Hvordan forene Georgiens "territorielle integritet” med respekt for de miniaturestater, der er blevet etableret i Abkhasien og Sydossetien?

af Mikael Hertoft

I diskussionen om udviklingen af konflikter, støder man ofte på to principper. Det ene er ”grænsernes ukrænkelighed”, som i den aktuelle konflikt indebærer støtte til ”Georgiens territorielle integritet”. Det andet princip er nationernes ret til selvbestemmelse, og at man som følge deraf må respektere de miniaturestater, der er blevet etableret i Abkhasien og Sydossetien af minoritetsbefolkninger.

Før krigen havde heller ikke Rusland dog anerkendt disse områder eller krævet deres fulde selvstændighed – eller tilslutning til Rusland – men blot støttet disse områder i praksis, givet borgerne russisk statsborgerskab, givet områderne militær beskyttelse og integreret dem i den russiske økonomi. Nu meddeler Rusland, at disse områder ikke igen kan komme under Georgien, og at Georgiens territorielle integreitet ”er en død sag”.

Det er min opfattelse, at det vil være dumt at binde sig alt for meget til et af disse to principper – begge kan lede ud i absurde, blodige og dybt uretfærdige situationer, hvis de drives for vidt. Det kan være fornuftigt at fastholde et lands grænser, fordi det ofte vil være et praktisk udgangspunkt for at undgå krig og konflikter. Princippet om grænsernes ukrænkelighed har været styrende i Europa i tiden efter 2. Verdenskrig, hvor sejrherrerne fastlagde grænserne ved fresslutningen, og derefter var enige om at fryse dem fast. Uden for Europa er det ofte ikke blevet taget i betragtning, som hele udviklingen i efterkolonialismen, med dannelsen af snesevis af lande viser.

Der er intet ædelt eller ophøjet ved de nuværende grænser. Grænserne er oftest blevet defineret efter krige og efter styrkeforhold på et eller andet tidspunkt. Som oftest afspejler de på ingen måde folkenes ønsker, eller deres enhed.

Hvorfor skulle osseterne, der er en etnisk gruppe, ikke i princippet kunne forene sig i en republik eller land? Hvorfor skulle folk i Nordirland ikke ønske at blive en del af Irland i stedet for af Storbritannien? Hvorfor skulle tjetjenerne ikke have deres eget land, hvis de ønsker det?

Det er vel ikke anderledes, end at sønderjyder ønskede at blive forenet med Danmark. Dertil kommer at grænser ofte er blevet ændret gennem historien, og der er ingen grund til at tro, at det er stoppet. Det er oftest vestlige ledere, der hævder princippet om grænsernes ukrænkelighed – men når det passer i deres eget spil, så gælder det ikke, som man har kunnet se i Kosovo og ved dannelsen af Montenegro, for der er det områder der skal frigøre sig fra Serbien – en af Europas pariaer.

Sovjetisk opdeling
Ser man på det konkret, så var det Stalin og andre sovjetledere, der fastlagde grænserne mellem Sovjetrepublikkerne, og områdernes status som autonome områder eller integreret i Sovjetrepublikkerne. Disse grænser var ikke tilfældige – men meget ofte dannet efter princippet om at dele og herske, ved at placere folk på en måde, så de blev et mindretal indenfor andre nationers territorier.

Der er noget dybt ironisk i, at vestlige ledere i dag gør det til et afgørende princip at fastholde de grænser, der en gang blev defineret af Sovjetunionen – at Krim skal være ukrainsk (og ikke russisk, da det nu hovedsagelig er beboet af russere, eller krimtatarisk, som er det folk russerne fordrev fra Krim), at Nagorno-Karabkah skal være aserbaijansk, fordi Stalin bestemte det, selv om flertallet af områdets beboere er armeniere osv.

På kryds og tværs
På den anden side kan venstrefløjen heller ikke have spørgsmålet om ”folkenes ret til national selvbestemmelse” som et absolut og ukrænkeligt princip.

Det er ikke så nemt at definere, hvad et ”folk” er – mange mennesker er en blanding, giftet på kryds og tværs, taler forskellige sprog osv.

Desuden er de færreste landområder kun beboet af et folk. I Georgien og Rusland er der f.eks. masser af minoriteter. I Sydossetien boede der ikke kun ossetere, men også georgiere – i mange århundreder levede de to folk godt mellem hinanden – ikke bare i Sydossetien, men også i Georgien. Nu betyder den etniske strid tusinder af ulykkelige menneskeskæbner. Georgiens angreb betød mange døde osseter, og hvis Georgien havde sejret, var de fleste af de flygtninge, der tog til Rusland, sikkert aldrig vendt tilbage – et folk var blevet fordrevet og et område ”etnisk renset”.

Nu er det i stedet det georgiske mindretal, det går udover. Georgiske landsbyer bliver brændt, kvinder bliver voldtaget og mænd bliver dræbt af ossetiske militser, forlyder det fra georgisk side. Og selv om efterretningerne ikke er helt pålidelige og svære at tjekke, så passer de kun alt for godt ind i det billede, man ofte ser af etniske krige.

Opdelingen i ”etnisk rene områder” der er en forudsætning for ”national selvbestemmelse” – er altså blodig og ofte forbryderisk. Det vil sikkert også blive tilfældet, hvis f.eks. Krim blev givet tilbage til Rusland. Der er ingen tvivl om, at det ville føre til en massiv undertrykkelse af det krimtatariske mindretal. Og hvor mange og hvor små lande ønsker vi?

Opdelingen i etnisk rene områder kan være en nødløsning der stopper konflikt. Men normalt er det at foretrække at bevare områder hvor der er etnisk blandede og kulturelt mangfoldige.

Venstrefløjens mål
Venstrefløjens langsigtede løsning må være en føderation af socialistiske republikker – hvor folkegrupper har autonomi, hvor de kan bruge deres sprog og dyrke deres kultur, sædvaner osv. i frihed, samtidig med at de økonomisk set samvirker på et ligeværdigt og demokratisk grundlag.

Vejen til dette må være at stræbe efter at få nedbrudt fjendskabet mellem folkene, ved at fremme at de har økonomisk samkvem, respekterer hinandens kultur, sprog, religion, osv. – kort sagt lever sammen. Det afgørende er normalt ikke at få flyttet grænserne nogle kilometer i den ene eller anden retning, men at åbne dem og give grænserne mindre betydning, så mennesker og kultur og økonomisk samkvem kan passere.

Faktisk gik det ganske godt mellem osseter og georgiere, frem til Saakashvili kom til magten. Formelt var Sydossetien et udbryderområde, udenfor georgisk kontrol. Men i realiteten var grænsen meget gennemtrængelig. Der var en meget omfattende samhandel mellem osseter og georgiere omkring et marked i landsbyen Ergneti – men uformelt, dvs. udenom skatte og toldmyndigheder. Og da Roki-tunnelen, der går mellem Sydossetien og Rusland var uden for georgisk kontrol, så betød denne handel masser af smugleri og sort økonomi. Det var en af Saakashvilis første handlinger at stoppe dette marked med meget grove metoder og således nedbryde samværet mellem ossetter og russere på den ene side og georgiere på den anden.

Man kan stille sig selv spørgsmålet, hvad der er værst – smugling og sort økonomi, som der var frem til 2004, eller en krig og den ulykkelige situation, Georgien og osseterne nu er havnet i. Man kan også spørge, om ikke Georgien kunne have fulgt en blidere kurs og fået legaliseret handlen, i stedet for at undertrykke den.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com