For hver dag bliver det stadig mere klart, at den kapitalistiske verdensøkonomi befinder sig i en dyb og langvarig krise. Det startede med bristede boligbobler og banker, der krakkede på stribe. Senere flyttede fokus til enorme offentlige underskud og i en række lande en statsgæld så stor, at risikoen for statsbankerot er overhængende - blandt andet fordi pengene er brugt til at redde de nødlidende banker. I august 2011 fulgte så panikken på aktiemarkederne verden over.

af Anders Hadberg og Åge Skovrind

Der er for alvor skabt mulighed for at punktere myten om den krisefri kapitalisme. Står vi kun ved begyndelsen til et afgørende historisk vendepunkt, hvor den herskende verdensorden går i opløsning, eller vil det endnu en gang lykkes kapitalismen og de herskende klasser – med krig, brutal undertrykkelse eller med "fredelig" udrensning af uproduktiv kapital? – at overvinde krisen og skabe grobund for et nyt langvarigt økonomisk opsving? Svaret afhænger ikke mindst af, om arbejderklassen accepterer at betale krisens omkostninger.

Det seneste år har vi set en lang række protester, strejker og mobiliseringer mod nedskæringspakker i Europa. Mest markant i Grækenland, Spanien, Storbritannien, Frankrig, Portugal, Island, Irland. Overordnet er alle protesterne reaktionerne på den kapitalistiske krise, som regeringerne forsøger at vælte over på arbejderklassen, de unge og de marginaliserede. Men indholdet i nedskæringspakkerne og tidspunkterne for deres gennemførelse varierer fra land til land. Mange forskellige politiske faktorer, herunder de politiske og faglige ledelser, betyder derfor, at vi ser et meget uensartet billede af arbejderklasse-svar hen over Europa. Ligeledes er økonomierne stærkt forskellige, domineret af forskellige sektorer, teknologier og uddannelse af arbejdskraften.

Alle økonomierne i EU’s medlemslande er bundet sammen, både reelt i kraft af den grænseoverskridende kapitalisme, men samtidig er den økonomiske politik underlagt de samme krav fra EU’s Vækst- og Stabilitetspagt. I den nuværende kapitalistiske krise er det kun få lande, som lever op til disse kriterier. Svaret fra EU har været europlus-pagten og den såkaldte ”sixpack”, som skærper kravene, kontrollen og sanktionerne, og mere end nogensinde er beslutningerne i EU et fælles anliggende for arbejderklassen i hele EU. EU-kravene lægger begrænsninger på de budgetrammer, som de nationale regeringer skal overholde.
Men det er stadig de nationale regeringer, som vedtager budgetterne, og det er stadig de nationale regeringer, som holdes ansvarlige af vælgerne for de nedskæringer, som er indeholdt i budgetterne.

I denne situation er det centrale spørgsmål:
Hvordan kan den antikapitalistiske venstrefløj i Europa skabe afgørende ændringer i styrkeforholdene til fordel for arbejderklassen for at bekæmpe den borgerlige offensiv og den økonomiske krise?

Forstærket af statsgældskrisen og de skærpede modsætninger i klassekampen i nogle lande har dette spørgsmål påkaldt sig stor opmærksomhed på den antikapitalistiske venstrefløj. I centrum for en alternativ krisepolitik står debatten om EU og Euroen.
Det er i den debat, vi her vil forsøge at intervenere for at give vores bud på den antikapitalistiske venstrefløjs hovedopgaver i Europa.

Er svaret på krisen ”Europas Forenede Socialistiske Stater”?
Grundlæggende tegner der sig to positioner i debatten.
På den ene side har vi debattører som Michel Husson og Özlem Onaran, der ser løsningen i en stærkere økonomisk integration gennem de nuværende EU-institutioner, men på et anderledes grundlag.
Det er socialisters opgave at svare på den borgerlige offensiv med et modbillede af et Europas Forenede Stater – nu med Socialisme. Onaran (2011) er opmærksom på, at dette forudsætter radikale indgreb i kapitalismen på nationalt plan med omstrukturering af banksektoren, de private produktionsvirksomheder og en ny organisering af den offentlige velfærdssektor.
Onaran hævder, at socialister i den henseende må forlade ideen om at EU er en hæmsko for udviklingen af socialisme i Europa, og i stedet se EU som et redskab for arbejderklassens modstandskamp: ”In that respect the EU could be turned into a leverage to bring together peoples’ opposition to the budget cuts in different countries rather than being perceived merely as an obstacle despite its anti-democratic and technocratic structures.” (Ö. Onaran 2010a, p.18).

Denne position leder ikke Onaran – modsat Husson – til den konklusion, at et brud med euroen og EU er et usolidarisk svar på krisen. Men Onaran mangler da at give svar på, hvilken klassekampsdynamik, der kan forvandle EU og dets institutioner fra at være det europæiske borgerskabs løftestang for nyliberal omstrukturering til et redskab i arbejderklassens hænder. Forudsætningerne for at etablere et alternativt europæiske fællesskab forudsætter nemlig forudgående radikale ændringer i de enkelte landes økonomier – en kamp der svækkes og ikke styrkes af EU-systemet.

Onarans opstilling af et fælleseuropæisk overgangsprogram virker derfor ligeså abstrakt som hendes vision om et ”progressivt EU”. Hendes program er vigtige målsætninger – propaganda – for revolutionære kræfter i Europa, men ikke aktuelle kampkrav. De er ikke redskaber i den nuværende situation til at opbygge brede enhedsfronter i arbejderklassen i de forskellige lande.

Onarans og Hussons svar på krisen virker derfor abstrakt og ude af takt med de mobiliseringer, der foregår i kampen omkring den offentlige gæld.

Overfor denne position tegner sig en anden. Denne er indtil videre klarest blevet formuleret af Dos Santos, og Packer. Men også Lapavitsas har bidraget med en skarp analyse af dynamikken mellem økonomisk brud med EU og klassekampen.

Vi stiller os på denne position. Vi mener, at det er socialisters opgave, at styrke ethvert initiativ som ændrer arbejderklassens styrkepositioner økonomisk og politisk. Det sker blandt andet ved at støtte ethvert initiativ, som svækker EU’s magt, herunder dets økonomiske og finansielle institutioner.

På grund af forskelligheden i klassekampssituationen mellem landene må de antikapitalistiske programmer udvikles med udgangspunkt i de særlige omstændigheder, der gør sig gældende i hvert enkelt land.
I det følgende argumenterer vi for en alternativ tilgang til de principper, som socialisters svar må følge for at forøge arbejderklassens styrkepositioner.

Den offentlige gæld – her og der
I nogle EU-lande er den offentlige gæld vokset til en størrelse, så den ikke længere er mulig at betale tilbage, eller også har gældsbyrden nået et niveau, som spænder ben for fremtidig økonomisk fremgang. Risikoen for statsbankerot er nu blevet en aktuel og realistisk trussel i flere lande. For at betale af på gælden har nye lån været nødvendige, men betingelsen fra EU, ECB og IMF er drakoniske angreb på arbejderbefolkningens levevilkår og omfattende privatiseringsprogrammer, hvor offentligt ejede selskaber og værdier sættes til salg og unddrager sig demokratisk styring. I disse lande (Grækenland, Portugal) er EU blevet en direkte modstander for de hundredtusinder af mennesker, som protesterer mod, at de skal betale for en krise, som de ikke er skyld i.

I Grækenland (og andre lande?) er det tilsyneladende muligt at mobilisere arbejderbefolkningen for krav om en uafhængig gældsrevision med henblik på at afdække og afskrive den ”illegitime” del af gælden. I Danmark og andre EU-lande, hvor gældsproblemet ikke manifesterer sig lige så voldsomt, må vi forklare, at det ikke er ”grækerne”, som ”har levet over evne”, men at gælden er løbet løbsk på grund af bankernes grådighed og en økonomisk politik, som har fredet de rigeste. Vi må modsætte os de arbejderfjendske betingelser for nye lån og støtte en betalingsstandsning, herunderfuld eller delvis sletning af gælden, hvis det lykkes bevægelsen i Grækenland at tvinge regeringen til at tage dette skridt. Det vil påføre spekulanter i andre lande store tab, men i stedet for at holde hånden over ”vores” spekulanter, må et offensivt svar være en offentlig overtagelse af den finansielle sektor, som blandt andet skal sikre, at almindelige mennesker ikke mister deres opsparinger.

Den danske statsgæld
Selv om Danmark er en duks i EU-klassen med en gæld på kun 43,6 procent i 2010 og et budgetunderskud på kun på 2,7 procent, så spiller diskussionen om det offentlige underskud en helt central rolle i den økonomisk-politiske debat. Underskuddet er vokset under den nuværende borgerlige regering især på grund af store skattelettelser (til de rigeste).

Men det giver ingen mening at rejse krav om slette den offentlige gæld i Danmark eller andre lande, hvor gælden ikke er så stor. Tværtimod ville det marginalisere os politisk.

Det er muligt – og nødvendigt – at nedbringe den offentlige gæld gennem en radikal, anti-kapitalistisk omfordeling af samfundets ressourcer, herunder kontrol med den finansielle sektor og en brandbeskatning af private selskaber og rigmænd. Det vil sige en løsning, som står i total modsætning til regeringens to sparepakker fra 2010 og 2011 – den første reducerede dagpengeperioden fra 4 til 2 år, den anden hæver alderen for tilbagetrækning. Men også en løsning, som adskiller sig fra S-SF’s utroværdige økonomiske alternativ, som stort set freder kapitalen og de rigeste – og samtidig lover mere velfærd, offentlige investeringer og flere jobs – og længere arbejdstid!

Vi anerkender det som et økonomisk mål at tilbagebetale den offentlige gæld, selv om vi er modstandere af at gøre det til en hovedprioritet på niveau med jobskabelse og velfærdsforbedringer (som det blev foreslået – og forkastet – på Enhedslistens seneste årsmøde). Og vi er grundlæggende enige med Enhedslistens folketingsgruppe, når den konstaterer, at ”underskud på statsbudgettet først og fremmest rammer dem med de laveste indkomster, da det er deres ydelser der skæres i og dem, der kommer til at betale de store renteudgifter over skatterne. De rige får næsten altid snoet sig, så de kun bliver ramt meget lidt. Samtidig gør stor gæld, at man mister noget af sin uafhængighed. Derfor har vi altid fremlagt forslag til, hvordan vi finansierer vores mange forslag.”

Euroen – kampen for økonomisk selvbestemmelse
Der er også en diskussion om euroen. For de euro-lande, som er fanget i en håbløs gældsfælde, kunne det være en fordel at forlade euro-samarbejdet. Det vil selvfølgelig ikke i sig selv løse nogen problemer. Husson (2011) påpeger rettelig, at genindførelsen af den græske drakme, portugisiske escudo eller spanske peseta vil skabe nye problemer for arbejderbefolkningen i disse lande, blandt andet stigende importpriser (=faldende realløn) og en højere værdi af den gæld, som er optaget i euro (for så vidt gælden skal afdrages). Men som led i en ny, anti-kapitalistisk politik, offentlige investeringer, der prioriterer jobs, selvforsyning, fødevarer, sundhed, boliger, velfærd og miljø, kunne en national, devalueret valuta fremme et opsving i eksporten og dermed den indenlandske beskæftigelse.

Hidtil har euroen bidraget til at svække økonomien i de lande, hvor produktiviteten er lavest, mens den gavner de stærkeste økonomier. Dette kunne i teorien kompenseres ved en overførsel af ressourcer til de svageste økonomier, det vil reelt sige en fælles EU-politik – dette er Onarans position. Men trods EU’s stadig større indblanding i medlemslandenes økonomiske politik, er der stadig meget langt til, at EU har politisk magt til at beslutte den økonomiske politik i euro-landene eller har midlerne til at kompensere for den ulige udvikling i eurozonen.

En anden mulighed er, at landet bliver smidt ud af euro-samarbejdet. Det vil være det mest sandsynlige, hvis landet erklærer sig bankerot og stopper betalingerne. En gældsrevision kan afgøre, hvilke dele af gælden som skal afdrages. Det forekommer ikke sandsynligt, at det i denne proces vil være muligt at forblive i euroen.

Nej til euro
Det må naturligvis være befolkningen i de pågældende lande selv, som afgør om de vil tilslutte sig eller forlade euro-samarbejdet. Når vi siger nej til euroen i Danmark (et flertal stemte i 2000 nej til euroen, trods alle de gamle partiers anbefalinger) er det selvfølgelig ikke, fordi vi godt kan lide at veksle penge, når vi rejser i Europa.

Det centrale argument er, at valutaen ikke kun er et betalingsmiddel, men også et politisk redskab. Ikke alene følger der en række økonomiske krav med til euro-samarbejdet, men ved at opgive sin nationale valuta opgiver et lands regering samtidig et styringsredskab i den økonomiske politik. En fælles valuta vil på sigt kun fungere, hvis den følges op af en fælles økonomisk politik. Euroen bliver dermed en løftestang for mere økonomisk integration, mere magt til et EU, som er domineret af hensynet til kapitalen og profitinteresser. Når de nationale parlamenter afgiver magt til EU-systemet, bliver det sværere at drage politikerne til ansvar. Det var, er og vil være vores hovedargument imod euroen.

Vi er ikke naive. Vi lever ikke på en isoleret ø, uafhængigt af økonomierne i resten af verden. Men mulighederne for at påvirke de politisk-økonomiske beslutninger vil blive mindre, hvis vi overfører mere magt til EU og Centralbanken. Omvendt vil de være lidt større, så længe vi ikke er med i euro-samarbejdet. Det vil sige et lidt bedre grundlag for at kræve, at en ny regering arbejder til fordel for en social og solidarisk politik, fordi politikerne ikke i samme grad vil kunne bruge euro-kravene som undskyldning for en nyliberal kurs.

Politiske styrkeforhold – i EU og nationalt
I det hele taget ønsker vi at nedbryde EU´s magt som led i kampen for en solidarisk og fælles kamp i Europa mod kapitalens og borgerskabets forsøg på at vælte krisens byrder over på arbejderbefolkningen. Der synes at være enighed blandt de fleste debattører om, at EU´s institutioner ikke kan bruges til at gennemføre en progressiv politik, men at disse institutioner på et tidspunkt undervejs i kampen for et andet Europa må erstattes af andre – demokratiske og folkelige – institutioner.

Men så længe disse nye folkelige magtorganser ikke eksisterer, vil det være en fordel at rulle EU’s magt tilbage til de nationale parlamenter. Siden EU´s dannelse er det modsatte sket. Mere og mere beslutningskompetence er blevet fjernet fra de nationale parlamenter og centraliseret i et udemokratisk, fjernt og bureaukratisk EU, som er designet til at varetage den europæiske storkapitals interesser, og sminket af stort set ukendte politikere i et parlament med lavere og lavere valgdeltagelse. Den nuværende krise bliver brugt som løftestang til at overføre endnu mere magt til EU-systemet, uden at inddrage befolkningerne. At tage magten tilbage fra EU til de nationale parlamenter” vil forbedre styrkeforholdet i arbejderklassens favør. Igen: Målet er ikke en nationalistisk isolation, men bedre forudsætninger for at gennemtvinge arbejderklasseløsninger, som er solidariske, internationalistiske, bæredygtige og sociale.

Truslen fra højrenationalismen
Fremvækst af nationalistiske højre-populistiske bevægelser kan ikke bremses ved at overlade den EU-kritiske bane til dem, men tværtimod ved at kombinere EU-modstanden med social og solidarisk mobilisering. Venstrefløjen må ikke give efter for nationalistiske stemninger (a la ”danske jobs til danske arbejdere”). Men afstandtagen fra nationalistiske løsninger må under ingen omstændighed føre til fred med EU. Tværtimod må venstrefløjen stille sig i spidsen for og være de skarpeste modstandere af hele det EU-projekt, som bygger på markedskræfterne fri spil

En anden – solidarisk, progressiv, bæredygtig, social, feministisk – politik er nødvendig, og det skal vi propagandere for – med brede penselstrøg, men vi mangler styrken og institutionerne til at gennemføre den i dag. De programmer for ”et andet Europa”, som er fremlagt af Onaran og andre, er interessante visioner, men ikke aktuelle kampkrav. Det ligger også i formuleringerne om, at dette kræver ”helt andre former for magt og nye institutioner”. Vi taler altså om en situation, hvor de nuværende EU-institutioner er afskaffet, nedbrudt eller i opløsning, mens nye – europæiske – magtorganer er ved at vokse frem. En total politisk krise – dobbeltmagts-situation.

Det interessante spørgsmål er, hvordan vi når frem til denne situation, som vel nærmest kan betegnes som en socialistisk revolution.

Det mest sandsynlige scenarie for en radikal socialistisk politik er, at det vil starte i enkelte lande og derfra brede sig på europæisk plan – ikke at det er noget, som ”vedtages” på europæisk niveau. En mobilisering i et eller flere (vigtige) europæiske lande, hvor arbejderklassen og dens allierede får styrken til at gennemtvinge en radikal socialistisk politik, vil sandsynligvis indebære et sammenbrud for det nuværende EU og dets institutioner. Nye institutioner må opbygges – til den tid.

Vi vil fremme ethvert initiativ til fælleseuropæiske kampagner, krav og kampe. Selv på begrænsede enkeltspørgsmål. Hvis det lykkes at vinde, vil det skabe mere internationalistisk bevidsthed i den europæiske arbejderklasse end nok så mange drømmebilleder om ”det andet Europa”.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com