Hvor er vores økonomi på vej hen? Snart skal alle fabriksarbejdere køre for Über, og lastbilerne vil køre sig selv - i hvert fald er det, hvad erhvervspressen fortæller os. Kim Moody, medstifter af Labor Notes og forfatter til mange bøger om den amerikanske arbejder, giver et andet billede.

af Kim Moody, Chris Brooks

Chris Brooks bad ham om at skære igennem hypen og beskrive, hvad den arbejdende befolkning har i vente, og hvilke muligheder fagforeningerne har.

LN: Vi hører en masse om "koncert økonomi", ["gig-economy"], hvor arbejderne skifter fra det ene engagement til det næste, hos smarte app-baserede firmaer som Über, og andre, der ansætter arbejdere ved hjælp af nettet. Er det virkelig fremtidens arbejde?

KM: Først skal man bemærke sig, at bortset fra Über, er der ikke tale om egentlige arbejdsgivere, men om digitale platforme, hvor man kan finde arbejde.

Det er ikke app´en, der bestemmer timetal og løn, eller de arbejdsredskaber, der skal bruges i jobbet. Det er stadig arbejdsgiverne, der leder arbejdet. Så hvis jobbene bliver dårligere, er det ikke fordi folk finder dem digitalt i stedet for gennem avisannoncer. En anden ting er, at diskussionen af denne "koncert-økonomi" forudsætter, at vi pludselig har en masse mennesker, der har flere forskellige ansættelser. Men fakta er, at andelen af arbejdsstyrken, der har mere end ét job, ikke har ændret sig meget i løbet af de sidste 40 år.

Størstedelen af disse arbejdere er folk med normale fuldtidsjob, som arbejder sort ved siden af – hvad vi har set i rigtigt mange år. Der er masser af folk med mere end ét job, men det har der altid været. Så bevæger vi os virkelig mod en fremtid, hvor 40 procent af arbejdsstyrken arbejder freelance?

Den ide er ren science fiction. Der er to former for selvstændigt arbejdende. Den ene form er den selvstændige erhvervsdrivende, der udfører arbejde på kontrakt. Deres antal har været for nedadgående i årevis.

Den anden gruppe er den, der kører en selvstændig forretning. De er vokset noget, men udgør stadig kun 4 % af arbejdsstyrken. Du siger, at "koncert-økonomi" og konceptet om "prekære jobs" rammer ved siden af, fordi begreberne overser den mest fundamentale ændring: Væksten i antallet af lortejobs. Kan du fortælle, hvad der er ændret for arbejderne og hvorfor?

KM: Den første forandring er intensiveringen af arbejdet. Arbejde er blevet dramatisk hårdere i de sidste 30 år eller så. Og det fortsætter med at blive hårdere. Det sker ved hjælp af LEAN produktion, som reducerer mængden af arbejdskraft, der skal bruges på at fremstille produkter eller tjenesteydelser. Udviklingen hænger sammen med den såkaldte Just-In-Time produktion.

Et andet aspekt er elektronisk og anden form for overvågning og kontrol, der tillader arbejdsgivere at se, hvordan de kan få mere arbejde ud af bogstavelig talt hvert eneste minut. Noget andet er, at pauser er skåret dramatisk ned siden 80´erne. Uanset hvilket job du har – hel- eller deltids, midlertidig eller fast ansat – har du formentlig oplevet noget af dette.

Den anden side er løn. Lønninger er faldet siden starten af 70´erne [i USA /red]. Flere og flere mennesker arbejder for mindre og mindre i løn, målt i absolutte værdier. Også dette rammer alle, selv om løst ansatte og deltidsansatte bliver hårdere ramt end fastansatte. Og hvis du ser på de statistiske forudsigelser fra Bureau of Labor Statistics, så varsler de, at den største jobskabelse i de næste årtier vil ske blandt de ufaglærte og lavtlønnede jobs.

Vi går med andre ord ikke mod en eller anden stor high-tech økonomi. I stedet går vi mod en lavtlønnet arbejdsstyrke med dårlige jobs. Det er snart slut med gode jobs. Selv om app-baserede "just-in-time" arrangementer har fået masser af medieopmærksomhed, har der været meget mindre opmærksomhed på "just-in-time"-produktion. Kan du sige noget om, hvorfor de enorme distributionsplatforme er opstået, og hvad de betyder for den faglige organisering?

KM: Hvis globaliseringen skal være effektiv, er lav løn ikke nok, for du skal også flytte produkterne hurtigt fra et sted til et andet. Det krævede en ændring af måden, produkter blevet flyttet på – "den logistiske revolution". Tiden, det tager at aflevere et produkt til køber, er en vigtig faktor i konkurrencen. Lige som produktionen opererer transporten nu også på en just-in-time basis. Produkterne flytter sig hurtigere.

Lastbiler, tog og fly ændrede ikke fart. Hvad der ændrede sig, var måden ting blev håndteret på. Varerne opholder sig kun kort tid på varelagre. Gods ankommer med tog og sendes videre på lastbiler i løbet af timer. Disse processer har først rigtigt taget form i det 21. århundrede. For at få det til at fungere har industrien skabt logistiske klynger. Det er enorme koncentrationer af lagerbygninger, hvor tog-, land- og vandtransport mødes og kan koordineres, som regel elektronisk.

Du tror måske, at dette alt sammen er meget højteknologisk. Men det kræver stadig tusindvis af arbejdere. I USA findes der 60 af disse klynger, men tre skiller sig ud. Det er havnene i New York, Los Angeles og Chicago. Hvert af disse centre beskæftiger mere end 100.000 arbejdere på et meget afgrænset område. I 80´erne var ideen med at outsource produktionen [ud af USA /red], at man ville nedbryde koncentrationen af arbejdere i byer som Detroit og Pittsburgh. Men det, som disse firmaer utilsigtet har gjort, er at skabe utrolige koncentrationer af manuelle arbejdere.

Det kan være, at disse firmaer har skudt sig i foden – for her har vi potentialet til at organisere et stort antal uorganiserede, lavtlønnede arbejdere i fagforeninger. Og det bliver forsøgt gjort. En anden ting er, at disse centre er forbundne i Just-In-Time systemer – hvilket betyder, at du har hundredvis, måske tusindvis af punkter i transportsystemet, der er meget sårbare. Nedlægger du arbejdet ét sted, så lukker man store områder.

Går i stå…

Sårbarheden i just-in-time produktionen blev demonstreret, da en af General Motors´ underleverandører indgav konkursbegæring i juni. Underleverandøren leverede stumper til stort set hvert eneste GM-køretøj, der blev produceret.

GM havde ingen lagre, og ingen andre steder at få forsyninger fra. Og for at undgå et totalt stop af bilproduktionen i hele USA, var GM nødt til at gå rettens vej, for at tvinge underleverandøren til at fortsætte med at producere, mens GM fandt en alternativ leverandør.

Ford oplevede en lignende situation, da alle løsarbejderne i chassisfabrikken i Ohio truede med at strejke, hvad der kunne have lammet bilproduktionen på den nærliggende Ford-fabrik i løbet af en dag. Arbejdsgiveren besluttede sig i løbet af få timer til at anerkende arbejdernes fagforening.

Kim Brooks

Medier og selv præsidentkandidater anklager handelsaftaler og outsourcing for tabet af millioner af jobs i fremstillingsindustrien, men du er skeptisk. Kan du forklare det?

KM: Outsourcing kan – hvis det sker til andre amerikanske firmaer, hvad der som oftest er tilfældet – bruges til at knuse fagforeninger. Det er meget ubehageligt for dem, der mister deres arbejde. Men det fjerner ikke nødvendigvis amerikanske jobs. Det flytter bare jobbene andre steder hen, til lavere lønnede grupper af arbejdere.

Offshoring er noget andet, men det er ikke så udbredt, som folk tror. Det har helt sikkert ramt visse industrier som stål og tekstil. Men det kan ikke forklare det tab i jobs, som vi har set. Jeg vurderer, at mellem 1 og 2 millioner arbejdspladser er tabt siden midt-firserne på grund af offshoring og import. Men outputtet fra industrien er steget med 131 procent fra tresserne og frem til Den Store Krise i 2007. Fremstillingssektoren fordoblede sit output. Det kunne ikke ske, hvis al produktion blev flyttet til udlandet.

Jeg tror, at svaret ligger i LEAN produktion og i ny teknologi, som vi talte om tidligere. Produktiviteten er bogstavelig talt fordoblet, og antallet af arbejdspladser er mere end halveret. Det er produktivitetsstigningen, der forklarer jobtabet. Politikere har meget svært ved at forholde sig til dette, for det kræver, at man angriber arbejdsgiverne. Det kræver, at man siger: "Du udnytter din arbejdsstyrke for meget". Og da de fleste økonomer politikere og eksperter mener, at produktivitetsstigninger er en vidunderlig ting, er det hinsides kritik.

Der er meget hændervriden, når det handler om automatisering. Den tidligere formand for Service Employees Union, mener, at førerløse lastbiler snart vil gøre millioner af lastbilchauffører ledige.

KM: Det er sådan noget, der sælger bøger. Det minder mig om 50´erne, hvor det også var populært at forudse fabriksarbejdernes undergang.

Automatisering har fjernet jobs, men der er stadig 8-9 millioner fabriksarbejdere tilbage. Jeg har en reolhylde med bøger, der forudser "afslutningen på arbejdet". Og dog har vi millioner flere arbejdere end tidligere. Problemet er, at de har det dårligere end før – ikke, at de ikke eksisterer.

I dag har vi at gøre med produktionssystemer, der er langt tættere integrerede end tidligere, og firmaer, der er større, mere kapitalintensive og mere økonomisk rationelle. Så fagforeninger skulle være i stand til at udnytte de sårbare punkter i just-in-time produktionen til at få nogle af de nye giganter til at makke ret. Den gamle ide om industribaserede fagforeninger kan måske vågne til live igen, hvis – og det er et stort hvis – fagforeningerne kan finde ud af at udnytte denne situation.

Min holdning er, at det skal komme fra græsrødderne i arbejderbevægelsen. Eller fra de uorganiserede, som de ansatte i varehusene. Det er et potentiale, der ikke har eksisteret i mere end 50 år. Konsolideringen af virksomhederne og hele logistik-revolutionen: Disse ting er først sket inden for de sidste 10-15 år. Når arbejdere og fagforeninger i disse industrier ser på denne situation, så er det ikke noget, de er vant til.

Det tager normalt en generation for arbejdsstyrken at indse sin egen styrke og modpartens sårbarheder. En anden vigtig ting er forandringen af arbejderklassens demografi. Hvad kan du sige om det?

Det handler ikke kun om fagforeninger, men om amerikansk politik. Forandringen af den racemæssige og etniske sammensætning af arbejderklassen vil fortsætte. Det sker i hele samfundet, men er særligt koncentreret i arbejderklassen. Ser man på godstransportsektoren i 80´erne var måske 15 procent af arbejderne enten afro-amerikanere eller latinoer, og nogle var asiater. I dag er tallet 40 procent.

Farvede arbejdere udgør en langt større del af arbejdsstyrken i dag. Størst er væksten i latino-arbejdere. Farvede arbejdere udgør i dag mellem 30 og 40 procent af fagforeningsmedlemmerne.

Vi har potentialet til at få en grundlæggende anderledes arbejderbevægelse. Den vil blive anderledes end noget, vi har set i USA, eller noget andet sted, for den sags skyld. Det vil sige, hvis vi har en multikulturel, multietnisk arbejderbevægelse, der er større og vokser, og som udnytter de nye muligheder, vi lige har talt om.

 

Kim Moody bor i London, er medlem af National Union of Journalists (NUJ), grundlægger af Labor Notes og forfatter til "In Solidarity: Essays on Working-Class Organizationi in the United States" (Chigaco: Haymarket Books, 2014). Chris Brooks skriver for Labor Notes.

Oversat fra International Viewpoint af Steen Andersen. Artiklen er lettere forkortet af SI-redaktionen.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com