Siden slutningen af september har protester bredt sig i Mexico som svar på mordet på fire studenter og 43 studenters forsvinding i den sydøstlige delstat Guerrero. Den første dag med aktioner i solidaritet med de forsvundne studenter fra Ayotzinapa foregik den 8. oktober, og der blev afholdt en anden international aktionsdag den 22. oktober.

af Edgard Sanchez

Den 26. september angreb det kommunale politi en gruppe studenter, der uddelte politiske løbesedler under en offentlig begivenhed, der var organiseret af lokalregeringen i byen Iguala [note 1] i Guerrero. Studenterne blev jaget væk fra arrangementet, forfulgt og skudt på af politiet, der også angreb en bus med andre studenter, der var rejst til Iguala for at deltage i en fodboldturnering. Fire studenter blev dræbt og flere andre blev alvorligt sårede. Andre 43 studenter blev tilbageholdt af politiet og overført til en politistation, hvorfra de blev kørt væk i politibiler. Siden har ingen hverken hørt eller set noget til dem.

De 43 studenter forsvandt i den samme stat, hvor der også forsvandt flest aktivister og guerillakæmpere i 1970’erne. Så studenternes reaktion har været hurtig og massiv.

Takket være ”krigen mod narko”, der blev sat i værk af den tidligere præsident fra det Nationale Aktionsparti (PAN), Felipe Calderón, og fortsatte under nuværende præsident fra det Institutionaliserede Revolutionsparti (PRI), Enrique Peña Nieto, er antallet af forsvundne steget til 10.000 mennesker i løbet af de seneste år, og der er nu tale en fuldt udfoldet menneskerettighedskrise.

En af de absurde og hjertegribende ting ved denne statsterrorisme er det faktum, at de fleste af dem, der er forsvundet, har været tilfældige medlemmer af den civile befolkning, som man kalder ”tilfældige civile tab” i krigen mod den ”organiserede kriminalitet”. Det er det, der er anderledes end de mere end 500 sager, der blev taget op i 1970’erne og 1980’erne af ”Eureka”-komiteen af mødre til de forsvundne, ledet af Rosario Ibarra. Dengang talte vi om ”politiske forsvundne”, fordi det var mennesker, som regeringen beskyldte – til tider ubegrundet – for at tilhøre en bevæbnet politisk organisation.

Denne seneste sag med de forsvundne studenter i Guerrero har ført os lige lukt tilbage til den slags forsvindinger, der tidligere blev begået mod aktivister fra de politiske og sociale bevægelser. Regeringen kan ikke længere påberåbe sig at det er ”tilfældige civile tab” i krigen mod narko. Denne aggressive handling var direkte rettet mod studenter fra lærerseminariet i Ayotzinapa [note 2].

Regeringen påstod i begyndelsen, at studenterne var ofre for ”organiseret kriminalitet”. Men i lyset af beviser, fremskaffet af overlevende studenter, blev de tvunget til at indrømme, at studenterne havde været tilbageholdt af det kommunale politi og var blevet overgivet til en ledende narkohandler, som havde givet ordre til, at de skulle dræbes og begraves i hemmelige massegrave ude på landet. Teams af hær, politi og retsmedicinere blev samlet for at lokalisere massegravene. Disse teams fandt mere end ti massegrave og sammenlignede DNA fra ligresterne med DNA fra de savnede studenters familier. Som udtryk for mistillid til de mexicanske myndigheder krævede familierne, at argentinske retsmedicinere blev involveret i sagen.

At lægge skylden over på ”organiserede kriminelle” er en måde at skabe forvirring og dække over regeringens ansvar for disse forbrydelser. Det står klart, at de 43 savnede studenter i begyndelsen blev tilbageholdt af politiet og derefter blev de transporteret i politikørertøjer til en ukendt destination. Det er ikke tilfældigt, at det slogan, som Rosario Ibarra og ”Eureka” gjorde berømt i 1970’erne og 1980’erne igen lyder ud over demonstrationerne, især fra Ayotzinapa-studenterne og deres familiemedlemmer: ”De blev taget væk levende, og vi vil have dem tilbage levende”.

Studenterne blev ikke bortført af organiserede kriminelle, de er heller ikke ofre for kidnapning af individuelle kriminelle. De er ofre for en ”tvunget forsvinding”, det udtryk, som bliver brugt i international menneskerettighedsjura, når gerningsmanden til en forbrydelse er en statslig organisation af enhver slags. FN anser ”tvungen forsvinding” for at være en krigsforbrydelse.

Det andet vigtige forhold i den aktuelle situation er, at både Igualas bystyre og Guerreros delstatsregering bliver ledet af Partiet for den Demokratiske Revolution, PRD [note 3].
De seneste ugers hændelser viser, hvor dybt partiet er sunket. PRI’s præsident Peña Nieto vandt valget i 2012 ved endnu en gang valgsvindel. Kort tid derefter – i december samme år – sikrede han sig støtten fra PRI, PAN og PRD til sin Pagt for Mexico, der anerkendte Peña Nieto som præsident og lovede at støtte hans politiske dagsorden.

Andres Manuel Lopes Obrador, PRDs præsidentkandidat både i 2006 og 2012 brød med sit parti og dannede et nyt parti, som han kaldte Bevægelsen for National Genrejsning (MORENA). Det rummer det samme nationalistiske strategiske perspektiv, som PRD advokerede for på sin stiftende kongres i 1989. I løbet af sine første 18 måneder ved magten lykkedes det for Peña Nieto at få sine mest barske neoliberale reformer gennem Kongressen, der er kontrolleret af partierne fra Pagten for Mexico.

Peña Nietos reformer har ændret indholdet af forfatningen fra 1917 radikalt – på de områder, der har med sociale og økonomiske rettigheder at gøre og i forhold til landets nationale suverænitet. Nu bærer PRD ikke kun ansvaret for støtten til den ændring af forfatningen, der blev skabt i kølvandet på den mexicanske revolution, men er også involveret i brud på menneskerettigheder på linje med dem, der blev begået i de tidlige årtier af PRI’s regeringstid (dengang de fleste af PRD’s ledere stadig var med i PRI). Igualas borgmester har bedt om orlov og er gået under jorden. [han blev anholdt sammen med si kone den 4. november, red.]. Delstatsregeringens leder, Angel Aguirre Rivero (PRD), har afvist kravene om at træde tilbage og blev bakket op af sit parti gennem de første 15 dages krise. Han har også modtaget støtte fra PRI’s gruppe i Kongressen. De argumenterer for, at han skal blive på sin post og opspore de forsvundne studenter.

Disse partier argumenterer med, at det er ”organiserede kriminelle”, der er ansvarlige for disse forbrydelser, og at det er meningsløst at kræve, at Angel Aguirre skal træde tilbage, og at der ikke skal ”gå politik” i konflikten. Det kan kun være, fordi de er klar over, at situationen i landet er sprængfarlig med så megen uret, der er blevet begået mod arbejdere og folk i almindelighed. De ved, at den dynamik, der er skabt gennem studenternes protester og solidaritetsbevægelsen, hurtigt kan udvikle sig til en udfordring for regeringen, lige fra det lokale til det føderale niveau. De seneste protester er et klart signal om dette.

Der var fornyede sammenstød med politiet, da studenterne og lærerne fra Ayotzina samledes for at protestere i Chilpancingo, og hvor demonstranterne blev tilskyndet til at sætte ild til rådhuset og delstatsregeringens hovedsæde, og det regnede med sten ned over den lokale parlamentsbygning. Næste dag annoncerede protestbevægelsen planerne om at besætte mere end 40 kommunale og statslige bygninger i delstaten Guerrero.

Den første nationale og internationale aktionsdag i solidaritet med studenterne fra Ayotzinapa blev organiseret den 8. oktober. Begivenheden var en succes, der gav genlyd vidt omkring, i kraft af både antallet af byer, og den sociale bredde – bevægelser og politiske kræfter, bag demonstrationerne, lige fra den katolske kirke til militante fagforeninger som det Mexicanske El-Forbund (SME) og zapatisterne i EZLN, som nu igen er på gaden i San Cristóbal i den sydlige delstat Chiapas.

Umiddelbart efter dagen for aktionen, blev der organiseret en 48 timers arbejdsnedlæggelse på de vigtigste universiteter i den centrale del af landet, mest markant på Mexicos Nationale Autonome Universitet (UNAM). Arbejdsnedlæggelsen fald sammen med den generalstrejke, der havde været i gang i adskillige uger på det Nationale Polytekniske Institut (IPN) – en anden uddannelsesinstitution, der blev oprettet på general Lázaro Cárdenas tid, for at give børn af arbejdere og bønder adgang til højere uddannelser, og som de neoliberale nu ønsker at nedlægge. [Cárdenas var præsident i Mexico 1934-1940 og stod for en reformvenlig linje, red.]

Komiteen for Solidaritet med Ayotzinapa-studenterne har indkaldt til endnu en national og international aktionsdag den 22. oktober, for at kræve, at de 43 savnede studenter bliver bragt tilbage i live, og at de skyldige bliver straffet efter lovens strengeste straf. Den anden aktionsdag forventes at blive endnu større end den første.

Arbejdernes og Folkenes Politiske Organisation (OPT) har peget på, at den nuværende protestbevægelse viser, hvor meget regeringen tager fejl, når den siger, at de neoliberale reformer er resultatet af en bred national enighed [note 4]. OPT siger, at den virkelige opposition til disse reformer ikke skal findes i Kongressen, men i byens gader og på landet, hvor et meget stort antal modstandsbevægelser er aktive. Det, der mangler, er et politisk og socialt samlingspunkt, der kan samle de forskellige kampe i en politisk bevægelse, der sigter mod at sætte de neoliberale politiske og sociale kræfter fra magten. SME forsøger at opbygge en sådan politisk og social kraft med initiativer som OPT og lancering af en ny faglig landsorganisation (NCT, hvis første nationale kongres foregik den 17. og 18.oktober). Formålet er at opbygge sådan et alternativ så hurtigt som muligt blandt modstandsbevægelserne og de nye sociale bevægelser, der bryder med de etablerede partier, som holder fast i den herskende orden.

Edgar Sanchez er leder af PRT og medlem af den nationale ledelse af OPT
Oversat fra International Viewpoint, 25.oktober 2014, af Martin Mørch.

SIDSTE (16. november):
Den 7. november 2014 afholdt den mexicanske statsanklager en pressekonference, hvor han meddelte, at der var fundet adskillige plastikposer med ligrester, som sandsynligvis tilhørte de forsvunde lærerstuderende. Han sagde, at 74 mistænkte var blevet arresteret, blandt andet medlemmer af narkobanden Guerreros Unidos, som havde indrømmet at stå bag drabene. Ligdelene var ikke identificeret endnu.
SI-redaktionen

Noter:
1) Iguala er den tredjestørste by i delstaten Guerrero, efter turisthavnebyen Acapulco og delstatens hovedstat Chilpancingo

2) Under president Làzaro Càrdenas embedsperiode (1934-40) blev der oprettet et netværk af land-seminarier for at uddanne grundskolelærere til at arbejde blandt landbefolkningen og i de indfødte områder. Studenterne ved disse uddannelser kom selv fra samme landlige miljøer og vendte tilbage for at arbejde i disse samfund, når deres eksamen var afsluttet. Skiftende neoliberale regeringer har undergravet dette system med lærerseminarier på landet og lukkede en del af dem. Ayotzinapa seminariet nær Chipancingo, er et af dem, der har overlevetm og hvor Føderationen af Mexicos Socialistiske Bondestudenter (FECSM) stadig er aktiv. De ledende kræfter i bondeguerillaen fra 1960’erne og 1970’erne studerede på Ayotzinapa, f.eks. professor Genaro Vàzquez Rojas og professor Lucio Cabañas Barrientos.

3) PRD blev dannet i 19889 på initiativ af Cuauhtèmos Cárdenas, søn af Præsident Lázaro Cárdenas, efter hans brud med PRI, som var blevet overtaget af de neoliberale. Cárdenas stillede op som præsident for oppositionen i 1988 og blev snydt for sejren gennem massiv valgsvindel, der bragte PRI’s kandidat Carlos Salinas de Gortari til magten. Et flertal af de socialistiske organisationer nedlagde sig selv og gik ind i PRD på den stiftende kongres, men ikke det Revolutionære Arbejderparti (PRT, den mexicanske sektion af Fjerde Internationale).

4) I 2009 lukkede regeringen under Felipe Calderòn elektricitetsværket Luz y Fuerza del Centro, for at sætte fart på privatiseringen af energisystemet og ødelægge SME, en fagforening med en lang kamptradition, der blev grundlagt for hundrede år siden i december 1914, hvor Pancho Villas og Emiliano Zapatas bondehære besatte Mexico City. SME var imod likvideringen af Luz y Fuerza og opfordrede sine medlemmer til at forkaste den aftrædelsespakke, regeringen tilbød, fordi en godkendelse ville betyde opgivelse af loven om arbejderbeskyttelse. Efter fem års modstand var det mindre en halvdelen af SME’s medlemmer (eller mere end 16.000), der havde accepteret pakken, og som fortsatte med at kræve deres job tilbage. Efter at have udtømt alle juridiske muligheder og konfronteret regeringen på alle niveauer, argumenterede lederne af SME for, at kampen ikke først og fremmest drejede sig om medlemmernes faglige rettigheder, men at den var politisk af natur. Det var det neoliberale oligarki, sagde de, der var braset igennem med privatiseringen og anti-fagforenings tiltagene, så kampen måtte være politisk, og målet måtte være at fjerne de neoliberale fra magten. En fagforening alene kunne ikke klare den opgave, så SME’s ledere talte for behovet for at opbygge en politisk organisation. Det var det grundlag’ som OPT blev dannet på i 2011, at samle SME-aktivister og forskellige strømninger og organisationer på den socialistiske venstrefløj, inklusiv PRT. Selvom OPT ikke er officielt anerkendt som et politisk parti, bliver det opbygget skulder ved skulder med sociale bevægelser og kampe. I løbet af sin medlemskampagne i 2013 promoverede det sig selv som et projekt, der havde til formål at opbygge et bredt arbejderklasse parti.

Edgar Sanchez er leder af PRT og medlem af den nationale ledelse af OPT
Oversat fra International Viewpoint, 25.oktober 2014, af Martin Mørch.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com