Da instituttet for klima, miljø og bæredygtighed i Nicaragua, Centro Humboldt, sidst i juni varslede en tropisk storm ved navn Daniel ud for Nicaraguas vestkyst, virkede det som en dårlig vittighed. Navnefællen, Daniel Ortega, har nemlig de seneste godt to måneder vist sig fra sin mest brutale side.

af Valentina Chavez

Nicaraguas præsident, regeringen, politiet og hæren har vendt det blinde øje til, når uropoliti og bevæbnede bøller med præcisionsvåben, nogle af dem ungsandinister, har terroriseret og dræbt fredelige demonstranter. De fleste er blevet skudt i bryst eller hoved, tydeligvis for at dræbe. Ingen af disse drab er blevet efterforsket, og mange er foretaget fra ladet af statsligt ejede køretøjer med våben, der kun findes hos politi og militær. Mere end 2000 er blevet såret. Mange er forsvundet for senere at dukke op i lighusene eller med kirkens og internationale organisationers mellemkomst at blive løsladt fra El Chipote, det modbydelige fængsel, som også var i brug under diktatoren Somoza. Mange af de løsladte bærer tydelige spor af tortur.

 

Stor demonstration til ære for børn og mindreårige

Den 30. juni var der indkaldt til en demonstration, Marcha de las Flores, til ære for de mere end 20 børn og mindreårige, der er blevet dræbt under urolighederne.

 

Der har ikke været demonstrationer siden den på Mors Dag den 30. maj. Demonstrationen, som talte op mod en halv million mennesker i hovedstaden, var egentlig slut, men da den fortsatte til et af de besatte universiteter, blev den beskudt. I april var et udbredt slogan: “De har taget alt fra os, undtagen frygten”, men efter at 18 mennesker døde på Mors Dag, var befolkningen paralyseret i lang tid.

 

Derfor var demonstrationen den 30. juni et fingerpeg om, hvor mange, der fortsat kræver demokrati og retfærdighed.

 

I sidste uge ankom den Interamerikanske Menneskerettighedskommission (CIDH) og FNs menneskerettighedskommissær til landet. Samtidig var der varslet støttemanifestationer i 78 byer verden over, og CNN m.fl. havde lovet livedækning. Det betød formentlig, at demonstranterne følte sig mere trygge. Og der tales om titusinder af deltagere, mange havde hele familien med.

 

Demonstrationen skulle egentlig have fundet sted den 23. juni, men den blev aflyst af sikkerhedsmæssige årsager, da bevæbnede grupper terroriserede befolkningen, især i Managua og Masaya. Flere blev dræbt, herunder en 14 måneder gammel dreng, der blev skudt i hovedet på tæt hold. I hospitalets papirer blev dødsårsagen noteret som mistanke om selvmord. Denne absurditet er desværre ikke enestående.

 

Civile aktionsformer

I ugerne forinden var antallet af vejspærringer overalt i landet steget til over 400. I et land, hvor cirka 70 procent af økonomien er uformel, er strejkevåbnet ikke særlig effektivt, og andre aktionsformer må tages i brug. Der var “generalstrejke” midt i juni, hvor næsten alle i den private sektor nedlagde arbejdet. Denne aktion var dog også støttet af arbejdsgiverforeningen, COSEP, så om det kan kaldes generalstrejke, er et åbent spørgsmål. I hvert fald var det et signal til regeringen om, at landet kunne sættes helt i stå, hvis den nationale dialog ikke blev genoptaget og præsidenten går af.

 

Vejspærringerne har været meget virkningsfulde. De har især været placeret ved indfaldsveje til større byer, men også i bydele i Leon, Masaya og dele af Managua har der været mange.

 

Nogle kvarterer i Masaya har organiseret barrikadevagter, fordi de paramilitære i særlig grad har terroriseret dem. Og der har været hårde sammenstød i områderne, som først standsede, da den katolske kirkes bisperåd og Vatikanets udsendte tog dertil.

 

Hvem står bag protesterne?

Civilsamfundets organisationer har fundet sammen i en koalition, kaldet Alianza Cívica por la Justicia y la Democracia. Den består af repræsentanter for flere studenterorganisationer, kvindebevægelsen, anti-kanal- og bondebevægelsen samt arbejdsgiverforeningen. Der er derfor ikke en entydig retning i protesterne udover erklærede mål om at få præsidenten til at gå af, fremrykke valget, demokratisere landet og retsforfølgelse af dem, der har skudt på lovlige demonstrationer.

 

Det har fået både præsidenten og dele af venstrefløjen i udlandet, også i Danmark, til at beskylde bevægelsen for at være initieret og styret af CIA og højrekræfter i USA med henblik på at destabilisere regeringen.

 

Der er ingen tvivl om, at der fiskes i rørte vande, også fra højrefløjen i nord. Men det er også tydeligt, at en del af den civile alliance refererer til sandinismens oprindelige rødder. Og da en opposition inden for det regerende sandinistparti ikke er mulig, og en velfungerende venstreopposition uden for partiet ikke er opbygget, har man ikke udviklet et egentligt program.

 

Man peger på, at Ortega og hans kone, vicepræsident Rosario Murillo, har skabt et familiedynasti baseret på grådighed og uvederhæftig omgang med landets ressourcer. Familien har kanaliseret en lind strøm af økonomiske midler fra støtter som Gadaffi, Khomeini/Ahmadinejad og Chávez ned i egne private selskaber. I dag ejer familien flere virksomheder, har stort set monopol på import af olie og styrer fire store tv-kanaler. Og i et land, der af præsidentparret er udråbt til “cristiana, socialista y solidaria”, er det ikke rimeligt.

 

Landgrabbing

Der har de seneste uger været besættelse af jord. Der er ikke tale om nationalisering, men om at regeringen lader bevæbnede ungsandinister og regeringssympatisører besætte jord, der tilhører mennesker, som ikke støtter regeringen, f.eks. medlemmer af arbejdsgiverforeningen, COSEP.

 

Søndagens demonstration skulle være sluttet efter to timer ved rundkørslen Jean Paul Genie, men også denne gang fortsatte mange til et af universiteterne. Da demonstrationen passerede et besat jordstykke, skød snigskytter på demonstranterne. En ung mand blev dræbt og mere end ti såret.

 

Hvordan det skal lykkes at bryde denne voldsspiral, kan være svært at få øje på. Tilstedeværelsen af internationale menneskerettighedsorganisationer er tilsyneladende ikke nok. Og én ting er sikkert: Når det lykkes at få ændret de demokratiske spilleregler i landet, bliver en af de første opgaver at få afvæbnet de paramilitære grupper. Ikke nogen nem opgave i et af verdens fattigste lande.

 

1. juli 2018

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com