Lad OK25 blive den overenskomstforhandling, ”hvor den ugentlige arbejdstid for første gang i 35 år nedsættes til et niveau, hvor trivslen og arbejdsmiljøet igen kan blomstre”.

af Landsklubben for murere, stenhuggere og stukkatører i 3F

Foto fra Landsklubbens Facebook

 

Siden starten af 1900-tallet og frem til 1990 er den ugentlig arbejdstid blevet nedsat fra 60 arbejdstimer til 37 arbejdstimer i kraft af en god organisering blandt arbejderne herunder langvarige overenskomstforhandlinger, aktivisme og strejker.

 

Den ugentlige arbejdstid har dog ikke ændret sig de sidste 34 år, hvilket ikke stemmer overens med tidligere praksis og traditioner på det danske arbejdsmarked, sammenholdt med det stigende produktionsniveau pr. arbejdstime, som vi har været vidne til de gennem de sidste mange år.

 

Det er på tide, at arbejdernes mentale og fysiske sundhed sættes i centrum.

 

Produktiviteten på det danske arbejdsmarked har gennemgået en mærkbar udvikling. Det kan skyldes forskellige årsager såsom en udbredelse af tekniske hjælpemidler, en galoperende teknologisk udvikling, et højere uddannelsesniveau, kulturændringer med videre.

 

Når produktiviteten stiger i samfundet, skal fremskridtet tilgodese arbejderne. Denne fremgang behøver ikke nødvendigvis altid at udmøntes gennem økonomisk fremgang til arbejderne, men kan også veksles til kortere arbejdstid.

 

Med den automatisering som politikerne har sat i værk i forhold til den stigende pensionsalder, kommer mange arbejdere ikke til at opleve et værdigt otium. Selv om der i dag er adgang til et højere sundhedsniveau, bedre medicin og så videre, så sætter menneskekroppen en naturlig fysiske begrænsning, i takt med at alderen stiger, og skavankerne bliver flere.

 

Nedslidning, en stigning i antal arbejdsskader og trivslen både fysisk og psykisk skaber et massivt pres blandt mange arbejdere. I den sammenhæng spiller en regulering af den ugentlige arbejdstid en afgørende rolle.

 

En kortere ugentlig arbejdstid giver den enkelte arbejder mere tid til familien og fritidsinteresserne, lettelse af arbejdspresset, minimerer nedslidning, sænker stressniveauet og højner arbejdsmiljøet generelt.

 

Derudover har flere arbejdstidsstudier indikeret, at produktionsniveauet ikke nødvendigvis falder, fordi den ugentlige arbejdstid nedsættes. Med en kortere ugentlig arbejdstid afholder arbejderne gennemsnitligt færre pauser, og den stigende trivsel resulterer i færre sygedage og et højere effektivitets- og produktionsniveau. Derfor skal nedsættelsen af arbejdstiden ikke resultere i reallønsnedgang.

 

Trivsel og en fortrøstningsfuld fremtid er en hjørnesten i arbejdslivet, og økonomiske fremskridt løser ikke alle udfordringer. Det er på tide, at arbejdernes mentale og fysiske sundhed sættes i centrum.

 

Lad OK25 blive den overenskomstforhandling, hvor den ugentlige arbejdstid på tværs af fag og brancher for første gang i 35 år nedsættes til et niveau, hvor trivslen og arbejdsmiljøet igen kan blomstre!

 

Udtalelsen blev vedtaget på Landsklubbens landsmøde den 12. og 13. april 2024 i Korsør.

En tilsvarende udtalelse blev vedtaget på generalforsamlingen i BJMFs Byggegruppe
23. april 2024

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com