Billedtekst: Kenneth Haar arbejder i Corporate Europe Observatory (CEO) med at afsløre lobbyismens strategier.

’Teknofix’ er et stort tema i klimapolitikken i dag. Tiden er jo ved at være knap, hvis kloden ikke skal passere for mange tipping points, og 2030 er globalt sat som skæringspunkt for en kraftig reduktion. Det ser svært ud, for der skal f.eks. ske en hel del inden for både landbrug, transport og industri, hvis det skal lykkes at nå Paris-målene, og det er der ikke så stor politisk vilje til i for eksempel EU.

I stedet er der tryk på teknologi-udviklingen og teknologistøtten, en masse halvfærdige midler tages i brug, ofte midler, som er udviklet eller bare fremmet af de sektorer i erhvervslivet, som ellers ville stå for skud.

At teknofix kan sende os på sorte vildveje, er Danmark måske et af de bedste eksempler på. Dannevang er blevet trendsættende, fordi der her i landet foretages en meget stor satsning på især kulstoflagring. Danmark er blevet et godt navn blandt eksempelvis industrilobbyister i EU.

Er man stærk i troen på denne og andre teknologiers potens, er der vel ikke noget galt i dét. Er man ikke, kan man kun blive rædselsslagen.

Kampen om mirakelkuren

I de seneste år har min organisation, lobbyvagthunden Corporate Europe Observatory, brugt mange kræfter på at afdække, hvordan lobbyister, som repræsenterer forskellige grene af erhvervslivet, satser store pengebeløb på at være dagsordensættende.

Det er ikke alle teknologier, der når så langt. Der er ikke det store pres for at etablere CO2-støvsugere, som den på Island, der fylder i omegnen af en halv fodboldbane og henved 8 meter i højden. Dem skulle der være 33 af i Middelfart, ifølge mine beregninger, hvis byens udslip skulle suges op. Stjernedyrt og urealistisk.

Det er heller ikke geoteknikker, såsom idéen om at sprøjte umådelige mængder svovldioxid ud i stratosfæren for at danne et reflekterende skjold mod solstråler, der tales meget om.

De teknologier, som er i højsædet, er dem, der er store direkte økonomiske interesser i – først og fremmest atomkraft og kulstoflagring.

A-kraft ikke en diskussion værd

Et af flere tegn på, at atomkraft – som en overgang for ti år siden så ud til at blive lagt på hylden af de fleste – er stærkt på vej tilbage, er, at det er besluttet at betegne investeringer i A-kraft som ”bæredygtige”. Det skal man ikke forstå som et udfald af kloge klimaeksperters nøgterne vurdering, det er ren magtpolitik.

Frankrig fik atomkraft på den grønne liste, Tyskland og andre fik gas, og Danmark fik biomasse. Problemet er, at listen kommer til at dirigere vigtige EU-initiativer i de kommende år.

Hvad atomkraft angår, er der også kommet ny energi i diskussionen om kernekraftens lyksaligheder, blandt andet eller måske især fordi kampagnegruppen Atomkraft ja tak, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti gerne ser, vi går den vej. Dem om dét.

Der er dog ingen grund til at bruge vældig meget krudt på den diskussion. Selv hvis man tror på påstanden om, at nye teknologier har gjort energiproduktionen i A-kraftværker ganske ufarlig, så er der tre grunde til, at vi hurtigt bare skal gentage ”Atomkraft nej tak” – og derefter lade det problem ligge og passe sig selv.

Den første er, at affaldsproblemet ikke er løst, og heller ikke kan løses inden for landet grænser. For nylig havde jeg fornøjelse af at være i selskab med en ingeniør, der gennem en årrække var en del af et projekt, som skulle løse en enkel opgave: Find et sted, vi kan gøre af atomaffaldet fra Forsøgsstation Risø. Det måtte de konkludere, ikke kunne lade sig gøre. Affaldet står stadig på Risø.

Det andet er, at én havvindmøllepark kan producere lige så meget strøm som et A-kraftværk. Hvorfor skulle vi så skabe en masse nye problemer for os selv med A-kraft?

Den sidste og tredje årsag er, at A-kraft ikke har gang på jorden i Danmark. Man kan jo ikke bare bestille et kraftværk, samle det, og så kører vi. Der skal en infrastruktur til, der skal skabes forsyningslinjer, der skal et forskningsapparat til, kvalificeret arbejdskraft og meget mere. Det er helt uøkonomisk.

Det kommer ikke til at ske.

Danmarks mange teknofix

Der er derimod mange andre teknofix, som er ved at blive udfoldet politisk her i landet. Nogle af dem ser dog umiddelbart forpjuskede og kortlivede ud.

For tiden er et forslag om at bruge henved 10 milliarder kroner på at omdannede CO2 fra landbruget til biokul (pyrolyse) genstand for en strid mellem landbruget og Danmarks Naturfredningsforening på en ene side, og et ekspertudvalg under regeringen på den anden. Sidstnævnte er ikke så stærke i troen på pyrolysens evner.

Og så er der Mette Frederiksens vision om at gøre flyruten mellem København og Aalborg til landets første grønne flyrute, formedelst 168 mio. kroner i 2025, som i øjeblikket er sendt til tælling. Det har vist sig vanskeligt at finde nok ’grønt’ brændstof til projektet. Oprindeligt gik man efter brugt fritureolie fra Kina, men det ser ikke ud til at være et troværdigt kort. Den er næppe så grøn, fritureolien, som man troede. Indkøb i Malaysia er heller ikke et alternativ. To tredjedele af olien fra den kant er efter alt at dømme palmeolie, der er kommet til som resultat af skovrydning.

Så kan man jo gå efter at bruge dansk spildolie fra frituremadlavning, eller hva’? I teorien ja, men ifølge en beregning fra en forsker på Aalborg Universitet skulle hver eneste danske så spise i omegnen af 242 kg pommes frites om året – og så kan vi nok slet ikke være i flyet.

Måske var det bedre at gå efter at udvikle togdriften og sætte prisen på billetter ned, frem for at foregøgle os selv, at luftfart mellem danske byer kan blive grøn?

Kulstoflagring – ikke afprøvet i stor skala

Hverken pyrolyse for landbrugets skyld eller drømme om grøn luftfart er dog det største problem, dansk klimapolitik står overfor. Det er derimod kulstoflagring i stor skala.

Det er billedligt talt, når man putter et filter på skorstenen, samler CO2’en op og graver den ned (eller bruger den i produktionen af brint). Her er der tale om en gigantisk satsning fra regeringen og et stort flertal i Folketinget. Hidtil er der afsat i alt 38 mia. kroner, svarende til lidt mere end tre havvindmølleparker, til dét projekt.

Udover det store pengebeløb, som jo så går fra andre gode ting, er der to sammenhængende problemer ved kulstoflagring: Det første er, at det er en usikker teknologi. Den er afprøvet i lille skala, men aldrig på det niveau, som den danske regering og andre nu har på tegnebrættet. Alligevel spiller kulstoflagring en helt central rolle i Danmarks strategi for at nå de forjættede 70 procent i 2030. Virker det fuldt ud, kan vi nå i mål. Gør det ikke, så sker det ikke.

Ifølge regeringens egne beregninger vil kulstoflagring næsten ikke bidrage med noget i de kommende år, men efter planen sker der pludselig en masse i år 2029, hvor kulstoflagring er sat til at reducere udslippet med hele 2,84 mio. tons CO2 – mere end halvdelen af det der mangler for at komme i hus. Og det er sådan omtrent det, der mangler, hvis alt andet går som det skal. Med klimaministerens ord, så ”bruger vi hockeystaven til fulde”.

Den fossile industris redningsplanke

Det burde give sved på panden. Og så kommer der et ekstra lag på, når det danske kulstoflagringseventyr sættes i perspektiv. I EU har gaslobbyen presset hårdt på siden 2012 for at få udbygget gasinfrastrukturen, og dermed binde EU til fortsat og udbygget gasforbrug.

Et af de store gennembrud kom med EU’s klimaplan fra 2019, European Green Deal, som er fuld af gas. Med den plan fik gassen for alvor det grønne stempel med introduktionen af udtrykket ”de-karboniseret gas”, dvs. gas, hvor CO2-problemet bare er væk – og det udtryk hviler på kulstoflagring.

På den baggrund har EU ydet rundhåndet støtte til en markant udbygning af gasinfrastrukturen – ’ingen grund til bekymring; vi kommer bare et filter på, når det er klar’. For at nå dertil har gaslobbyen – der udover olie- og gasindustrien består af en række energiintensive industrisektorer – brugt meget store beløb på at bedrive lobbyarbejde, nogle år et sted mellem 700 og 800 mio. kroner. Den høje pris til trods giver det al mulig mening: Kulstoflagring er den fossile industris redningsplanke. Jo flere, der tror på filtre og nedgravning, desto længere kan olie- og gasindustrien have kronede dage. Motivet blandt politikere til mere ambitiøse foretagender, økologisk landbrug, elektrificeret industri, kan pludselig se meget mindre interessante ud.

Danmark som foregangsland

I dette store europæiske projekt er Danmark tikket ind som en drivende interessent. Når der i dag tales om ”et indre marked for CO2”, er den danske regering fremme i skoene blandt fortalerne for en hurtig etablering. Store rørledninger, som skal føre andre landes CO2 til f.eks. Danmark, skal være tilgængelige for alle. Handlen med CO2 skal være fri. Med stor lagerkapacitet, hvis den altså kan findes, kan Danmark blive

det som regeringen, Total Energies og andre, kalder for ”en europæisk CO2-hub”. I den fossile industris øjne er Danmark i dag derfor et vigtigt foregangsland. Vi skal ikke bare lagre vores eget, vi skal også tjene penge på at lagre andres.

For politikere, herunder danske politikere, som søger en løsning på et problem, som ser ud til at kunne klare ærterne, uden at vi skal ændre noget i den måde vi producerer og lever på, er det ikke svært at forstå fristelsen.

Der er bare så mange hager ved det: At vi ikke ved om det virker, at vi bruger en masse penge der kunne være brugt på mere sikre kort, at det kan bruges til at legitimere en laissez faire tilgang til f.eks. landbruget og den energi-intensive industri, at vi serverer en redningsplanke for den fossile industri.

Det ser ikke sådan ud, når Danmark tager den grønne førertrøje på. Det er mere en slags kejserens nye klæder.

Teksten er en redigeret udgave af et oplæg, Kenneth Haar holdt ved Fossilfri Fremtids arrangement på Klimafolkemødet i Middelfart den 31. august. Arrangementets titel var ”Dilemmaer i den grønne omstilling – Kan teknofix som CCS og PtX redde os fra klimakollaps?”