”Valg i Europa: France Insoumise justerer kursen en smule”: Det er titlen på en artikel i L’Humanité efter sommeruniversitet, som Mélenchons venstreorienterede parti afholdt i Marseille 23.-26. august. En kursjustering, der bekræfter, at Mélenchons version af ’ukuelighed’ i stigende grad tager form af en stræben efter ’respektabilitet’ og et ønske om at være ’ansvarlig’. En tendens, der desværre bekræftes blandt andet i forbindelse med spørgsmålet om migranter.

af Julien Salingue

Ved en debat om pensionsspørgsmålet med deltagelse af Adrien Quatennes (MP for FI), Christine Marty (medlem af Attacs videnskabelige Råd) og Bernard Borgialli (jernbanearbejder, kandidat for FI ved valget til Europa-Parlamentet), gav NPA (det Nye Antikapitalistiske Parti) klart udtryk for tilslutning til fælles aktion. Vores kammerat Christine Poupin lagde blandt andet vægt på behovet for at stå sammen om at organisere et storstilet kollektivt svar på Macron-opstartens mange ultraliberale projekter, vedrørende pensioner, arbejdsløshedsforsikring, social understøttelse osv. Det er den tilgang, som vi forsvarede under mod-reformen af SNCF [jernbanerne, o.a.], ved at tage initiativ til at skabe en fælles ramme for støtte til jernbanearbejdernes kamp og for forsvaret af offentlige tjenester.

 

Lidt mere vand i den ukuelige vin

Denne tilgang er dog ikke udtryk for en benægtelse af, at der er ting, som de involverede organisationer er uenige om. Det er derfor, vi aldrig har frataget os selv retten til at kritisere FI og offentligt sætte vores ideer over for deres, især når det drejer sig om emner, der diskuteres på venstrefløjen, antikapitalistisk eller ej.

 

Og i dette tilfælde må det bemærkes, at det, som nogen har hilst velkomment som ’bevægelighed’ fra FI’s side, snarere udtrykker endnu et skridt i den ’ukuelige’ bevægelses stræben efter respektabilitet [insoumise betyder ukuelig eller oprørsk på fransk, o.a.]. En stræben, der denne sommer bl.a. omfattede en invitation til to parlamentsmedlemmer fra højrefløjen om at deltage på sommeruniversitetet. Det skete efter en bemærkelsesværdig markering fra Jean-Luc Mmélenchon, da Benalla-sagen var på sit højeste: ”Når det drejer sig om at beskytte staten og og håndhæve den republikanske norm, så er der enighed med højrefløjen, det indrømmer jeg.” [Benalla-sagen handler om en af præsident Macrons sikkerhedsvagter, som bankede en demonstrant, o.a.].

 

Det er ikke noget nyt, at Jean-Luc Mélenchon gerne vil i regering og nærer dyb respekt for staten, men han hælder tydeligvis mere og mere institutionelt vand på sin ukuelige vin, når han ’indrømmer’ en ’enighed’ med højrefløjen og den etablerede ordens vogtere. Det drejer sig også om tilkendegivelsen af en kursændring i forhold til spørgsmålet om at bryde med de europæiske institutioner ved at lægge luft til ’Plan B’ (hvad nogle ’ukuelige’ opfatter som helt at forlade den (truslen om at melde sig ud af EU)) og tilnærme sig ’venstrefløjen’ i det Socialistiske Parti (PS)i skikkelse af Emmanuel Maurel (et ledende medlem af PS) – disse to ’træk’ er helt klart forbundne – sådan som Manuel Bompard (en af Mélenchons nære samarbejdspartnere) har udtrykt det: ”Der er en større gruppe inden for PS, hvis holdning til spørgsmålet om Europa ligger tæt på vores. De hører helt sikkert mere hjemme her end på en liste med Pierre Moscovici i spidsen.”

 

Vi er nu langt  fra programmet ved præsidentvalget (’EU, vi forandrer det, eller vi forlader det’), de bombastiske erklæringer fra september 2017 (’Vende tilbage til studehandler, aldrig!’) og fjendtligheden over for ’dissidenterne’ fra PS (hvor en af lederne var ingen anden end en vis… Emmanuel Maurel), om hvem Jean-Luc Mélenchon erklærede efter præsidentvalget, (at) ”de repræsenterede alt det, som det franske folk hader.” Lederen af FI’s parlamentsgruppe forklarede det således: ”Vi er hårde i munden, når vi polemiserer, men det er bedre, end at det går videre end det.” Og så gik han endda en anelse videre den 9. september, hvor han sagde, stadigvæk henvendt til venstrefløjen i PS: ”Kære venner, jeg har savnet jer.” Hvorfor ikke? Når alt kommer til alt, så er det jo ikke vejrhanerne, der drejer rundt, det er vinden…

 

Velkommen til migranter? ”Ja, men…”

Selv om de er klar til at skrotte en vigtig del af deres program (’Plan B’) og deres afvisning af studehandler af hensyn til tilnærmelsen til deres erklærede fjender af i går og fremstille sig selv som et alternativt regeringsflertal, så har Jean-Luc Mélanchon og FI flyttet sig på migrantspørgsmålet. Samtidig med, at han, helt korrekt, har kritiseret Macron-regeringens anti-migrant politik, og især fordømt asyl-immigrationsloven, så har Jean-Luc Mélenchon ved flere lejligheder hen over sommeren gentaget sin fjendtlighed over for frihed til at rejse til et andet land og bosætte sig der. Her er et eksempel fra BFM-TV, 2. september: ”Jeg siger ikke til folk, at jeg er enig i, at alle kan gøre, hvad de ønsker, tage derhen, hvor de vil, slå sig ned, hvor de ønsker.”

 

Og han retfærdiggjorde sit synspunkt i ’ansvarlighedens’ navn: ”Ingen af os er blide drømmere, der siger ”ja, ok, alle skal bare gøre det, flytte hvorhen de vil.” Og han påberåber sig ’fornuften’ (’Vi er fornuftige mennesker’), og holder på den måde fast ved myten om, at Frankrig og EU ikke har råd til at give husly til alle dem, der, hvad enten de er tvunget til det, eller selv har valgt det, måtte ønske at slå sig ned her… i en tid, hvor der er blevet skabt en rigdom som aldrig før, en rigdom, som det vil være muligt for alle at få del i. At tage imod migranter er absolut ikke et spørgsmål om ’teknisk’ kapacitet, men om politiske valg: at sætte arbejdstiden ned, at dele ud af rigdommen, at rekvirere tomme bygninger til beboelse… Det er langt fra et spørgsmål om at vende ryggen til problemstillinger vedrørende migration, og det vedrører også andre områder end migration, men der er så mange hverdagsfornuftige ting, der kan gøres, som er forbundet med kravet om frihed til at flytte andre steder hen og slå sig ned, hvor man vil, inden for det samme globale perspektiv: en virkelig fordeling af rigdommen, politiske handlinger til gavn for flertallet og ikke kun for et lille grådigt mindretal.

 

Værre endnu er det, at Jean-Luc Mélenchon for at retfærdiggøre sin afvisning af at åbne grænserne bruger borgerskabets argument for immigration – ’at lægge pres på lønningerne og de sociale goder’. At der er nogle arbejdsgivere og politikere, der indretter immigrationen, så den forstærker udbytningens logik, kan ikke benægtes. Men at udlede af det, at immigrationen er ’organiseret ved hjælp af frihandelstraktater’ for at sænke lønningerne og forringe de sociale goder, så langt er det nu svært at gå. For det er ikke bare et spørgsmå om en sammenblanding af en tilfældig gevinst og organiseret politik, hvad vi vil komme tilbage til, men om legitimeringen af den idé, at der rent faktisk er en konkurrence mellem franske arbejdere og arbejdere udefra, og derfor må det spørgsmål stilles, om en forenet kamp mod arbejdsgiverne er mulig. Kampen mod kapitalisterne, der er fast besluttet på at forøge deres profitter, for enhver pris, har overhovedet ikke noget med migrationsfænomenet at gøre, heller ikke indirekte (’at sige at (migrationsbølgerne) kan udløse et nedadgående pres på lønningerne og være profitabelt for arbejdsgiveren er ikke et fuldstændig absurd ræsonnement’, men stiller bare spørgsmål ved… det kapitalistiske system i sig selv og den hektiske jagt på profit… Vi hører desuden ekkoet af argumenter fra fagforeningsfolk fra begyndelsen af det 20.århundrede, ifølge hvilke kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, mindre kvalificerede end mænd, ville blive brugt af arbejdsgiverne til at sænke lønningerne…

 

Nej, din boss er ikke pro-migrant!

Der er faktisk ikke nogen mekanisk forbindelse mellem immigration og lavere lønninger, som økonomen Anthony Edo, der i særlig grad har beskæftiget sig med migrationsspørgsmål, for nylig mindede om i et interview i La Tribune i februar 2017: ”Immigranter er ikke bare arbejdere, de forbruger også, bliver forretningsfolk, introducerer noget nyt og deltager på den måde i skabelsen af rigdom, og som følge heraf får de positiv indvirkning på vækst, lønninger og beskæftigelse…” Det må endvidere tilføjes, som Roger Martelli har påpeget, at i et økonomisk system så globalt, som det er i dag, er det de lave lønomkostninger i landene i Syd, der primært tjener som kapitalisternes middel til at presse lønnen, ikke tilstedeværelsen af immigrantarbejdere i de vigtigste globale økonomiske magter…

 

Opportunismen hos visse sektorer af arbejdsgivere i Frankrig over for migranter kan på ingen måde opfattes sådan, at borgerskabet kollektivt vil overholde principperne om friheden til at bevæge sig hen, hvor man vil, og bosætte sig, hvor man har lyst. Så ville det da være svært at forstå, hvorfor Macron og hans regering, hvis troskab over for de riges interesser og MEDEF [arbejdsgiverforeningen, o.a.] taler for sig selv, også er fjendtlig over for migranter, og kæmper utrætteligt for at forhindre dem i at rejse til Europa i almindelighed og til Frankrig i særdeleshed… Igen, det er et spørgsmål om politiske valg, og det er beklageligt, at Jean-Luc Mélenchon og FI tyr til et argument, der påstår som en kendsgerning, at en åbning af grænserne vil få negative konsekvenser for de arbejdere, der ’allerede befinder sig’ på fransk jord.

 

Man kan tilføje, at argumentet om profitter, som kapitalister høster på ryggen af de migranter, som det lykkes at nå frem til de europæiske lande, kan vendes om, hvis vi går ud fra, at store industrikoncerner skaber profit… ved at forhindre migranter i at nå frem til de europæiske lande. Claude Rodier, forfatter til et arbejde om dette emne (Xenophobia business: à quoi servent les contrôles migratoires?), bragte allerede i 2014 spørgsmålet om ’migration business’ på bane’).

 

”Vi må tænke på de profitter, der fremkommer ved udvikling af sikkerhedsteknologi i områder med grænseovervågning, men også på alt, hvad der i immigrationslandene har med lovgivning at gøre, modtagelse og indlogering, tilbageholdelse og udvisning af udlændinge. I begge tilfælde er dem, der tjener på denne tilfældige omstændighed først og fremmest private foretagender: våben- og flyindustrier, forsikringsselskaber, vagt- og sikkerhedsselskaber, private udbydere af tildeling og distribution af visa, samt en overflod af operatører, der har med implementering af migrations- og asylpolitik at gøre.”

 

Der er kolossale summer på spil: markedet for grænsesikkerhed i Europa beløb sig i 2015 til 15 milliarder euro, og ifølge nogle vurderinger forventes det at stige til mere end 29 milliarder pr. år i 2022, til gavn for G4S, Thales, Finmeccanica og Siemens… Alt det underbygger næppe tesen om ’pro-migrant’-arbejdsgivere, selv om dette emne i virkeligheden er sekundært i den diskussion, som vi er i gang med, når man sammenligner med behovet for hele tiden at gentage, at Frankrig og Europa virkelig er rige nok til at byde migranter velkommen, og at denne diskussion er politisk, ikke teknisk eller økonomisk

 

For en konsekvent internationalisme

Det skal lige bemærkes, at den anden akse i Jean-Luc Mélanchon og FI’s måde at udtrykke sig på om migranter – der består i at forklare, at selv om det er nødvendigt at give husly til ’folk (der) har berørt fædrelandets hellige jord’ (sic), så er det også nødvendigt at ’sikre sig, at de kan leve med værdighed hjemme’, så der ikke er nogen grund til at forlade deres land – det lyder mere som et ’internationalistisk’ modtræk end en konsekvent politisk agenda. Det er i realiteten svært at finde konsekvens mellem den erklærede vilje til at ’landene i Syd udvikler sig’ (ved afvisningen af frihandelstraktater) og fraværet af krav om, blandt andet annullering af gæld (men kun for at ’restukturere’ den), ekspropriation af franske multinationale firmaer, der plyndrer de afrikanske landes rigdom, afviklingen af baser og militære installationer, der sikrer Frankrigs rolle som ’Afrikas gendarm’, endda uden at nævne de entusiastiske ordmalerier om ´Frankrig, til stede på alle kontinenter’ eller ’Frankrig, verdens næststørste søfartsterritorium’, en plads, der fremfor alt er en altid tilstedeværende arv fra den franske kolonialisme.

 

Og lad os tilføje, at den indstilling, i følge hvilken det er nødvendigt at ’skabe betingelserne for at mennesker kan leve ordentligt derhjemme’, ikke er helt utvetydig, fordi den nærer den tanke, at det, som det drejer sig om, er at formindske migrantstrømmene, eller endda ’tørre dem ud’, ifølge den opskrift, som Djordje Kuzmanovic, rådgiver for Jean-Luc Mélanchon og kandidat ved EU-parlamentsvalget, har udtalt. Hvad os angår, så foretrækker vi at sige tingene lige ud, at vi går efter at skabe betingelserne for, at migration kan blive et frit valg, og ikke en påtvunget omstændighed. Og vi glemmer heller ikke, at ifølge alle prognoser vil et meget stort flertal af alle migranter fremover være klimaflygtninge, og at det er fuldstændig nyttesløst at påstå, at det vil være muligt, uanset hvor mange frihandelstraktater man ophæver, at skabe grundlag for opbremsning af migrantstrømme, hvis man tager i betragtning, hvor fremskreden den globale opvarmning er, og også selv om vi kæmper imod klimaforandringerne.

 

Alle kan forstå, at disse internationalistiske kritikpunkter, der bygger på et forsvar for fri bevægelighed og bosætning, har til formål at skabe diskussion på venstrefløjen, og ikke har noget som helst at gøre med tilgangen hos de LREM-ledere [Macrons parti, o.a.] , der siden slutningen af sommeren har angrebet Jean-Luc Mélanchons ’nationalisme. Det er en opportunistisk offensiv – både patetisk og kynisk – der kommer fra en regering og et flertal, hvis anti-migrant besættelse, især som den kommer til udtryk i anti-immigrationsloven, udstiller en stadig tættere tilknytning til ultra-nationalistiske strømninger, i Frankrig og i Europa som helhed.

 

I en tid, hvor mange i Tyskland påstår, at de bekæmper det yderste højre ved at skabe en bevægelse, hvor en af markørerne er en afstandtagen fra venstrefløjens ’naivitet’ i forhold til temaer, der har med immigration at gøre, det vil sige, at de benytter sig af det ordforråd, som vi finder på højrefløjen og hos det yderste højre, så er der ingen grund til at snakke udenom. Velkommen til migranter, alle migranter, uden at opstille et hierarki mellem ’politiske flygtninge’ og ’økonomiske migranter’. Skab ordnede forhold for arbejdere uden papirer, alle arbejdere uden papirer, uden at skelne mellem ’dem, der arbejder’, og ’dem, der ikke arbejder.’ Ræk ikke så meget som en lillefinger ud til de teoretikere, der taler om ’pusterum’ og ’unfair konkurrence’. Forsvar en ubetinget ret til fri bevægelighed og bosætning, hold fast ved, at det simpelthen er et spørgsmål om politiske valg og om at kæmpe for en retfærdig fordeling af rigdom, det er det fremtidsperspektiv, som vi ikke vil give køb på, og som vi vil blive ved med at forsvare, sammen med mange andre, i et Europa, hvor modvinden tager stadig stærkere til.

 

Samtidig med det foreslår vi, her og nu, at opbygge en front for alle dem, og vi ved, at der er mange af dem i FI, der nægter at forholde sig passivt over for initiativerne til ødelæggelse af alle vores landvindinger, over for fortsættelsen af den repressive lov-og-orden offensiv, racistiske love og metoder og kriminaliseringen af solidaritetsarbejde… Og vi har ikke tænkt os vente til 2019 med at sætte Macron på plads.

 

Julien Salingue er medlem af det franske Nye Antikapitalistiske parti (NPA).

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen. Noter med henvisning til franske kilder er udeladt.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com