Fredag den 22. juni blev dagen, hvor regeringens asociale selvmordskurs blev udstillet i sit fulde omfang for hele befolkningen. Anledningen var den netop indgåede aftale om skattereform med Venstre og Konservative, som blev indgået og præsenteret efter en lynforhandling fredag eftermiddag.

af SAPs Forretningsudvalg

Det var ikke så meget skatteaftalen i sig selv som var årsag til den store politiske røre. Den var nemlig stort set identisk med det udspil, som regeringen præsenterede allerede i slutningen af maj, og som dengang ikke gav anledning til noget nær samme opmærksomhed.

Nej, det centrale ved skatteaftalen var i stedet det åbenlyse fravalg af en solidarisk reform sammen med Enhedslisten, som gennem ugers forhandlinger havde fundet frem til et kompromis, som ikke bare fjernede tyveriet fra folk på overførselsindkomst. Den alternative skitse med Enhedslisten ville også føre til en større uddannelses- og beskæftigelsespakke, en mindre hævelse af topskattegrænsen og en lidt mindre forøgelse af beskæftigelsesfradraget.

En aftale med Enhedslisten ville måske bringe regeringen længere væk fra sin 2020-plan, hvor hjørnestenen er at øge arbejdsudbuddet på bekostning af arbejderbefolkningens levevilkår. Men til gengæld ville den bringe den økonomiske politik bare en lille smule tættere på de forventninger i arbejderklassen, der havde bragt regeringen til magten.

I stedet valgte regeringen at fortsætte sin selvmordskurs. En kurs, hvor den konstant søger at lave borgerlig politik, og dermed skriver sig længere væk fra ikke blot et parlamentarisk fundament med Enhedslisten, men også væk fra tilliden fra den brede arbejderbefolkning.

Og samtidig overlader regeringen sin skæbne til en borgerlig opposition, der blot venter på at vælte den. Som Peter Christensen, Venstres politiske ordfører, storsmilende gentog i Deadline 22.juni: ”Får vi muligheden for at vælte Helle Thorning-Schmidt som statsminister, så gør vi det.”

Det er politisk selvmord stillet til offentligt skue.

Aftalen var ikke blot asocial. Den var samtidig katastrofal for regeringen. For det første bragte S og SF med aftalen Venstre direkte fra kulden og ind i varmen. Sindbilledet var Lars Lykke fra Rio – ikke Helle Thorning i København – der på tv præsenterede skattereformen. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at regeringen havde givet Venstre nøglerne til statsministeriet allerede.

For det andet udstillede aftalen, at regeringens økonomiske politik ikke har rod i virkeligheden. Thor Möger Petersen havde i ugevis forsøgt at bilde befolkningen ind, at det var en ”rugbrøds-reform”. Men sandheden er, at det aldrig var en rugbrødsreform. Ikke blot tager reformen fra overførselsindkomsterne. Nej, den giver samtidig den største skattelettelse i toppen af samfundet, som i forvejen er blevet forgyldt gennem 10 års borgerlig skattepolitik.

For det tredje ser denne konklusion ud til at stå lysende klart for store dele af de to partiers vælgere og baglande. Vælgerne flygter i et historisk uset omfang fra de to partier til ikke mindst Enhedslisten. Skattereformen har med andre ord på klarest mulige vis udstillet de reformistiske lederes svigt overfor arbejderbefolkningen for en helt ny generation af unge venstrefløjs-aktivister og -vælgere. De samme aktivister og vælgere, som bragte regeringen til magten.

Enhedslistens folketingsgruppe handlede resolut og fuldstændig korrekt. Straks gik gruppen i offensiven og meddelte, at skatteaftalen markerede et skridt i den helt forkerte retning. Og at det skridt betød, at regeringen som helhed nu var på vej i den helt forkerte retning. Konsekvensen drog gruppen prompte: Enhedslisten er nu i opposition til regeringen.

Enhedslisten har dermed fået en ny rolle i dansk politik. Partiet står som det eneste reelle alternativ til den borgerlige økonomiske politik. Denne situation udgør både en stor fare og en stor mulighed.
Situationen udgør en fare for skuffelse og passivitet. De mange, som håbede på en ny politik, er med rette blevet skuffede og har mistet tilliden til, at de reformistiske partiers ledere kan føre an i kampen for forandring. Det samme gør sig i et vist omfang gældende for lederne af de store fagforbund, som ukritisk har accepteret reformen vel vidende, at mange af deres egne medlemmer bliver angrebet på afgørende rettigheder og levevilkår.

Men situationen udgør også en mulighed for at styrke kampen for en ny politik. Enhedslistens hovedopgave er hen over sommeren og frem mod efteråret at tale til den skuffelse og frustration som findes blandt regeringens vælgere og medlemmer. Ikke for at håne eller nedgøre deres forhåbninger til regeringen. Men derimod for at dele vreden og give den en stemme. Målet må være at vende skuffelse til aktivitet, mobiliseringer og skærpede krav til regeringen om at skifte spor. Denne opgave har Enhedslisten allerede taget på sig. Der er sat gang i en omfattende kampagne om skattereformen, som viser at der er et alternativ til regeringens politik.

Men Enhedslisten må også knytte an til den faglige modstand som tvang regeringen til at tage øget arbejdstid af bordet i trepartsforhandlingerne. Enhedslisten må binde skattereformen sammen med en kritik af det grundlæggende indhold i regeringens økonomiske politik og skabe pres på regeringen for et grundlæggende kursskifte.

Endelig må Enhedslisten – som det snart største arbejderparti – også lægge vægt på i sommerens løb offensivt at præsentere, hvad der er vores aktuelle bud på en alternativ krisepolitik!

Mange politiske kommentatorer har kundgjort, at regeringens liv er i fare. Hvis ikke regeringen får holdt ”mange kaffemøder med Enhedslisten” eller ”betalt prisen til Johanne”, så vil regeringen gøre sig uvenner med sit parlamentariske grundlag og vælte til efteråret.

Men det er ikke Enhedslistens rygte eller venskab med regeringen, der er på spil. Enhedslisten fastholder derimod sin for kommentatorerne tilsyneladende uforståelige kurs, hvor man stemmer for aftaler, hvor det politiske indhold er i overensstemmelse med det, som partiet mener.

Men det betyder også, at nok så mange kaffemøder eller personlige tilnærmelser ikke kan opveje en dårlig politisk aftale – så stemmer Enhedslisten imod.

Enhedslistens finanslovslinje er på dette punkt klokkeklar. Siden 2010 har partiet fortalt S og SF, at de ikke kan føre borgerlig politik gennem året og så komme til Enhedslisten til finansloven. Derfor udgør skattereformen også en særdeles svær situation ikke blot for regeringen, men også for Enhedslisten.

Skattereformen er i sig selv gift for en finanslov med Enhedslisten. En reform af fleks- og førtidspensionen, som er asocial, vil definitivt slå søm i kisten. De første skridt på vej mod en finanslov med Enhedslisten er derfor en fleks- og førtidsreform, som Enhedslisten kan godkende.

Næste skridt er en dagpengereform, som bl.a. forhindrer, at nogen arbejdsløse falder ud den 1. januar 2013. Denne reform må være en del af en større kursændring for regeringen baseret på tre elementer:
1) Tryghed for folk på overførsel;
2) Mere og bedre velfærd
3) Arbejdspladser – her og nu

Denne kursændring kommer som sagt ikke af sig selv. Den kommer først gennem et massivt pres på regeringens partier, ikke mindst S og SF. Kun igennem vedholdende at skabe mobiliseringer og pres for en anden politik kan det lykkes at lægge en ny kurs for den nuværende regering. Hvis ikke det lykkes, så er finansloven sandsynligvis sidste stop før et folketingsvalg og afslutningen på regeringens korte levetid.

SAP’s Forretningsudvalg, den 29. juni 2012

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com