Læsetid: 5 minutter

Selv om racistisk vold i England og Nordirland ikke er noget nyt, er næsten alle blevet overrasket over, hvor hurtigt optøjerne siden begyndelsen af august har spredt sig. Epidemien af racistisk vold blev udløst af fake news, der bygger på både højreekstremistiske og mainstream-politikeres retorik.

 

I Sunderland, en post-industriel by i det nordøstlige England, gik pøbelen 2. august til angreb på Borgerservice og lokale værtshuse i byens centrum, hvorefter de gik til Millfield-moskéen. Ifølge en lokal præst blev der gjort forsøg på at smadre gravsten uden for den historiske Sunderland Domkirke for at bruge dem som kasteskyts.

 

I Rotherham og Tamworth forsøgte højreekstremistiske grupperinger at brænde hoteller ned, der husede asylansøgere. I Belfast blev en café totalt ødelagt, og i Liverpool blev et bibliotek lagt i ruiner.

 

Højreekstremistiske løgne

Det var en løgn, der udløste optøjerne. Mordet på tre piger i et dansestudie i Southport i nærheden af Liverpool 29. juli blev af højreekstremistiske netværk på de sociale medier forfalsket til en påstand om, at en muslimsk asylansøger under overvågning af MI5 var morderen.

 

Det viste sig at være en lodret løgn. Den mistænkte drabsmand var hverken muslim eller asylansøger, men født i Wales.

 

Med afsæt i denne løgn blev der på Telegram indkaldt til demonstrationer. Den første af dem førte til massiv voldsudøvelse i Southport. Sunderland fulgte trop.

 

Da det blev weekend, kom det til snesevis af voldelige sammenstød, der så bredte sig som ringe i vandet.

 

I mange byer med små muslimske befolkningsgrupper var deres lokale moské målet for den mordlystne pøbel. I det nordøstlige England blev et angreb på Millfield-moskéen i Sunderland fulgt op af stormløb mod islamiske centre og moskéer i andre byer, f.eks. Hartlepool og Stockton.

 

Der er i UK en voksende højreekstremistisk bevægelse, der har gjort sin  tilstedeværelse kendt i vores gader denne sommer.

Den historiske arv

De højreekstremistiske mobiliseringer har deres egen historie. Det fascistiske British National Party (BNP) var for eksempel aktivt i Sunderland omkring århundredskiftet. Da BNP forsvandt fra britisk politik, samlede det eu-skeptiske United Kingdom Independence Party (UKIP) stemmerne op og blev også repræsenteret i byrådet.

 

Ved valget i juli blev den seneste vælgermæssige repræsentation af det yderste højre – Reform Party, ledet af Nigel Farage – det næststørste i Sunderlands valgkredse.

 

I Sunderland Central-valgkredsen fik Reform Party 27% af stemmerne, mens Labour fik 42%. Selv om Reform Party ikke går ind for vold, og flertallet deres vælgere ikke indgår i en voldelig bevægelse, er der et permanent netværk af højreekstremister, der er aktive i byen, og der er en markant anti-migrant-indstilling blandt en stor del af de lokale vælgere.

 

I 1970’erne var højreekstremistiske partier som National Front til stede i gaderne. Sådan er det ikke i 2024. Reform Party organiserer ikke i gaderne, og de højreekstremistiske partier, der gør, som f.eks. Patriotic Alternative, er små.

 

Det yderste højre har i stedet uformelle netværk, der tit overlapper hinanden. Der har været opfordringer til at forbyde English Defence League (EDL) som en terrororganisation, men EDL er for længst ophørt med at eksistere som en formel organisation.

 

Selv om det vil være en overdrivelse at sige, at det yderste højre ingen ledere har, så er det i det store hele decentraliseret eller bare kaotisk af natur.

 

Tommy Robinson, den tidligere leder af EDL, har dog stadigvæk en stor tilhængerskare. En uge før urolighederne brød ud, havde han indkaldt til en stor forsamling på Trafalgar Square med adskillige talere, og 20.000 mødte op.

 

Robinson forlod UK før optøjerne, men kan opfattes som en nøgleskikkelse, hvad angår udviklingen af højreekstremistiske netværk. Han er en virtuos med hensyn til fake news – eller for at sige det lige ud ’løgne’ – og er lige nu under anklage for at vise film, fyldt med injurier, ved Trafalgar Square-mødet.

 

Der er ikke noget, der ligner Oswald Mosley fra British Union of Fascists, der ophidsede til gadevold i 1930’erne og 50’erne, eller National Front-lederne John Tyndall og Martin Webster i 1970’erne og 80’erne. Det hele er nu mere flydende og omskifteligt, i samklang med globale tendenser på højrefløjen.

 

Konspirationsteorier er en stor del af det mix. Det er ikke helt nyt, nazisterne og andre på højrefløjen har tradition for at føre sig frem med påstande om jødiske konspirationer.

 

A.K. Chesterton, den første leder af National Front, skrev The New Unhappy World i 1965, der forbandt internationale organisationer, som havde prætentioner om ’én verden’, med Sovjetunionen og storfinansen, for at forklare opløsningen af det britiske imperium.

 

I dag er det anti-vaccination- og anti-netto nul-emisssioner-teoretikere, der blomstrer på den yderste højrefløj.

 

Både Labour og de konservative er medskyldige

Den nyvalgte Labour-regering under Keir Starmer har lovet, at politiet vil slå hårdt ned på urostifterne. Han har angrebet Elon Musk for hans rolle med hensyn til at sprede fake news. Musk har forgiftet X (tidligere Twitter) ved at fyre dem, der tjekkede for ’anstødeligt indhold’. Og for at sætte en tyk streg under højrefløjspåstande har Musk spået, at UK er på vej mod en uundgåelig borgerkrig.

 

Det er dog ikke tilstrækkeligt bare at give de sociale medier skylden og lægge op til hårde straffe til urostifterne, sådan som Starmer har gjort. Mainstream-politikere fra Labour og de konservative har normaliseret højrefløjens tematisering af offentlige samtaleemner. De konservative har i de seneste år sat fokus på immigration som et centralt politisk anliggende med ’Stop bådene’ som slogan og løfter om at deportere asylansøgere til Rwanda.

 

De tidligere Labour-regeringer har også haft deres anti-immigrations-slogans. Starmers bemærkninger under valgkampen til et publikum af læsere af det højreorienterede The Sun om at ’lige nu bliver mennesker fra lande som Bangladesh ikke udvist’, skabte harme, og et byrådsmedlem fra Labour meldte sig ud af partiet.

 

Konservative ministre i tidligere regeringer har –  som et ekko at det yderste højres retorik – rutinemæssigt refereret til asylansøgere som en invasionsstyrke.

 

Selv om voldsudbruddet blev udløst af fake news fra konspirationsorienterede og højreekstremistiske netværk, så næres det af noget, der ligger dybere. UK er i de seneste årtier stagneret, fattigdommen blandt børn er vokset, lokale myndigheder, universiteter og andre institutioner er i krise.

 

Politikere og medier har til en vis grad fortrængt denne krise til fordel for det yderste højres fokuspunkter og fremelsket racisme og voldsudøvelse.

 

Modmobiliseringer

Der er stærke mod-bevægelser, og det muslimske samfund er i stigende grad organiseret til at tage kampen op imod volden og samarbejde med andre trossamfund. Muslimer bliver valgt som medlemmer af kommunale råd og som MP’er i Green Party eller som uafhængige.

 

Samtidig med at højreekstrem vold har forpestet det meste af landet i denne måned, har muslimer, fagforeningsfolk og den brede venstrefløj mobiliseret imod den.

 

I mange større og mindre byer som f.eks. Cardiff og Bristol har anti-fascistiske mobiliseringer været i overtal i forhold til det yderste højre og har forhindret overgreb på muslimer og andre.

 

Det mest positive ved den seneste tids begivenheder har været opkomsten af meget store mobiliseringer. I Bristol, Derby, det nordlige London og andre steder har titusinder taget gaderne tilbage med musik og party-atmosfære og marginaliseret det yderste højre.

 

Mod-mobiliseringerne er helt afgørende, når det gælder om at gå til kamp mod de oprørske racister. Men for at trænge den racistiske flodbølge tilbage er en videre udbredelse af kampen imod normaliseringen af islamofobi og andre former for racisme/sekterisme mindst lige så afgørende.

 

Selvkritik fra Labour-ledelsens side ville være til stor hjælp i den henseende, men er desværre usandsynlig.

 

Racistiske populistiske bevægelser er vokset i det seneste årti. Fra Donald Trumps republikanere til Narendra Modis anti-islamiske BJP og til væksten af Marine le Pens stemmetal i Frankrig har det yderste højres had fået global rækkevidde.

 

Det er i sidste instans kun opbygningen af en aktiv, militant og usekterisk venstrefløj, der kan besejre den slags regressive bevægelser – internationalt og her i UK.

 

9. august 2024

 

Derek Wall er tidligere leder af Green Party of England and Wales .