Reservesoldater I den israelske hær IDF. Foto: Israel Defense Forces – CC BY 2.0, Wikimedia

Max Kresch brugte mere end to måneder på at tjene som reservist ved den libanesiske grænse, efter krigen begyndte den 7. oktober, men han har netop meddelt, at han ikke længere vil melde sig til tjeneste.

Han flyttede til Israel i 2014 i en alder af 18, som en del af et program i hans religiøst-zionistiske samfund i Massachusetts: at tilbringe et år i Israel og lære landet at kende gennem forskellige uddannelsesprogrammer. Efter et år på en yeshiva [jødisk uddannelsesinstitution med fokus på studiet af rabbinsk litteratur, o.a.] i Jerusalem, hvor han meldte sig frivilligt til ambulancetjenesten Magen David Adom, besluttede han at tage aliyah [indvandre, o.a.] og tjene i hæren. Hele hans familie fulgte med ham til Israel.

Han blev optaget i rekognosceringsenheden Egoz og tog et lægekursus. Men under sin tjeneste blev han overført til bataljons-klinikken på grund af, som han udtrykker det, hans manglende vilje til at dræbe. Efter sin tjeneste sluttede Kresch sig til reserven som feltlæge og har ikke misset en dag med reservetjeneste.

Nu har han dog besluttet, at nok er nok. Grunden til, at han ikke agter at melde sig til tjeneste, er ikke den udmattelse, der er karakteristisk for så mange reservister. I stedet er han en af ​​130 reservister, der netop har underskrevet et åbent brev til premierminister Benjamin Netanyahu, hvori de siger, at de ikke vil fortsætte med at gøre tjeneste, hvis han ikke søger en aftale om frigivelse af de 101 gidsler, der stadig er tilbageholdt i Gaza.

Kresch er en af ​​64 soldater, der underskrev brevet med deres fulde navn; resten brugte initialer og gav navnet på den bataljon eller brigade, hvori de tjener. De fleste af underskriverne er reservister, mens 14 er regulære medlemmer af hæren.

En af de værnepligtige er den 19-årige Shai (ikke hans rigtige navn), som tjener i grænseforsvarskorpset i syd og overvejer, om han skal nægte “som en protesthandling, ikke som desertering,” siger han. ”Vores prioritet er at sikre statens sikkerhed. Jeg føler, at mange gange bliver soldater udnyttet til public relations, og i sidste ende tilføjer dette ingenting. Jeg kom for at tjene.”

47 af underskriverne tjener i kampenheder. Nogle, som Kresch, har allerede nægtet at tjene. Andre har nægtet at melde sig til reservetjeneste, der involverer visse missioner, mens andre stadig overvejer, om de skal afslå.

Ifølge Yuval Green – en læge i faldskærmssoldaterbrigaden, der underskrev et tidligere “afvisningsbrev”, offentliggjort før forårets Rafah-jordoperation, og som tog initiativ til det seneste brev – har mere end 100 underskrivere gjort tjeneste, siden krigen begyndte for et år siden: 21 af dem i Gaza og andre ved den libanesiske grænse. 30 af underskriverne underskrev både det forrige brev og dette.

Selvom soldaterne ikke har fastsat en specifik dato, fra hvilken de vil nægte at tjene, hvis der ikke opnås en gidselaftale, fremhæver brevet – der har tre gange så mange underskrivere som sin forgænger – urolighederne blandt dem, der har viet det seneste år til krigen.

Deres utilfredshed er følelsesmæssig, moralsk og ideologisk. Den er en kombination af træthed og mentale sår, som er påført nogle af soldaterne, en vrede mod regeringen – som underskriverne anser for at have torpederet en gidselaftale – og fortsættelsen af, hvad de ser som en formålsløs krig. .

Nogle af underskriverne har rejst et andet spørgsmål: Deres afsky over den korruption og den højreekstremistiske ånd, som ifølge dem har indtaget store dele af de israelske forsvarsstyrker.

‘Vi vidste, at vi var i frontlinjen’

Kresch indrømmer, at han har haft det svært med nogle af de missioner, han udførte i de seneste år, mens han tjente som kampsoldat på Vestbredden. Men han følte, at hans tilstedeværelse på holdet var vigtig for at give en “fornuftens stemme”, siger han. Regeringens bestræbelser på at svække retsvæsenet øgede hans betænkeligheder, og han overvejede at stoppe sin tjeneste, men fik ikke chancen for at handle efter sine hensigter.

Den 8. oktober 2023, da IDF [Israels mililtær, o.a.] forventede, at medlemmer af Hizbollahs Radwan-styrke skulle invadere det nordlige Israel, kom han til den libanesiske grænse. “Vi vidste, at vi var i frontlinjen og var overbevist om, at der ville være en massakre her,” fortæller han. “Den dag var jeg klar på muligheden for, at jeg få timer senere ikke længere ville være blandt de levende, eller at mine kammerater omkring mig ville dø.”

Tingene faldt til ro efter cirka 10 dage. Selvom der stadig var beskydning og beskydning med panserværnsmissiler, siger Kresch, “var der ikke længere følelsen fra den 7. oktober; der var ingen eksistentiel trussel.”

Enheden blev ved grænsen i over to måneder, mest optaget af øvelser, og soldaterne havde masser af fritid til at diskutere situationen. Kresch siger, at han oplevede radikaliseringen blandt sine venner i enheden og blev udstødt på grund af sine egne synspunkter.

På sin Facebook-side skrev han den 12. oktober: “Nu er det tid til at omfavne vores arabiske og palæstinensiske venner.” Han talte også imod dem, der opfordrede til ødelæggelse af Gaza. »Ekstremisterne siger, at Gaza skal jævnes med jorden, og det gør mest ondt, fordi folk opgiver freden. Jeg har ikke givet op, og jeg vil aldrig opgive freden.”

Indlægget udløste vrede i hans enhed. “Folk var virkelig rasende på mig,” fortæller han. “Nogen delte det med hele enheden og sagde: ‘Så du, hvad Max postede? Er det ikke forkert?’ Det var meget ubehageligt, og jeg blev fjernet fra min gruppe. Jeg fik at vide, at de ikke ville have mig, at de ikke kunne komme overens med mig. En i teamet fortalte mig, at han ikke var sikker på, at han kunne stole på mig, at jeg ikke ville gøre det nødvendige i det kritiske øjeblik. Jeg er en person, der ikke havde misset en eneste dag med reservetjeneste indtil da, mens en tredjedel af min gruppe ikke var på reservetjeneste før krigen.”

Kresch siger, at hans kommandant understregede over for ham, at han ikke blev fjernet på grund af sine meninger, men af ​​sociale årsager. Han er dog overbevist om, at dette kun var en undskyldning.

Han vendte tilbage fra reservetjeneste, som han siger, “følelsesmæssigt knust.” Hans partner forlod ham, han udsatte sine biologistudier på det hebraiske universitet med et semester og flyttede tilbage til sine forældre. Det, der i nogen grad hjalp ham, var sessioner med gruppeterapi for reservister. Der, siger han, indså han, at det seneste år har taget hårdt på folk fra hele det politiske spektrum, og at den endeløse krig “slider samfundet fra hinanden.”

For ham var afvisningen af endnu en gidselaftale dråben – “selvom det ikke længere vil hele såret, hvis aftalen blev underskrevet.

Om sin beslutning om at stoppe med at gøre tjeneste, siger han: “Jeg kan ikke gøre det mere. Det juridiske kup fortsætter, og krigen fungerer som et røgslør. Det land, der vil rejse sig efter krigen, vil ikke være det samme land, som jeg meldte mig til. Dette er ikke et land, jeg er villig til at ofre mit liv for. For mange ting her er gået i en retning, jeg ikke tror på, og jeg kan ikke længere retfærdiggøre det.”

Betinget tjeneste

Yotam Vilk, 28, voksede op i Jerusalem i et religiøst-zionistisk hjem, som han kalder “blød højrefløj”. I dag er han en del af den religiøse venstrefløj, han bor i Tel Aviv, er i praktik for at være menneskerettighedsadvokat og er fortaler for palæstinensiske rettigheder i de besatte områder. Han tjener som vicekompagnichef i panserkorpset og afsluttede for nylig sin anden runde af reservetjenesten efter den 7. oktober. I alt kæmpede han i 230 dage i løbet af det seneste år, mest i Gaza.

Han fortæller, at han efter at have nægtet at gøre tjeneste af samvittighedsgrunde blev afskrevet fra hæren omkring et år før krigen brød ud. Men den 7. oktober meldte han sig frivilligt til at kæmpe.

»Jeg ankom og overtog en kampvogn fra en ung kampvognskommandant for at udføre missioner i grænseområdet til Gaza. Det var klart for alle, at det var bedre for en erfaren officer at gøre det.” Senere fik han kommandoen over to kampvogne og blev efterfølgende forfremmet til vicekompagnichef i et kompagni stationeret på Netzarim-korridoren i Gaza-striben.

»Det første øjeblik, hvor jeg faktisk indså, at krigen gik i en problematisk retning, var den sidste dag af den første gidselaftale, hvor Israel nægtede at acceptere syv levende gidsler. Man hævdede, at hvis vi sænkede vores krav, ville Hamas bringe os i knæ eller noget lignende vrøvl. Det stod klart for mig, at Israel til en vis grad havde opgivet de mennesker, der blev kidnappet fra dets territorium,” siger han.

»Men i det hele taget er det umuligt at komme ind i Gaza og ikke føle den menneskelige lidelse. Det er blevet totalt ødelagt, uegnet til menneskelig beboelse. Det var sandt i december, og det er endnu mere sandt i dag. Gazas kystboulevard har en noget foruroligende lighed med Tel Aviv, og den er simpelthen ødelagt.”

Jeg kan ikke gøre det mere. Det juridiske kup fortsætter, og krigen fungerer som et røgslør. Det land, der vil rejse sig efter krigen, vil ikke være det samme land, som jeg meldte mig til.

Ligesom Kresch sluttede Vilks forhold til sin partner, da han vendte tilbage fra sin første runde af tjenesten, delvist på grund af hans mentale tilstand. “Jeg føler, at Israel har forrådt mig personligt,” siger han. “Det har taget så meget fra mig, og alle slags magter bruger mig til at fremme en meningsløs krig.”

Alligevel ved han ikke, om han vil nægte at gøre tjeneste, næste gang han bliver indkaldt.

“Jeg føler, at det at forlade Gaza betyder at opgive gidslerne der,” siger han, inden han tilføjer: “Selv hvis vi ikke opgiver det, vil vi give op på dem, fordi staten Israel ikke vil have dem. At indgå en aftale er ikke kun en forpligtelse; det er den eneste mulige løsning. Det vil ske til sidst, bare ikke med gidslerne.”

Bundlinjen er, siger Vilk, er, at hans tid som reservist nu er betinget. “Hvis Israel træffer en bevidst beslutning om ikke at indgå en aftale på grund af personlige politiske interesser og messianske ambitioner, vil min tjeneste være i tvivl,” forklarer han.

For 29-årige Assaf (ikke hans rigtige navn), som gjorde tjeneste i 16. infanteribrigade, er point of no return allerede passeret. Han kæmpede i Gaza i to måneder i begyndelsen af ​​krigen, og blev i februar-marts indkaldt til Vestbredden, hvor han tidligere gjorde tjeneste under sin regulære tjeneste. I slutningen af ​​den anden runde blev han, som han siger, følelsesmæssigt såret og besluttede sig for aldrig at vende tilbage til reservetjenesten.

“Efter Gaza og en stor portion ofre, ikke kun fra os, men også fra vores familier og arbejdskolleger, er vi tilbage i en situation, der har varet så længe, ​​jeg kan huske. [Du får at vide]: Du skal gøre dette, lige nu, det stinker, det er ulogisk, det er forkert, men det skal gøres.

“Jeg vendte tilbage til den samme nødrutine, som har stået på i 50 år,” siger han, “og jeg er ikke længere villig til at springe i det øjeblik, IDF beslutter, at det er nødvendigt, at tage uniformen på, stå ved en post og sige, ‘Yes, sir, selvfølgelig, amen.’

Flere af Assafs kammerater i brigaden er blevet dræbt i Gaza for nylig i den kamprunde, han nægtede at deltage i. Det er endnu en grund til den følelse af nytteløshed, han føler over den evigt forlængede krig, som han siger, at hans kammerater også følte, da de tjente og kæmpede i forrige runde og ligesom ham mistede kammerater der.

‘Hæren er blevet messiansk’

Yariv (ikke hans rigtige navn), i 40’erne, gift og med børn, tjente som regulær soldat i en kommandoenhed under den anden Intifada og troede aldrig, at han ville nægte at melde sig til reservetjeneste. ”En del af min identitet er at være soldat. Jeg er en soldat, en far, en zionist, en venstremand, siger han. “Jeg havde altid reservetjeneste.” Da det juridiske kup var i fuld gang sidste år, suspenderede Yariv sit frivillige arbejde. Men den 7. oktober, siger han, følte han “et stærkt behov for at være soldat igen, ud over frivilligt arbejde i landbruget”, og tog den gamle uniform på.

Ligesom andre interviewpersoner var han udstationeret på Netzarim-korridoren. “Det var ret roligt for os. Et par morterer, og der blev skudt på nogle patruljer, men jeg synes ikke, jeg har ydet et væsentligt bidrag,« siger han. »Men jeg så, hvordan hæren er blevet messiansk. Antallet af mennesker med tøjmærker, der siger ‘Messias’ eller ‘Større Israel’ til Tigris og Eufrat – det er absurd, og ingen siger noget. Da jeg begyndte at lave ballade om det, fik jeg at vide, at de ville fjerne mig fra kompagniets WhatsApp-gruppe, og jeg skulle stoppe med at tale politik. Jeg sagde: ’Dette er politik; du engagerer dig i politik. Gør det eller lad være med det, og jeg vil bære et “Peace Now” og “Two States for Two Peoples”-mærke. Det gjorde mange irriterede.”

Efter sin tid i Gaza blev Yariv for nylig indkaldt til tjeneste på Vestbredden, men nægtede. Han siger dog, at hvis han bliver indkaldt til en landkampagne i Libanon, tror han, at han vil tjene. Han ville også vende tilbage til Gaza, hvis det var nødvendigt, på trods af alle vanskelighederne og de blandede følelser.

“Min kone sagde til mig: ‘Hvis du dør, vil jeg skrive “Idiot” på din gravsten,” fortæller han. “Hvis jeg er til stede, ved jeg, at min tilstedeværelse beskytter, lad os sige, Israels folk. Men det bringer samtidig gidslerne i fare og tilskynder til besættelse af Gaza og etablering af bosættelser der. Det er faktisk det, der sker. Man ser, hvordan forposterne efterhånden kan blive til bosættelser; du kan næsten lugte det. Der er forpost efter forpost efter forpost, 500 meter fra hinanden. De skaber en bred korridor. Sikkerhedsfølelsen er selvfølgelig vigtig, men afstanden derfra til bosættelser er meget lille.”

IDF-talsmandens enhed har som svar på denne historie udtalt følgende:

“Tilstedeværelsen af ​​reservister er vigtig for at udføre de missioner, som IDF har til opgave at udføre. Siden krigens udbrud har reservister meldt sig til tjeneste og fortsætter med at gøre det for at beskytte staten Israels sikkerhed. Som en del af udskiftningen af ​​kamptropper i Gaza blev der udført en undersøgelse af egnetheden, hvor flere reservebrigader blev tilkaldt gennem de normale kanaler.

»Med hensyn til brevet betragter IDF enhver opfordring til at nægte reservetjeneste med største alvor. Hver sag vil blive undersøgt og behandlet individuelt af cheferne i henhold til ordrerne.”

Udtalelsen tilføjer, at “de nævnte tøjmærker er ikke godkendt af IDF i henhold til reglerne for udseende og påklædning, og procedurerne i sagen vil blive afklaret.”

IDF har afvist at kommentere spørgsmålet om, at Max Kresch blev fjernet fra sin gruppe på grund af sine synspunkter.

Denne historie blev bragt i det israelske dagblad Haaretz den 9. oktober 2024.

Oversat fra europe-solidaire af Åge Skovrind