Der er al mulig grund til at frygte, at angrebene på Libanon siden midten af september er et nyt kapitel i den krig, der begyndte i oktober 2023 i Gaza…

Efter at Israel reelt har fuldført den mest intensive fase af sine ødelæggelser i Gaza, vender man sig nu mod Libanon, mod Hezbollah, for at sikre sin grænse mod nord. Det sker, for at Hezbollah ikke skal have andet valg end at kapitulere og trække sig væk fra grænsen eller frygte en total krig. Israelerne har påbegyndt en gradvis optrapning af voldsudøvelsen, der nu er kulmineret med, at hovedet er hugget af Hezbollah, herunder snigmordet på Hassan Nasrallah, og Israel nægter at tage imod enhver form for tilbud om våbenhvile. Da det er usandsynligt, at Hezbollah bare vil kapitulere, må man imødese en fortsat eskalering, herunder indsættelse af landtropper i ad hoc-operationer, eller med henblik på at tilføje organisationen mest mulig skade og ødelægge dens infrastruktur.

Hvordan adskiller det, der sker i dag, sig fra tidligere konflikter: 2006, 1882?

I 1982 invaderede Israel halvdelen af Libanon, helt op til hovedstaden Beirut, der blev belejret af israelske tropper i september. Modstandsbevægelsen, i starten anført af kommunisterne, tvang meget hurtigt den israelske hær tilbage, så den måtte indskrænke sig til en del af Sydlibanon i adskillige år (18 års besættelse), indtil man måtte trække sig ud i 2000. Israel led et politisk nederlag i den henseende. Ganske vist scorede staten Israel scorede et point mod PLO, der måtte evakuere fra Libanon i 1982, men samtidig viste de sig sårbare over for den modstand, der udviklede sig i Libanon.

I 2006 havde Israel lært lektien fra 1982 og kastede sig derfor ikke ud en permanent besættelse. Der blev indsat tropper, der mødte stærk modstand, med større tab end forventet. Den krig endte også som en fiasko for Israel i den forstand, at Hezbollah, langt fra at blive tilintetgjort, endte med at vokse sig stærkere, fordi organisationen genopbyggede og udvidede sit våbenarsenal betragteligt. Den lektie, som den israelske hær lærte af 2006, var ikke at tage risici, når de intervenerer i befolkede områder som Gaza og Libanon, især byområder, men at ødelægge alting, før de går ind, hvad der resulterede i den frygtelige ødelæggelse af Gaza og folkemordskrigen mod enklaven. I Libanon er de endnu ikke nået så langt, men de truer åbenlyst med at omdanne dele af Libanon til et nyt Gaza.

Efter Nasrallahs død, hvad repræsenterer Hezbollah så i Libanon i dag?

Organisationen er blevet meget stærkt svækket ikke bare af snigmordet på Nasrallah, men også af smadringen af deres interne kommunikationsnetværk og snigmordene på adskillige af deres militære ledere. Organisationen har i sandhed fået hovedet hugget af. Den vil reorganisere sig og forsøge at genopbygge sit våbenarsenal, selv om Israel i stigende grad forsøger at gøre det vanskeligt ved at bombe transportruterne i Syrien, hvorfra våben fra Iran kan transporteres videretil Hezbollah.

Der er også en betydelig politisk svækkelse af organisationen. Hezbollah kan ganske vist bevare sit sociale grundlag, hvoraf en stor del er økonomisk afhængig af organisationen. Men der er en stærk utilfredshed i den libanesiske befolkning, der begyndte med Hezbollahs intervention i Syrien til støtte for Assad-regimet. Det er en intervention, der i vidt omfang har ændret Hezbollahs omdømme i Libanon og i regionen: Fra at kæmpe imod Israel har organisationen bevæget sig i retning af at kæmpe for at forsvare et blodtørstigt regime. Hezbollah har mere end nogensinde vist, at den fremfor alt er en hjælper for og som sådan til rådighed for Iran.

Der er en stor del af den libanesiske befolkning, der i dag bebrejder Hezbollah for at involvere Libanon i en krig med Israel, idet de påberåber sig solidaritet med Gaza, selv om det er begrænset, hvad det bliver til. De peger på den kendsgerning, at Syrien, som måtte formodes at være del af den samme ‘modstandens akse’, og som helt sikkert har flere ressourcer end Hezbollah, ikke foretager sig noget som helst. Det samme gælder Iran, ‘aksens’ leder, der ikke bidrager med meget andet end taler. Det er kun sket én gang, at Iran, som gengældelsefor snigmordet på iranske ledere i Damaskus, sendte missiler og droner mod Israel, som der blev advaret om på forhånd, hvad der bidrog til, at deres virkning blev forsvindende lille.

Derfor er der mange i Libanon, der spørger: Hhvorfor skal vi, et lille land, det svageste i regionen, lide under følgerne på Irans vegne? Den slags argumenter er blevet meget fremtrædende lige for tiden. Hezbollah har indtil nu hævdet at udgøre en slags skjold, en sikkerhed for Libanon imod Israel, men det argument undermineres af Israels spektakulære demonstration af sin store militære, teknologiske og efterretningsmæssige overlegenhed.

Ja, med risiko for at se Libanon ødelagt…

Det er nok kun en del af Libanon, fordi Israel især angriber Hezbollah i de regioner, hvor de er til stede. De udnytter sekteriske splittelser og endda splittelser blandt shiitterne selv, der i Libanon er delt i to allierede, men meget forskellige lejre: Hezbollah på den ene side og Amal på den anden. Amal-bevægelsen har ikke involveret sig i den vedvarende kamp imod Israel og er ikke afhængig af Iran, som Hezbollah er. Der er stærk frygt for, at truslen om at omdanne Libanon til et nyt Gaza vil blive ført ud i livet.

Hvordan kan vi anti-kapitalister og anti-kolonialister opbygge en solidaritet, når vi ikke deler de tilstedeværende styrkers politiske projekter?

Solidaritet skal altid opfattes som uafhængig og kritisk. Termen ‘ubetinget solidaritet’ synes jeg ikke er til megen nytte. Solidaritet med kræfter, hvis profil man ikke deler, må altid være kritisk i den forstand, at man må vise solidaritet med ofret imod dets vigtigste undertrykker, uden at glemme, at dette offer, hvis tingene vender, kan komme i en situation, hvor det undertrykker andre.

Hvis Israel og USA i morgen angreb Iran, måtte vi mobilisere af al kraft imod en imperialistisk aggression, dog uden ‘ubetinget’ støtte til det iranske regime, og endnu mindre at støtte det imod deres egen befolkning, hvis den benyttede sig af lejligheden til at rejse sig til modstand mod dette regime.

Vi måtte på samme måde, i 1990-91, mobilisere imod aggressionen mod Irak, dog uden at støtte Saddam Husseins regime, og endnu mindre dets blodige undertrykkelse af befolkningerne i landets sydlige og nordlige dele, der benyttede sig af lejligheden til at rejse sig imod det. Vi må ikke falde i hverken den ene eller den anden af disse fælder.

Der er folk på venstrefløjen, der i betragtning af, at Hezbollah er en fundamentalistisk organisation, underordnet de iranske mullahers regime, når frem til neutrale holdninger, der undertiden ligefrem grænser til at støtte Israel. Det må man gå kraftigt imod, vi må overhovedet ikke tøve med at mobilisere imod israelsk aggression, en kolonial, undertrykkende og rovgrisk stat. Uanset hvilke politiske lederskaber på hver side er modstand mod den koloniale aggressor retfærdig.

Men vi må ikke falde i den anden fælde, der består i at gøre Hezbollah eller Hamas – og endnu mindre houthierne i Yemen, der står for det samme som Taleban – til progressive medkæmpere. Det er kræfter, der på det sociale og politiske plan er decideret reaktionære og brutale diktaturer, som de syriske og iranske regimer.

2. oktober, 2024

Gilbert Achcar er født i Libanon. Han er for indeværende professor ved Development Studies and International Relations på School of Oriental and African Studies (SOAS) i London. Han har i en årrække været en flittig bidragyder til Fjerde Internationales presse, og har et omfattende forfatterskab bag sig om international politik og mellemøstlige forhold. Han er medlem Anti*Capitalist Resistance i UK.

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen