Læsetid: 3 minutterFor omkring 10 år siden optrådte finansmanden Asger Aamund i en fjernsynsserie, der handlede om at få langtidsledige ud i arbejde. Det drejede sig om mennesker, der havde levet på kontanthjælp i mange år, og hr. Aamund holdt sig ikke tilbage med at kritisere deres tøjvalg, kommentere deres hæmmede indadvendthed eller bebrejde dem, at de enten snakkede for meget eller var for studentikose. Udgangspunktet var, at mennesker på kontanthjælp var ledige, fordi de manglede motivation. Ingen af deltagerne fik job efterfølgende, men det mente finansmanden heller ikke var hans ansvar.
Nu har regeringen, SF, de konservative, og de radikale indgået en ny aftale om en kontanthjælpsreform. Overskriften er ”Flere i arbejde, enklere regler og færre børn i lavindkomst”, og den indeholder faktisk en række forbedringer. Problemet er, at hver eneste lille positive tiltag skal betales ved at fattiggøre andre kontanthjælpsmodtagere. Primært flygtninge og udlændinge. For tag ikke fejl, grundlaget i reformen er stadig, at mennesker på kontanthjælp skal sendes i arbejde uanset deres helbred og livssituation.
Der er faktisk forbedringer
Det er en forbedring, at man ikke længere efter 6 måneder på kontanthjælp bliver tvunget til at forbruge af sin arbejdsgiverindbetalte pensionsopsparing. Ligeledes at man får ret til ferie i 4 uger, hvis man har modtaget kontanthjælp hele året. Og ret til at få feriepenge suppleret op med kontanthjælp. Formuegrænsen (beløbet der må stå på ens konto før man bliver tvunget til at leve af det) hæves fra 10.000 kr. til 15.000 kr. og skal fremover stige i takt med prisudviklingen. 225-timers reglen afskaffes, og i stedet får dem med lav sats ret til at tjene 5000 kr. om måneden uden modregning. Og dem på den høje sats 2.500. kr. om måneden (før skat).
Det er også en forbedring, at børn og unge får et tilskud til fritidsaktiviteter, skoletaske, computer osv. mod dokumentation – men trist, at niveauet stadig er så lavt, at børnefattigdom skal afhjælpes lidt på denne ydmygende måde.
Men hvem skal betale regningen?
Regningen betales af andre kontanthjælpsmodtagere – eller i nogle tilfælde endda de samme…
Der kommer et nyt loft over boligsikringen, der betyder, at mange familier mister penge i den anden ende. Det rammer især familier med mange børn – i mange tilfælde indvandrere.
Unge med psykiske diagnoser fratages et særligt tillæg for at ”motivere dem i arbejde eller uddannelse” – som om man kan blive helbredt for f.eks. skizofreni, hvis man får frataget sit forsørgelsesgrundlag med besked om at tage sig sammen og se at komme i gang.
Og så er der endelig spørgsmålet om de meget omtalte såkaldte nyttejob, der af forskerne bliver betragtet som uanvendelige til rent faktisk at få folk i arbejde. Mette Frederiksen taler meget om, at især folk med indvandrerbaggrund skal hjælpe med at smøre madder på plejehjemmene for deres kontanthjæp. Kunne man forestille sig, at der på nuværende tidspunkt er ansat mennesker til overenskomstmæssig løn, som står for at bespise de ældre eller syge med såvel leverpostej som spegepølse? Ja, selvfølgelig! Det lyder uskyldigt, men nyttejobbene er ren social dumping.
Solidaritet med de svageste?
Hanne Reintoft skrev tilbage i 1998 i sin bog ”Træd varsomt” om ”de ungdomsårgange, der hverken har fået arbejde eller uddannelse. De har aldrig følt sig hjulpet eller støttet af fagbevægelsen, tværtimod har der været en ubehagelig tendens til at de organiserede eller dagpengeberettigede har følt sig finere end dem, der ikke har haft mulighed for at organisere sig… ”
Hun skrev også om fornægtelsen af moderne fattigdom. Det har ikke ændret sig siden.
Det er, som om visse dele af fagbevægelsen har glemt, at nogle af de mennesker, som havner på bunden, er deres tidligere medlemmer … eller kunne have været det. De, der ryger ud af dagpengesystemet, og som har solgt deres efterløn, de langtidssyge som mister sygedagpengene og kommer på ressourceforløbsydelse, de unge med løs ansættelse, der har svært ved at optjene dagpengeret. Det er, som om man glemmer, at økonomiske kriser med høj ledighed er et tilbagevendende problem. Der er altid nogle grupper af fagbevægelsens potentielle medlemmer, som betaler en højere pris for digitaliseringsbølger, automatisering og de generelt stigende krav til tempo, der kaster både helbredsproblemer og misbrugsproblemer af sig.
Der er heldigvis grupper af folk på overførselsindkomst, der selv organiserer sig: Jobcenterets Ofre og De Reformramte, for bare at nævne et par eksempler. Men de kæmper en vanskelig kamp – uden magtmidler som f.eks. strejkevåbnet – når de prøver at forsvare sig. Alene derfor er de endnu mere end andre grupper afhængige af solidariteten fra resten af arbejderklassen
Fagbevægelsen har en tendens til at glemme, at en underklasse uden sikkerhedsnet altid vil udgøre en trussel mod ordentlige løn- og arbejdsforhold. Og det er både dumt og farligt. Det var derfor tidligere tiders fagbevægelse ikke krøb i skjul under skåltaler om danske modeller, men også interesserede sig for socialpolitik.
Hvis vi skal ændre denne udvikling, så vær med til at sætte socialpolitikken på dagsordenen igen i alle de sammenhænge, hvor du møder din fagforening. Den nye kontanthjælpsreform er en oplagt anledning. Det er nødvendigt med en fagbevægelse, der aldrig glemmer at protestere og mobilisere imod angrebene på de allersvageste.
Socialistisk Arbejderpolitiks Forretningsudvalg, den 26. oktober 2023
Forbered udskrift
International Viewpoint – Fjerde Internationales webmagasin
Eksklusionstrusler bringer den samlende Enhedsliste i fare
SolarEdge: Israels beskidte grønne energiselskab
Interview: "At være venstreorienteret betyder at være på de undertryktes side"
Tak for godt indspark !
Og nu blev jeg også klogere.
Jeg er uendelig træt at den enorme digitalisering. Det går alt for stærkt. Mange bliver hægtet af.
Flygtninge, som jeg har at gøre med ( DRC )
bliver marginaliseret.
Vil I tage emnet op ? Mvh