Fjerde Internationales ledelse vedtog, 3 måneder efter den russiske invasion, denne udtalelse om krigen, som analyserer den politiske udvikling i Rusland og Ukraine, Vestens interesser og antikrigsbevægelsens udfordringer.

af Fjerde Internationales Forretningsudvalg

Læsetid: 9 minutter

1. Status for krigen

I dag er der gået tre måneder siden Putins tropper invaderede af Ukraine. Den russiske hær har besat dele af territoriet, specielt i den østlige og sydlige del af landet, mens den har lidt et alvorligt nederlag i regionen omkring Kiev.

 

Ukrainerne har kæmpet imod med en fænomenal og massiv modstand, der omfatter både væbnet og ubevæbnet kamp, hæren, de regionale forsvarsstyrker, civile organisationer og nye former for selvorganisering. De har fået våbenforsyninger, humanitær hjælp og efterretninger fra EU og NATO-landene. Modstandens første sejre har skærpet det ukrainske håb om et nederlag for den russiske aggressor. Befolkningen i de besatte områder fortsætter deres demonstrationer mod besættelsen, og der er rapporter om partisanbevægelser i nogle områder.

 

Antallet af dræbte soldater på begge sider kan tælles i titusindvis, og det samme gælder de civile ukrainske ofre. De russiske styrker har begået adskillige dokumenterede krigsforbrydelser i f.eks. Bucha, Irpin og andre byer. Den russiske hærs belejring af byer har med fuldt overlæg forårsaget tusinder af indbyggeres død af mangler og sult, specielt i Mariupol. Tolv millioner indbyggere er drevet på flugt, heraf fem millioner til andre europæiske lande.

 

Konflikten har resulteret i voldsomme materielle ødelæggelser på grund af vilkårlige bombardementer af civile og militære områder, og nogle byer er næsten jævnet med jorden.

 

I begyndelsen af april besluttede Vladimir Putin at justere offensivens mål til en indlemmelse af hele Donbass og havne- og industribyen Mariupol samt det størst mulige område sydpå langs Sortehavet. Men også i disse områder fortsætter ukrainerne med at yde modstand.

 

2. Vores position: Støtte til den ukrainske kamp for selvbestemmelse og uafhængighed på baggrund af en konflikt mellem imperialistiske magter

Putins invasion er en angrebskrig, der har til hensigt at underlægge ukrainske landområder under russisk kontrol som en del af en genoprettelse af det storrussiske imperialistiske projekt.

 

Ukrainerne udkæmper en national befrielseskamp mod invasionen. Vi støtter deres ret til modstand, også militær modstand, og er solidariske med deres valg om at gøre modstand. Vi forsvarer deres ret til at bevæbne sig og dermed også til at modtage de våben, der er nødvendige for at modstå en meget stærkere hær.

 

Krigen finder sted i sammenhæng med en fornyet inter-imperialistisk strid. I denne krig har den vestlige imperialisme – repræsenteret af EU og NATO – taget stilling og støtter Ukraines modstand finansielt og materielt. Det har åbenlyst styrket modstanden og forbedret dens muligheder.

 

Vi fordømmer USA’s og EU’s lederes åbenlyse bestræbelser på at forme krigen ud fra deres egne interesser: Udsigterne til endnu et mareridt for Rusland i stil med Afghanistan åbner allerede enorme muligheder for øgede militære budgetter, indsættelsen af ny militær teknologi, udvidelse af NATO og en forbedring af USA’s geostrategiske position på verdensplan. De satser på at bruge slagmarken i Ukraine til at opnå deres egne geopolitiske mål.

 

Indtil videre har begge de imperialistiske magter, Rusland og NATO, undgået direkte konfrontationer, der kunne udvide krigen til at blive en krig mellem imperialistiske magter. Ingen er interesseret i sådan en udvidelse, men den kunne blive et resultat af en udvikling, der kommer ud af kontrol. En situation med verdenskrig er en objektiv fare under kapitalismens imperialistiske fase. Det ville være en katastrofe for menneskeheden og for planeten, og vi er imod enhver udvidelse af konflikten, der kunne forvandle denne krig til en direkte konfrontation mellem imperialistiske magter.

 

Som revolutionære og som internationalister slår vi fast, at vejen ud af den inter-imperialistiske konflikts logik og eskalering er folkets modstand nedefra: for selvbestemmelse og mod udenlandsk invasion. At ukrainerne har valgt at gøre modstand har bremset den hurtige annektering, som Rusland havde stilet efter. Den russiske angribers nederlag over for det ukrainske folks egen modstand ville være det bedst mulige udfald for kampen for selvbestemmelse og mod imperialisme af enhver art. Styrkelsen af den ukrainske modstand og antikrigsbevægelsen i Rusland (og Belarus) er to nødvendige faktorer for at gøre dette udfald til virkelighed.

 

Putins invasion har givet NATO’s udvidelsesplaner et kæmpemæssigt skub fremad med Sveriges og Finlands ansøgninger om medlemskab. Vi er imod denne dynamik: Vi afviser de militære blokkes logik og arbejder for et sikkerhedskoncept på tværs af Europa baseret på selvbestemmelse, lige rettigheder for alle folkene, herunder russerne, og omgående atomare nedrustningsaftaler samt en opløsning af NATO og CSTO.

 

På samme måde afviser vi EU’s traktater, finansielle institutioner og politikker, og vi fordømmer den måde, de bruges til at underkaste landene omkring Europa under neokoloniale relationer. Modsætningerne mellem det ukrainske krav om en ”hurtig og retfærdig” integration i Europa og virkelighedens kriterier fra EU må kunne hjælpe os med at stille krav om nye aftaler om europæisk samarbejde baseret på samarbejde og ikke på konkurrence på markedet og social og skattemæssig dumping.

 

Vi stræber efter at opbygge en bevægelse nedefra, for en retfærdig og varig fred i solidaritet med det ukrainske og russiske folks kamp mod Putins invasion og NATO’s strategi, for en retfærdig fred og selvbestemmelse for Ukraine.

 

Vi kræver at de militære budgetter omgående overføres til det vitale behov for økosocialistisk omstilling, for en verden, der bygger på social og miljømæssig retfærdighed, mod alle neokolonialistiske relationer.

 

3. Politiske udviklinger i Ukraine

Zelenzkyj og hans regering er en neoliberal bevægelse med forbindelse til dele af det ukrainske oligarki. Hans uventede valgsejr i 2019 kom på en baggrund af kritik af korruptionen og et håb om en fredelig løsning på den hybridkrig, der siden 2014 har kostet mere end 15.000 livet, og den kom i en situation, hvor alle de politiske partier var i dyb krise i forbindelse med voksende sociale konflikter og aktiviteter i civilsamfundet.

 

Den ukrainske befolkning er samlet om at stå imod den russiske invasion med alle midler. Mange socialistiske og anarkistiske aktivister har sluttet sig til de regionale forsvarsstyrker. Som internationalistiske aktivister støtter vi de kammerater, der har valgt den vej.

 

Samtidig organiserer ukrainere selv støtte til ofrene for krigen. Der er opstået folkelige initiativer for at skaffe husly, sociale boliger og børnepasning for flygtninge og internt fordrevne, for at skaffe gratis psykiatri og andre former for sundhedstilbud, transport og meget andet. Det er eksperimenter med nye former for social organisering, der kan bryde med de sidste 20 års neoliberale tilbageskridt; men de møder stadig modstand fra det fremherskende politiske og økonomiske regime, der beskytter oligarkerne.

 

I krigens aktuelle stadie er det de russisktalende ukrainere, der lider mest under den russiske hær. De er stærkt engageret i bevæbnet og civil modstand. Det afslører alle Putins påstande om, at ”operationen” skulle have til formål at beskytte nationale minoriteter. Vi støtter mindretallenes ret til demokratisk selvbestemmelse uden national eller udenlandsk tvang.

 

Opbygningen af en ukrainsk national identitet er en dominerende politisk tendens og en historisk progressiv modstand mod århundreders russisk dominans. Denne følelse har ofte haft et antikommunistisk præg, også på grund af undertrykkelsen i sovjettiden. Det kan kun overvindes af en radikal demokratisk bevægelse for at konsolidere et fredeligt Ukraine. Den folkelige modstand og en sejr over russisk national undertrykkelse bør give plads til en kollektiv forståelse af de modstridende fortolkninger, historikere og forskellige politiske strømninger har haft af den ukrainske histories sorte kapitler, der handler om fortidens undertrykkelse og forbrydelser. Det kræver imidlertid også, at Ukraine efter krigen konsolideres frigjort fra oligarkisk kapitalisme og socialt destruktiv politik.

 

Den vold og den tiltagende nationalfølelse, som invasionen har fremprovokeret, er åbenlyst befordrende for ”antirussisk” og højreekstrem, nationalistisk ideologi. Samtidig skaber de russisk-talende ukraineres og romaernes store engagement i landets forsvar samt indbyggernes mobilisering i væbnet og ubevæbnet modstandskamp et potentiale for en mere progressiv løsning på de kulturelle og sproglige modsætninger, som den yderste højrefløj har udnyttet i de seneste år.

 

Mange kvinder har meldt sig frivilligt til militærtjeneste. Som de ukrainske feminister udtrykker det, ved de, hvilken fremtid Putins regime kan tilbyde feminister og LGBT-personer. Det er derfor deres foretrukne valg, at kæmpe for et nederlag til ham.

 

I en situation med krig og aggressivitet tenderer kønsbalancen til at ændre sig i retning af mere patriarkalske former, der placerer kvinderne i omsorgssektoren og mændene ved fronten, og det fører til øget sexistisk, voldelig og reaktionær adfærd (mod kvinder og LGBT-personer).  Siden 2014 er vægten af den sociale reproduktion i et dybt neoliberalt samfund mere og mere blevet læsset over på kvinderne, efterhånden som de sociale ydelser er blevet skåret væk. Det er en af forudsætningerne for den voldsomme rugemor-industri, der har udviklet sig i Ukraine. Siden den russiske invasion har brugen af voldtægt og seksuelle overgreb som krigsvåben efterladt kvinder med traumatiske eftervirkninger, herunder uønskede graviditeter, som de ikke har adgang til den nødvendige behandling for. Vi støtter de kvindekollektiver, der arbejder for at hjælpe kvinder gennem alle de komplekse traumer, de står over for.

 

Det er i sådan en situation, at den nye socialistiske NGO Sotsialny Rukh (”Den Sociale Bevægelse”) er opstået. Vi støtter deres holdninger, der omfatter en åben kritik af krigstidens nødretslove og reformer af arbejdsmarkedslovgivningen, der gør det lettere at fyre arbejdere og undlade at overholde arbejdsmarkedslovgivningen, og af det korrupte retssystem og offentlige system, der gør de muligt for oligarkerne og andre kapitalister at undgå skatter eller undlade at overholde miljølovgivningen. De opbygger en folkelig modstand mod invasionen med rødder i solidariteten med arbejderkampene og ligeværdighed (feministisk, antiracistisk og antisexistisk) mellem folk. De fører en vigtig kampagne for eftergivelse af Ukraines udlandsgæld.

 

Uafhængige fagforeninger er også en afgørende faktor i opbygningen af modstanden og for et alternativ til de borgerlige og neoliberale planer med Ukraine.

 

Forbindelsen mellem disse progressive kræfter (især fagforeningerne og feministerne) og antikrigsbevægelsen i Rusland og Belarus er afgørende for at skabe progressive alternativer til de fremherskende interimperialistiske konflikter og aftaler.

 

4. Det politiske klima i Rusland og antikrigsbevægelsen

Den storrussiske imperialismes genopståen har også politiske konsekvenser i selve Rusland. Putin benytter også sin orwellske ”specialoperation” til yderligere at undertrykke det russiske samfund. Hans politik er lige så meget ideologisk aggressiv (storrussisk nationalisme og ”anti-nazi”) som den er systematisk undertrykkende. Han vil på længere sigt gøre det af med enhver intern opposition.

 

Uddannelsesinstitutioner og medier er blevet omformet, så de fremmer autoritære, imperialistiske værdier og undertrykker afvigende holdninger. Uafhængige fagforeninger og netværk af aktivister, LGBT- og miljøaktivister møder alle en tiltagende undertrykkelse.

 

Disse tendenser til tilbagegang ændrer det russiske regime i retning af neofascisme, hvor de formelle demokratiske procedurer gradvis undertrykkes.

 

På trods af det har nogle dele af det russiske samfund vist et stort mod i modstanden mod Putins krig. I krigens første dage samledes spontane demonstrationer i mange russiske byer for at protestere mod invasionen. Det mødte hård undertrykkelse. Enkelte fortsætter med at protestere, og har fået bøder, er blevet fængslet og truet på deres arbejdspladser eller uddannelsesinstitutioner.

 

Nogle soldater har nægtet at deltage i denne såkaldte ”specialoperation”, og desertering og brud på disciplinen påvirker den russiske hær. Mange af de soldater, der kæmper og dør i Ukraine kommer fra Ruslands etniske minoriteter, der har ringere muligheder for beskæftigelse og færre muligheder for at undgå militærtjeneste.

 

I dag spiller den lille feministiske bevægelse en nøglerolle i fordømmelsen af invasionen og for solidariteten med Ukraine. De bidrager til at koordinere initiativerne på tværs af landet.

 

Soldatermødrenes bevægelse er også en vigtig faktor, der giver en stemme til dem der er kritiske over for Putins krig og propaganda.

 

I mellemtiden gør sabotagehandlinger, der ikke har nogen tydelig afsender, det svært for den russiske stat, og de viser, at der er mere modstand mod krigen end det lyder til fra officielt hold.

 

I Belarus har der også været en imponerende grad af sabotage af den russiske logistik. Regimet i Minsk har opklassificeret den form for sabotage til terrorisme med risiko for dødsstraf. Belarussiske aktivister støtter også russiske desertører og demonstrer mod Belarus’ samarbejde med og mulige senere deltagelse i den russiske invasion. De uafhængige fagforeninger, der har ført an i protester mod krigen, er blevet undertrykt hårdt, og deres mulighed for at fungere er på spil.

 

Den socialistiske og revolutionære venstrefløj i Rusland, og specielt den Russiske Socialistiske Bevægelse, spiller en vigtig rolle i opbygningen af en aktiv opposition mod Putins regime og opbygningen af solidariske forbindelser med ukrainske aktivister over hele verden. De møder stadig stærkere undertrykkelse og er delvis nødt til at arbejde under jorden.

 

Nogle socialister, feminister og andre aktivister har været nødt til at forlade landet, men de fortsætter deres arbejde på at opbygge et radikalt alternativ i Rusland fra deres eksil. Vi vil støtte dem.

 

5. Vores opgaver uden for Ukraine og Rusland

Som radikale venstreorienterede udtrykker og organiserer vi vores støtte til den væbnede og den ubevæbnede modstand i Ukraine, mens vi forbliver uafhængige af og kritiske over for vores regeringer og deres imperialistiske programmer og motiver. Vi vil ikke stå i vejen for nogen som helst initiativer, der kan medvirke til at styrke det ukrainske folks autonome modstand.

 

Vi deltager i demonstrationer i solidaritet med ukrainerne og mod Putins invasion, og vi prøver på at få kontakt til ukrainske flygtninge og folk, der er vrede over aggressionen, med vores paroler og idéer mod alle former for imperialisme, for socialisme og selvbestemmelse.

 

Vi støtter og bidrager til initiativer fra bunden, der skaffer materiel og humanitær hjælp til Ukraine.

 

Vi fordømmer politik, der forsøger at benytte krigen i Ukraine til at fremme den vestlige imperialismes interesser. Vi er imod alle de betingelser, de vestlige regeringer pålægger for at lave profit og underordne Ukraine under deres økonomiske og militære indflydelsessfære.

 

Vi er imod de stigende militærudgifter, som er en del af en bestræbelse på øget militarisme, der går forud for Putins invasion. Vi er imod NATO og CSTO og for deres opløsning, for at hvert land forlader disse alliancer, og vi er absolut imod deres udvidelse.

 

Vi udtrykker og organiserer vores solidaritet med flygtningene fra Ukraine og opfordrer til, at al diskrimination stopper, og til en politik med åbne grænser for migranter og flygtninge, uanset hvor de kommer fra. Ukrainernes tvungne eksil har mødt en del folkelig og selvorganiseret solidaritet i nabolandene, specielt i Polen. EU’s aktuelle behandling af ukrainske flygtninge bør gøres til standardprocedure for alle nye asylsøgere.

 

Vi støtter direkte indgriben mod russiske oligarker. De er beskyttet af det globale finansielle systems manglende gennemsigtighed og uretfærdighed, bankhemmeligheden, den institutionaliserede kapitalflugt og skatteunddragelse, som alle oligarker, herunder også de ukrainske, benytter sig af. Vi støtter ikke langsigtede sanktioner, der skal ”tappe” eller ”svække” Rusland. De fører til øget fattigdom for den russiske befolkning.

 

Vi bekæmper enhver form for russofobi, der sammenblander det russiske folk eller kultur med regeringens handlinger.

 

Vi påpeger den modsætning, der er mellem de vestlige regeringers støtte til kampen i Ukraine,og deres medskyldighed i Tyrkiets undertrykkelse af det kurdiske folk og den israelske regerings undertrykkelse af det palæstinensiske folk og alle andre undertrykte nationer over hele verden.

 

6. Vores hovedparoler og krav

·         For den russiske invasions nederlag. Russiske tropper ud af Ukraine.

·         Støtte til den ukrainske modstand i alle dens former.

·         For omgående eftergivelse af Ukraines udlandsgæld.

·         Ned med Putin! Støt den russiske antikrigsbevægelse. Solidaritet med og flygtningestatus til alle desertører fra den russiske hær.

·         Mod NATO’s og den russisk ledede CSTO’s ekspansionisme og interventionisme. Mod alle imperialistiske blokke.

·         Solidaritet med ukrainske flygtninge af enhver oprindelse og ydelse af den nødvendige kortsigtede og langsigtede hjælp under hensyntagen til, at det store flertal er kvinder og børn.

·         For en omlægning til bæredygtige energikilder for at gøre op med afhængigheden af olie- og gasproducenterne og deres afpresning. Overførsel af de militære budgetter til en hurtig afvikling af den kulstofbaserede økonomi under folket kontrol.

·         For et socialistisk Europa frit for militære blokke og neokoloniale relationer. For et økosocialistisk, revolutionært alternativ til den kapitalistiske udbytning og ødelæggelsen af livet på vores planet.

 

24. maj 2022

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com