Søndag den 1. marts 1998 trådte Anders Nørgaard frem på skærmen på TV2 og fortalte, hvordan han i en længere periode havde spioneret i SAP for PET. Senere fulgte en række lignende afsløringer. Efter et halvt års forsøg på bortforklaringer valgte regeringen og folketingsflertallet til sidst at nedsætte den PET-kommission, som den 24. juni i år offentliggør sin rapport.

af Michael Voss

I midten af 80’erne meldte Anders Nørgaard sig ind i SAP på opfordring af sin føringsofficer i Politiets Efterretningstjeneste. I SAP indsamlede han navne, adresser og andre oplysninger om partiet og partiets medlemmer.

Han kopierede også navne og cpr-numre på de mennesker, som med deres underskrift på en blanket havde støttet, at SAP fik mulighed for at opstille til folketingsvalg. Han kopierede nøglen til SAP’s landskontor, så andre PET-agenter havde mulighed for at undersøge lokalerne.

Alt dette og meget mere fortalte han i den 50 minutter lange TV-udsendelse, som TV2 bragte den 1. marts 1998.

Klart ulovligt
Med sine aktiviteter overtrådte Anders Nørgaard og PET en række love og regler. Siden 1968 havde PET arbejdet på baggrund af en regeringserklæring fra VKR-statsminister Hilmar Baunsgaard (R), der fastslog, at de ikke måtte registrere danske statsborgere alene på grundlag af lovlige politiske aktiviteter.
At underskriverne af opstillingsblanketterne faldt ind under den kategori, var åbenlyst. Men det samme gjaldt SAP som organisation og SAP’s medlemmer. På intet tidspunkt før eller under Anders Nørgaards infiltration er SAP eller SAP-medlemmer blevet sigtet for ulovlig politisk aktivitet.

Nørgaard meddelte da også på et tidspunkt sin føringsofficer, at han fandt indsatsen meningsløs, fordi der ikke var noget ulovligt at berette om. Senere fortalte han, at den dårlige samvittighed over at have infiltreret og løjet over for sympatiske mennesker, der gennemførte et fuldt lovligt politisk arbejde, var en del af baggrunden for, at han stillede sig frem og fortalte sin historie.

Men også de interne regler, der gælder for PET, overtrådte de. Den slags agentvirksomhed skulle godkendes af justitsministeren, men daværende justitsminister Ole Espersen nægtede pure nogensinde at have give sådan en tilladelse.

I forlængelse af tv-udsendelsen om Anders Nørgaards infiltration af SAP kom en række andre afsløringer af ulovlig PET-spionage og -registrering: i kurdiske organisationer, i fagforeninger og tillidsmandsringe, og i solidaritetsorganisationer som Sydafrikakomiteen.

Bortforklaringer og syltekrukker
Reaktionerne på afsløringerne fra PET og fra de regeringsbærende partier fra Socialdemokratiet og højreud – inkl. daværende justitsminister Frank Jensen – var den ene stribe benægtelser og bortforklaringer efter den anden. Når PET og justitsministeren var tvunget til at svare, indrømmede de præcis det, der var hug-og-stikfast dokumentation for. Alt andet benægtede de, eller også kunne de ikke huske det, eller også var de relevante dokumenter forsvundet.

Nogle politikere valgte at kombinere bortforklaringerne med en direkte støtte til, at PET havde gjort ”hvad der var nødvendigt”, uanset om det var lovligt eller ej.

De overvågede organisationer og andre PET-kritiske kræfter, samlet i PET komiteen, krævede nedsat en undersøgelseskommission, men også det afviste regeringen i lang tid.
Men afsløringerne hobede sig op. Det samme gjorde spørgsmålene fra Enhedslisten og SF til justitsministeren om sagen. Spørgsmål, som ministeren ifølge Folketingets forretningsorden skal svare på, og han skal svare både sandt og fyldestgørende. Det var et problem.

Vendepunktet kom, da Jyllands-Posten kunne afsløre, at PET havde kopieret sine personregistre og placeret et sæt kopier i den danske ambassade i USA i 1968, da regeringen pålagde dem at slette deres registreringer af personer, der kun havde udført lovlig politisk aktivitet.

Så vurderede justitsminister Frank Jensen, at en kommission måske var en løsning på hans problemer. Dels kunne han virke imødekommende over for kritikken, dels kunne han lukke munden på den. Med et slag slap han for at svare på de over 200 spørgsmål om sagen, som lå og brændte hul i hans skrivebord. De spørgsmål må indgå i kommissionens undersøgelse, sagde han.

Kommission med begrænsninger
Tilsyneladende fik PET-komiteen, SF og Enhedslisten dermed deres krav opfyldt, men det blev ikke lige den kommission, man havde forestillet sig. I modsætning til den tilsvarende norske kommission, var den ikke sammensat, sådan så alle dele af det politiske spekter følte sig repræsenteret. Den var udpeget af ministeriet, som på den ene side fandt respekterede historikere inhabile, hvis de havde været aktive på venstrefløjen, hvorimod landsdommere, der havde indledt deres karriere i samme justitsministerium som de anklagede, var fuldt egnede til at sidde i Kommissionen. Og Kommissionen fik lov at gennemføre sit arbejde under næsten total mørkelægning.

Som betingelse for at stemme for forslaget krævede V og K, at Kommissionen også skulle undersøge de overvågede organisationer. Ikke kun de mistænkte lovovertrædere i PET skulle undersøges, også deres ofre. Tanken var, at Kommissionen skulle grave noget op, der med tilbagevirkende kraft kunne legitimere infiltration og spionage. Sådan blev det.

Fuld åbenhed
Venstrefløjen modsatte sig ikke, at Kommissionen også undersøgte de overvågede organisationer. I forlængelse heraf besluttede SAP også at samarbejde med Kommissionen, da den ønskede adgang til partiets arkiver, der er placeret på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA).

Det tillod SAP – på bestemte betingelser, som skulle sikre, at enkeltmedlemmer af partiet ikke efterfølgende blev hængt ud i først rapporten og senere medierne. I forbindelse med denne aftale stillede SAP sig til rådighed, bl.a. til interviews med medlemmer af SAP.

Baggrunden for denne indstilling var, at SAP ikke har noget at skjule omkring sine aktiviteter, heller ikke i den periode, hvor Anders Nørgaard infiltrerede. Grundlæggende var SAP et lovligt politisk parti, der arbejdede med offentligt kendte mål og midler. SAP havde ikke hemmelige aktiviteter. Alt, hvad PET kunne ønske at vide, kunne de læse i SAP’s ugeavis Klassekampen eller blive orienteret om, hvis de henvendte sig til SAP som enhver anden interesseret.

Tvivl
Nu er der gået 10 år, siden Kommissionen begyndte at arbejde. Undervejs er tvivlen om rapportens kvalitet vokset. De – få – offentlige interviews med tidligere og nuværende PET-officerer har virket useriøse og amatøragtige. F.eks. sagde tidligere PET-chef Ole Stig Andersen henkastet, da interviewet behandlede SAP, at ”Anders Nørgaard ikke var den eneste, vi havde”. Men kommissionsmedlemmerne så ingen grund til at bore i det svar.

Kommissionen har heller ikke ønsket at interviewe noget medlem af SAP, der sad i ledelsen i 80’erne eller senere. Det må nødvendigvis begrænse kvaliteten af en undersøgelse, der skal afklare, hvilke aktiviteter SAP gennemførte, mens organisationen og medlemmerne blev overvåget og registreret.
Sent, men ikke for sent

Mange journalister og kommentatorer har i dagene op til offentliggørelsen af rapporten skrevet, at den kommer så sent, at den er meningsløs. Da den blev nedsat, kunne nogle måske forarges over ulovlig overvågning af venstrefløjen, men i dag er det terrorister, PET undersøger. Det har de fået meget videre beføjelser til, og kun få er kritiske over for den aktivitet, skriver de.

På mange måder har Kommissionen været en syltekrukke, der har lagt låg på ulovlighederne i 10 år. Men hvis den trods alt bringer bare noget ny viden til offentlighedens kendskab, så giver det en mulighed for at diskutere, hvad demokrati og demokratiske rettigheder er, og hvor grænserne for statens overgreb på borgerne ligger.
En af de mistænkte og interviewede PET-chefer, Jørn Bro, har netop gentaget udtalelser om, at en efterretningstjeneste som PET må have mulighed for at gennemføre det nødvendige for statens sikkerhed. Med det mener han også, at PET skal afgøre, hvad der er nødvendigt for statens sikkerhed, og udføre det, også selv om et flertal i befolkningen og et flertal i Folketinget mener noget det modsatte.

Med PET-kommissionens rapport får vi en ny mulighed for at diskutere, om demokratiske beslutninger skal styre spionerne, eller om spionerne skal bestemme over flertallet. Og det er lige så relevant i dag som for 10 år siden.
 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com