Vi bliver lige nu fyldt med propaganda for, at Danmark og resten af Europa skal bruge enorme summer på oprustning - og regeringen og en stor del af Folketinget er allerede i fuld gang. Den største trussel om en storkrig, som inkluderer Danmark, kommer imidlertid ikke fra Rusland, men derimod fra den oprustning, vi er i færd med at sætte gang i.

af SAPs Forretningsudvalg

Læsetid: 6 minutter

 

Illustration: Svend Vestergaard Jensen

 

Er det fake news, at der er en voksende trussel om krige, som også kunne foregå i Vesten, og som alt for nemt kan udvikle sig til en 3.verdenskrig?

 

Nej, det er det desværre ikke. Vi har i en lang periode haft en verden, hvor USA med sine vesteuropæiske allierede har været en økonomisk og militært altdominerende imperialistisk supermagt, som ingen seriøst har kunnet udfordre. Krige har der været mange af – også med dansk deltagelse – men altid behagelig langt væk.

 

Nu er situationen den, at der er andre imperialistiske stormagter, især Kina, der økonomisk har opnået en styrke, så de kan vove at udfordre Vestens imperialistiske kontrol over resten af Verden. Kampene i den nye, multipolære verden, om hvem der skal have imperialistisk kontrol over og udbytte af forskellige områder, foregår både med økonomiske og militære midler. Og alliancer kan være skrøbelige, når det handler om imperialistiske interesser. Der er al mulig grund til at frygte, hvad det kan udvikle sig til.

 

Er dansk/europæisk oprustning nødvendigt nødværge?

Det er til gengæld i høj grad fake news, at Danmark og resten af Europa er nødt til at opruste intenst, hvis vi vil undgå et russisk angreb indenfor en kortere årrække. Historien er bygget op om, at Europa har nedrustet alt for meget, og at vi derfor står nærmest forsvarsløse, når et aggressivt russisk regime, animeret af sin succes i Ukraine, vil kaste sig ud i nye erobringstogter, også mod NATO-lande. Vel at mærke hvis Trump gør alvor af sin trussel om at svigte NATOs ”musketer-ed”.

 

Men erfaringen fra Ukraine er for det første langt fra en entydig succes for Rusland, uanset Trumps forræderi mod ukrainerne. Putin havde planlagt at få indsat et russisk-kontrolleret styre blot ved at lade russiske tanks køre mod Kyiv. Men takket være ukrainernes heltemodige modstand – og massiv vestlig våbenstøtte – fik han i stedet en udmarvende krig i tre år, med enorme udgifter og tab. En krig, som på ingen måde peger på, at Rusland kan stille noget op i en angrebskrig mod NATO, tværtimod.

 

Og her er vi ved en anden og nok så væsentlige pointe: Ruslands militære potentiale ift. de europæiske NATO-lande er radikalt anderledes, end Mette Frederiksen m.fl. ynder at fremstille det.

 

De europæiske NATO-lande har allerede tilsammen langt flere soldater, flere kampfly osv. Og selvom Rusland i 2024 brugte op mod 7 procent af deres BNP på militæret, var de europæiske NATO-landes forsvarsbudgetter samme år større end Ruslands. Læg dertil, at det, der i sidste ende ofte afgør moderne krige mellem lande, er den bagvedliggende produktionskapacitet og økonomi. Her kan det bemærkes, at Rusland har en økonomi på størrelse med Italien!

 

Der er en og kun en sandhed i ”russerfrygten”, nemlig a-våben-arsenalet, hvor Rusland er Europa voldsomt overlegent. Men truslen om bare nogle få a-raketter fra de franske og engelske u-både mod Ruslands storbyer er formentlig nok til at fratage Rusland lysten til at gå i gang med en atomkrig. Dertil kommer, at Rusland næppe heller – uanset Trumps trusler – vil turde stole på, at USA ikke vil blande sig i et russisk atomart overfald på Vesteuropa.

 

Der er således ikke hold i argumenterne for, at en dansk/europæisk oprustning er nødvendig forebyggelse for et russisk angreb.

 

Oprustningen af ”det danske territorialforsvar”

Beskrivelsen af de aktuelle danske oprustningsplaner – for den formidable sum af allerede op mod 300 mia. kr. og mere på vej – som en defensiv foranstaltning, er også på andre måder misvisende.

 

Det kan f.eks. lyde meget defensivt, at vi skal overvåge Grønlands territorium, så vi kan beskytte landet mod suverænitetskrænkelser. Problemet er bare, at den massive overvågning af Grønland og Grønlandshavet m.v. fra satellitter, radarstationer, skibe, fly og droner i luften og havet især handler om noget helt andet: At etablere et effektivt ”missilskjold”, som kan gøre USA usårlig overfor det russiske atomarsenal.

 

Som utallige fredsforskere har påpeget det, er et sådant missilskjold en yderst farlig oprustning: Hvis USA kan føle sig nogenlunde sikker på at kunne afvise en russisk gengældelse, vil det være en stor fristelse for en globalt presset amerikansk supermagt på et tidspunkt at benytte denne militære overmagt til et for mange andre dele af verden katastrofalt ”first strike” med a-våben for at sætte sin vilje igennem.

 

Det er selvfølgelig fint nok, at der vil blive afsat midler til civilt beredskab og hvad der kunne kaldes politimæssige opgaver, der skal forhindre f.eks. hærværk/sabotage mod forsyningskabler, hackerangreb o.l. – det, der lidt voldsomt kaldes hybridkrig.

 

Men den del af den danske oprustning, der handler om overvågning af Østersøen og om missilsystemer, som kan ramme fly og skibe, der nærmer sig Danmark, har også andet end defensivt potentiale: Det er fra dansk territorium, der kan ”sættes prop i Østersøen” for russiske skibe af enhver slags. Hvilket absolut ikke behøver at være en defensiv handling.

 

Hele ideen om, at et dansk militær, der er en del af den dominerende imperialistiske alliance, NATO, og efter regeringens plan snart tilføjes USA-baser i Jylland, har en defensiv karakter, er meget langt fra virkeligheden. Tænk på alle de krige, USA – og Danmark – har ført over hele kloden. Eller EU’s militære samarbejde, der hidtil i høj grad har handlet om at forsvare EU’s (især Frankrigs) imperialistiske interesser i Afrika.

 

Stop oprustningen!

Den oprustningsspiral, der nu – voldsomt inspireret af våbenlobbyen – planlægges, vil ikke forhindre, men forøge faren for krig. Vi stopper ikke krigen ved at forberede den, tværtimod. Oprustningen vil derudover bidrage til fattigdom og nød overalt i verden – og den vil både direkte og indirekte fremme klimakatastrofens fortsatte udvikling.

 

De imperialistiske blokke skal ikke oprustes, men afrustes. Der er hårdt brug for en fredsbevægelse, der på tværs af grænserne kræver nedrustning, velfærd og grøn omstilling i stedet for oprustning. Lige nu er der herhjemme aktiviteter for at stoppe beslutningen om USA-baserne i Danmark (læs f.eks. her). Men herefter må kampen fortsætte med krav som:

 

– Stop oprustningsvanviddet!
– Vesten skal som den langt overlegne part gå foran med nedrustningsinitiativer, ikke oprustning!
– Danmark skal gå i spidsen internationalt for aftaler om gensidig nedrustning og afspænding!
– Pengene skal bruges til grøn omstilling og velfærd, ikke til våben!

 

Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 2. marts 2025

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com