Venstreblokken (Bloco de Esquerda) i Portugal blev dannet for ca. 20 år siden gennem en samling af kræfter fra den antikapitalistiske venstrefløj og de sociale bevægelser. I dag er den, sammen med det kommunistiske parti, den vigtigste organisering på den aktive venstrefløj i landet. Francisco Loucã giver her en oversigt over det vedvarende problematiske forhold mellem parlamentarisk oppositionsarbejde og engagement i bevægelser og mobiliseringer.

af Francisco Louçã

1. At være til stede i parlamentet og andre valgte organer har været det vigtigste sigtemål for Venstreblokkens deltagelse i det politiske liv. Sådan har det ikke altid været: Partiet er et barn af aktiviteter blandt politiske strømninger, der blev forenet, fordi bevægelsen for fri abort led nederlag ved folkeafstemningen i 1998 (som dermed kom til en forståelse af deres opsplittede og udenomsparlamentariske kampagnes begrænsninger), og i sammenhæng med antiglobaliseringsbevægelsen og bevægelsen for solidaritet med Timors kamp for uafhængighed. Presset fra disse bevægelser var på denne måde af afgørende betydning. Det var udgangspunktet. Men Blokkens fik sin gennemslagskraft, ved at man gik fra en aktivistisk tradition uden noget fælles nationalt udtryk, hvilket havde stillet sig i vejen for indflydelse på den offentlige debat, og frem imod at skabe en ny politisk magtbalance. Ved at få valgt medlemmer til parlamentet har Blokken taget et spring fremad, og er blevet et parti, som de brede massers kamp kan knytte an til. Hvis det ikke var lykkedes første gang, hvor Blokken stillede op, er det usikkert, om den havde eksisteret i dag.

 

2. Parlamentarisk repræsentation er den normale form for politisk handling i det befolkningsmæssige flertals øjne. Nogle sektorer i samfundet tager del på anden måde ved at være med i fagforeninger og andre organiseringer, og dele af befolkningen er med både på den politiske venstrefløj, i fagforeninger og i andre organisationer og bevægelser. Men selv om de ser sig som eksponenter for flertallet i befolkningen, så er de organiserede sektorer i mindretal og tit meget små: Fagforeningerne, den største og mest stabile bevægelse i Portugal, repræsenterer kun 15 procent af arbejderne, med store forskelle inden for de forskellige sektorer og virksomheder (det er kun hos et mindre antal virksomheder med over 500 arbejdere, at der er en organisationsprocent på 30, og kun 1 procent af virksomheder med fem eller færre ansatte, som er langt de fleste, er fagligt organiseret). Der er ingen brede organiseringer eller andre bevægelser med noget større netværk på græsrodsplan i Portugel. Af denne grund er der meget få kanaler for kampagner, der kan danne grobund for social aktivisme.

3.Erfaringerne fra kampen mod trojkaen (EU-kommissionen, den Europæiske Centralbank og den Internationale Valutafond) sammenfatter disse modsigelser. Denne kamp nåede hidtil uhørte højder: demonstrationer 12. marts 2011 og ’Que se Lixe a Troika’! (Fuck trojkaen!) (2012-2013) , der nogle gange samlede en million eller flere, i et land med 10 millioner indbyggere. De eneste fortilfælde var de enorme demonstrationer i de første dage efter diktaturets fald i april 1974. Det var udtryk for social utilfredshed på vigtige områder, et klart nej til usikre arbejdsforhold, og regeringens plan om at sænke arbejdsgivernes socialbidrag (TSU). Men det skabte ikke i sig selv hverken organisering eller kontinuitet. Der var ikke, og kunne ikke være, nogen organisering i denne proces, dens natur og form taget i betragtning. Sideløbende med disse demonstrationer og uden for dem, var fagforeningerne blevet dygtigere til at organisere demonstrationer, end de ellers havde været, både i faglige sammenhænge eller i forbindelse med andre græsrodsorganiseringer. Fagforeningernes organisering af modstand mod trojkaen var mere politisk end faglig.

 

4. I hele dette forløb har Blokkens styrke været en stor fordel. Den var et repræsentativt udtryk for den udbredte vrede mod trojkaen og ønsket om politiske løsninger, fordi lige netop den var i stand til at forrykke den indenrigspolitiske magtbalance, og hundredtusinder anerkendte den som et velegnet og nødvendigt instrument – ved valg til parlamentet og lokale organer.

 

5. Et parti med en vis bredde i befokningen må søge vælgermæssig repræsentation. Det har dog ingen gennemslagskraft, hvis det ikke lykkes med at skabe en ny politisk magtbalance, og hvis det ikke bringer den til udtryk ved konfrontationer, der giver resultater. En alternativ strategi for  kampe i samfundet uden repræsentation er ikke stort andet end en retfærdiggørelse af egen isolation. Et socialistisk venstrefløjsparti kæmper for at vinde flertal og kan ikke tillade at lade sig styre af et mindreværdskompleks eller af anarkistiske eller autonome visioner om, at der kan eksistere en samfundsmæssig verden helt uden for den vælgermæssige konfrontation, hvor man så skulle kunne søge tilflugt. Forestillingen om, at den borgerlige stat bryder sammen, hvis mange mennesker bare lader være med at stemme, fører ingen steder hen, og gør bare borgerskabet en tjeneste. Blokken har både tegnet sig for fejltagelser og sejre, men er kommet helskindet igennem.

 

6. At blive repræsenteret i parlamentet betød et goddag til en ny virkelighed, som stifterne af Blokken var dårligt forberedt på. Det var nødvendigt at finde kandidater, der var på omgangshøjde med denne nye situation, hvad der medførte visse nødvendige beslutninger, men som også gav anledning til konflikter. Det blev nødvendigt at udvikle formelle kompetencer og inddrage folk med specialkundskab som støtte for vores arbejde på nationalt, europæisk og regionalt plan, og senere også i kommunerne. Sådanne kompetencer er uundværlige, når det drejer sig om at forberede lovforslag, tage initiativer og argumentere for dem, men det har en høj pris: En stor del af vores mest erfarne aktivister bliver opslugt af parlamentariske aktiviteter.

 

7. Dette parlamentariske maskineri absorberer en stor del af vores evne til aktivisme. Man ved aldrig på forhånd, om dette vil medføre tilpasning til systemet eller ej, men den parlamentariske standardisering giver et pres i denne retning. De mulige former for tilpasning er forskellige: at begrænse sig til meget beskedne initiativer for at opretholde allerede opnåede positioner; vægring mod at kritisere parlamentriske og administrative organer og den måde, de agerer på, af hensyn til mulige fremtidige aftaler; ideen om at politik fremmes bedst med små skridt; ønsket om at undgå risikoen for konflikt, eller frygten for at tabe. Alle disse former for tilpasning forvansker en venstrefløjspolitik baseret på at repræsentere de brede masser.

 

8. Politisk zapping er en anden form for politisk tilpasning, og ikke den mindst vigtige. Når man vænner sig til en politisk udtryksmåde, der beror på de umiddelbare omstændigheder og chancer, eller på de førende parlamentarikeres eller pressens dagsorden, er der en risiko for, at strategien opløses i det, som er på spisesedlen lige dén dag. Hvis bevægelsen var alt, og programmet var intet, så ville der ikke være nogen socialistisk politik til at organisere arbejdernes og befolkningens sociale og politiske aktiviteter.

 

9. Tilliden til etablerede måder at organisere og repræsentere på, er også meget stærk inden for de forskellige bevægelser i samfundet, og ikke kun inden for venstrefløjspartier. Lad os se på de bevægelser omkring Venstreblokken, som vi kender og respekterer, og spørge os selv, hvor mange af dem, der har haft de samme ledere i 30, eller endda nogen gange i 40 år. Inden for fagforeningerne er dette demokratiske modsætningsforhold endnu større: Mange fagforbund er vedtægtsmæssigt organiseret sådan, at den kontrol over dem, som Portugals Kommunistiske Parti udøver, aldrig kan anfægtes, og den største faglige sammenslutning har givet næring til denne strategi.

 

10. Venstreblokken har ikke gjort store fremskridt med hensyn til at være socialt til stede, hvad der ikke skal forveksles med at være parlamentarisk til stede. Vi må spørge os selv, i relation til den styrke vi havde, da Venstreblokken blev dannet, for næsten 20 år siden, om vi havde flere eller færre organiserede kræfter inden for fagbevægelsen, på arbejdspladserne, blandt faglige kongresdelegerede, i faglige klubber eller andre former for repræsentation. Og af svaret på dette spørgsmål må der kunne drages nogle konklusioner. Vi må stille os selv det samme spørgsmål i forhold til de unge: Hvordan kan vi knytte studerende og andre unge tættere til vores parti? På hvilke måder kan de deltage, finde steder, hvor de kan deltage i politiske aktiviteter og blive skolet, praktisk og teoretisk? Det er i svarene på disse spørgsmål, at vi skal søge løsningen på de spændinger, som vi oplever i forhold til de repræsentative organer.

 

11. Kapitalisme er en produktionsmåde, en måde at reproducere produktionsbetingelserne, og også en måde at repræsentere produktions- og reproduktionsbetingelserne på. Denne definition understreger denne centrale pointe: Der finder ikke nogen kapitalistisk produktion sted, uden at systemet reproducerer sig selv, og med dette formål mobiliserer det sin repræsentation, der bygger på fremmedgørelsen af arbejde, af de sociale relationer, dagliglivet, forholdet til naturen, og også fremmedgørelse af parlamentarisk repræsentation og den almindelige stemmeret. Adskillelsen af arbejderne fra det produkt, som de fremstiller, fra kontrollen over deres liv, fra deres sociale og vælgermæssige magt, er grundlaget for den konformisme, som borgerskabets overherredømme er baseret på. Det er derfor, at venstrefløjspolitik er en social bevægelse, og at den søger at vinde styrke ud fra det synspunkt, at dens ideer og forslag også spiller en rolle i forbindelse med valgene. Det er derfor, den ikke viger tilbage for spørgsmålet om magten. Det er lige præcis derfor, at den socialistiske strategi kun kan sejre gennem udenomsparlamentariske kampe.

 

12. Venstreblokkens styrke har ligget i den måde, som dens politik er kommet til udtryk på, og derfor i dens deltagelse ved valgene. Alternative strategier, som f.eks. at trække sig fra kampen om at komme i parlamentet, og dermed vende ryggen til politik, sådan som den brede befolkning forstår den, har slået fejl, og det vil de blive ved med. Men den succes, som det har medført at vælge den parlamentariske vej, kan ikke tages som udtryk for, at det er en tilstrækkelig betingelse for at føre socialistisk politik. Som et instrument til at styrke sine kræfter, er den nyttig. Hvis man ser den som en måde at tilpasse sig på, med tilhørende afkald på kritisk sans og drømmen om et samfundsmæssigt alternativ, så dur den ikke. Venstrefløjen eksisterer kun inden for en forståelsesramme, der er kendetegnet af modsætningsforhold, og ved aktiv deltagelse og strategisk intervention i klassekampen. Med andre ord, det er nødvendigt for den at være en del af den organiserede arbejderbevægelse. Det er ad den vej, den altid måler sin styrke.

 

Francisco Loucã er økonom og medlem af det portugisiske Statsråd, et af de fem medlemmer, som parlamentet har udpeget. Han var kandidat for Venstreblokken ved præsidentvalget i januar 2005, hvor han fik 5,3 procent af stemmerne.

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com