Jens Crumlin, som har stået bag kritikken af andelskassen Merkurs investeringer, via investeringsbanken Triodos, i det israelske sikkerhedsselskab Check Point, har skrevet dette åbne brev om den seneste udvikling efter generalforsamlingen i Merkur den 13. april.

af Jens Crumlin

Det er positivt, at Triodos har besluttet at sælge aktierne i Check Point, men begrundelsen er dybt problematisk, fordi den viser, at Triodos og dermed også Merkur slet ikke grundlæggende har forstået jeres juridiske ansvar som finansielle aktører i forhold til folkeretten og jeres egne etiske regler omkring ansvarlighed. Meldingen er, at I stadig ikke mener, at Check Point skulle være dumpet ud fra jeres minimumskriterier, men at I vælger at sælge på grund af omfanget og karakteren af kritikken, som Triodos forklarer i en artikel i Finanswatch 30/4.

 

I har på intet tidspunkt svaret på den dokumentation, som vi har tilsendt fra Corporate Watch og Haaretz. Jeg ved, at I har haft møde med Generalsekretæren for Amnesty International i Danmark, og jeg er sikker på, at I her har fået en klar melding om konsekvenserne af ICJs foreløbige dom og det juridiske ansvar, I har i den forbindelse i forhold til at sikre, at I på ingen måde indirekte medvirker til det potentielle folkemord.

 

I en mail til jer i februar spurgte jeg, om I medvirkede til investeringer i ulovlige bosættelser på Vestbredden. Jeg fik følgende svar: “Ingen af de israelske virksomheder ligger på Vestbredden eller i Gaza”. Citat slut. Det, I glemte at fortælle, var, at selskabet SolarEdge, som Triodos investerer i, har leveret et 5 megawatt anlæg i en ulovlig bosættelse på Vestbredden. Derudover leverer firmaet til det israelske fængselsvæsen og sikkerhedsministerium!!!

https://www.whoprofits.org/companies/company/3732

 

Omkring det sidste selskab TIPA, som I formidler investeringer i, vil jeg medsende følgende interview med direktøren fra december 2023, hvor hun hylder samarbejdet med den israelske regering og fremhæver den tidligere premierminister Golda Meir, som vi ved spillede en vigtig rolle i de første mange års etniske udrensninger af palæstinenserne.

https://www.packaginginsights.com/video/tipa-ceo-israels-start-up-scene-will-overcome-war-and-become-stronger-more-inventive-and-impactful.html

 

I er nødt til at erkende, at det er fuldstændigt uforeneligt med jeres etiske retningslinjer og folkeretten at opretholde jeres neutralitetspolitik omkring Israel-Palæstina. Jeg er udmærket klar over, at I er voldsomt fokuseret på at fastholde denne politik, fordi I er bange for, at det vil skade jeres mulighed for at tiltrække kapital fra internationale investeringsfonde, som I stræber efter for at kunne vækste yderligere de kommende år.

 

Nu er det bare sådan, at ingen nok så vigtige økonomiske hensyn trumfer folkeretten, som jeg er sikker på, I har fået klar besked om fra Amnesty. Og jeg skulle hilse og sige, at hvis I alligevel vælger at ignorere disse forhold for at please de finansielle investorer, så siger I farvel til en stor gruppe af de kunder og andelshavere, som siden Merkurs start som et lille idealistisk pengeinstitut har været rygraden i banken.

 

Mvh. Jens Crumlin

Kunde og Andelshaver i mere end 25 år.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com