Læsetid: 10 minutter
Mit udgangspunkt for at bidrage til debatten om Per Bregengaards bog En fortælling om skabelsen, historien og skæbnen er mødet med to vidt forskellige, dybt uenige anmeldelser af Bregengaards bog. Den ene, Karen Ellen Spannow (Social Kritik), kan slet ikke se bogens berettigelse; den anden, Einar Baldwin Baldursson (Socialistisk Information) konkluderer begejstret: ”Køb den, læs den”.
Karen Ellen Spannows anmeldelse, ”Dannelse for socialistiske medborgere”, står at læse i Social Kritik 136/2013. Min kommentar er, ligesom anmeldelsen, hurtigt overstået, for Spannow bryder sig kort sagt ikke om bogen. Den er overlang, tung og egner sig ikke til hængekøjen. Men endnu værre: indholdet er trivielt og velkendt: ”Den der har gået i skole, læst en del bøger og fulgt med i samfundsdebatten, har hørt det hele før”. Måske kunne konfirmander derfor være målgruppen, foreslår hun; men nej, de ville nok ikke gang gide at læse bagsiden – hvis de da overhovedet kunne læse.
Denne mere ydmyge læser af bogen er fuld af beundring og misundelse over Karen Ellen Spannows viden og belæsthed der gør denne – og vel de fleste andre bøger – overflødige. Det kan jeg ikke hamle op med, og mere er der ikke at sige til det.
En nødvendig og nyttig bog
Til gengæld fik den meget summariske dom over bogen mig til at overveje hvorfor jeg selv, der dog er en anelse over konfirmationsalderen, omvendt synes vældig godt om bogen, faktisk betragter den som nødvendig og uomgængelig. Jeg er med andre ord ganske enig med Baldursson – som jeg skal vende tilbage til om et øjeblik.
Først og fremmest kan jeg godt lide bogens form der blander videnskabelig formidling med diskussion og personlig refleksion. For den der som jeg ikke er faghistoriker eller sociolog, giver den et fint overblik over hvad der i dag kan vides om naturens, menneskets og samfundenes udvikling fra Big Bang til nu. Dernæst er den fortællende fremadskridende form kombineret med et omfattende system af krydshenvisninger der gør det let også at læse på tværs, forfølge et tema eller problem gennem bogen. Endelig er de enkelte afsnit formet som mini-essays der kan læses hver for sig. For mig som dansklærer gjorde det at jeg under læsningen tit greb mig selv i at tænke afsnittene som eventuelle stileoplæg – samt i at overveje hvilke tekster, litterære og andre, der kunne fungere som parallel-, mod- eller perspektiv-tekster.
Kristendom og universalisme
Man får simpelthen lyst til at tænke med og diskutere gennem læsningen af Bregengaards bog. Det synspunkt er jeg ikke alene om. Også Einar Baldwin Baldursson griber denne mulighed i sin omfattende og fine anmeldelse af bogen, betitlet ”Per Bregengaard: ”En Fortælling om Skabelsen, Historien og Skæbnen” i Socialistisk Information (04.02.14). – Og diskussionen fortsætter, for Bregengaard replicerer sammesteds (25.02.14).
Meningsudvekslingen handler om marxismens forhold til darwinisme og kristendom. Jeg vil koncentrere mig om det sidste punkt som også vakte min interesse under læsningen of bogen. Her undrer det Baldursson at Bregengaard ”tilskriver […] kristendommen en særlig progressiv rolle i sin historie”. Og han mener at der ”helt atypisk – er tale om overordnede postulater, der ikke bliver begrundet” når Bregengaard i sin fremstilling hævder at såvel demokrati, socialisme og velfærdssamfund har udgangspunkt i kristendommen. Baldursson forsvarer her det gængse marxistiske standpunkt at socialismen opstår på trods af kristendommen som et opgør mod den og kirken. I sin replik fastholder Bregengaard sit standpunkt: på trods af magthavernes bestandige appropriering af kristendommen som undertrykkelses- og pacificeringsredskab indeholder den i sit krav om lighed en revolutionær kerne der blev grebet af millenaristiske bevægelser, som det ses i bondeoprør og tidlig socialisme. Også ud fra en dialektisk forståelse har kristendommens tekster ”været en overbevisende historisk kraft i skabelsen af empati, tolerance og fremskridtsvenlighed” (PB’s replik).
Jeg mener at Bregengaard her har fat i den lange ende, og han ligger i øvrigt helt på linje med de seneste tiårs nybrud inden for marxistisk tænkning. Her har man været vidne til en ejendommelig genindskrivning af kristendommens tankegods i venstrefløjens diskurs som nødvendigt gennemgangsled for en socialistisk forståelse af menneske og samfund. Erklærede marxistiske, materialistiske og følgelig ateistiske tænkere som Althusser&Lacan-eleverne, Alain Badiou, Ernesto Laclau fra Frankrig/Argentina, og Slavoj Žižek, Mladen Dolar og Alenka Zupančič fra Slovenien, har kunnet udpege kristendommen som stedet for en ny revolutionær, universalistisk menneskeopfattelse, forbundet med den gryende individualisme og som sådan forudsætning for egalitær politisk tænkning: demokrati, socialisme og menneskerettigheder.
I sig selv er kristendommen som religion usædvanlig. Fx dens gudsbegreb der involverer Jesus som ’menneskeguden’ der fødes, lever og dør som et menneske, og som slår sig ned blandt fattige og ringeagtede mennesker. Og når det gælder gudsdyrkelsen lægges der ikke vægt på hellige ritualer, ofre etc.; den troende henvises til den jordiske næstekærlighed, til Kristi efterfølgelse, til at fordele sin ejendele blandt de fattige.
Per Bregengaard fremhæver opkomsten af en ny menneskeopfattelse som resultatet af et frugtbart møde mellem hellenisme og kristendom. Der er tale om udformningen af et singulært subjekt, begavet med syndsbevidsthed, ansvars- og skyldfølelse over for fællesskabet. Alain Badiou peger i bogen, Saint Paul. La fondation de l’universalisme, på Paulus som den der tydeligst formulerer dette nye skel mellem det singulære og det partikulære. Samme Paulus, som Bregengaard med rette klandrer for sit traditionelle kvindeopfattelse og bornerte syn på seksualitet, er nemlig også den der ifølge Badiou formulerer den mest effektive kritik herimod: den kristne lære interpellerer et universelt individ, et tomt subjekt blottet for enhver partikularitet. Brevet til Galaterne (3:28) er her centralt:
Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.
Der er tale om en ’begivenhed’ med Badious udtryk, som sådan er den universel og må derfor få universelle følger i og med at den indstifter en ny norm for Sandhed:
Paulus’ gestus, der er uden fortilfælde, består i at løsrive sandheden fra fællesskabets herredømme, hvad enten der er tale om et folk, en polis, et kejserdømme, et territorium eller en social klasse (Saint Paul. La fondation de l’universalisme, jeg oversætter og understreger)
Denne fremhævelse af det singulære/universelle på bekostning af det partikulære/lokale er i øvrigt en pointe som er grundlæggende for også den psykoanalyse de ovennævnte tænkere har som fælles basis: Det menneskelige spaltede subjekt bevarer langt ind i den dybeste psykose en ejendommelig ’subjektal’ frihed: valget af symptom er helt individuelt og uforudsigeligt. Det er er ikke blot unikt, men ’unært’, dvs. det repræsenterer en tilstand hvor der kun kan tælles til én. Og netop det der gør hver og én af os til en uberegnelig undtagelse, er det der universelt forbinder os med alle andre mennesker, for så vidt også de – før der tilføjes alle de samfundsmæssige, familiære, klassemæssige bestemmelser der former vor subjektivitet – er befængt med ’subjektitet’.
Kristendom og demokrati
Som Bregengaard fremhæver, skal disse kristne idéer ses i sammenhæng med tilsvarende filosofiske, politiske tanker med rødder i græsk kultur og hellenisme. Aristoteles’ definition af mennesket som et socialt dyr, zoon politicon, ligesom stoikernes udformning af universelle menneskerettigheder, tilhører samme nybrud som også karakteriserer kristendommen. Hvis man ser bort fra den religiøse iklædning, repræsenterer kristendommen en fortsættelse og en radikalisering af elementer der allerede tilhørte den omgivende hellenisme.
Først og fremmest bør her fremhæves parallellen til den græske demokrati-opfattelse. Jesus’ forkærlighed for samfundets udskud, hans krav om omfordeling her og nu – hvis man vil kalde sig kristen, formuleringer som ’de sidste skal blive de første’ etc., minder slående om den oprindelige udformning af det græske direkte demokrati hvis revolutionerende egalitære grundforestilling er idéen om ’styret af hvem som helst’ som det illustreres i lodtrækningsprincippet.
Jacques Rancière understreger i sin nyligt udkomne bog, Hadet til demokratiet, den uhørte tanke at styret tilkommer ’delen uden del’, de ’hvis adkomst er manglen på adkomst’. Demokratiet – eller socialismen om man vil – undsiger hermed skandaløst ethvert traditionelt princip om at retten og magten tilhører dem der via fødsel, rigdom eller meriter har ’naturlig’ adkomst. Navnet demokrati, folkestyre, var oprindeligt et skældsord, svarende til ’pøbelvælde’. Og netop derfor har demokratiet siden Platon været hadet af magteliterne som selve navnet på den uorden, der ryster alle traditionelle værdier. Selv når de herskende har måttet påberåbe sig demokratiet, har de i virkeligheden altid blot approprieret det i forskellige udgaver af aristokrati, oligarki eller meritokrati. Kierkegaard hævder som bekendt, at ganske vist blev kirken indført, men aldrig kristendommen – for hvornår så man fx biskopper og præster i Kristi efterfølgelse give deres ejendele bort? – Ud fra Ranciéres’ analyse kan man sige det samme om demokratiet: Kun formen blev indført, aldrig det radikale indhold.