Læsetid: 5 minutterOpfatter han den sydelige del af den delte halvø som en større trussel mod sit diktatoriske herredømme – specielt på grund af dets højere levestandard og elementer af grundlæggende demokrati? Prøver han at demonstrere overfor de andre af hans herskende klasse, herunder hans tante og onkel, at han er bossen? Bruger han truslen om atomangreb til at fremtvinge fornyede forhandlinger på internationalt niveau, de såkaldte ’seks parti forhandlinger’? Er hans mål at få hævet de internationale sanktioner og skaffe mere fødevarehjælp til Nordkoreas sultende befolkning?
Det er nok en blanding af det hele. Situationen er af en sådan karakter at brug af atomvåben kunne finde sted – enten forsætligt eller ved et uheld. Det kan man ikke udelukke. Det kunne medføre et menneskeligt mareridt med død og ødelæggelse, sammenbrud af regimet i nord og en større krise i Sydkorea og i hele regionen.
I første omgang har USA’s svar til Nordkorea heldigvis været ”behersket” som en analytiker fra Yonsei Universitet skrev. Efter at have sendt B2 bombeflyvere over halvøen udsatte USA en planlagt afprøvning af interkontinentale missiler og synes nu at være på udkig efter ’dialog’ frem for ’aktiv afskrækkelse.’
Den nye ledelse i Beijing synes mindre tilbøjelig end tidligere til automatisk at bakke op bag det nordkoreanske regime med dets sabelraslen mod imperialismen og det sydkoreanske regime. På den anden side fører det nye højreorienterede regime i Sydkorea en såkaldt ’tillidspolitik’ (trustpolitik) som medfører at en atomar afvæbning kun er det første trin til en fjernelse af den næsten permanente trussel fra nord.
En faktor som indgår i det nordlige regimes kalkule må nødvendigvis være at opgiver de deres atomare kapacitet, vil de lide den samme skæbne som regimet i Irak og andre steder har været udsat for under kapitalismens herredømme.
Hykleri
Det er topmålt hykleri når USA og Kina forlanger total afrustning af Nordkorea når de selv er bevæbnet til tænderne med kærnevåben som de ikke har planer om at opgive. Kærnevåben er frygtelige masseødelæggelsesvåben. Ingen regering ved sine fulde fem ville finde på at bruge dem ved udsigten til gensidig ødelæggelse, Mutual Assured Destruction, MAD. De påstår at deres hensigt kun er at virke afskrækkende.
Men det er ikke noget svar på det argument at den slags våben ville kunne blive aktiveret ved et uheld eller af en sindsforvirret statsleder. I tilfældet Korea er der opstået en ny form for ustabilitet i kølvandet på den tidlige ’konge,’ Kim Jong-il, hvor størstedelen af befolkningen levede i den yderste fattigdom og på sultegrænsen. Truslen fra den højere levestandard i syd og ’infektionen’ fra visse hårdt tilkæmpede demokratiske rettigheder, ja, endog adgang til internettet – truer med at underminere regimet i nord. Derfor opreklamerede Kim Jong-un den ydre trussel og nødvendigheder af at være klar til at bruge atomvåben som selvforsvar.
Regimet i Nordkorea synes at have sin egen dynamik. Med en hær på 600.000 mand er det i stand til tværs over våbenstilstandslinjen at udslette Sydkoreas hovedstad, Seoul som ligger kun 60 km syd for. Det har foretaget en række angreb for eksempel på sydkoreanske skibe for ikke så længe siden og i april var der planer om at afskyde et missil med en rækkevidde der ville kunne bringe det så langt som til USA’s base i Guam.
Kinas støtte til Pyongyang svækket?
I sin kamp for herredømme over regionen og internt i Kina er det regerende ’kommunistparti’ ikke utilbøjelig til at engagere sig militært i regionens opgør – med Japan, Vietnam og selv USA. Men i forbindelse med sin genrejsning af kapitalismen kommer Kina ikke mere automatisk naboerne til hjælp. Regimet i Nordkorea er jo ikke kommunistisk på nogen som helst måde, heller ikke af navn. Den herskende ideologi, juche, er en opfindelse af landets første ’leder’, Kim Il-sung der oprindeligt var kommunist og frihedskæmper i kampen mod det japanske herredømme over Korea. Den lille stat med en befolkning på næsten 25 millioner er et resultat af den ødelæggende krig på halvøen 1950-53 mellem de imperialistiske styrker og de kinesiske efterkrigstropper under Mao Zedong. Den endte i et dødvande med den nordlige stat som blev udformet som Stalins Sovjetunionen og en kapitalistisk stat mod syd under amerikansk militærstyre.
Den stadige strøm af turister som rejser for at få et kig over i den demilitariserede zone som deler landet, får af de officielle guider fortalt at de ’kommunistiske ulve’ i nord har udgjort en trussel mod det demokratiske syd i 60 år. For det første er der ikke skyggen af demokrati for den utroligt fattige og udsultede befolkning, selvom de vigtigste bastioner i nordens økonomi er statsejede, mens der er stor rigdom og mange privilegier for de få i den herskende klike og i hæren. Nordkorea er blevet brugt som bussemand for kommunistiske og socialistiske ideer, men landet er en stor forvrængning af den slags ideer og det kan på ingen måde sammenlignes med en demokratisk arbejderstat.
For det andet har den amerikanske imperialisme postet enorme ressourcer ind i landet for at understøtte et hensynsløst militærdiktatur i syd i mere end 30 år, herunder også til Park Chung-hee, faren til den nyvalgte præsident. USA har store våbendepoter og ti tusinder af militært mandskab med baser i Sydkorea. Siden Pyongyang har truet med at give Hollywood en atombombe (hvilket de aktuelt ikke ville være i stand til alligevel) har USA truet med at forøge sit militære isenkram på halvøen – som for Kina ville være endnu en grund til at forsøge at deeskalere krisen. I 1994 overvejede Clintons regering for alvor en invasion af Nordkorea, men blev holdt tilbage af en anslået udgift på 100 milliarder $ og 1 million dræbte.
Chaebol kapitalisme
Den sydkoreanske økonomi domineres af en håndfuld familieejede foretagender eller Chaebol. Militante fagforeningsmedlemmer bliver hele tiden generet og arresteret når de gør brug af deres demokratiske ret til at organisere sig og strejke. Kampen for at skabe et uafhængigt politisk talerør for arbejderklassen i Sydkorea bliver mere og mere presserende. På grund af det uhyggelige regime i nord som mange er blevet overtalt til på et falsk grundlag at forbinde med socialisme, er det en hård kamp at skulle opbygge en ægte socialistisk styrke der kan bekæmpe storkapitalen og bankerne i syd.
Den kolossale forskel i levestandard mellem nord og syd betyder at de fleste i syd oplever at de store omkostninger ved en genforening vil finde sted på deres bekostning. Enhver kamp for en genforening på halvøen som er i den arbejdende befolknings interesse må derfor forbinde kampen mod diktaturet og atomgalskaben i nord med kampen mod gathers chaebol i syd. Kampen for en socialistisk og demokratisk planlægning af de offentligt ejede industrier, af bankerne og landbruget ville kunne udgøre grundlaget for den genforening af Koreas folk som så mange længes efter.
Efterskrift ved Stig Hegn:
Siden artiklen blev skrevet har Nordkorea lukket en industrizone, der lå lidt fra grænsen, hvor der arbejdede omkring 175 fra Sydkorea. I starten af maj var præsident Park Geun-hye på besøg i USA. Kina har lukket for Nordkoreas handelsbanks konto, i det hele taget kan Kinas holdning blive af stor betydning. Nordkorea har nedgraderet beredskabet for nogle musadan-raketter. Her i slutmaj synes den militære trussel (midlertidigt?) afblæst.
Clare Doyle er freelance journalist og medlem af det (engelske) Socialist Party og det internationale sekretariat i ’Committee for a Workers’ International.’ Hun har rejst meget og var bl.a. i Frankrig i 1968 og har skrevet ’France 1968,’ har også skrevet om Sovjetunionen og Rusland.
Oversat af Stig Hegn efter North Korea: Dictator threatens nuclear attack på SocialistParty.org.uk, 12.4.2013