Fodbolden, der i århundreder har været en sport for masserne, har gennem de sidste årtier gennemgået en dramatisk transformation som følge af kapitalismens indtog. Det, der engang var en lokal og fællesskabsorienteret aktivitet, er nu blevet en globaliseret og kommercialiseret industri, hvor penge og profit dominerer 1].

Med kapitalismens stigende indflydelse på sporten er mange af fodboldens oprindelige værdier blevet undermineret til fordel for økonomiske interesser. Spillersalg, tv-rettigheder, sponsorater, reklameaftaler og merchandise udgør hovedindtægterne for mange klubber, og sporten reduceres til et produkt, der skal forbruges af en stigende globaliseret fanbase.

Fremmedgørelse

Fodboldklubber var traditionelt tæt forbundet med lokalsamfundet, og både spillere og fans, betragtede klubberne som en forlængelse af deres identitet. [2] I takt med kapitalismens indtog i fodbolden er sporten blevet global, og dermed er også spiller- og fanbasen blevet global. Klubberne er i større grad blevet virksomheder, hvis primære opgave er at genere profit. Klubber bliver opkøbt af udenlandske milliardærer og multinationale virksomheder, som Red Bull-koncernen og City Football Group Limited, er eksempler på.

Udviklingen har medført en fremmedgørelse af fansene fra deres klub. Fans føler sig fremmedgjorte, da de ser deres klubber tage beslutninger, der handler mere om økonomisk gevinst end sportslig succes eller fællesskabets interesser. Klubber rykker væk fra nabolaget, som det har tilhørt i over hundrede år. [3] Billetpriserne stiger, og mange fans føler, at de ikke har en stemme i, hvordan deres klubber drives. Kapitalismen har gjort det, der engang var en folkesport, til en eksklusiv underholdning for de økonomisk velstillede.

Spillere oplever også fremmedgørelse. En af de grundlæggende mekanismer i det kapitalistiske system er markedsgørelse, hvor mennesker bliver behandlet som varer, og dette er også tilfældet i fodboldens verden. Spillere købes og sælges som aktiver. Fra at fodboldspillere ofte spillede hele deres karriere i samme klub, lever mange fodboldklubber nu af at hente unge talenter og sælger dem videre for profit. Spillerne bliver dermed fremmedgjorte både overfor den klub, de spiller i, da det højest sandsynligt kun er et midlertidigt ophold, samt fremmedgjorte overfor selve sporten, da selve produktet af dét, spillerne producerer, i sidste ende ikke tilhører dem.

Et godt eksempel på dette var, da den yderst vigtige angriber for FC Barcelona, Luis Suarez, blev tvunget til at skifte klub. En spiller, som scorede næsten 200 mål for klubben og havde vundet fire mesterskaber og en Champions League-titel for klubben. Han blev i en alder af 33 år vurderet at være for gammel. [4] Kæmpe kontrakter og sponsorater skaber en illusion af frihed og velstand, men i realiteten er mange spillere blot brikker i et større økonomisk spil, hvor der ikke findes reel frihed, og velstanden blot er midlertidig. Fodboldspillere indstiller ofte deres karriere, når de er mellem 32 og 35 år. De har derfor reelt set kun 15-20 år til at tjene den høje løn.

Det er ydermere vigtigt at pointere, at langt størstedelen af professionelle fodboldspillere ikke har lønninger som Lionel Messi og Cristiano Ronaldo. I 2021 blev der foretaget en undersøgelse, der viste at den gennemsnitlige årsløn i Superligaen var ca. 1.250.000 kr., men hertil skal siges, at lønningerne i de store klubber som FC København, Brøndby og FC Midtjylland hæver gennemsnittet. I mange klubber er lønnen markant lavere.

Udbytning

Et andet aspekt af kapitalismens greb om fodbolden er den stigende udbytning, der sker af spillerne. Dette ses i de større kampprogrammer, hvor spillerne skal spille flere og flere kampe. Slutrunder som EM og VM bliver udvidet, så de indeholder flere lande og dermed flere spillede kampe. Turneringer tilføjes, som med dette års nye FIFA Verdensmesterskab for Klubhold. Turneringer udvides til flere niveauer, som UEFA Champions League, UEFA Europa League og UEFA Conference League, og til at indeholde flere hold.

Den første udgave af Champions League i 1992-1993-sæsonen indeholdt to grupper med fire hold i hver. Hvert hold spillede seks kampe i gruppespillet, to kampe mod hvert hold, hjemme og ude. De to klubber der havde klaret sig bedst efter de seks kampe (én fra hver gruppe), skulle spille finalekampen. Marseille kunne efter samlet syv kampe løfte den største pokal i international klubfodbold. Til sammenligning kan det vindende hold i årets udgave af Champions League potentielt skulle spille 17 kampe (hvis holdet skal igennem knockout-runderne) [5]. Da Danmark løftede EM-pokalen i 1992, var der otte hold med til turneringen. I sommerens udgave var 24 lande repræsenteret.

Spillerne er så småt begyndt at sige fra. EM-vinderen og Manchester City spilleren Rodri har været ude og advare om, at den stigende udbytning kan medføre strejke fra spillerne. Som han siger i et interview: Ikke alt handler om penge og marketing, det handler også om kvaliteten af showet. Når jeg ikke er træt, udfører jeg (mit arbejde bedst, red.) og hvis folk vil se bedre fodbold, så har vi brug for hvile.[6] Også den brasilianske Liverpool-målmand Alisson har været ude og kommentere det stigende antal kampe: Ingen spørger spillerne, hvad de tænker om at tilføje flere kampe, så måske er vores mening ligegyldig.

Det er ikke kun fodboldspillere der kritiserer det stigende pres, som kommer af flere kampe. Også den dobbelte Wimbledon-vinder, 21-årige Carlos Alcaraz, har været ude og kritisere det tætte tennisprogram, med masser af kampe [7].

I sport, såvel som i samfundet, stopper udbytningen først, når arbejderne bliver bekendte med deres reelle magt og i fællesskab tager magten fra udbytterne. Det er spillerne, der skaber den massive værdi, som fans på tværs af kloden er villige til at betale store summer for at se. Det bedste produkt er et produkt skabt uden udbytning og fremmedgørelse. Spørgsmålet er, om man ikke er tæt på at nå det punkt, hvor man simpelthen ikke kan hive mere værdi ud af spillerne uden at skabe en kæmpe modreaktion? Sker det, skal vi fans også forstå vores vigtige rolle i at støtte op om spillernes legitime krav om bedre arbejdsvilkår.

20. oktober 2024

Noter

[1] Fodbold: Til hvilken pris? – Socialistisk Informations hjemmeside (socinf.dk)
[2] Working Class Football In London The Founding of the West Ham United Football Club (umsl.edu)
[3] West Ham: Why has London Stadium move been so problematic? – BBC Sport
[4] Why did Barcelona sell Luis Suarez to Atletico Madrid? | Goal.com
[5] Nyt Champions League format | Få forklaringen her – TV 2
[6] Manchester City’s Rodri warns players close to striking over volume of games | Manchester City | The Guardian
[7] Carlos Alcaraz critical of amount of tennis fixtures – BBC Sport