Et nyt revolutionært marxistisk parti blev stiftet i Island den 13. januar 2013. Det hedder: Alþýðufylkingin, navnet kan oversættes til: Almuefronten. Men havde man da ikke i forvejen et socialistisk parti på Island, De Venstregrønne?

af Örn Olafsson

De Venstregrønne (VG) sidder i regering, sammen med socialdemokraterne. Det er et søsterparti til Enhedslisten, og navnet svarer jo også til Enhedslistens undertitel, de rød-grønne. Men nej, VG er også søsterparti til det danske SF, og VG rummede godt nok alle Islands socialister og kommunister, men socialisme har VG ikke engang i programmet. I stedet vil partiet styrke de små virksomheder! Som om man kunne fastfryse kapitalismen på et bestemt – primitivt – udviklingstrin.

Omvæltning
Forklaringen er vel, at for godt et årti siden skete der en stor omvæltning af Islands politiske system. Mange partier blev samlet til Samfylkingin (Folkefronten). Det gjaldt Socialdemokraterne, et lille socialdemokratisk udbryderparti, plus Folkealliancen (som svarede til det danske SF), Kvindepartiet og andre. En del af Folkealliancen syntes, at resultatet blev alt for socialdemokratisk, og dannede VG i 1999, men man ønskede nok ikke at være for restriktive og nævnte ikke socialisme i sit program.

Jeg husker stadigvæk, hvor forbløffet VG’s formand blev, da partiet ikke bare kom ind i parlamentet, men oven i købet fik seks mandater, en tiendedel af det islandske Alting. Det var så det mest venstreorienterede parti i Island, men som sagt, på ingen måde revolutionært. Da så Islands økonomi kollapsede for fire år siden, dannede dette parti regering sammen med det nye socialdemokrati, Samfylkingin, som stillede den betingelse, at Island skulle søge medlemskab i EU. Det gik VG med til, selv om det gjorde klart, at det stadigvæk var imod Islands medlemskab af EU. Men man gik med til ansøgningen for at holde det konservative parti fra regeringsmagten, de konservative havde jo ført den islandske økonomi i afgrunden.

Det hører også med, at EU-ansøgning er hypotetisk og bare tjener til at få klarlagt EU’s betingelser. Alle opinionsundersøgelser viser, at et stort flertal af islændinge er imod et medlemskab af EU, så det bliver ikke til noget. Alligevel raser mange fremtrædende medlemmer af VG nu om partiets "forræderi", hvilket har ført til en styrtblødning af partiet, det havde 16 mandater af 63, men står nu til 5 procent ved det kommende valg til foråret.

Et revolutionært svar
Det er i denne situation, at det nye revolutionære parti, Almuefronten, er blevet dannet. Det nye parti vil stille op til det næste parlamentsvalg, som finder sted 27. april 2013. Lige nu er det vel bare en lille gruppe marginaliserede særlinge, men hvilket revolutionært parti var ikke det i begyndelsen? Selv VG blev dannet af 6-7 mennesker, ifølge dets formand forleden.

Hvis islændingene havde haft et revolutionært marxistisk parti ved sammenbruddet i 2008, hvordan ville situationen så have udviklet sig? Læserne er lige kvalificerede til at gætte som jeg. Men jeg tror, at den vilde fremvækst af populistiske partier og kandidater i Island siden da ikke ville være sket. Man ville have haft nogle mere klare politiske alternativer.

Almuefrontens program

  1. AF er betingelsesløst modstander af Islands medlemskab af EU, NATO og andre imperialistiske sammenslutninger. AF er imod uhæmmet indførsel af kapital til landet og enhver indskrænkning af folkets suverænitet. Ligeledes støtter AF andre folks kamp for deres suverænitet og imod enhver slags udbytning og undertrykkelse. Island skal arbejde for fred og retfærdighed internationalt.
  2. AF går ind for lighed i samfundet, uanset køn, race, seksuel orientering, bopæl og social stilling i øvrigt. Dette kræver en omfattende socialisering af det økonomiske system. Dermed menes ikke bare statsdrift og andet socialt ejerskab af produktionsmidlerne. Almuens vel er i centrum, denne drift skal underkastes demokratiske bestemmelser, og ingen skal kunne profitere på den.
  3. Det er af afgørende betydning, at alt finansvæsen bliver socialt, så det ikke længere suger en stor del af goder fra økonomien til fordel for en minoritet. Derved skabes råderum til at genoprette velfærden og sikre, at værdierne går til dem, der skaber dem ved deres arbejde.
  4. Sundhedssystemet og uddannelsessystemet skal være offentligt og gratis.
  5. Kvoter i fiskefangsten skal omfordeles, så alle naturressourcer bliver nationalt fælleseje.
  6. Privat virksomhed kan tillades, hvor det ikke drejer sig om samfundets fundamentale drift.

Dette er nogle af de væsentligste punkter i AF’s program, ikke en udtømmende liste. Man har undgået punkter, som man vurderede kunne skabe en unødvendig splittelse, f.eks. stillingtagen til kravet om adskillelse af stat og kirke. Man kan synes, at nogle begreber er lidt uklare, f.eks. nævnes socialisme ikke direkte. Men jeg tror, at det er, fordi man foretrækker at forklare hvad kursen er, i stedet for at bruge et ord, som er blevet miskrediteret af stalinister og socialdemokrater.


Baggrund: Politisk forandring i Island
I slutningen af 1800-tallet var det helt overvejende politiske spørgsmål i Island forholdet til Danmark, Islands stilling indenfor det danske rigsfællesskab. Mange ønskede større uafhængighed for det islandske folk, men mente, at et ønske om politisk uafhængighed var illusorisk, så længe landets næringsliv var underudviklet. At ministeren for Island var bosat i landet ville dog være et fremskridt, så kunne denne minister følge med i de forskellige behov og muligheder. Dette skete i 1904, kort efter at Danmark fik parlamentarisme. Den nye danske regering efterkom de mest yderliggående islændinges ønske, og den udøvende magt blev henlæggelsen til Island, valgt og afsat af det islandske folketing. Det førte til hurtige fremskridt, for eksempel oprettelsen af et telefonnet, som kraftigt stimulerede økonomisk vækst og samlede landet. Således fik Island parlamentarisme på samme tid som Danmark, autonomi i 1918 og selvstændighed i 1944.

Nu udviklede den islandske politik sig til klassepartier, især under Første Verdenskrig, da Island effektivt var adskilt fra Danmark, og fik direkte adgang til sydeuropæiske markeder for sin klipfisk. De første klassepartier blev stiftet i 1916, Socialdemokratiet, og derefter Fremstødspartiet -et centerparti, begge stiftet af samme mand, Jónas frá Hriflu, som blev en slags islandsk Mussolini i mellemkrigsårene, dog uden fascistiske tropper. Fremstødspartiet byggede på bønder og coop-bevægelsen. De konservative samledes i 1922.

I 1930 blev Socialdemokratiet splittet ved dannelsen af Islands Kommunistiske Parti, på ordre fra Moskva, og efter at de islandske kommunister var blevet isoleret indenfor det islandske socialdemokrati – blandt andet på ordre fra det danske socialdemokrati, som ydede afgørende finansiel støtte til det islandske søsterparti.

Det islandske kommunistparti havde sin venstresekteriske periode i første halvdel af 1930’erne og var lille, men fra 1935 fulgte det stalinismens internationale drejning til revisionisme igennem folkefrontpolitikken. Det blev således nedlagt i 1938 for at danne et nyt socialistisk enhedsparti sammen med venstrefløjen af socialdemokratier. Under krigen led det nye parti først under isolation pga. Finlandskrigen, men ledede derefter ulovlige strejker mod den engelske besættelsesmagt, erobrede fagbevægelsen, og støttede løsrivelsen fra Danmark i 1944. Socialdemokraternes ledelse var alene imod denne beslutning, som 97,9 procent af islændingene stemte for. Det kan være en af forklaringerne på socialdemokratiets nedtur til at blive et ubetydeligt parti, mens stalinisterne fik over 20 procent af stemmerne. Sovjetunionens internationale fremgang kan også have bidraget.

Siden da har Islands politiske system været stort set uforandret, trods talrige forsøg på at danne midterpartier. De er alle strandet på den enkle kendsgerning at der næsten ingen forskel er på socialdemokraterne og stalinister, som er fremtrådt under forskellige revisionistiske partidannelser, men stort set har været som det danske SF. I slutningen af 1960’erne udviklede den stalinistiske ungdomsorganisation sig mod venstre under indtryk af ungdomsoprøret. Organisationen blev først anarkistisk, så maoistisk og til slut trotskistisk. Forskellige maoistiske organisationer opstod i 1970’erne, men alle disse organisationer døde i løbet af 1980’erne, simpelthen pga. manglende resultater af årelang kamp.

Mange taler derfor om "Fjórflokkurinn" – Firebanden*, som om de forskellige partier førte samme politik. Men det er indlysende forkert. De største politiske spørgsmål i dagens Island deler partierne: Skal man søge medlemsskab af EU, skal fiskerikvotesystemet bevares eller genforhandles, skal Island have en ny grundlov, og skulle den islandske statskasse være garant for de krakkede islandske bankers internationale gæld?. Det sidste blev forkastet ved EF’s domstol, men man skal være meget religiøst indstillet overfor politik for at sige nej til de andre punkter.

* De fire partier er:
• Selvstændighedspartiet (højre-liberalt)
• Fremskridtspartiet (centrum)
• Samfylkingin/Folkefronten) (socialdemokratisk)
• De Venstregrønne (venstrefløj)

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com