Risikoen for en miljømæssig katastrofe har rejst et helt grundlæggende politisk spørgsmål – et spørgsmål, der slår en kile ned mellem de to hovedkræfter i samfundet – kapitalen og arbejderbefolkningen. Nemlig hvilke midler og hvilke kræfter skal der sættes i bevægelse for fremover at hindre den slags truende miljø katastrofer?

Nordic Waste-sagen har vist, at privatejede firmaer, hvis centrale opgave er at skaffe profit til deres (for det meste) velhavende ejere, er fuldstændig uegnede til at varetage samfundets fælles interesse i at beskytte miljø og klima.

Den borgerlige offentlighed råber på strammere lovgivning, der sikrer firmaernes økonomiske evne til at betale for de skader, de laver. Det er en syg strategi at afvente katastroferne – for – måske – at kunne indkassere erstatningssummen. Det er klart, at der burde være en anden lovgivning, men det er lige så klart, at fokus på en helt urealistisk lovgivning i Folketinget kun tjener til at aflede fra diskussion af, hvordan vi selv kan handle.

Men der er et alternativ. Alternativet er at nationalisere sådanne samfundsskadelige firmaer. Det bør ske uden kompensation. Deres skader har allerede kostet borgerne og miljøet dyrt.

Men selv hvis der skete nationalisering, hvem skulle så holde øje med, at statens kontrol ikke bare principielt fungerede på samme måde som de ledende kommunalpolitikeres? Med New Public Management har regioners og især statens kontrol mest ført til gigantisk bureaukrati. På miljøområdet er der ikke gode erfaringer.

Når vi kigger nærmere på forløbet omkring Nordic Waste, er der noget helt andet, der springer i øjnene. Hvem var det nemlig, der faktisk repræsenterede en mulig reel kontrol med, hvad der skete med bjergene af forurenet jord inde på selve virksomheden? Der har lydt nogle få arbejderstemmer inde fra jordbunkerne. Advarsler, oplysninger og spørgsmål. En modig – fyret – arbejder afslørede, at Nordic Waste slet ikke rensede det stærkt giftige PFOS-slam, som de fik en forgiftet øvelsesplads for brandslukning ved Slagelse. Der har løbende i pressen lydt arbejderstemmer, der har oplyst om manglende rensning af ankommet forgiftet jord, som bare er blevet losset urenset af.

Som mindretal sad kommunalbestyrelsesmedlemmer fra Enhedslisten og andre partier i Randers og stillede spørgsmål til den socialdemokratiske borgmester. Det samme gjorde foruroligede borgere. Der kom kun ”beroligende” svar. Der var angiveligt helt styr på det hele. Lige indtil katastrofen bogstavelig talt begyndte at tage fart med bjerge af forgiftet jord, der hastigt gled fremad med trussel om at forgifte et stort vandområde og kvæle en landsby i 5 meter forurenet jord.

De eneste, der har den nødvendige indsigt i, hvad der faktisk foregår – med hjælp fra loyale eksperter – er de arbejdere, der arbejder inde på arbejdspladsen – med støtte fra deres fagforeninger. I stedet for tandløs – og resultatløst klassesamarbejde, hvor arbejderrepræsentanter tages som gidsler af arbejdsgiverne og fodres med begrænsede oplysninger, som de end ikke må fortælle videre til deres kolleger, så må man kræve indsigt i arbejdsgivernes økonomi, ordrebøger og planer mm. Relevante oplysninger, som hele samfundet har krav på at kende.

Det er afgørende, at de lokale arbejdere og fagforeninger får hjælp af kræfter uden for arbejdspladsen. Der må skabes et tæt demokratisk samarbejde med miljø/klima bevægelserne. De vil kunne sprede viden om hvad der foregår og kan organisere og drive demonstrationer og andre kollektive aktioner i en fælles miljø/klima kamp med de lokale arbejdere bakket op af deres fagforeninger. Arbejderne kan med hjælp fra loyale eksperter stille krav om at føre kontrol inde på arbejdspladsen og deltage sammen med bevægelserne i at drive informations og mobiliseringsarbejde – til fremme og udbredelse af en egentlig bevægelse for arbejderkontrol.

Pression på regeringen har vist sig ikke at virke, når det gælder klima- og miljøkampen. Kampen må ud på arbejdspladserne. Løsningen ligger i at kombinere arbejdernes styrke inde på arbejdspladserne og deres fagforeninger med miljø/klimakampen. Kampen må tilføres dette socialistiske perspektiv om arbejdermagt over samfundets resurser. Det er helt klart at vi ikke er i den beskrevne situation. Det er lige så klart, at vi heller ikke kommer det, uden at nogen går foran i kampen på arbejdspladserne – bakket aktivt op af et målrettet samarbejde mellem dem, der er enige i dette socialistiske perspektiv.