Læsetid: 8 minutter

Andre måtte bøde med førlighed eller mental sundhed. ”Forsvars”minister Trine Bramsen havde på sine skuldre at sætte den danske indsats i perspektiv. Det skal gælde noget større:

 

»Hvis vi først stopper med at kæmpe for de værdier, vi tror på, har vi først tabt. Alle, vi sender ud i verden, de gør det, fordi de tror på de værdier […] De værdier, vi står for i Danmark, det er jo demokrati og frihed. Når vi taler om Afghanistan er det retten til at gå i skole for små piger og retten til at leve et liv. Det er det, som driver Forsvaret. Hvis vi først begynder at tage de værdier for givet, hvis vi ikke tør stille op for vores værdier, så har vi givet op,« sagde Trine Bramsen ifølge Berlingske Tidende.

 

Det er disse værdier, vi vil kigge nærmere på, holdt op imod Danmarks virkelige indsats i Afghanistan, ud fra devisen ”Sig mig hvem dine venner er – så ved jeg, hvem du er.” Vi kan naturligvis ikke tage oplevelsen fra den enkelte udsendte, men kontrasten er stor mellem ministerens syn på vores indsats og det billede, jeg vil opridse. Vi vil dog første lade en veteran komme til orde:

 

”På min sidste udsendelse i 2012 så vi kvinder køre bil eller knallert. Vi så dem arbejde og næsten aldrig i burkadragt – piger og drenge fulgtes ad i skole, de havde skoleuniformer på, og de var glade. Basaren emmede af liv, og infrastrukturen var tydeligt under opbygning. Der var hospitaler, små lægeklinikker, strømkabler, flere asfalterede veje, taxaer, busser og langt mere trafik. Den afghanske befolkning havde fundet en balance og var godt på vej. Vi gav afghanerne et håb og smag på frihed, og vi forhindrede flere terrorangreb fra Al-Qaeda – i hvert fald i 20 år. (Jacob Panton, Berlingske Tidende 29. August 2021)

 

Ikke at ville høre – ikke at ville se (1): Borgmesteren i Gereshk, Dur Ali Shah

Fra 2006 til 2014 havde de danske styrker ansvar (sammen med britiske) for indsatsen i Helmand provisen – en af Talibans hovedbastioner. Flere danske journalister har interesseret sig for, hvad der skete, og hvordan samspillet med lokalbefolkningen var. Her har Carsten Jensen spillet en vigtig rolle.

 

I 2009 mødte Carsten Jensen borgmesteren i Gereshk. Hans søn var ifølge oplysningerne fra ledelsen i Camp Prince for nylig blevet kidnappet af Taleban, og han var derfor ustabil og opfarende.

 

”7 år senere i 2016 møder jeg ham igen. Han betror mig, at det aldeles ikke var Taleban, der havde kidnappet hans søn, men en lokal politiofficer, som havde kidnappet ham sammen med sønnen og krævede en større pengesum for at lade dem gå. Den samme politiofficer stod desuden for det meste af narkohandlen i Gereshk. Han gik…”direkte efter sin løsladelse til sine danske og britiske samarbejdspartnere og angav sin kidnapper” […] De “besluttede ikke at gøre noget, da de ikke turde rokke ved de lokale magtforhold. I 2016 er den samme politiofficer… avanceret til chef den såkaldte Afghan Local Police med 400 mand under sig”. (Carsten Jensen Politiken 22.8.2021 :Vi byggede et korthus i Afghanistan og vi kaldte det demokrati.

 

Ikke at ville høre – ikke at ville se (2): En retssag i New York

I en retssal i staten New York i USA har en far anlagt sag mod den amerikanske stat. Den er anklaget for at være ansvarlige for hans søns død i Helmand-provinsen.

 

Nu er der mange, der har måtte lade livet i Afghanistan, men omstændighederne er specielle og bestemt interessante for os, da seksuel misbrug af drenge er vidt udbredt hos politi og militær. Skikken kaldes bacha bazi. Den er udbredt i dele af den afghanske og pakistanske hær og består i, at rige og magtfulde mænd holder fattige drenge som sexslaver. Ofte kidnappes de blandt lokalbefolkningen. De bliver klædt ud i kvindetøj og bliver tvunget til at danse for og have sex med andre mænd. Skikken blev officielt forbudt i Afghanistan i 2018.

 

”I juli 2012 ankom den berygtede afghanske politichef Sawar Jan til basen. Han ankom sammen med sine mænd og et følge af ni unge drenge…. Amerikanerne boede i samme barak, en etage over afghanerne og (sønnen) Buckley og de øvrige marineinfanterister lyttede til de seksuelle misbrug af drengene”.

 

”Men deres overordnede forbød dem at gøre noget ved det, for det ville påvirke “opbygningen af gode relationer” til de lokale politistyrker, sagde de overordnede. 3 uger senere […] tog en af de afghanske politislaver en AK 47-riffel… og begyndte at skyde vildt omkring sig […] Han dræbte Greg Buckley og to andre marineinfanterister.” (Poul Høj: Krigens dilemma Berlingske Tidende, 29.8.2021)

 

Hvad har vi opnået?

På vores vagt blev Afghanistan verdens største opiumsproducent og står nu for 90 procent af klodens årlige høst. Det lokale fængsel i Gereshk, der er bygget for 7,5 millioner danske skattekroner, bruger politichefen som sit private hovedkontor. Retssalen og dommerkontoret står tomme. En celle er fyldt med hans private fjender. (Carsten Jensen)

 

“Vi besøger Gereshk. Det er 2 år efter, at den sidste dansker forlod byen og den nærliggende Camp Price. Fra udenrigsministeriet har vi […] fået en liste over projekter, danskerne har været involveret i, som ikke blot kostede et trecifret millionbeløb, men også 38 danske liv. Vi går fra dør til dør. Intet fungerer. Alt er lukket ned, bortset fra en skole, hvor der hverken er elektricitet eller rindende vand og en 19-årig pige, der udgiver sig for at være skoleinspektør. Det nedslidte vandkraftværk er ikke blevet repareret i 30 år og de nye turbiner, der skulle have tredoblet kapaciteten, er aldrig levet installeret. 10 danske soldater blev dræbt og over hundrede såret i forsøg på at holde vejen til vandværket åben.” (Carsten Jensen)

 

5 år senere, den 17. juni, kan New York Times berette, at Gereshk nu er erobret af Taleban. Ingen danske medier bemærker det- ingen politikere kommenterer det.

 

Nogle nøgne fakta

Krigen har også forårsaget, at over 5 millioner mennesker har været nødt til at forlade deres hjem, nogle som interne flygtninge, andre flygtede til udlandet.

De, der forblev tilbage i Afghanistan, oplever hårde tider som konsekvens af 20 års besættelse.

• Over 240.000 er blevet dræbt heraf 71.000 civile ud af en befolkning på 38 millioner
• 47,3 procent lever under fattigdomsgrænsen
• Arbejdsløsheden var på 11,73% i 2020
• Kun 27 procent af befolkningen har adgang til rent vand
• 2 millioner børn lider af akut fejlernæring
• 68 procent af befolkningen lider af depression

(Kilde: Counterfire)

 

USA udførte mere end 13.000 angreb i Afghanistan mellem 2015 og 2020. De dræbte op til 10.000 mennesker ifølge uafhængige kilder.

 

CIA anvendte mobiltelefonnumre til at finde, ordne og tilintetgøre den formodede fjende. De ramte ofte det forkerte mål eller mål, der stod blandt grupper af civile. USA nægtede at opgøre civile ofre. I stedet insisterede talsmænd på, at hvert angreb havde ramt det planlagte mål og ignorerede landsbybeboere, der påpegede, at missilet havde dræbt en stammeleder eller decimeret et møde blandt landsbyens ældste.

 

Krigen mod terror

Antallet af terrorangreb er taget til i Vesteuropa fra lavpunktet i 2004 på 59, da Al-Qaeda faldt sammen, til 291 i 2017. Invasionen af Afghanistan satte frøene til ISIS’ hastige fremgang, som rejste sig som en fugl Phønix fra resterne fra Al-Qaeda og spredte sig til andre regioner, som var ofre for Vestens krigsførelse. (Counterfire)

 

Myten om, at invasionen af Afghanistan var for at befri afghanske kvinder og piger, søgte at dække over, at den USA-ledede besættelsesstyrke gjorde brug af krigsherrer fra Den Forenede Front Islamiske til Frelse af Afghanistan for at vælte Taleban, og de selv samme krigsherrer ville senere udgøre broderparten af ledelsen i besættelsesregimet. Navnet Den Forenede Islamiske Front blev oversat til den Nordlige Alliance for at gøre krigsherrerne mere spiselige over for dem i Vesten, som vil tage afstand til deres kvindeforagt, deres brutale krigsforbrydelser og deres fastholdelse af streng fortolkning af islamisk lov. I virkeligheden adskiller Den Forenede Islamiske Front sig kun i ringe grad fra Taleban-lederne.

 

Frafald fra islam, homoseksualitet og utroskab er blandt en række af ”forbrydelser”, som forblev strafbart ved dødsstraf eller brutal voldelig afstraffelse i de ” reformerede” islamiske love i den USA og NATO-støttede Afghanistans Islamiske Republik. Selvom det sjældent bliver omtalt i vestlige medier, så fremgår det af rapporter fra USA’s udenrigsministerium gennem hele besættelsen og er bekræftet gennem adskillige sager, hvor afghanere er blevet anklaget, fængslet og straffet under disse middelalderlige love. (Kilde: Socialist Project)

.

Olie eller frihed?

Den 10. september 2001 kunne den amerikanske olieindustris tidsskrift berette, at Centralasien udgjorde en af verdens sidste store fronter til geologiske undersøgelser og analyser, ”der giver muligheder for investeringer i opdagelse, produktion, transport og raffinering af enorme mængder af olie- og gastilgange”. Få dage før terrorangrebet 11. september kunne USA’s Energi informationsforvaltning berette: ”Afghanistans betydning set fra en energi-synsvinkel beror på landets geografiske placering som en potentiel transitrute til olie og naturgas fra Centralasien til det Indiske Hav. Dette potentiale indbefatter den mulige bygning af olie- og gasledninger til eksport gennem Afghanistan.”

 

11. september gav blot en yderligere grund for ensidigt at forøge USA’s politiske og militære kontrol over Afghanistan og den omliggende region. Den såkaldte krig mod terror gjorde det muligt for det amerikanske militær at trænge ind i områder i verden, hvor det ikke tidligere havde sat sin fod. I de indledende faser af krigen i Afghanistan var det amerikanske militær i stand til at etablere 13 nye militærbaser i de tilgrænsende eks-sovjetstater, med Usbekistan som den første…  i begyndelsen af 2002. Kort efter dukkede andre baser op i Kirgisistan og Tajtikistan og dermed følgende fælles militærøvelser, der også indbefattede Kasakhstan. Disse militærbaser anbragte USA tæt på vigtige ressourcer af olie og gas ved det Kaspiske hav. Håbet var, at man på denne måde kunne etablere et alternativ til olien fra Iran og andre OPEC-lande og dermed større forsyningssikkerhed og mere favorable priser. Samtidig hermed havde USA anbragt sig centralt i forhold til det land, som USA anså og anser som sin betydeligste konkurrent som verdensmagt – Kina.

 

Allerede 15. december 2001 kunne New York Times berette, ”at udenrigsministeriet undersøger potentialet for energiprojekter efter Talibans fald i regionen.“ Da kampene sluttede, udpegede præsident Bush en speciel udsending til Afghanistan, en tidligere rådgiver for det amerikanske olieselskab UNOCOL, den afghansk fødte Zalman Khalilzad. (Kilde: Links)

 

Nu gik det jo anerledes, dels fordi Vestens kontrol med Afghanistan gennem hele perioden var skrøbelig, især til en så lang olie- og gasledning gennem øde egne, men også fordi de olie- og gasreserver, man havde forventet, i hvert fald ikke endnu har materialiseret sig.

 

Til gengæld er Afghanistan og de omliggende lande rige på sjældne metaller og mineraler som: litium, kobber, asbest, bauxit og krom.

 

Flygtninge og tolke

I maj 2013 havde der efterhånden været så mange historier om truede og dræbte tolke, at et flertal i Folketinget bestående af S, SF, R, LA, V og K vedtog den såkaldte tolkeaftale.

 

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) sagde dengang:
”Ingen af de omkring 200 afghanske tolke, som har arbejdet for de danske styrker siden 2008, vil blive svigtet… Vi skaber nu en situation, hvor vi under ingen omstændigheder kommer til at svigte vores tolke. Vi kommer til at tage hånd om dem, og det vil ske gennem en bred vifte af løsninger.”

 

Pakken gav de afghanske tolke mulighed for at få hjælp lokalt eller asyl i Danmark, hvis de opfyldte en række kriterier, og den blev indgået i samarbejde med det britiske forsvar.

 

Den nye særaftale for ansatte på ambassaden burde også indeholde en ny og langt lettere adgang for de militære tolke, som vi lod i stikken for mange år siden, selvom de risikerede deres eget liv for de danske styrker. Mange af dem har heldigvis fået asyl i andre lande, men dem, der er tilbage, burde evakueres hurtigst muligt uden nogen bureaukratiske hindringer.

 

Se seneste udvikling i sagen her og gennemgang fra Refugees Welcome af tolkeaftalen her.

 

På TV2’s hjemmeside kan man læse:

 

”På grund af situationen i Afghanistan sættes cirka 40 asylsager i Danmark om afghanske statsborgere i bero. Flygtningenævnet i Danmark har besluttet at sætte behandlingen af omkring 40 afghaneres sager om asyl og opholdstilladelse i Danmark i bero. Det sker som følge af situationen i Afghanistan, hvor landets regering er blevet fjernet i en magtovertagelse af Taliban-bevægelsen.

 

Derudover har nævnet besluttet at udsætte udrejsefristen i 55 sager, hvor ansøgerne har fået afslået deres ansøgning om asyl og siden fået stadfæstet den afgørelse og nu befinder sig i det, der hedder en udsendelsesposition.”

 

Hvis vi kigger på, hvordan krigsindsatsen sammenbrud udspiller sig på dansk grund, er det tydeligt, at mennesker i en udsat situation ikke hjælpes af den danske regering, men derimod fastholdes. Det gælder naturligvis hovedparten af de afghanske tolke i dansk tjeneste, som enten helt ignoreres eller trækkes igennem en langsommelig og ydmygende sagsbehandling.

 

Det gælder imidlertid også dem, der har måttet flygte fra krigens rædsler til Danmark, og som sidder i hjemsendelseslejre, som er værre end de danske fængsler med frygten for at blive sendt retur til Afghanistan i behold. Samtidig med frygten for, hvordan det går ens kære i hjemlandet eller i flygtningelejre i nabolandene.

 

De humanistiske idealer, som skiftende regeringer har svigtet i Afghanistan, har de også svigtet herhjemme.

 

Bedøm selv

USA og Danmark og andre allierede drog ud under påstanden om at bekæmpe terrorisme og middelalderlige love og angav, at de kæmpede for ligestilling, tolerance, demokrati og udvikling.

 

Min status er, at slutresultatet snarere kan beskrives som landet, der flød med dollar, opium og blod. Med det resultat, at korruption, narkotika og undertrykkelse blomstrede. Kort og godt: Afghanistan er værre stillet end i 2001.