I tirsdags landede aftalen om Togfond DK, der skal finansiere elektrificering af jernbanenettet og hurtigere tog ved nye skatter på Nordsøolien. Selvom aftalen samlet set sikrer øget beskatning af olie og gas i Nordsøen, er den sindbilledet på det svigt, som S-R-SF regeringen har vist, når det kommer til at gøre op med VK-regeringens værste synder. Aftalen cementerer billedet af en regering, der har lagt sig i VK-regeringens sorte spor.

af SAPs Forretningsudvalg

Aftalen, som blev indgået af regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, øger nemlig udelukkende beskatningen af de selskaber, som har tilladelse til udvinding af olie og gas uden for den såkaldte eneretsbevilling. Beskatningen af disse bliver med aftalen ”harmoniseret” med de regler, der gælder for selskaber inden for eneretsbevillingen, nemlig selskaberne i Dansk Undergrundsconsortium (DUC). Selskaberne i DUC – Mærsk, Shell m.fl. – som står for langt størsteparten af udvindingen, skal ikke betale en krone mere i skat.

Forhistorien er, at den borgerlige regering med Nordsø-aftalen fra 2003 dels havde givet Mærsk og co. en horribelt lempelig beskatning af udvindingen, dels også havde forsøgt at forhindre fremtidige Folketing i at ændre på beskatningen: En såkaldt ”kompensationsklausul” lover selskaberne ”erstatning”, hvis et nyt flertal skulle driste sig til at hæve skatten inden for de kommende 40 år! Denne aftale stemte både S og SF (og selvfølgelig Enhedslisten!) imod – mens R stemte for, angiveligt under indtrykket af, at staten alligevel havde flere muligheder for at genåbne aftalen.

Under pres fra bl.a. Concito og Det Økonomiske Råd fremstod det fra starten som en bunden opgave for den nye S-R-SF-regering at ændre netop denne aftale med DUC. Ikke blot fordi aftalen fremstod sjusket. Men fordi det simpelthen væltede frem med eksempler på aftalens skandaløse konsekvenser.

Et hemmeligt papir fra Shell afslørede således i 2012, at 2003-aftalen havde medført et langt mindre provenu, end den daværende regering havde påstået. Både fordi olieprisen steg, og fordi VK-regeringen havde sat selskabsskatten ned med 5 procentpoint fra 30 til 25 pct. i årene efter 2003.

De økonomiske Vismænd har siden 2008 peget på en ”overnormal profit” på olie- og gasudvindingen i Nordsøen, som gav rådet anledning til spekulationer om skat på overnormal profit. Sagen var nemlig den, at selskaberne i Nordsøen havde en profitrate før skat på 60 pct. og efter skat på mellem 25 og 30 pct. Det er seks gange højere end den gennemsnitlige profitrate i ikke-finansielle virksomheder!

Samme konklusion blev nået ved serviceeftersynet i marts 2013. Men forinden var kæden sprunget af for regeringen. Allerede i februar 2013, i forbindelse med Vækstplan DK, annoncerede regeringen, at den ikke ville røre ved Nordsø-aftalen. Til gengæld skulle selskaberne i Nordsøen ikke have gavn af den sænkelse af selskabsskatten med 3 procentpoint, som Vækstplan DK indeholdt. Regeringen opgav dermed på forhånd at tage kampen op mod DUC-firmaerne – selv om adskillige jurister pegede på muligheder for at tvinge dem i knæ, bl.a. ud fra argumenter om at en aftale, der sætter Folketingets ret til skatteudskrivning ud af kraft, strider mod Grundloven.

Som et plaster på såret spillede regeringen så i stedet ud med Togfonden. Som skulle finansieres af øget beskatning af selskaberne uden for eneretsbevillingen, som ind til nu har været underlagt en endnu mere parodisk beskatning end DUC-selskaberne.

Og her er vi så fremme ved den indgåede aftale. En flad fornemmelse, men umiddelbart lige til at køre hjem med Enhedslisten – det er jo trods alt en forbedring, at et åbenlyst skattehul bliver lukket for selskaberne uden for eneretsbevillingen.

Men som om opgivelsen af kampen mod foræringen af milliarder til Mærsk og co ikke var nok, så blev ambitionsniveauet sænket yderligere, da regeringen som oplæg til forhandlingen af aftalen valgte at tage udgangspunkt i den mest lempelige af de to beskatningsmodeller, som udvalget bag serviceeftersynet foreslog. Dette gav 6 mia. mindre til statskassen. Siden er der i forhandlingerne, for at føje Dansk Folkeparti, givet endnu et nedslag i prisen til olieselskaberne på 600 mio. kr.

Tilbage er – iflg. modellerne – sølle 28,5 mia.kr. i alt, som forventes at havne i statskassen inden Nordsøen er tømt for olie om måske 30 år. I gennemsnit mindre end en milliard om året.

Dette beløb skulle lige række til elektrificering af det danske jernbanenet – og til forbedringer af hovedsporene, så man kan køre hurtigere og f.eks. komme fra Odense til København på en time. ”Et historisk løft”, kalder transportministeren det og taler videre om at ”sikre en bæredygtig og grøn transport i Danmark”. Store ord, når det bare handler om omsider at gennemføre den elektrificering af tognettet, som de fleste vesteuropæiske lande har overstået for mange år siden – og om at sikre voldsomt høje hastigheder på jernbanenettet, hvilket nok er den mindst miljøvenlige måde at flytte flere bilister over i togene på. At togfonden – bortset fra finansieringen – nyder bred støtte fra de borgerlige partier, siger noget om, at den ikke just sikrer en grøn revolution af transportsystemet i Danmark.

Indtrykket af ”Aftale om harmonisering af beskatningen i Nordsøen mellem regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti” er altså det sædvanligt sørgelige. Nemlig indtrykket af en regering, som fortsætter ufortrødent i VK-regeringens sorte spor. Frem for at få en sejr i hus, som kunne give troen tilbage på, at denne regering faktisk ville en anden kurs, så har aftalen cementeret regeringens borgerlige kurs. Den har stillet sig tilfreds med at lukke et åbenlyst skattehul, og til gengæld accepteret at fortsætte med et system, som forærer milliarder af kroner til storkapitalen. Aftalen er et skoleeksempel på regeringens evne til at vende en mulig vindersag til en skuffelse.

SAPs forretningsudvalg, 21. september 2013.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com