Læsetid: 2 minutterDeres agenda er ikke til at tage fejl af: Vi skal arbejde mere og arbejdstiden skal være endnu mere fleksibel. Vi har allerede set konkrete angreb: pensionsalderen sættes i vejret og fridage tages fra os.
Fra regering og arbejdsgivere lyder det, at den øgede arbejdstid skal betale for militær oprustning og finansiering af krige i andre lande.
Argumenterne lyder, at vi ikke har råd til både dette og velfærden, hvis ikke vi arbejder mere. At arbejderklassen skal bidrage yderligere til statskassen, klinger dog hult når man samtidig indfører enorme skattelettelser, som kommer de rigeste i vores samfund til gode.
Og alt dette er på trods af at vi har vi set en massiv stigning i produktiviteten – en stigning som kun i ringe grad har afspejlet sig i arbejdernes pengepung, og som vi endnu ikke har set udmønte sig i mere fritid til os arbejdere, som til daglig skaber værdierne i samfundet.
Vi oplever fortsat en massiv nedslidning, at stress er blevet en folkesygdom og især børnefamilier kan melde om et massivt pres i dagligdagen.
Vi skal ikke arbejde mere – vi skal arbejde mindre!
Samtidig bliver mange af, især, vores udenlandske kolleger behandlet som et B-hold på arbejdsmarkedet. De bliver presset til at arbejde længere og sætte deres liv og lemmer på spil. Alt sammen til en langt lavere løn, end hvad danske kolleger tjener.
Dette sker for at griske bagmænd kan fylde lommerne og stjæle en endnu større andel af den værdi, vi hver dag skaber. Samtidig presser det løn og arbejdsforhold for alle andre. Derfor oplever vi gang på gang, at arbejdsgiverne i Dansk Industri kategorisk nægter at tage ansvar for de underentreprenører, de hyrer ind, velvidende at de omgår de kollektive aftaler, som de selv har underskrevet.
Derfor har vi to overordnede krav til OK25: • En 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation • Et kædeansvar for at sikre ordnede forhold for alle
I 3F BJMF går vi samlet til forhandlingerne og vi vil stå solidarisk sammen med alle andre for at de kan få et resultat de kan se sig selv i.
Vores styrke er vores solidaritet og enhed – det handler om klassekamp og kærlighed!
Vedtaget på 3F BJMF’s Generalforsamling 15. maj 2024