Er kvindefrigørelse det samme som ligestilling? Eller drejer kvindekampen sig også om noget andet? Noget der gør op med det samfund, der producerer stressede og udbrændte familier, inklusiv børnene i disse?

af Svend Vestergaard Jensen

En ny bog mener i hvert fald, at kvindekampen skal mere end blot ligestille sig med mænd, der er i samme situation. Temaet er lagt, og hvad det drejer sig om, er ikke mindst nedsættelse af arbejdstiden for alle. For alle rammes af tidsklemmen – et begreb, forfatteren kredser rundt om bogen igennem.

Forfatteren Linn Stalsberg har i bogen "Er jeg fri nu?” med undertitlen "tidsklemte kvinder i verdens bedste land" fokus på det norske samfund. Men hendes glimrende analyse af især familiernes situation kan næsten ligeså godt anvendes i forhold til det danske samfund. Hun har en god historisk gennemgang af udviklingen, der førte til "tidsklemmen", der på ingen måde er kvindefrigørelse, om end der er sket store fremskridt fra kvindeoprøret for årtier siden frem til i dag.

Frihed fra tidsklemmen og en bedre balance mellem hjem og job kunne være et feministisk krav i dag. Frihed kan også betyde frihed fra markedets magt eller en arbejdsplads, hvor man føler sig ufri. Frihed betyder en mulighed for at være med og bestemme både over eget hverdagsliv og i samfundet i øvrigt. Og forfatteren mener derfor, at frihed altid har været og altid må være en væsentlig del i al feminisme. Og som det grundlæggende i hele bogen er kvindefrigørelse et stærkt begreb, som rummer meget mere end "blot" ligestilling.

Dobbeltrollen
Kvinder i Norge – og i Danmark – tager stadig størstedelen af husarbejdet og børnepasningen. Kvinderne opfordres kraftigt til at arbejde uden for hjemmet. Lande som Norge, Sverige og Danmark har også en høj erhvervsfrekvens for kvinder, og kombinationen med fuldtidsarbejde og ansvar hjemme kan være en temmelig barsk opgave, som forfatteren giver en del eksempler på. Nogle løser det med at ansætte en au pair, en deltidsarbejdende partner eller bedsteforældrenes inddragelse. Men det er private løsninger, de færreste har mulighed for, og det har andre konsekvenser, der næppe er frigørende.

Er løsningen, at der støttes op om folks private løsninger på tidsklemmen, kan det ende med en lang nedvurdering af velfærdsstaten – skriver forfatteren. Det er efter hendes mening ikke god feminisme eller familiepolitik. Og hun fortsætter: "Feminister ved, hvor afgørende velfærdsgoder er, for kvinders mulighed for både at arbejde og have børn. Derfor skal vi feminister altid støtte op om en politik og ideologi, som konsekvent støtter velfærdsstaten. Og skal vi gøre dette, skal feminismen altid være samfundskritisk."

Forfatteren gennemgår den historiske udvikling, hvor hun blandt andet nævner en væsentlig pointe, inden hun går over til den afgørende løsning på problemstillingen, nemlig at nedsætte arbejdstiden for alle. Familierne er gået fra at være en indtægtsfamilie til to indtægtsfamilier. Og mennesker i dette samfund arbejder stadig, som har vi en hjemmegående ægtefælle. Denne forlængelse af arbejdstiden er sket og sker på trods af den teknologiske udvikling.

Nedsæt arbejdstiden for alle
Linn Stalsbergs politiske hovedpointe er at nedsætte arbejdstiden – ikke bare for de stressede børnefamilier, men for alle. Hun anvender flere vinkler for dette krav som solidaritet med de arbejdsløse – det vil sige flere i arbejde, tid til mere ånd, miljøgevinster som mindre forbrugerræs, børnene mindre i institutioner.

I bogen refereres til det gamle og velkendte kvindekrav – reduktion af den daglige arbejdstid til seks timer om dagen/30 timer om ugen. Som Linn Stalsberg skriver: "Sekstimersdagen er mere end en helt almindelig arbejdslivsreform, for den udfordrer arbejdslivets position i sig selv. Den viser, at vi kan have andre identiteter og kulturer, end arbejdslivet giver os. Den truer teorien om "human ressources"".

I ligestillingsargumentet for kvinderne ser forfatteren det som at ligestille sig til mændenes. Det er den mandlige norm, der blev lagt til grund, fordi lønarbejdet blev sat i første række. Hun mener selvfølgelig, at ligestillingskampen er vigtig og selvfølgelig, men den har sine begrænsninger. Hun erfarer, at ligestillingsfeminismen i for stor grad spiller i samklang med markedsøkonomien.

Vigtigt indspark
Linn Stalsberg kommer i bogen godt rundt om hele problemstillingen, som når hun skriver: "Historien og hverdagen er imidlertid fuld af paradokser og fortrængninger, som at vi ødelægger miljø, natur og dyreliv i vores higen efter penge. Eller at det vi køber for pengene stort set laves af underbetalte og overarbejdende mennesker i andre lande. At reel ligestilling stadig er oceaner væk."

Hun slutter bogen af med, hvad hun blandt andet drømmer om: "At have det lidt mindre hektisk i hverdagen. Slippe for den dårlige samvittighed, jeg i perioder har haft over for ungerne. Slippe for savn. Have mere tid med mine nærmeste. Slippe for forbrugerpresset. Leve på en måde, som tager hensyn til miljøet. Vide, at vi i dag drifter samfundet til menneskenes og jordens bedste i fremtiden. For det sidste er også en form for ufrihed og stress: At vide at måden, vi lever på, er ødelæggende for jordkloden. Ikke at stole på, at politiske valg som træffes, er til det fælles bedste."

Bogen er et vigtigt indspark i kønsdebatten og genfremfører kampen for nedsat arbejdstid for alle, som synes "glemt".

Linn Stalsberg: "Er jeg fri nu? – tidsklemte kvinder i verdens bedste land"
Forlaget Solidaritet, 303 sider, 100 kroner

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com