Historien om tyske arbejderes oprør for rådsdemokrati. Historien om Socialdemokratiets forsvar for den borgerlige stat: manøvrer, militær og højreekstreme lejemordere. Historien om en ung, kæmpende venstrefløjs dyrekøbte erfaringer med sekterisme og enhedsfront.

af David Müller

Den 4. november 1918: Kiel er i de oprørske matrosers hænder. I hele det tyske rige er der ved at blive oprettet arbejder- og soldaterråd. Den gamle kejserlige forvaltning er ikke længere herre over situationen. Den 9. november takker kejseren af. Philip Scheidemann fra Tysklands Socialdemokratiske Parti (SPD) udråber Republikken. Karl Liebknecht udråber den Socialistiske Republik.

Arbejderrådene bliver næsten overalt dannet med repræsentanterne fordelt fifty-fifty mellem to partier: SPD og USPD. Sidstnævnte, Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti, var blevet stiftet i 1917. Det skete ved en udsplitning af den fløj i SPD, der ikke længere ville støtte den kejserlige regerings krig. Med i USPD var også Spartakus-forbundet omkring Rosa Luxemburg, Leo Jogiches og Karl Liebknecht, som lige siden 1914 havde arbejdet mod krigen. Spartakusforbundet udgjorde sammen med de Revolutionære Tillidsfolk (die Revolutionären Obleute) venstrefløjen i USPD. Revolutionære Tillidsfolk var en sammenslutning af venstresocialistiske metalarbejdere, der havde stor indflydelse navnlig i Berlin, og som i løbet af en række strejker havde udviklet sig imod regeringens krigspolitik.

Hadet til revolutionen

Egentlig var det hele sket, som SPD-flertallet før 1. Verdenskrig havde forestillet sig det. Det gamle regime brød sammen med et »stort pladask« (August Bebel). Ifølge teorien behøvede SPD blot at samle magten op fra gaden og gå de første skridt mod socialismen. Men partiet gjorde præcist det modsatte.

SPD’s vigtigste leder, Friedrich Ebert, aftalte allerede om aftenen den 9. november med hærchefen General Groener, hvordan oprørsbevægelsen skulle inddæmmes: »Jeg hader revolutionen som synden.«

SPD satsede på at få valgt en Nationalforsamling og derefter en parlamentarisk republik på markedsøkonomiens grund. Det indebar en tilbagetrængning af arbejderbevægelsen og et forsvar for kejserrigets gamle lederlags økonomiske og sociale interesser, især storindustriens.
USPD var dybt splittet. Dets højrefløj fulgte samme politik som SPD. På den anden fløj arbejdede Spartakusforbundet for oprettelse af en rådsrepublik, afvæbning af officerskorpset, opløsning af det gamle statsbureaukrati og ekspropriation af de store og mellemstore virksomheder. Da Spartakusforbundet var meget lille og kun rådede over få tusinde tilhængere, var det næsten ikke repræsenteret i de reelt eksisterende råd. I stedet satsede gruppen på møder og demonstrationer. De Revolutionære Tillidsfolk delte Spartakusforbundets mål, men var på grund af deres større erfaring med massearbejde på arbejdspladserne bevidste om, at man ikke ville komme langt med ren agitation.

Imidlertid lå magten i første omgang hos de berlinske arbejder- og soldaterråd. Rådene valgte den 10. november en provisorisk regering, de Folkebefuldmægtigedes Råd, som bestod af tre repræsentanter for SPD og tre fra USPD. Desuden blev der oprettet et »Iværksættende Råd«, som venstrefløjen kunne sætte igennem som Rådenes modvægt til de Folkebefuldmægtigedes Råd. Men også det var sammensat af lige dele SPD- og USPD-tilhængere.

SPD-ledelsen vidste, at de kun kunne få bugt med oprørstendenserne i arbejderklassen, hvis de til deres rådighed havde militære magtmidler. Under ledelse af Gustav Noske begyndte den at organisere såkaldte Frikorps. De bestod af overvejende højreekstremt sindede frontsoldater. SPD havde brug for deres militære tjenester, mens de højreorienterede og konservative kræfter nød godt af SPD’s politiske beskyttelse. En forenet arbejderbevægelse havde de på ingen måde kunnet klare i november 1918.

På den landsdækkende rådskongres i Zirkus Busch den 16.-20. november kunne SPD dog vinde en betragtelig sejr. Af de ca. 500 delegerede på kongressen tilhørte de to tredjedele SPD. Spartakusforbundet kunne ikke engang stille med et dusin. Kongressen satte en dato for valget til Nationalforsamlingen – den 19. januar 1919 – og udtalte sig imod en socialistisk republik. Samtidig rejste den dog krav om »straks at påbegynde socialiseringen af alle dertil modne industrier, i særdeleshed minedriften«, »at tage alle skridt til afvæbning af kontrarevolutionen« og at erstatte den gamle hær med et »Folkeværn«.

Spartakus-opstanden

Venstrefløjen var i første omgang slået, da Rådene ikke gik ind for selv at tage magten. Samtidig viste det sig, at der blandt arbejderne var bred opbakning til krav, som ikke passede ind i SPD-ledelsens koncept. Dermed tegnede der sig indbyggede brudlinjer mellem ledelse og basis i Socialdemokratiet. Dette viste sig også gennem USPD’s vækst. Hvor det i oktober 1918 havde talt omkring 100.000 medlemmer, var det allerede i januar 1919 vokset til 300.000. Blandt industriarbejderne udviklede USPD sig til den stærkeste kraft.

Allerede i slutningen af december 1918 satte SPD soldater ind mod dele af den berlinske arbejderklasse. Den 28. december trådte USPD’s repræsentanter ud af den provisoriske regering. Situationen spidsede sig til. Den 31. december 1918/1. januar 1919 grundlagde Spartakusforbundet og »Bremens Venstrefløj« Tysklands Kommunistiske Parti, KPD. KPD ville styrte den provisoriske regering og fastholdt målet om et rådsdemokrati. Med hensyn til den nødvendige strategi stod de splittet. Et flertal i partiet ville opnå magten gennem massemobiliseringer frem til en opstand. Rosa Luxemburg og et mindretal i partiet forudså derimod en længere udvikling. Mindretallet gik f.eks. ind for opstilling til Nationalforsamlings-valget. Ikke for at styrke et parlamentarisk system, men for at få en talerstol for partiets politik.

KPD manglede et klart koncept og blev rendt over ende af begivenhederne. SPD’s ledelse optrappede sit politiske og militære pres. For at fratage venstrefløjen en vigtig position i statsapparatet blev Berlins venstreorienterede politichef, Eichborn, afsat. Den 5. januar udbrød »Spartakus-opstanden« i Berlin – dels som spontan reaktion fra den radikale del af Berlins arbejdere, dels som en dårligt organiseret opstand fra KPD og de Revolutionære Tillidsfolk. Efter meget hårde kampe blev opstanden slået ned af frikorps under ledelse af Gustav Noske. På Noskes udtrykkelige befaling blev Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht den 15. januar myrdet af højreradikale.

Den mest radikale del af arbejderklassen havde indledt en opstand, uden at den havde haft en tilstrækkelig basis. KPD var for uerfarent til at udvikle en alternativ strategi. De Revolutionære Tillidsfolk havde ganske vist større erfaring, men havde nok som del af den radikale berlinske arbejderbevægelse regnet med, at den revolutionære utålmodighed i deres eget miljø også var stemningen i den brede arbejderbefolkning. Resultatet var et foreløbigt nederlag, som berøvede venstrefløjen dens vigtigste hjerner.

Kapp-kuppet

Året 1919 blev kendetegnet ved, at arbejdere gjorde opstand i den ene region efter den anden og blev slået ned af frikorpsene og hæren, Reichswehr. Den 2. maj 1919 blev den kortlivede rådsrepublik i München knust. Frikorpsene nedslagtede 1.200 arbejdere – mange alene på grund af deres erhvervsgruppe.

De højreekstreme kræfter var imidlertid ikke tilfredse med deres rolle som knippel for SPD og rigsregeringen. Efter de forskellige delnederlag til arbejderbevægelsen mente de i marts 1920, at tiden var moden. Under ledelse af Kapp og Lüttwitz besatte dele af Reichswehr Berlin. General von Seeckt, chef for det »regeringstro« Reichswehr, erklærede: »Reichswehr skyder ikke på Reichswehr.« Dermed så Ebert-regeringen sig nødsaget til at flygte. Den konservative del af den berlinske befolkning modtog de fremrykkende soldater, hvoraf mange allerede bar hagekorset på hjelmen, med begejstring. Men ikke de berlinske arbejdere. De lammede med en generalstrejke det offentlige liv, så kupmagerne måtte gå på tilbagetog.

Strejkens kerne havde været USPD. SPD havde i mellemtiden tabt opbakning blandt arbejderne, men havde været med til at organisere modstanden sammen med USPD og fagforeningerne. KPD havde til at begynde med set kuppet som den retfærdige straf til SPD for den førte politik og afvist at blande sig i opgøret mellem to fraktioner af borgerskabet. I sidste sekund havde partiet dog erkendt, at en sejr for Kapp ville føre til en fuldkommen og blodig nedkæmpelse af arbejderbevægelsen, og var gået med i generalstrejken.

I kølvandet på højrefløjens nederlag dannedes der i Ruhr-området arbejdermilitser – den »Røde Ruhrarmé«, som krævede en arbejderregering for at rense staten for alle reaktionære elementer og demokratisere den tilbundsgående. Men næppe var SPD-ledelsen blevet reddet, før den igen lagde kursen omkring og lod Reichswehr og frikorps slå den Røde Ruhrarmé ned.
Roden til nederlaget

USPD var blevet den stærkeste kraft i arbejderklassen og stod foran spørgsmålet, om den skulle tilslutte sig den Kommunistiske Internationale, der var blevet grundlagt i 1919, og i den forbindelse slutte sig sammen med KPD. Flertallet i USPD besluttede sig til at tage skridtet og forenede sig i december 1920 med KPD. For første gang havde kommunismen i Tyskland en virkelig masseopbakning i arbejderklassen.

Det nydannede Tysklands Forenede Kommunistiske Parti (VKPD) lagde ud med tilbud til SPD, USPD og fagforeningerne om samarbejde, men svingede så ind på en »Offensiv-strategi«, som sigtede mod en opstand på kort sigt. Anledningen til en opstand kom, da det prøjsiske ordenspoliti i marts 1921 rykkede ind i VKPD’s højborg Merseburg. Den dårligt forberedte opstand slog fejl, og det førte til, VKPD mistede størstedelen af sine erfarne aktivister blandt arbejderne. Derefter var partiet på grund af sin sammensætning ude af stand til at føre en vellykket politik.

Artiklen blev bragt i Avanti, som udgives af Revolutionär Sozialistische Bund . Oversat af Finn Kjeller.
 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com