En jævnlig og konstant strøm af tiltag vendt mod etniske mindretal sker i disse tider: Særlige straf til unge tilknyttet bander og det store "ghetto"udspil - rettet mod ikke mindst, hvad politikere af og til kommer til at sige og skrive - "det muslimske parallelsamfund".

af Svend Vestergaard Jensen

De aktuelle politiske forhandlinger om “ghetto-pakken” fik pludselig i maj antallet af ghettoer til at stige fra 22 til 30 i Danmark gennem en særlig omregning. Endnu flere – ja, titusinder stemples nu som “ghetto-beboere” gennem yderligere skærpelse af kriterier for denne “ghetto-liste”.

 

Midlerne til afvikling af “parallelsamfund”, “ghettoer” er mange. Strafzoner, hvor straffen for visse typer af kriminalitet kan fordobles, alt afhængig af gerningspersonens adresse. Danskprøver i børnehaveklassen, som skal bestås, før et barn kan påbegynde den egentlige skolegang i 1. klasse. Mulighed for at trække forældre i ydelser, hvis børnene ikke kommer i daginstitution, når de fylder et år. Forandret beboersammensætning i de såkaldte udsatte boligområder, blandt andet vil regeringen forbyde modtagere af integrationsydelse, uddannelsesydelse og kontanthjælp at flytte ind i en såkaldt ghetto – takket være delforlig med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF.

 

Regeringen vil også sætte ydelsen ned for kontanthjælpsmodtagere, der flytter ind i et af de af regeringen udpegede områder. Det vil heller ikke for arbejdsløse blive attraktivt at bosætte sig i et sådant område, hvis en flytning overhovedet med de nye tiltag er en mulighed. Med de nye tiltag sætter regeringen reelt kommunernes ret til at anvise folk en bolig ud af kraft. Hidtil har en kommune haft ret til at råde over 25 procent i den almene boligsektor i den givne kommune.

 

Kommuner må nu ikke anvise til de 55 udsatte boligområder – som er mindre belastede end ghettoer – hvis den boligsøgende eller ægtefællen i et halvt år har modtaget integrationsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, ressourceforløbsydelse, førtidspension, arbejdsløshedsdagpenge eller sygedagpenge.

 

Lad lejerne betale
Det oprindelige forslag om, at lejerne selv skal betale for hele regeringens “ghetto-pakke” er taget af bordet. 12 mia. kroner ville det koste. Med en delaftale med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF er beløbet reduceret til 10 mia. kroner fra lejernes egne lommer – fra Landsbyggefonden, som alle lejere i den almene boligsektor betaler ind til.

 

Resten – de to mia. kroner – tages fra nogle beskæftigelsesmidler samt fra satspuljen, som igen er taget fra folk på overførelsesindkomster, og som er penge fra den manglende regulering af ydelserne målt i forhold til lønudviklingen. Reduktionen, som DF, S og SF fik igennem, betaler andre “udsatte” så for.

 

Der findes 611.000 boliger i den almene sektor i Danmark. I disse boliger bor godt en million mennesker. I de såkaldte udsatte boligområder bor der samlet omkring 120.000 personer.

 

Intet statsborgerskab
Regeringen har forslået nye tiltag mod bander – her forstået som bander med etnisk mindretalsbaggrund, af ikke-vestlig oprindelse. Blot lidt kriminalitet, der kan relateres til bandeaktivitet, kan betyde, at dansk statsborgerskab aldrig vil kunne opnås.

Samtidig blev historisk hårde straffe i dette forår afsagt mod medlemmer af banden Loyal to Familia. Dommene er så hårde på baggrund af “Bandepakke 3”, der blev vedtaget sidste år. Den gjorde det muligt at fordoble straffen for forbrydelser, der begås som led i en bandekonflikt.

 

Bandeaktiviteter sidestilles med dømte terrorister og landsforrædere – hvilket er ude af proportioner, som juridiske eksperter har udtalt til forskellige medier. Der skelnes ikke mellem store og små kriminelle handlinger. Tingene kobles sammen med regeringens kampagne og handlinger mod de såkaldte “parallelsamfund”. Et bandemedlem eller blot en ung, der snuser til bandemiljøet, kan nå at skifte mening og handling. Så et statsborgerskab skal være en mulighed.

 

Disse politiske tiltag og praksis sker i en situation, hvor tal fra 2013-17 viser, at kriminalitet begået af folk fra de såkaldte belastede boligkvarterer faldt med 30 procent. I det øvrige samfund faldt den 12 procent. Alligevel vil regeringen med “ghetto-planen” lave “skærpede strafzoner” for udvalgte forbrydelser som hærværk, tyveri og trusler og fordoble straffen.

 

Kriminalitet er ikke blot en stilstand. Der er bevægelse – selv blandt bandemedlemmer. Som Justitsministeriets Forskningskontor fandt ud af: Kun 7 procent af de personer, som politiet havde registeret som bandemedlemmer i 2009, var fortsat bandemedlemmer 1. januar 2017. En bevægelse i mønstret – 93 procent af bandemedlemmerne havde forladt deres gruppering over en periode på 7,5 år.

 

Politikerne har åbenbart den opfattelse, at når først unge er blevet medlem af en af grupperingerne, så er det for livet!

 

Forebyg
Løsningen er forebyggende arbejde og ikke opgive dem, der har begået kriminalitet. Resocialisering er nødvendig, uanset hvad de unge måtte have begået. I stedet for de herskende politikeres “straf, straf og atter straf”. Evig brændemærkning og stigmatisering modarbejder effektiv resocialisering. Det kan presse unge tilbage i kriminalitet og igen yderligere marginalisering.

 

Det umenneskelige regeringsstempel “ghetto” eller “parallelsamfund” skaber stigmatisering – ikke mindst af ikke-vestlige indvandrere, som reelt udpeges som problemet. Somme tider siges det direkte – “det muslimske parallelsamfund”. I stedet for trusler og straf overfor alle, der bor i de såkaldte udsatte områder, må de have samme vilkår som alle andre, fx gode institutioner med god personaledækning, klubber, netværk, der arbejder sammen. Og ikke mindst uddannelse og arbejde.

 

Noget sådant eksisterer allerede i disse områder. Men ghetto-kriterierne, der nu rammer endnu flere, siger ikke så meget om dem, der bor her. De siger mere om dem, der stempler de titusinder af mennesker, der bor her. Det er politikere, der har opfundet “parallelsamfund” og “ghettoer” – ikke beboerne.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com