Det er et levende og alsidigt billede, læseren får med ”Græsrøddernes parti – om Venstresocialisternes tid”. Som undertitlen indikerer, er det ikke kun en partihistorie, men også en historie om årene 1967-1990, hvor partiet eksisterede.

En bog, der skal beskrive et venstrefløjsparti og dets tid, indeholder nødvendigvis samfundsbeskrivelse og partihistorie, men en af bogens kvaliteter er, at den også formidler aktivist-hverdag, stemninger og tanker fra dengang.

At det er blevet til en levende bog, som kommer langt omkring, skyldes især det valg og fravalg, som udgiverne har taget. Det er ikke en enkelt eller to personers historiske arbejde og analyse af partiet. Langt hovedparten af bogen er enkeltpersoners fortællinger og holdninger, enten skrevet af dem selv eller i form af interviews.

Mødested og inspiration

Mange emner kan vinde ved at blive fremstillet i denne form, men den er særlig velegnet, når man vil beskrive VS. VS var nemlig ikke et strømlinet parti med en styrende og kontrollerende hierarkisk struktur.

Snarere var partiet et virvar af mennesker, grupperinger og aktiviteter. I bogen får vi historier fra studenterbevægelsen, lærlingebevægelsen, miljøbevægelsen, internationalt solidaritetsarbejde, fagbevægelsen, boligbevægelsen, kvindebevægelsen og kulturarbejdet. Og der har sikkert været mere. Der foregik meget i VS i de år, og det afspejler, at der var gang i samarbejdet i det hele taget og i rigtig meget græsrodsarbejde, aktivisme og politisk protest.

I VS fandt flere tusinde venstreorienterede aktivister et mødested og samlingspunkt, hvor de kunne inspirere hinanden og bakke hinanden op. Men ofte uden megen koordinering og fælles fodslag.

Som to af redaktørerne, Niels Frøhlich og Morten Thing, skriver i en opsamlende artikel sidst i bogen: ”VS kom til at fungere som organisatorisk ramme for en masse mennesker, der var aktive i bevægelserne, og som i VS fandt et politisk grundlag, uanset de voldsomme interne konflikter.”

Arbejdernes krav før systemet

Ud over et politisk grundlag fik aktivisterne også mulighed for – i en stor del af partiets levetid – at spille sammen med en folketingsgruppe og repræsentanter i Københavns Borgerrepræsentation og andre kommunalbestyrelser.

Støtte til og tæt samspil med bevægelserne var et af hovedprincipperne i VS’ parlamentariske arbejde, og det mest markante eksempel var Villo Sigurdssons arbejde som byplanborgmester i Københavns Kommune. Den historie fortæller han selv i bogen, sammen med en tidligere medarbejder på rådhuset Knud Arne Nielsen.

”Det må være de berørte arbejdere selv, der afgør, om de vil arbejde med et farligt stof,” udtalte Villo, da kommunen i 1978 ville bruge lakken epoxy ved opførelsen af renseanlægget Lynetten. En forskergruppe havde undersøgt stoffet og konkluderet, at det var ”et af de farligste stoffer, der (var) sendt på markedet i flere årtier”.

Arbejderne på Lynetten nedlagde arbejdet for at undgå stoffet. Den socialdemokratiske overborgmester Egon Weidekamp nægtede at fjerne stoffet fra byggeriet, og han havde et flertal i Borgerrepræsentationen bag sig. Men byggeriet hørte til den afdeling 4, som Villo var borgmester for, og han valgte at støtte arbejderne, Byggefagenes Samvirke og Arbejdernes Fællesorganisation i København. Han nægtede at sætte arbejdet i gang.

Mødet med systemets magt

Epoxysagen var ikke bare et eksempel på, hvordan socialister kan bruge parlamentariske poster til at støtte faglige kamp og andre bevægelser. Den viste også begrænsningerne. Weidekamp fik overført opgaven fra 4. afdeling til overborgmesterens egen afdeling, og arbejdet gik i gang. Trods fortsat strejke og blokade mod strejkebrydere endte det med, at Lynetten blev opført med epoxy.

Men det er en lige så vigtig del af historien, at den vakte så stor opsigt, at arbejdsmiljøreglerne blev strammet på området, epoxy blev brugt mindre og mindre på arbejdspladserne, og nu er det næsten væk.

Weidekamp gentog senere magttricket i en endnu mere grotesk form. Byplanborgmesteren indførte på et tidspunkt nye høringsregler, der gav borgere og lokale foreninger tidligere og mere omfattende ret til at indsende indsigelser mod nye byplaner. Det styrkede mulighederne for at mobilisere til modstand mod nedrivninger og byggerier.

Efter et længere forløb valgte Weidekamp sammen med tre borgerlige partier at flytte al lokalplanlægning fra 4. afdeling og over til overborgmesteren, selv om det stort set tømte 4. afdeling for opgaver.

Også denne gang oplevede VS og Villo systemets begrænsninger. De trak Weidekamp i retten, og de fik medhold, men det tog så lang tid, at der i mellemtiden havde været kommunalvalg, og så mente retten, at det ikke længere var ”et demokratisk problem”, fordi det nu en var en nyvalgt borgerrepræsentation, som havde besluttet det.

Afsløringer og systemkritik

Også folketingsgruppen agerede anderledes end andre partier. VS opfattede sig i høj grad som vagthund i Folketinget, der udnyttede Folketingets talerstol og den tilhørende adgang til mediernes til at råbe op, når noget var galt: demokratisk, socialt eller økonomisk.

De første års grundige afsløringer af den asociale boligpolitik og Mærsk og andres udnyttelse af Nordsolien har sin passende plads i bogen. Senere var der afsløring og kritik af efterretningsvæsnernes spionage og registrering af venstrefløjen. Det beskrives af datidens folketingsmedlemmer.

Klogere end partiet

Samtidig fremgår af det af flere andre indlæg, at folketingsgruppen gav partiet den synlighed, som gjorde det muligt at blive de aktive venstreorienteredes samlingspunkt. Men samspillet mellem partimedlemmer, partidemokratiet og folketingsgruppen var ikke altid optimal.

På papiret var folketingsgruppen underlagt beslutninger i partiets ledende organer – ligesom i Enhedslisten. Men selv folketingsmedlem Preben Wilhjelm, der var og er en varm fortaler for VS’ medlemsdemokrati og folketingsmedlemmernes rotationsprincip og ”ligeløn,” lægger ikke skjul på, ja nærmest praler af, at folketingsgruppen et par gange fastholdt ”det rigtige standpunkt” i Folketinget, når partiets forsamlinger havde vedtaget ”det forkerte”.

Også et senere folketingsmedlem Anne Grethe Holmsgaard fortæller, hvordan hun fastholdt sine særstandpunkter i Folketinget i modsætning til partiets vedtagelser. Det er ikke med i bogen, men på et tidspunkt brugte hun sin position som folketingsmedlem til at gå i pressen med et særstandpunkt, som hun ønskede at få vedtaget på et nært forestående årsmøde. Bagefter forklarede hun, at det var den eneste måde, hun kunne vinde opbakning nok til at få det vedtaget. En metode, som vi også har set i Enhedslisten nogle gange.

Det er bl.a. i forbindelse med den slags sager, at svagheden i bogens metode viser sig. Når man vælger at lade de enkelte stemmer tale for sig selv, også i interviewene, så får tidligere folketingsmedlemmer og tidligere ledende VS’ere aldrig de kritiske spørgsmål, der kunne have gjort bogen endnu mere værdifuld.

Samlet politisk kamp

Som politisk aktiv i en både samarbejdende og konkurrerende venstrefløjsorganisation, RSF/SAP, gennem det meste af VS’ levetid er der naturligvis meget, som jeg genkender. Der er også noget, der stadig undrer mig, ligesom det gjorde dengang.

Prioriteringen af at arbejde i og opbygge selvstændige bevægelser delte vi med VS. Men vi gjorde også noget andet. Vi fokuserede meget på, hvordan vi kunne være med til at udvikle de mange enkeltkampe i retning af en fælles kamp mod regeringerne og på sigt mod det kapitalistiske system. I den interne jargon hed det ”centralisering af kampene”.

Som også nogle VS’ere lagde vi stor vægt på at få fagbevægelsen ind i de kampe, der blev ført på andre ikke traditionelt faglige spørgsmål. En af vores paroler var ”Atomkraftmodstanden ind i fagbevægelsen/fagbevægelsen ind i atomkraftmodstanden”.

Vi så det som et delmål at rejse en kamp på arbejdspladser og i fagbevægelsen for politiske målsætninger. Det var egentlig meget nærliggende, og det var ikke en fremmed tanke i bredere kredse uden for vores organisation i perioden fra begyndelsen af 70’erne og frem til midten af 80’erne. Mange arbejdspladser strejkede og deltog i demonstrationer mod konkrete lovforslag og mod regeringer som sådan, og større eller mindre dele af fagbevægelsen var en del af det. Det hele kulminerede med påskestrejkerne i 1985 – i protest mod regeringens indgreb i overenskomstforhandlingerne.

I den periode var det ofte meget åbenlyst, at fagbevægelsen ikke kunne ignorere den politiske kamp, fordi den ene regering efter den anden – både borgerlige og socialdemokratiske – greb ind i overenskomster, angreb faglige rettigheder som fysisk blokade og gennenførte love, som svækkede arbejderklassens økonomiske forhold.

I SAP rejste vi – ud over de traditionelle faglige spørgsmål – også politiske diskussioner på arbejdspladser, stillede politiske udtalelser på klubmøder og fagforeningsgeneralforsamlinger. Vi agiterede for, at arbejdspladser og fagforeninger opstillede politiske krav og programmer over for arbejderpartierne. Vi foreslog, at faglige forsamlinger pressede på for, at arbejderpartierne dannede en arbejderregering, der gennemførte kravene fra arbejdspladser, fagforeninger og bevægelser.

Og vi diskuterede meget, hvordan man kunne samle den bredeste og størst mulig styrke bag den slags krav. Når der var det mindste basis for det, rejste vi parolen om en generalstrejke.

Forsvandt noget i fraktionskampe?

Jeg skriver ikke dette for at skamrose min egen organisation. Vi begik bestemt også fejl. Men jeg gør så meget ud af det, fordi jeg allerede dengang syntes, at det var fraværende i VS’ udadvendte profil. Efter min mening manglede det politiske bindeled mellem græsrøddernes bevægelsesarbejde og folketingsgruppens arbejde, den politiske forbindelse mellem de enkelte kampe og den samlede kamp for forandring.

Bogen bekræfter langt hen ad vejen mit indtryk fra dengang. Man skal lede længe efter den slags overvejelser og diskussioner i bogen, og når det dukker lidt op, bliver det som regel fejet væk som noget, der hørte til i fraktionskampenes trælse og nedbrydende fnidder-fnadder.

Her kunne jeg godt have ønsket mig nogle kritiske spørgsmål til aktørerne fra dengang. Hvor meget blev det diskuteret? Endte det altid i fraktionernes magtkampe? Var der aldrig noget reelt og relevant indhold i fraktionskampene? Hvorfor førte de aldrig til konklusioner, som partiet samlet kunne føre ud i livet, selv om et mindretal var imod.

Rod i besættelserne

Som medaktør på periodens venstrefløj var jeg som sagt en del nogle af de begivenheder, som bogen beskriver. Og som sådan er jeg selvfølgelig også faldet over et par fejl, som jeg for historiens skyld vil gøre opmærksom på.

I Villo Sigurdssons og Knud Arne Nielsens artikel beskriver de også BZ-bevægelsen. Men de roder frygtelig rundt i det.

Det begyndte ikke med en besættelse af ”den nedlagte brødfabrik Schiønning og Arvé”. Det første besættelsesforsøg, som varede mindre end et døgn, var rettet mod den nedlagte brødfabrik Rutana.

Formålet med denne og de umiddelbart følgende bevægelser var ikke ”at få tag over hovedet”, men at få et selvstyret ungdomshus.

Den næste mere langvarige besættelse fandt sted på den nedlagte gummifabrik Schiønning og Arvé. Og, som læseren nok kan regne ud, besatte man ikke senere ”Rutana i Abel Cathrines gade”, men et nedlagt kloster i samme gade.

Senere fulgte Mekanisk Musik Museum. Og omkring det tidspunkt, men først da, udviklede bevægelsen sig til også at handle om boliger til unge, og det mål fik det fulde fokus, da det lykkedes Ungdomshusbevægelsen at få overdraget det gamle Folkets Hus på Jagtvej af kommunen.

Endnu tættere på mig er en fejl i Frøhlich og Things ”Rids af Venstresocialisternes historie”. De skriver om en af VS-fraktionerne i 1982: ”Revolutionære Socialister melder sig ud og danner Socialistisk Arbejderparti (SAP)”. Socialistisk Arbejderparti opstod to år tidligere, da det daværende Revolutionære Socialisters Forbund (RSF) i 1980 skiftede navn til Socialistisk Arbejderparti (SAP). Da RS i 1982 forlod VS, sluttede de sig sammen med SAP, som beholdt navnet efter sammenslutningen.

Redaktørerne afslutter deres forord med denne forhåbning: ”For mange af vores læsere vil bogen være en tur down memory lane. Måtte den blive både berigende og fornøjelig.”

Jeg vil gerne tilføje, at også for en læser, for hvem VS ikke er ”memory lane”, har bogen både været berigende og fornøjelig.