Måske er vi på vej mod en S-SF-regering. Men hvad er en S-SF-regering på vej imod? Økonomisk krise og barske krav fra kapitalejerne vil efterlade et meget lille råderum for to partier, der sætter en ære i at holde sig inden for kapitalismens rammer.

af Anders Hadberg og Michael Voss

Hvis vi får en S-SF-regering efter næste valg, vil det være første gang, at Socialdemokraterne regerer sammen med et parti, der ligger til venstre for dem selv.

Efter over otte år med VKO-blokken vil sådan et regeringsskifte ikke alene udløse lettelse over det, vi sluppet af med. En S-SF-regering vil også vække forhåbninger hos store dele af befolkningen om forandringer og forbedringer, ikke mindst i arbejderklassen og blandt mennesker på overførselsindkomst.
Men hvilke muligheder vil sådan en regering have for at indfri forventningerne – og hvor stor vilje har de to partier til gøre, hvad der skal til for at skabe fremskridt?

Fra venstredrejning til politisk jordskælv
Siden forrige valg i 2005 har tendensen i meningsmålingerne bevæget sig fra VKO-blokken over til oppositionen. I de fleste måneder har oppositionen haft flertal. Inden for oppositionen er det SF, der står for fremgangen, og de Radikale, der er gået tilbage. Derfor har enkelte meningsmålinger bevæget sig i retning af flertal til S-SF-Ø.

Denne tendens ser ud til at blive forstærket af den økonomiske krise. Trods generel venstredrejning gennem fire år har et stort flertal hidtil udtrykt størst tillid til de borgerliges evne til at løse de økonomiske problemer.
Men på baggrund af de første konkrete erfaringer med den borgerlige regerings håndtering af krisen er denne tillid faldet drastisk. I 2007 mente 71 % af danskerne, at regeringen håndterede økonomien godt. I 2009 var tallet faldet til 35 % ifølge en undersøgelse, Zapera har lavet for ugebrevet A4.
”Det er et jordskælv. Det er meget sjældent, at vi ser så store ændringer i vælgernes holdninger,” lyder kommentaren fra en professor i statskundskab, Kasper Møller Hansen.

Muligheden for et rødt flertal
Samtidig har midten i dansk politik været igennem en langvarig svækkelse. CD og Kristendemokraterne er helt eller delvis forsvundet. Udbryderne fra Det Radikale Venstre, som for tiden kalder sig Liberal Alliance, kan dårligt kaldes et midterparti og er i øvrigt også langt fra repræsentation i Folketinget. Tilbage står de Radikale, som også er blevet stærkt svækket.
Det betyder, at enkelte meningsmålinger har været tæt på rent rødt flertal til S, SF og Enhedslisten. Fra 2005-valget til november 2009 (et gennemsnit af alle målinger) er S-SF-Ø gået frem med 9,5 procentpoint, mens VKO er gået 2,9 % tilbage. Forskellen på arbejderpartiernes fremgang og regeringsblokkens tilbagegang udgør midtens kollaps.

Muligheden for S-SF-Ø flertal eksisterer altså, og under alle omstændigheder vil de Radikales vægt i flertallet bag en ny regering være langt mindre end f.eks. under Nyrup-regeringerne.
S og SF har set denne udvikling komme. Det er nu deres officielle mål at danne regering sammen. En udvikling, som er blevet understøttet af kommunevalget, som førte til en stribe socialdemokratiske borgmestre, der er stærkt afhængige af store SF-grupper i kommunalbestyrelserne.

Udsigt til krise
Naturligvis er der ingen garanti for, at næste valg fører til en ny regering. Det har vi på venstrefløjen selv en indflydelse på, men her vil vi koncentrere os, hvad det er for et samfund, en S-SF-regering i givet fald vil komme til at regere.

Efter vores opfattelse bliver det et samfund i en hård økonomisk krise. Det afhænger naturligvis i høj grad af, om verdensøkonomien vender. Men hvis krisen globalt fortsætter nedad, så vil Danmark blive enormt hårdt ramt – hårdere end de fleste europæiske lande. Det er et samspil af faktorer og strukturelle tendenser i dansk kapitalisme, der gør landet mere sårbart overfor krisen.

En forgældet arbejderklasse
Der er ét afgørende problem i dansk kapitalisme: den danske arbejderbefolkning er dybt forgældet. Den danske økonomiske model har i mange år været baseret på en høj gældsætning. Med opturen i boligmarkedet er gælden steget markant.

Danmark er ifølge Eurostat det land i Europa, hvor husholdningerne har langt den højeste bruttogæld målt ift. disponibel indkomst. I 2008 skyldte husholdningerne 2,5 gang så meget, som de havde i indkomst. Ifølge Danmarks Nationalbank var bruttogælden i 2009 steget til over 3 gange den disponible indkomst.
Arbejderbefolkningens gæld er ikke noget nyt, men det nærmer sig et niveau, hvor livremmen ikke kan klare mere. Ikke mindst fordi befolkningens værdier samtidig kollapser sammen med boligmarkedet.
Gælden er steget så kraftigt, fordi arbejderklassen på den måde kunne opretholde et tidssvarende forbrug, selv om reallønnen ikke steg synderligt. Og reallønnen stagnerede, fordi kapitalen havde behov for stigende profit i en tid med lav produktivitetsvækst.

I Danmark har arbejderklassen aldrig lidt et omfattende nederlag som engelske arbejdere under Thatcher, og fagbevægelsen er intakt om end svækket. Hver gang reallønnen eller vigtige velfærdselementer er blevet truet, har arbejderklassen reageret med modstand.

Derfor ville faldende forbrugsmuligheder højst sandsynligt have udløst strejker og protester. Det undgik kapitalismen ved til gengæld at etablere lånemulighederne gennem konstante liberaliseringer af finanssektoren: rentetilpasningslån, SDO-lån, afdragsfrie lån osv. osv.

Nyliberale politikker har bevidst fremmet mere og højere gældsætning af arbejderklassen. Samtidig har en globalt set faldende rente siden midt-1990erne muliggjort høj gældsætning med lave omkostninger.
Men det gældsfinansierede forbrug har ikke kun skullet tjene til at holde arbejderklassen ”i ro”. Det har også sikret, at kapitalen kunne afsætte produkterne, selv om arbejderklassens relative købekraft faldt overfor en stigende vareproduktion.

Husholdninger på fallittens rand
Men nu begynder gældsætningen at skabe problemer. Den nyliberale model har nået sin grænse. Når boligpriserne falder, og arbejdsløsheden stiger, kan danske lønmodtagere ikke blive ved med at optage lån. Mange får svært ved at opretholde de eksisterende lån, og de hårdest ramte kan ikke betale deres lån tilbage.
Resultatet er allerede åbenbart. Forbruget er faldet med syv procent på et år.
Faktisk står vi med en overhængende fare for, at den enorme gældsætning bliver til en brandfælde, hvor husholdninger på stribe vil gå bankerot. Den stigende arbejdsløshed betyder, at der er kraftige problemer for husholdningerne på vej. I øjeblikket reddes de gældsatte af den historisk lave rente, men i det øjeblik renten stiger, går det helt galt for rigtig mange.

Profitten presset
Faldende forbrug er ikke kun et problem for de arbejdere – og overførselsindkomstmodtagere – der må klare sig for mindre. Det er også et stort problem for kapitalisterne der ikke kan få afsat deres varer. De kan altså ikke realisere merværdien, og derfor får de laveret profit.
I forvejen har de faldende ordrer, og produktiviteten har i Danmark i 10 år været meget lav – også i international sammenligning.
Hvis ikke produktiviteten stiger, må lønningerne stagnere eller falde for at opretholde udbytningen og profitten. I en situation, hvor arbejderklassen ikke længere kan finansiere sit forbrug gennem låntagning, vil kapitalisterne altså være tvunget til presse lønningerne og/eller andre af deres omkostninger for at kunne opretholde deres profitter.

Hul i statskassen
Men det er ikke kun lønmodtagerne, der er forgældede. Den danske stat forventes i 2010 at få et underskud på 90 milliarder kroner. Det er resultatet af skattestop og skattelettelser til de rigeste plus bankpakkerne.
Hvis arbejdsløsheden bliver ved med at stige, vil statskassens udgifter til understøttelse stige, mens skatteindtægterne – fra de nu arbejdsløse – vil falde.
I forvejen står vi med en nedslidt offentlig infrastruktur og med store uopfyldte velfærdsbehov efter otte år med VK-regeringen. Behovet for investeringerne på dette område og højere satser på mange overførselsindkomster er stort, men mulighederne med de nuværende statsindtægter er små.

Andre kan se ulven
Nu er det ikke første gang, at marxister har forudset kapitalistisk krise. Og vi må erkende, at det ikke er hver gang, at ”ulven er kommet”.
I øjeblikket har de økonomer, som lever af at ”tale” økonomien i gang igen travlt med at tale om recessionen, der er slut, og opsvinget, der er lige om hjørnet. Men går vi i stedet til mere tænksomme borgerlige analytikere, er det helt andre toner, vi får at høre.
Ugebrevet Mandag Morgen er et forbløffende ærligt eksempel (Se boks 1).

Boks 1
Farlig destruktiv spiral
”Arbejdsløsheden stiger hastigt, priserne vil falde på boligmarkedet igen, når renten stiger, nye milliardnedskrivninger venter bankerne, mens højere låneomkostninger og en lav produktivitet skaber en farlig destruktiv spiral.
Der skal mere end en vækstpakke, små finanslovsjusteringer, udsættelse af skattebetalingen og almindeligt godt humør til at modvirke den udvikling. Og statens udgifter frem til 2015 er ude af balance bl.a. på grund af de rekordstore milliardunderskud og den stigende gældssætning i krisens kølvand.
(…)
Det kan blive en gyser, når skeletterne fra den seneste gældsepoke vælter ud af skabet.”
(Nyhedsbrevet Mandag Morgen, lederartikel, den 9. november 2009)
 

Men bliver vi så ikke reddet af et internationalt opsving? Det har Mandag Morgen også en vurdering af:
”De spæde væksttegn i den internationale økonomi er ikke en holdbar redningskrans for os. Opsvinget ligner mest af alt en global viagra-effekt udløst af den ekspansive finanspolitik og centralbankernes kunstigt lave rente.”
Og senere i samme leder konkluderer de:
”Allerede i første halvdel af 2010 er der meget stor risiko for, at vi kan blive ramt af et nyt globalt tilbageslag.”
I hvert fald kan vi ikke forvente, at de EU-lande, som hovedparten af den danske eksport går til, kan præstere en super-økonomi, der kan hive Danmark op af moradset. Mange EU-lande har endnu større gældsproblemer. Kun to EU-lande lever op til Stabilitetspagtens krav, der egentlig er en forudsætning for at være med i Euro’en.

Regering under pres
En S-SF-regering, der kommer til magten i 2010 eller 2011 vil altså sandsynligvis stå over for et kraftigt pres fra:
a) en arbejderklasse, der generelt oplever tilbagegang i forbrugsmulighederne, og hvor store grupper direkte bliver forarmet på grund personlige konkurser
b) stigende arbejdsløshed
c) en kapitalistklasse, som kræver højere profit, fordi den har problemer med at afsætte produkterne både i Danmark og i resten af verden, samt en internationalt set lav produktivitetsvækst.
d) en presset og forgældet statskasse, som vil gøre det svært bare at opretholde det nuværende velfærdsniveau, for slet ikke at tale om forbedringer.
Krisen vil derfor sætte en S-SF regering i et åbenlyst dilemma mellem
• på den ene side de ønsker og forventninger, som eksisterer blandt deres vælgere og partimedlemmers om øget velfærd og progressive reformer og
• på den anden side det kapitalistiske systems krav om angreb på og forringelser af arbejdsbefolkningens levevilkår.

En enig kapitalistklasse
Kapitalistklassen skal nok vide at fremstille deres ønsker tydeligt og magtfuldt. Gennem de seneste to årtier er der blevet cementeret en kapitalalliance bag nyliberalismen. Og den er ikke blevet rokket af krisen.
På organisationsplan giver den sig udslag i, at Dansk Industri (DI) og Dansk Erhverv præsenterer samme politiske krav – og ingen betydningsfuld kraft i kapitalistklassen modsiger dem. Tværtimod har udspillet fra VK–regeringens vækstforum "Danmark styrket ud af krisen" samme titel som Dansk Industris kriseoplæg fra september i år (Se boks 2). Dansk Erhverv har sin egen krisestrategi, kaldet ”Vækstinitiativer”, men linjen er den samme.

Boks 2
Det forlanger danske kapitalistrer af politikerne

• Øget privatisering af den offentlige sektor (udlicitering, privatisering Offentlig-Private-Partnerskaber (OPP) og Offentligt Private Selskaber (OPS))
• Disciplinering af offentligt ansatte gennem Lean-management
• Subsidiering af eksporterhvervene gennem billigere og mere eksportkredit, udskydelse af moms- og skattebetaling
• Kraftig fleksibilisering af arbejdskraften: disciplinering af arbejdsløse, liberalisering af reglerne for arbejdsfordeling, så det bliver muligt at udskille kernemedarbejderne fra den store masse af arbejdskraft, som skal kunne hyres og fyres efter behov.
• Markedsgørelse af forskningen samt mere investering i produktionsrettet teknologi. Herunder grøn kapitalisme, samt reduktion i energi- og affaldsafgifter for erhvervslivet.
• Effektivisering af offentlig sektor – gennem benchmarking,
• Fjernelse af topskatten og nedsættelse af selskabsskatten
• Afvikling af efterlønnen over en 10-årig periode
• Nemmere tilgang af udenlandsk, specialiseret arbejdskraft herunder større indsats for at markedsgøre den udenlandske arbejdskraft.
• Markedsgørelse af folkeskoler, erhvervsskoler og universiteter

(Eksempler fra Dansk Industris forslag til ”at bringe Danmark styrket ud af krisen”)

Gennemgående træk i forslagene er for det første, at udbuddet af arbejdskraft skal blive større, så man kan sikre sig en billigere og mere disciplineret arbejdskraft. For det andet skal endnu større dele af den offentlig sektor gøres til genstand for profitproduktion.

I den forbindelse skal en ny regering ikke løbe an på, at kapitalistklassens ønsker er noget, man bare kan læse i Børsen og høre komme ud af VK-politikernes munde. Hvis en S-SF-regering ikke følger trop, men måske ligefrem gennemfører arbejdervenlige reformer, så er der så meget på spil for kapitalen, at den kan forventes at gribe til udenomsparlamentariske metoder, f.eks. kapitalflugt og udflytning af virksomheder, massive fyringer, skatteunddragelser og afvisning af at følge f.eks. arbejdsmiljøreglerne.

Giver op på forhånd
Hvordan vil en S-SF-regering reagere på dette pres fra den kapitalistiske økonomi og fra en selvbevidst kapitalistklasse, som har vænnet sig til at have regeringen i ryggen? Hvis vi ser på deres aktuelle politiske praksis og på det, de selv stiller i udsigt, er der al mulig grund til at blive bekymret.
Ganske vist kritiserer de ind i mellem regeringen for at ødelægge velfærden og for ikke at gøre nok for klimaet. De to partier stiller indimellem også forslag, der går i den rigtige retning.

Men i det samlede billede holder de sig inden for en liberal, måske socialliberal ramme. Socialdemokraterne har været med i en stribe arbejdsmarkedsreformer, der har presset de arbejdsløse og svækket efterlønnen. Socialdemokraterne har været med i begge bankpakker og SF i den ene.

Socialdemokraterne har spillet med på udlicitering og privatisering helt tilbage fra Nyrup-regeringernes tid. Også SF har medansvar for nogle af privatiseringerne af de store statslige selskaber. I den forbindelse er det også betegnende, at de ikke har udnyttet Rigsrevisionens afsløring af Lars Løkke Rasmussens overpriser til privathospitalerne. Det var en ren foræring, som de to partier ikke har kunnet udnytte, fordi de ikke vil føre en principiel kamp for et solidarisk offentligt sygehusvæsen og imod privathospitaler.

Over for arbejdsgivernes og de borgerliges evige krav om lavere understøttelse og kortere dagpengeperiode har de to partier mildest talt ikke været klare. Når nogle fagforeningsledere har rejst kravet om højere dagpengetakst, har S meldt tilbage, at det kan lade sig gøre, hvis perioden bliver skåret.
Endelig afviser begge partier at gennemføre en skattereform, som for alvor angriber kapitalindkomsterne. Boligbeskatningen, som i den grad favoriserer de rige boligejere, vil de slet ikke røre.

Omvendt reformisme
Hvad der binder disse signaler, svage løfter og halve trusler sammen, er, at det drejer sig om to reformistiske partier.
Problemet med reformistiske partier er ikke, at de går ind for reformer. Problemet er, at de kun vil gennemføre reformer, som holder sig inden for det kapitalistiske systems rammer, og som kapitalisterne kan acceptere. I dag giver det sig ofte udtryk i, at de ”lovlydigt” implementerer EU-direktiver, selv når det strider mod deres officielle politik – og at de ikke vil gennemføre reformer, som de risikerer at blive dømt på ved EF-domstolen.
I praksis giver denne tilpasning og underordning kun mulighed for reformer, når kapitalismen er i allerbedste form – som i den berømte periode i 50’erne og 60’erne. Så snart kapitalismen fungerer lidt dårligere, bliver reformisme med små reformer til reformisme uden reformer. Og næste skridt ligger snublende nær: I mange år har vi – over alt i Europa – oplevet socialdemokratiske partier og venstresocialdemokrater som SF, der praktiserer reformisme med mod-reformer, dvs. reformer som svækker arbejderklassens og overførselsindkomstmodtagernes leveforhold, organisering og rettigheder.
(Læs mere om Socialdemokratiet i artiklen Socialdemokratiet – et sikkert kort?

Det kan blive værre
Som sagt har Socialdemokratiet og SF allerede nu placeret sig klart og tydeligt inden for en socialliberal dagsorden. Når den slags reformistiske partier kommer til magten, er det mere end sjældent, at de drejer til venstre, snarere tværtimod.
Hvis en S-SF-regering kommer til magten midt i en alvorlig økonomisk krise, vil den komme under utroligt hårdt pres, og dens handlemuligheder vil være stærkt begrænset. Råderummet for en politik, der holder sig inden for kapitalismens rammer, og som ikke generer dansk og udenlandsk kapital, vil simpelthen være uendelig lille.
Derfor risikerer vi, at en S-SF-regering allerede i sit første halve år gennemfører hjælpepakker til erhvervslivet, skærer i understøttelsen, og skærer i bloktilskuddene til kommuner og regioner med umiddelbare konsekvenser for hospitaler, skoler, daginstitutioner, kollektiv trafik osv.

Nødvendigheden af et modpres
Er det en uundgåelig udvikling? Nej, men forudsætningen for at en S-SF-regering midt under en økonomisk krise gennemfører reformer, der forbedrer forholdene for arbejderbefolkningen, er, at den ikke kun er under pres fra kapitalismen og kapitalisterne.
Forudsætningen er, at en ny regering også kommer under pres fra den del af befolkningen, som har bragt den til magten. Selv om reformistiske partiledere gang på gang gennemfører kapitalvenlig politik, er det ikke, fordi deres eneste drivkraft er at redde systemet. Over dette står ønsket om at få magten og bevare den.
Hvis S-SF-regeringen fornemmer, at dens eget bagland bliver utilfreds, kan den presses til at revidere kursen. Især hvis utilfredsheden giver sig udtryk i en egentlig folkelig mobilisering med debatter, protester, møder, demonstrationer og strejker. Så vil uroen i sig selv gøre dem urolige – og muligheden for at de tager et taktisk venstresving vil være til stede..
Det er i den proces, at Enhedslisten vil få mulighed for at påvirke udviklingen og få indflydelse. Det er ikke så meget via folketingsgruppens udtalelser og stemmeafgivning som gennem medlemmernes organiserede politiske aktivitet, at Enhedslistens muligheder ligger. Det stiller to sammenhængende opgaver for Enhedslisten:
– at bidrage til opbygningen af en folkelig bevægelse, der lægger pres på den nye regering
– at udvikle og præsentere de systemoverskridende politiske løsninger, som rent faktisk kan forsvare arbejderbefolkningen mod krisen.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com