Det er derfor et kæmpe paradoks, at resultatet af dette rasende angreb sandsynligvis vil være fuldstændig modsat det, der fulgte efter krigen for mere end trekvart århundrede siden.

Efter sin tumultariske fødsel i 1948 blev den zionistiske stat betragtet som en illegitim kolonial enhed af de arabiske lande på trods af den legitimitet, som FN gav den. I virkeligheden var den internationale organisation på det tidspunkt fuldstændig domineret af de regerende kolonimagter i det globale nord, mens de fleste af organisationens nuværende medlemslande var underlagt et kolonialt åg og manglede repræsentation i internationale fora.

Det arabiske nederlag i 1967 førte til et arabisk tilbagetog fra denne historiske position og til accept af den zionistiske stats legitimitet inden for de grænser, den havde før Seksdageskrigen. Det skete gennem en accept af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 242 (af 22. november 1967), udstedt under tre måneder efter et arabisk topmøde i Sudans hovedstad Khartoum, som stolt havde proklameret tre gange nej: “Nej til forlig, Nej til anerkendelse og Nej til forhandling.”

Khartoums Nej blev faktisk modsagt af selve situationen, hvor deltagerne opfordrede til “politiske bestræbelser” rettet mod “eliminering af aggressionens resultater” for at opnå den zionistiske hærs tilbagetrækning til grænserne før krigen.

Hvad angår Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), tilpassede den sig – efter straks at have forkastet resolution 242 – alligevel gradvist til denne ved at vedtage programmet for en “uafhængig palæstinensisk stat” sammen med den zionistiske stat. Den accepterede officielt FN-resolutionen i 1988, på et møde i organisationens Nationalråd i Algier.

Senere kom Oslo-aftalen i 1993, indgået af Yasser Arafat og Mahmoud Abbas i den tro, at den ville skabe den ønskede “uafhængige stat”, om end den ikke engang foreskrev tilbagetrækning af ​​den zionistiske hær fra 1967-områderne, men kun en omfordeling uden for områder med høj palæstinensisk befolkningstæthed, og den foreskrev heller ikke nedlæggelse af bosættelserne eller bare fastfrysning af bosættelsesaktivitet, for slet ikke at nævne spørgsmålet om at omgøre Israels beslutning om at annektere Østjerusalem og flygtningenes ret til at vende tilbage.

Oslo-aftalerne banede vejen for, at det jordanske kongedømme sammen med Egypten og PLO  kunne “normalisere” sine relationer til den zionistiske stat. Sadats regime [i Egypten, o.a.]havde benyttet det tredje egyptiske nederlag i 1973 til at indgå en separat aftale med den zionistiske stat, med inspiration fra resolution 242. 1973-nederlaget, som blev kaldt “krigen der krydser” (Suez-kanalen) blev udråbt som en sejr. Egypten generobrede Sinai-halvøen med en begrænset suverænitet og uden Gaza-striben, som administrativt var blevet slået sammen med Sinai før 1967-krigen. Til gengæld accepterede Egypten en fuldstændig “normalisering” af sine relationer til Israel med den pris, at det kostede en midlertidig afbrydelse af landets relationer til de øvrige arabiske lande.

50 år efter Sadats Oktoberkrig i 1973 og tredive år efter Oslo-aftalen fandt Operation Al-Aqsa flood [Hamas’ angreb 7. oktober 2023] sted, beregnet til at være en anden “krig, der krydser”. I virkeligheden førte det til en ny Nakba, mere katastrofal end den første med hensyn til omfanget af den folkemorderiske massakre, ødelæggelse og fordrivelse. Mens andre arabiske lande var gået ombord på “normaliserings”-toget i 2020, nemlig De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Marokko (udover den sudanesiske militærklike), forbereder det saudiarabiske kongerige sig nu på at følge trop for at fuldende betingelserne for etableringen af en regional militær alliance, der forener Golfstaterne, Egypten, Jordan og Marokko med den zionistiske stat under USA’s militære paraply, vendt mod mod Iran og enhver anden trussel, der kan true sikkerheden for alliancens regionale medlemmer og deres amerikanske gudfader.

Hvad angår palæstinensernes skæbne, har det “at lægge sagen tilbage på bordet” – som Hamas er stolte af at have opnået på grund af sin operation, uanset de enorme menneskelige omkostninger ved denne “præstation” – faktisk ført til ihærdige internationale anstrengelser. Det gælder især USA, der vil genoplive Oslo-projektet på en endnu værre måde end for 30 år siden.

Målet er at etablere en amputeret palæstinensisk stat på dele af Vestbredden og Gaza-striben, underlagt en streng militær kontrol udøvet af den zionistiske stat gennem permanent tilstedeværelse af styrker både inde i de to områder og i de landområder, der er under den zionistiske hærs og bosættelsernes kontrol på Vestbredden, som Israel officielt vil kunne annektere til gengæld for accept af statens oprettelse.

Hvis det lykkes Washington at gennemtvinge dette scenarie, vil det selvfølgelig medføre en (midlertidig) skuffelse hos den zionistiske yderste højrefløj og dens intentioner om at opnå et “Stor Israel” fra floden til havet. Disse var dog allerede uden for rækkevidde, før “stormfloden fra Al-Aqsa” gav den zionistiske hær mulighed for at genbesætte Gaza-striben og eskalere sine operationer på Vestbredden, tilsat bosætternes angreb. Faktum er, at den bedste “løsning”, der kunne blive resultatet af den zionistiske igangværende folkemordskrig, er værre end situationen før den, og klart værre end det, der kunne anes i horisonten efter Oslo-aftalen.

Befolkningen i Palæstina bliver nødt til at klynge sig til sit land og afvise den “bløde” fordrivelse (incitamenterne til at migrere) efter den tvungne fordrivelse og fortsætte kampen med en strategi for at fremme sin sag igen. Det sker på baggrund af den store tilbagegang, der satte ind, efter at kampen nåede et højdepunkt i den første intifada i 1988 – en tilbagegang, der nu har nået sit lavpunkt.

Den palæstinensiske kamp bør sigte mod at splitte det israelske samfund politisk snarere end at forene det gennem vilkårlige handlinger. De nødvendige former for væbnet modstand må underordnes kravene til politisk optræden og masseaktion. Det er nødvendigt for at kunne vende tilbage til forholdene efter invasionen af ​​Libanon i 1982 og den første intifada. Dengang begyndte en strømning at vise sig blandt israelske jøder, dengang kaldet “post-zionistisk”. Den kombinerede en afvisning af besættelsen og en støtte til ”af-zionisering” af ​​den israelske stat for at omdanne den til “en stat for alle sine borgere”.

30. april 2024

Gilbert Achcar er professor ved School of Oriental and African Studies ved University of London. Han voksede op i Libanon og Han har et omfattende forfatterskab bag sig om internationale politiske forhold og om Mellemøsten, og er fast bidragyder til Fjerde Internationales presse. Han er medlem af Anti*Capitalist Resistance i UK.

Artiklen er oversat af Anne Haarløv fra Gilbert Achcars blog. Den blev først udgivet på arabisk på Al-Quds al-Arabi.