akkumuleret over mange år. De er frugten af det arbejde, som lærerne og sekretærerne og andre ansatte har lagt: Det er merværdi, produceret af vores arbejde, og det er penge, som er betalt af kommunen for arbejdet. Men de ansatte står ikke til at få nogen indflydelse på, hvordan de skal bruges, og umiddelbart er det heller ikke meget, kommunen får at sige.

 

Alle lærere og chefer er blevet sagt op – undtagen den øverste – og alle kontorfolkene er blevet sagt op. Så lukker skolen vel?

 

Hvis skolen lukker, så skal dens værdier bruges til formål, der har med indvandrere og undervisning at gøre, og kommunen skal godkende, hvordan pengene anvendes. De ansatte skal også høres. Der er så et minimum af offentlig kontrol.

 

Men foreløbig arbejder vores chef på at fortsætte skolen med en eller anden form for virksomhed på et nyt grundlag. Det må blive mere spinkelt end nu, for skolens formål er at drive undervisning efter loven om undervisning om voksne udlændinge, og det falder jo bort. Der er imidlertid også en mulighed for at drive skole efter lov om støtte til Folkeoplysning og beslægtet lovgivning. Hvis skolen fortsætter og den på en eller anden måde kan drives videre, så bliver det skolens leder og skolens bestyrelse, der får rådighed over værdierne.

 

Lukket og udemokratisk struktur

Skolen er en selvejende institution: Det betyder, at skolen ledes af en bestyrelse, som er selvsupplerende. Oprindelig er der blevet nedsat en bestyrelse for flere årtier siden, og den har efterfølgende valgt, hvem der skulle efterfølge. Skolens bestyrelse er ikke valgt demokratisk. Der er kun en demokratisk valgt repræsentant i bestyrelsen, og det er lærernes repræsentant, som er valgt af kollegerne. Det er mig, og jeg forsvinder sammen med tillidsmanden og alle kollegerne. Vi er allerede blevet fyret.

 

Bestyrelsen kan disponere over pengene inden for de vage rammer, der står i vedtægterne. Og om få måneder vil der ikke være nogen af de gamle lærere, som holder øje med, hvad pengene bruges til.

 

Fremmedgørelsen mellem dem, der skabte værdierne, og dem, der skal bruge dem, er total.

 

Det er noget, der kommer offentligheden ved.

 

Mikael Hertoft er lærernes repræsentant i Københavns Sprogcenter. Han er også nyvalgt medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse. Artiklen har tidligere været bragt i Uddannelsesbladet, nr. 3/2018

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com