Både i Danmark og USA går banker og finanskoncerner ned på lån til ejendomsbranchen. Efter at have tjent astronomiske summer i opgangstider, tyr finanssektoren til statens vinger under den forudsigelige krise. Nationaliseringer forbindes normalt med venstrefløjen, men denne gang er rollerne byttet om.

af Egon Alter

Nationalbankens overtagelse af Roskilde Bank er et sjældent historisk tilfælde, hvor staten ikke blot garanterer for en kriseramt bank, men direkte løber den fulde risiko ved afviklingen af den katastrofale forretning. En del af banksektoren indskyder et mindre beløb på 750 mio. kr., mens skatteyderne finansierer resten af risikoen i en forretning med et omfang på 37 mia. kr. Foreløbig er rammen for redningsaktionen 10-12 mia. kr. – eller over 2.000 kr. pr. borger fra spæd til olding, der nu skal i spil på Roskilde Kasino.

Den borgerlige regering – med støtte fra alle partier undtagen Enhedslisten – forklarer det drastiske indgreb som rent samfundssind. Tidligere økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) har igen og igen fortalt finansudvalget, at det ikke er sket af hensyn til banken, men for at redde den finansielle sektor fra udlandets mistillid.

Frank Aaen (Ø) har derimod været lodret imod aktionen og har dermed spillet sig til en sjælden samklang med både et befolkningsflertal og ideologiske liberalister. Umiddelbart den omvendte verden, hvor man fristes til at spørge, hvad der blev af de »statsforherligende« socialister og de »markedsfundamentalistiske« borgerlige (også denne gang inkl. Socialdemokraterne og SF)?

En nærmere gennemgang af indgrebets konsekvenser viser dog, at alt er ved det gamle: Redningen er nemlig dybt asocial. Det enkleste er at kigge på taberne og vinderne.

Taberne
I første række står bankens aktionærer, der har tjent styrtende de seneste mange år, men nu har værdiløse aktier, samt de mest risikable – og dermed også mest profitable – lånere til banken. Dertil kommer ejere af en række virksomhedsobligationer, der generelt er et meget usikkert aktiv, og derfor føjer de sig til flokken af ganske rimelige tabere.

Blandt aktionærerne er dog nogle, som man godt kan føle med, som f.eks. de unge mennesker, der har mistet børneopsparingen, fordi de har ladet sig lokke af bankens sælgere, hvis metoder har grænset til det bedrageriske. Og de ældre mennesker, der har mistet pensionsopsparingen, fordi de beroliget af ledelsen troede det var en sikker folkeaktie, der gjorde godt i lokalsamfundet, og de små håndværkere der har måttet låne ekstra til aktiekøb for at få helt almindelige virksomhedslån. Men sådan er gamet.

I anden række kommer de – også nogle gange velfungerende – virksomheder, der har fået smækket kassen i, fordi banken i al hast skulle nedbringe den voldsomme eksponering mod ejendomsmarkedet og byggebranchen. Her risikerer arbejderne deres job, når virksomheden går konkurs.

I tredje række kommer den brede befolkning, der hænger på regningen for en redningsaktion, som må betragtes som risikofyldt. Banken har nemlig ført en med egne ord »lempfældig kreditpolitik«, hvilket på dansk betyder, at de har lånt ud til højre og venstre uden at bekymre sig om sikkerhed for lånene, uden at kigge seriøst på den samlede masse af udlån til ejendomssektoren og uden evne til at følge op på engagementer selv med storkunder. De lån hænger statskassen nu på – selv om det hverken er godkendt i Folketinget eller af EU(!).

Den officielle begrundelse er nemlig i loven om Nationalbankens formål, en diger sag fra mellemkrigstidens depression, der handler om at bevare den finansielle stabilitet i samfundet. Den gør åbenbart Nationalbanken i stand til alene at råde over milliardbeløbet. Det er fortsat tvivlsomt, om udenlandske banker ville have skåret den danske finanssektor over en kam og forringet lånemulighederne generelt, fordi en mellemstor regionalbank (syvende størst i Danmark) krakkede.

Vinderne
Alle indlånskunder bliver reddet ved statens garanti. I udgangspunktet er alle sikret op til 300.000 kr. af Indskydergarantifonden, men i dette tilfælde bliver også enorme indlånskunder reddet.

Det største indlån er på 1,2 mia. kr., og tre er på mellem 1 mia. kr. og 500 mio. kr. Til sammen udgør de fire største indlån over 2,5 mia. kr., hvilket er værd at stille over for børneopsparingerne, pensionerne, de små håndværksfirmaer, arbejderne i byggeriet og skatteyderne, når man skal vurdere rimeligheden i statens indsats.

Men endnu større fordel af indgrebet har banksektoren, der får gevinst på alle lodder. For den meget beskedne sum på 750 mio. kr., som Finansrådets såkaldte Private beredskab stiller med i den rekonstruerede Roskilde Bank, får sektoren hele fire præmier: 1) Sikrer deres egne lån til Roskilde Bank 2) Sikrer kreditværdigheden i udlandet 3) Slipper for en konkurrent 4) Som derefter kan købes billigt op i enkeltbidder

Bankens ledelse
Blandt vinderne må også tælles bankens ledelse, dvs. bestyrelse og direktion, gennem de seneste mange år. Bestyrelsen har givet direktionen store optionsprogrammer, som med simpel kræmmerlogik giver den daglige ledelse et første klasses motiv til at få aktiekurserne i vejret. Som det viste sig, har de gjort det ved uhørt dristige udlån til en række af landets mest riskovillige ejendomsmatadorer, ikke mindst Kenneth Schwarz Thomsen, som SØK (bagmandspolitiet) har sigtet for særlig grov økonomisk kriminalitet.

Endnu er ingen i ledelsen blevet sigtet, og helt uden for skudlinjen er direktøren gennem det seneste år. På trods af at bankens kreditafdeling var en skandale, og på trods af de urimeligt store udlån til ejendomsbranchen, har al officiel kommunikation fra hans side været positiv og beroligende tale – lige indtil han meddelte, at banken havde søgt Nationalbanken om hjælp først på sommeren. Og ikke bare er han uden for skudlinjen, han fortsætter som direktør i den rekonstruerede Roskilde Bank.

Konklusionen må være, at alle ansvarlige fra den daglige ledelse over banksektoren til de politiske ledere fuldstændig har frikendt sig selv. Og reddet deres eget skind med vores alle sammens penge.

Den ideelle og den reelle kapitalisme
I det ideelle kapitalistiske system ville Roskilde Bank være gået nedenom og hjem, og det er helt åbenlyst, at samfundet ville være tjent med at slippe for den bandes udskejelser i finansverdenen. Men det sker ikke, fordi vi lever i et reelt kapitalistisk samfund, hvor den herskende klasse altid hytter sig og sine. Naturligvis også når det indebærer, at man gør vold på alle de liberale dogmer, der til hverdag legitimerer udbytningen.

I den henseende er Roskilde Bank ikke en enlig svale, hverken i et historisk eller internationalt perspektiv. Fortsættelse om den amerikanske krise og finanskrisernes historiske udvikling følger.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com