Antifascistisk Aktion – AFA – har i forbindelse med sit 20 års jubilæum udgivet en bog om historien fra dannelsen og frem til i dag. Spørgsmålet er blot, om bogen faktisk er en status over et par generationer af AFA-aktivisters arbejde,eller om det kun er de nye, den yngste generation, der har ført pennen.

af Svend Vestergaard Jensen

Læsetid: 4 minutter

En historisk fremstilling af en organisation, bevægelse, aktioner, m.v. er altid godt og vigtigt for dem, der følger med på dette område, men også for, at organisationen selv kan dokumentere og gøre status over sine aktiviteter. Bogen er en glimrende gennemgang af AFAs holdninger og aktioner gennem disse to årtier.

Bogen er i hovedtrækkene opdelt i to. Den første del handler om fascismens væsen, dens aktuelle strømninger og beskrivelse af dens udtryk de seneste to årtier i de nordiske lande – Sverige, Norge og Danmark. Her er nyttig faktuel viden og en beskrivelse af fascismens ideologi. Det er AFAs beskrivelse af fascismens væsen, som bogen ikke får fat i, men mere dens fremtrædelsesformer. Formålet skulle jo ifølge bogen være "at opkvalificere venstrefløjens viden på området".

Denne del indeholder også AFAs forsøg på at beskrive sammenhængen mellem antifascistisk kamp og kampen for socialisme. Om dette sidste lykkes er for anmelderen svært at se, udover at det skrives. Hvor er forbindelsen fra den nuværende tilstand og vejen til socialisme? Er kampe mod fascisme ikke en kamp, der involverer alle sociale, økonomiske og politiske krav i et kampprogram, som et socialistisk parti må fremføre overalt?

Anden del af bogen er de konkrete kampe mod racister og fascister i Danmark og i Sverige – i Helsingborg. Eksemplet på Fyn, i Langeskov, er fremragende beskrevet som en kamp, den lokale befolkning tog til sig. Om det er en speciel AFA-aktion må der dog stilles spørgsmål ved. I rundrejsen må læseren vel undre sig over, hvorfor aktiviteterne i København gennem de 20 år ikke nævnes. Det er her, AFA har og har haft sin base. En historisk kontinuitet over 20 års praksis her ville i bogen have haft sin berettigelse.

Det aarhusianske eksempel
For denne anmelder, der har været politisk aktiv i Aarhus i årtier, er de mange sider om denne by underlig læsning. Som f.eks. når der skrives: "Mange andre aktørers vinkler og historier er valgt fra, for eksempel politiets, mediernes, fagbevægelsens, politikernes og fascisternes. Udgangspunktet er i stedet den del af venstrefløjen, der betragter sig selv som revolutionære, og for hvem naziproblemet ikke er et udtryk for tilfældigheder, bandekrig eller ondskab".

Sådan! Efter alt andet er blandet sammen i denne pærevælling, overlades scenen til de rigtige aktører i kampen mod fascismen i Aarhus – de autonome, "de sorte". Det er også denne gruppe, der er i centrum bogen igennem, som det vigtigste subjekt i denne kamp, efter forfatternes mening. De er for øvrigt anonyme. Afsnittet om Aarhus er efter anmelderens mening bogens svageste, idet det eneste fokus er på "de sorte", et begreb bogen selv anvender. Det er de autonome, der kæmper mod de højreradikale, mod de fascistiske netværk. Alle andre aktører er udeladt, som ovenstående citat bevidner. Alligevel bliver nogen nævnt og kritiseret. Historien tilpasses også denne holdning, disse udeladelser.

Politikerne udelades som nævnt, men alligevel skal Enhedslisten i Aarhus omtales for lidt godt, dog mest skidt. De to andre arbejderpartier, Socialdemokraterne og SF nævnes ikke. For slet ikke at nævne den lokale fagbevægelse i Aarhus, der jo blandt meget andet udgjorde demonstrationsvagter ved den succesfulde antiracistiske demonstration den 31. marts 2012.

Bogens kommentar til de succesfulde aktiviteter i årene 2003-04, kulminerende med et demonstrationsmøde ved besættelsesmuseet i byens centrum den 4.maj 2004, var "at nogle aktivister forfulgte en nazi-fotograf, da de opdagede, at han var ved at fotografere arrangementet". Intet om, hvad det var for et arrangement – kun at man jagede et nynazist med et fotoapparat. Arrangementet blev lavet af Antiracistisk Netværk i samarbejde med LO-Aarhus. Formålet med dette demonstrationsmøde var at kombinere befrielsesaftenen den 4. maj 1945 med den aktuelle kamp mod nynazisme i Aarhus.

Dette antiracistiske netværk havde i en længere periode arbejdet sammen med faglige folk, bl.a. med et debatmøde hos Dansk Metal i Aarhus med deltagelse af Demos, Aarhus Stiftstidendes chefredaktør, en repræsentant fra fodboldklubben AGF’s ledelse. Formanden for den lokale afdeling af Metal var dirigent. I denne periode havde der tillige været et tæt samarbejde med den lokale avis, Aarhus Stiftstidende, der i perioden bragte op mod 100 artikler om nynazistisk aktivitet i Aarhus-området. Heraf mindst 25 forsideartikler. Dette og meget andet i Aarhus nævnes ikke i bogen, for – som nævnt – medierne, fagbevægelsen… udelades!

Militans som strategi
Den logiske konsekvens af AFAs Aarhus-linje synes at være, at når nu de unge venstreradikale fra Aarhus flytter til København, så må de i deres eksil sammen med de københavnske kammerater tage initiativer mod de højreekstreme i den jyske hovedstad.

Når Langeskov-eksemplet er rigtig godt, er det fordi lokalbefolkningen var inddraget på sine egne betingelser. Ligesom antifascister "uden-bys-fra" gjorde det i Kollund og Kværs – eksemplet bogen nævner i en af de indrammede faktabokse, hvor der i de tidligere 1990’ere var aktioner, hvor AFA deltog. Netop dette samspil gav sejren. På samme måde i Nørresundby. Her var lokalbefolkningen igen i aktion og fik støtte udefra i kampen for sagen – at lukke naziborgen. Også denne kamp lykkedes helt og aldeles. Det kan undre, hvorfor bogen ikke forsøger at uddrage en lære fra disse aktioner, hvor – en tidligere generation af – AFA-aktivister også var til stede.

Og hvorfor ikke bruge erfaringerne fra sådanne aktioner i Aarhus? Hvorfor ikke åbne øjnene for noget, der trods alt blev sat i gang og fik effekt? Igen er konklusionen, som bogen siger, at "de rigtige" står tilbage og må udkæmpe kampen alene, da andre udelukkes, opgives, ja, de er nærmest håbløse. AFA vil skabe et forum i Aarhus mod nynazisme, m.v., som en af de interviewede siger: "Det kunne være superfedt, hvis det kunne ligge i SUF-regi – men SUF Aarhus har ikke noget venstreradikalt perspektiv".

Hermed droppes SUF også. Aarhus-situationen er beskrevet gennem en række gruppeinterviews med folk, der har været aktive i denne kamp, især unge fra BZ-miljøet lokalt. Men der samles ikke op på interviewene, så der kommer en samlet linje på området til brug i den videre kamp. Militans som strategi synes at stå tilbage og flagrer i luften. Handlemulighederne synes begrænset til militante demonstrationer, blokader og fysiske angreb på nynazister, m.fl., hvor andre aktionsformer underprioriteres og udelades. Derfor fylder volden og militansen i bogen og fremstår som linjen.

Hele bogen er forsynet med indrammede eksempler på de to årtiers antifascistiske kamp. Det er godt, og som nævnt indeholder den megen god dokumentation fra en kamp, der har været en del af klassekampens virkelighed i den periode, der beskrives. Bogen er rigt illustreret. Absolut anbefalelsesværdig for at forstå AFAs holdninger og aktioner. Men fascismen bekæmpes ikke alene gennem fysisk kamp.

Antifascistisk Aktion:
At bekæmpe fascismen
159 sider. 150,- kr.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com