Moshe Machover er det eneste overlevende fra den gruppe, der dannede den revolutionære antizionistiske organisation Matzpen i Israel. Matzpen påvirkede en generation af både israelske og palæstinensiske modstandere af Israel, og efterlader en vigtig teoretisk arv til socialister i dag.
af Vahti Fox
Moshe Machover. Foto: Hannah Machover
Vashti Fox fra det australske tidsskrift interviewer her Machover om hans liv, Matzpens historie og organisationens teoretiske forståelse for zionisme og kolonisering.
VF: Du er født i Israel i 1936. Kunne du beskrive, hvordan du blev involveret i politisk aktivisme?
MM: I en alder af 12 blev jeg involveret i den socialistiske zionistiske ungdomsbevægelse ved navn Hashomer Hatzair. Den forsøgte at kombinere zionisme med marxisme på en noget stalinistisk måde. De to komponenter passede ikke godt sammen. Interessant nok fungerede det for nogle mennesker som et transportbånd fra zionisme til marxisme. Nogle meget kendte trotskister gennemgik denne proces: Abraham Leon og Ernest Mandel for eksempel.
Det var selvfølgelig en anden tid. Da jeg var omkring 15 eller 16, kølnedes begejstringen over blandingen af marxisme og zionisme hos mig og et par af mine venner. Vi var imponerede over den marxisme, vi blev undervist i, og kunne ikke se, hvordan dette passede med zionismen. Vi forsøgte at blande de to, men fandt ikke nogen tilfredsstillende løsning, og vi endte i kommunistpartiet.
Jeg vil ikke betragte det kommunistiske partis holdning på det tidspunkt som virkelig antizionistisk. Dette var under stalinismens højdepunkt. Det israelske kommunistparti og den officielle kommunistiske bevægelse verden over var ikke zionistisk, men deres kritik af zionismen var ikke særlig dyb. Deres argument var, at zionismen var et redskab for imperialismen, men at karakteren af det zionistiske projekt ikke i sig selv var kolonialt.
Det vil jeg gerne understrege, for der er et generelt problem involveret her. Det zionistiske koloniseringsprojekt er unikt i nogle henseender. Modsat de fleste andre koloniprojekter havde den ikke sin egen metropol. Forstår du, Australien havde en metropol: Storbritannien. Storbritannien sendte sine egne borgere til Australien for at kolonisere landet. Den britiske stat forsvarede dem og handlede for at fremme deres position med hensyn til det oprindelige folk.
Det zionistiske projekt havde ingen metropol – det havde ikke noget moderland. Det havde brug for en surrogatmor, en imperialistisk magt til at hjælpe sig med at blive etableret og overleve. Så det gik til den imperialistiske magt, der var dominerende på det tidspunkt. Det foreslog en aftale: Du bliver vores surrogatmor til gengæld for de tjenester, vi leverer.
Den tidlige zionistiske bevægelse forsøgte at indgå en aftale med tysk imperialisme meget tidligt i det nittende århundrede. Det lykkedes ikke. Så lavede den zionistiske bevægelse en aftale med Storbritannien. Dokumentet, der beseglede denne aftale, blev Balfour-erklæringen [af 1917].
Så for at vende tilbage til det israelske kommunistparti: Da vi gik ind, var det kritisk over for zionismen i den forstand, at det blev set som imperialisternes tjener. Partiet forstod ikke, at zionismen havde sit eget koloniseringsprojekt. Det anså selvfølgelig kun dem som imperialister, som var deres egne imperialistiske fjender. De eneste imperialistiske lande var de anti-sovjetiske.
Så du meldte dig ind i kommunistpartiet, da du var 15 eller 16. Hvilket år var det, og hvilken slags aktiviteter var du involveret i som partimedlem?
Det var 1952. Det var på det tidspunkt et fælles parti med både palæstinensisk-arabiske og israelsk-jødiske medlemmer. Da jeg var færdig med gymnasiet og blev universitetsstuderende, flyttede jeg til Jerusalem og meldte mig ind på University of Jerusalem. Vi gjorde alle de sædvanlige ting – at sælge avisen og have offentlige diskussioner.
Året 1956 havde en meget vigtig indflydelse på udviklingen for dem af os, som senere ville blive skilt ud fra kommunistpartiet og danne Matzpen.
På grund af krigen om Suez-kanalen eller på grund af, at Sovjetunionen knuste arbejderrevolutionen i Ungarn?
Godt spørgsmål! Forstår du, de to ting havde en modsatvirkende effekt. Ungarn fik os til at begynde at tænke mere kritisk om det israelske kommunistpartis og den officielle verdenskommunismes forskellige holdninger. Men Suez-krigen forsinkede vores exit.
Mens Ungarn afslørede kommunismens reaktionære rolle, var partiets holdning til Suez god nok. De var imod krigen. Faktisk udmærkede de sig ved at være det eneste parti, der straks vmendte sig mod krigen. Sovjetunionen var med til at sætte en stopper for den israelske besættelse af egyptisk territorium, herunder af Gaza-striben. Disse holdninger forsinkede vores utilfredshed med partiet, men til sidst voksede vores frustrationer. De blev ved med at vokse indtil 1962, hvor Matzpen blev født.
Var der andre begivenheder eller politiske strømninger, der påvirkede dig i denne periode?
Den generelle atmosfære medvirkede til vores oprørskhed. Vi var opmærksomme, ikke på en særlig systematisk måde, men vi var bevidste om, at den kommunistiske bevægelse verden over var i krise. Vi stødte på flere New Left-publikationer.
Andre begivenheder påvirkede os også i en kritisk retning. Begivenhederne i Irak f.eks. Iraks kommunistiske parti havde været en enorm kraft, der havde overlevet illegalt og havde en stor tilhængerskare i den irakiske arbejderklasse. De befandt sig i en position til at sigte efter magten, men under de åbenlyse instruktioner fra Sovjetunionen fik de besked på ikke at rokke båden. Sovjetunionen var mere optaget af at opretholde sine alliancer i hele regionen end i at støtte et arbejderklasse-“eventyr” som at forsøge at tage magten. Dette var en åbenlys fejl, der beviste for os, at den kommunistiske bevægelse ikke længere på nogen måde var en revolutionær bevægelse. Det begyndte at indikere, at det israelske kommunistparti ikke var et revolutionært parti. Det var, som vi så det, et parti, hvis eneste rolle var at lave god PR for Sovjetunionen. Men de ønskede ikke på nogen måde at sigte efter revolution i Israel eller nogen andre steder.
Den cubanske revolution påvirkede os også. Vi så, at den cubanske revolution fra starten var brudt ud uafhængigt af det cubanske kommunistparti og Sovjetunionen. Det så ud til at signalere noget nyt. Det var bare et par af grundene til, at vi begyndte at diskutere dannelsen af en ny organisation uden for det kommunistiske parti.
Selvfølgelig skulle vi holde enhver diskussion i hemmelighed. Det var svært, for det var forbudt de forskellige grene af partiet at tale sammen. Flere af os var i Jerusalem, men andre var i Tel Aviv. Vi kunne tydeligvis ikke få lov af partibureaukraterne til at føre diskussionerne, så vi måtte være diskrete. Ikke desto mindre fik en journalist nys om vores møder og publicerede en artikel, der beskrev vores diskussioner, og vi blev summarisk bortvist. Så vi var tvunget ud, før vi egentlig var klare til at danne en ny organisation. Vi stod i en situation, hvor vi simpelthen skulle starte noget nyt.
Så i 1962 blev du smidt ud af kommunistpartiet og dannede Matzpen. Har jeg ret i, at det oprindeligt skete på et ret løst ideologisk grundlag?
Tja, vi delte alle vores analyse af kommunismen. Vi forstod, at den kommunistiske bevægelse ikke var revolutionær: Den sigtede ikke mod arbejderklassens magt, men skulle forsvare Sovjetunionens interesser.
Jeg havde brugt to år i Polen på at arbejde for min ph.d. Der observerede jeg de såkaldte socialistiske lande fra tæt hold, og jeg kom hurtigt til den konklusion, at dette ikke var min idé om socialisme.
Læste du anden anti-stalinistisk kritik?
Ja, nogle af os læste Trotskij. Hans selvbiografi og hans ”Den Russiske Revolutions Historie”. Vi udviklede gradvist vores ideer.
Man skal forstå, at denne periode, hvor Matzpen udviklede sine ideer, lå efter Suez-krigen og før krigen i 1967 [hvor Israel kæmpede mod en koalition af arabiske stater over seks dage i juni og vandt, hvilket resulterede i erobringen af territorium i Palæstina, Syrien og Libanon og massefordrivelsen af civile]. Mellem disse to begivenheder kom der en periode, hvor konflikten mellem zionismen og palæstinenserne var ret stille, i hvert fald på overfladen. Den var mere i baggrunden. Det gav os tid nok til at organisere os og udvikle vores ideer.
Desværre var kernen af dem af os, der dannede Matzpen, alle jøder, men vi ønskede at nå ud til palæstinensiske og arabiske medlemmer af det kommunistiske parti. Allerede inden vi forlod partiet, ledte vi efter kontakter i andre afdelinger. Vi prøvede altid. Der var en årlig festival for medlemmer og tilhængere af kommunistpartiet på dagen for den sovjetiske sejr i Anden Verdenskrig. Under denne festival forsøgte vi at skabe kontakter. Men det lykkedes os ikke.
Da vi blev smidt ud, begyndte vi at udgive et blad ved navn Matzpen. Lige så snart det blev udgivet, blev andre opmærksomme på det. Især en række palæstinensiske arabere i Haifa.
Så i begyndelsen af 1963 fik vi følgeskab af en gruppe mennesker fra begge nationale baggrunde. En af dem var Jabra Nicola. Han var den person, der nok havde den væsentligste indflydelse på udviklingen af Matzpens ideer. Han var sandsynligvis den vigtigste palæstinensiske marxist i det tyvende århundrede. Han var meget original. Selvom han var medlem af Fjerde Internationale [en international gruppe af revolutionære grundlagt af Leon Trotskij i 1938], insisterede han ikke, og lykkedes faktisk heller ikke med at få os til at gå med i Fjerde Internationale. Men han påvirkede vores ideer om zionisme og om nationalisme i negativ forstand, fordi han var en overbevist internationalist. Han uddannede os også i det zionistiske projekts sande natur. Vi var meget modtagelige, og vi blev overbevist. Især fik vi én vigtig indsigt. Nemlig, at zionismen er et kolonialt projekt. I dag kan man høre dette på alle gader og stræder, og i næsten hver eneste tale. Det bruges ikke altid i den rigtige marxistiske forstand, men lige meget.
Så hvad var din forståelse af zionisme og kolonialisme? Hvordan udviklede den sig?
Tja, lige efter Suez-krigen skrev Akiva Orr og jeg en bog, der kritiserede kommunistpartiets holdning. Til en vis grad var det en midtvejsposition mellem partiets position og den, vi til sidst kom frem til. Men da vi fik lærte Nicolas holdning at kende, i forståelige marxistiske vendinger, var vi enige. Vi forstod, at zionisme ikke kun var en ideologi om, hvordan man håndterer det såkaldte jødiske problem, det var ikke bare en bevægelse, men et projekt.
Set fra et marxistisk synspunkt er der forskellige former for kolonisering. Hvis man for eksempel sammenligner Australien med Sydafrika, er forskellene tydelige. Begge steder er det en europæisk magt, der koloniserer, men de adskiller sig grundlæggende. Australsk kolonisering krævede ikke de oprindelige folks arbejdskraft. Produktionen var baseret på nybyggerne. I Sydafrika var afrikansk arbejdskraft afgørende for koloniseringsprojektet.
Vores holdning var, at Israel mest lignede Australien. Landet krævede ikke den oprindelige befolknings arbejdskraft – araberne og palæstinenserne. Men ikke nok med det. Man kan se på hele udviklingen af zionistisk kolonisering. Det har sin egen iboende logik, som er at slippe af med de farlige mennesker, den oprindelige befolkning. Der er ikke efterspørgsel efter dem. Det skete også i Australien og i Nordamerika, undtagen i slavestaterne, hvor den politiske økonomi netop ikke var baseret på bosætterne, men på slavebefolkningens arbejdskraft. På samme måde var det i Brasilien.
I alle tilfælde af kolonisering af den australske og israelske type er spørgsmålet blevet afgjort til fordel for bosætterne. Det giver os ikke noget særlig optimistisk syn på, hvad der sandsynligvis vil ske i Israel. Der findes ingen præcedens for, at de oprindelige folk har været i stand til at afkolonisere. Intet er på nogen måde forudbestemt, men det bliver ikke en let opgave.
Der er naturligvis andre forskelle mellem den zionistiske kolonisering og australsk eller nordamerikansk kolonisering. Som jeg sagde før, er det unikke ved zionismen, at det krævede en rugemor.
Zionistisk kolonisering optrådte også først sent. Da den zionistiske kolonisering startede, var alle andre lignende modeller for kolonisering for længst afgjort til fordel for bosætterne.
Der er også den kendsgerning, at zionisterne i Palæstina blev konfronteret med en enkelt oprindelig national gruppe – en eneste national gruppe, som ikke var præget af en gammel produktionsmåde, men som selv var i gang med en urbanisering. Det var en national gruppe, der også blev slebet til som reaktion på koloniseringen. Sammenlign det med situationen i Australien, hvor den oprindelige befolkning havde hundredvis af sprog. De dannede ikke en enkelt nation, og deres produktionsmåde var antik. De var ikke på randen af modernisering.
Andre kolonier tillod, ligesom Australien, indvandring af enhver, der blev anset for at være hvid. Så kunne de overvælde det oprindelige folk med denne strøm af indvandring. Zionisterne insisterede alene på jødisk kolonisering. Dette begrænsede dem. Så vi står over for den situation, hvor zionismens koloniale projekt stadig er i gang.
Og vi ser, hvordan det skrider frem, hvis vi ser på Gaza.
Kan du sige noget om Gaza i dag?
Den israelske stat leder altid efter muligheder for at gå i offensiven. Den 7. oktober, hvor forfærdelige begivenhederne end var, gav en mulighed. Jeg forudsagde, at den næste bølge af etnisk udrensning ville ske på Vestbredden. Men i det øjeblik Israel blev angrebet af sine undertrykte undersåtter på denne måde – hvilket mildest talt ikke var særlig rart – blev det en mulighed for ikke kun at gøre storstilet hævn, men også at starte endnu en bølge af etnisk udrensning. Er det ikke præcis det, der sker i Gaza nu? Det er klart, at det er det, Israel sigter efter. De ønsker at slippe af med den palæstinensiske befolkning, eller en stor del af den, til lands eller til vands, med både ud på Middelhavet. Der er indikatorer, der peger i denne retning. Dette er ikke et uheld. Det er det logiske resultat af koloniseringsprojektets natur.
Det eneste, vi kan gøre, er at være aktive for at prøve at forhindre dette projekt i at lykkes.
2. april 2024
Interviewet er oversat fra Red Flag af Anne Haarløv
Der er lukket for kommentarer.
International Viewpoint – Fjerde Internationales webmagasin
Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)
Forbered udskrift
Send via email
Lavere til loftet og kortere til døren
Svenske havnearbejdere stemmer ja til blokade mod Israel
Ikke bare borgerlige: Her er B.T.-redaktørernes forbindelser til den ekstreme højrefløj
”Krig for evigt – eller en afslutning på krigen og fred”
Imperialistisk rov og Trump-baser
Tak til redaktionen for dén artikel!
Se mere om den revolutionære israelske organisation Matzpen (1962- ) og Moshe Machovers kampfælle Akiva Orr på Socialistisk Biblioteks Tidslinje 9. februar 2013.
https://socbib.dk/2013/#20130209