Udsættelsen
Der er intet overraskende ved udsættelsen, det er hele forligsinstitutionens opgave at afsøge alle muligheder for et forlig og en løsning. Det er forligskvindens sidste store overenskomst, og det ville være et nederlag end ikke at udsætte en konflikt for at forsøge at afdække mulighederne for et forlig. Som minimum vil det give indtryk af, at alt er forsøgt, og at hun ikke bare kaster håndklædet i ringen fra starten.

Dertil kommer, at såfremt det ender i konflikt, så skal et eventuelt regeringsindgreb bygge på et eller andet. Her er det helt oplagt at tage udgangspunkt i en mæglingsskitse fra forligsinstitutionen. Det kræver, at forligskvinden som minimum forsøger at fremsætte en sådan skitse, også selvom den måske ikke nyder opbakning fra parterne. Det er en usædvanlig situation, at der ikke er forlig på nogle områder at tage udgangspunkt i, men min vurdering er, at forligskvinden stadigvæk vil forsøge med en samlet skitse.

Forlig eller konflikt?
Det er formentlig et mindretalssynspunkt blandt faglige Enhedsliste-folk, når jeg stadig vurderer, at det hele ender i et forlig. Min påstand er, at det simpelthen er et alt for gigantisk nederlag for regeringen, hvis det kommer til en konflikt, og at det vil smadre alle chancer for et genvalg til regeringen indenfor de kommende par år.

Vi ved fra de seneste par konflikter på det offentlige område, at befolkningens sympati med de berørte lønmodtagere har det med at stige, på bekostning af den siddende regering, og denne gang er udgangspunktet en væsentlig større opbakning til de ansatte, allerede på forhånd! Derfor har regeringen en interesse i at få lukket denne sag hurtigst muligt, fordi det skader regeringen, at de end ikke kan få klappet en overenskomst af med deres ansatte. På den anden side af bordet har vi en generel konfliktsky fagtop, som er bange for de risikoer, der er forbundet med en konflikt, og generelt ikke har lyst til at bruge de millioner af kroner, en konflikt koster.

Jeg indrømmer til fulde, at der også er flere indikatorer på, at det snildt kan ende i en konflikt. En række faggrupper ønsker et direkte opgør med regeringens (og hermed kommuner og regioners), samt Moderniseringsstyrelsens syn på den offentlige sektor. Konkret er f.eks. AC-området totalt på krigsstien. De har afvist en våbenhvile omkring frokostpausen de kommende 3 år, som de ellers er blevet tilbudt. De ønsker at vinde en endelig sejr omkring frokostpausen, og de er hamrende sure over den behandling, de har fået i årevis med udflytning af arbejdspladser, fjernelse af kutymefridage mm. Og de ved det, at det her er chancen.

På modsatte side sidder vi med en arbejdsgiverpart, som jeg tror totalt har fejllæst situationen, For et år siden har de lagt strategien an til at kunne tromle fagbevægelsen, da de næppe forestillede sig, at nogle ville bakke op om, ”at de statsansatte kunne spise frokost på skatteydernes regning”, eller at folk ville give lærerne ”de luksuriøse arbejdstider tilbage”. Vi ved, at en overraskende stor andel af forhandlerne og embedsmændene på arbejdsgiversiden er helt nye i spillet – amatører som ikke har fattet den danske model. De har udvist en arrogant tilgang om, at fagbevægelsen skulle betale for at få lov til at indgå et forlig, og ellers ville de bare ophæve deres diktater til lov.

De sidste par eksempler peger mod en konflikt, men jeg tror, at politikerne på arbejdsgiversiden har kigget i krystalkuglen og set, at det her kan have en katastrofal pris for dem – og deres partier – og derfor forsøger de nu at samle stumperne, inden det hele eksploderer i hænderne på dem.

Som en sidebemærkning er det meget bemærkelsesværdigt at følge de forskellige forbunds meget forskellige måder at omtale mulighederne for et forlig på. Dette kunne give anledning til at frygte, at denne uens vurdering af situationen er tegn på en svækket musketered – på topplan. Den har dog forplantet sig blandt medlemmerne.

Intensiveret klassekamp
Uanset udviklingen de kommende dage, så er der sat hjul i gang, som ikke bare kan stoppes, medlemmerne er mobiliseret, en stor politisk kraft i Danmark er vækket. Når f.eks. 10.000 tillidsrepræsentanter mødes i Fredericia, så skaber det ringe i vandet, en fælles kampgejst, som forplanter sig på arbejdspladser, i familier og blandt venner. På alle arbejdspladser diskuteres udviklingen, og hele den danske befolkning har et førstehåndskendskab til en offentlig ansat, som er ramt. Den radikalisering, der er ved at udfolde sig, er svær at stoppe nu, og vil komme til at presse fagtoppen – såfremt der skal opnås et forlig. Her er det værd at huske på, at grænsen for et forlig for mange faglige ledere ofte handler om, ”hvor lidt de kan acceptere uden at miste deres post efterfølgende”

Men denne intensiverede klassekamp vil også være udslagsgivende for, hvordan et eventuelt senere regeringsindgreb ender med at se ud (hvis der kommer konflikt), da et regeringsindgreb nok vil være betinget af en støtte fra socialdemokraterne (for at ”ansvarliggøre begge fløje” – deres støtte er så betinget af DF, for ikke at miste vælgere, ved også at grise deres fingre til). Det vil betyde, at en mobilisering blandt vælgerne vil lægge pres på partierne for at sikre et ikke-ensidigt indgreb (men altså et lovindgreb, der som minimum vil indeholde forbedringer for lønmodtagerne). Det vil helt sikkert også presse både den siddende og kommende regeringer i forhold til synet på den offentlige sektor, og hvad de kan slippe afsted med af kommende forringelser på den lange bane.

(Her er det i øvrigt bemærkelsesværdigt, hvor meget fjendskab der er opbygget mellem regeringen og en stor del af embedsværket. Jeg tror, det bliver en udfordring for den siddende regering at skulle arbejde videre efter et regeringsindgreb, hvor de selv samme lønmodtagere skal hjælpe de samme ministre…)

Opgaven nu

Ganske kort: Det klart, at vi har en interesse i at sikre en så vidtgående radikalisering som muligt, og så meget mobilisering som muligt mod den siddende regering og hele den førte politik. Uanset udfaldet handler vores arbejde nu og her derfor om at understøtte mobiliseringer og radikaliseringer, samt udvide den politiske kritik. Vi må desuden opstille politiske svar, som rækker videre end blot en ”lidt bedre overenskomst”, men som handler om et opgør mod nyliberalismen, synet på den offentlige sektor og en økonomisk omfordeling, hvor regningen entydigt sendes til den rigeste del af befolkningen.