Læsetid: 6 minutterIllustration: Svend Vestergaard Jensen
Landbrugets påvirkning af klima, drikkevand, grundvand, mulden, fødevarer med gift, fatal mangel på dyrevelfærd osv. er én lang krise. Det blev tydeligt, hvor meget der er brug for en gennemgribende landbrugsreform, der kan skabe et landbrug i balance med naturen, og hvor meget det haster.
Det er let at skændes om det, men det er alt for alvorligt til ikke at hjælpes om det.
Der blev skabt et sjældent momentum, hvor regeringen nedsatte en trepart, som skulle skabe en reform. Måske snarere få debatten til at tie. Det var Danmarks Naturfredningsforening (DN) på den ene side, over for Landbrug & Fødevarer, Fødevareforbundet, Dansk Industri, Dansk Metal, Kommunernes Landsforening på den anden og med 5 ministerier fra SVM-regeringen som den tredje part.
Ikke nogen let forsamling at bevæge i naturens retning, endsige at forhandle med.
Skulle DN have sagt nej tak? Vurderet ud fra resultaterne, så: Ja. Nu fik man et resultat, der er værre end ingenting, fordi landbruget med en vis ret kan sige, at landbrugets klimaindsats m.v. ér blevet aftalt.
Vi må konstatere at trepartsaftalen er helt utilstrækkelig og så gå videre med at skabe en omfattende reform på landbrugsområdet, selvom det bliver op ad bakke.
Skulle DN have insisteret på at have andre grønne organisationer med i stedet for at gå enegang? For hvorfor skulle der fx kun være én grøn forening, men hele fem andre organisationer med erhvervsinteresser? DN har ingen specielle kompetencer hvad angår landbrug eller hvad angår klima; deres kompetence er natur. De burde have insisteret på at få flere centrale kompetencer med. Det afspejles desværre alt for tydeligt i resultatet.
Resultatet blev en katastrofe. Det lykkedes Landbrug & Fødevarer:
• at få fastholdt den animalske produktion, der står for den største negative klimaeffekt, herunder bl.a. den fortsatte fældning af regnskov i Latinamerika for at dyrke sojabønner til dyrefoder til vores svin.
• at sælge i stor skala u-afprøvede teknologier som fodertilsætning til køer for at få dem til at prutte og bøvse mindre metan som ægte klimaløsninger, så landbruget kan bevare sine køer
• at få parterne med på at satse på pyrolyseteknologi, selvom både den teknologi og fodertilsætningsteknologien er uprøvet i stor skala, og selvom de dyrevelfærdsmæssige og miljømæssige konsekvenser er ganske ukendte
• at få indført meget frivillighed i aftalerne; det er fx frivilligt, om den enkelte landmand vil fortsætte med at belaste klimaet eller ej
• at aftale tidsfrister for klima og skovrejsning, der ligger længe efter Tipping Points og overskridelsen af Parisaftalens mål om 1,5 grader
• Herudover er der så alle de store, vigtige omstillingsspørgsmål, som trepartsaftalen ikke berører – omlægningen til andre dyrkningsformer, omstillingen fra kød- til planteproduktion, en gennemgribende arealreform, nye landbrugsuddannelser, nye økonomiske rammer omkring produktion og forbrug af mad, som sikrer, at vi overholder de planetære grænser, en ny landbrugsstruktur, osv.
Klimadelen
Hvis man havde ambitioner om at gøre noget reelt for klimaet, så røg det da godt nok ud undervejs i forhandlingerne. Trepartsaftalen rummer ingen løsninger eller tiltag, som vil ændre landbrugets klimapåvirkning, selvom landbruget står for 35 procent af vores CO2-udledninger.
Aftalen er en CO2-afgift på 300 kr. per udledt ton CO2, en ordning som først starter op fra 2030, og som på grund af et bundfradrag i virkeligheden kun er på 120 kr.
Fra 2030? – Jamen det er jo dér, vi begynder at overskride Tipping Points, og de store økosystemer begynder at bryde sammen ifølge klimavidenskaben (1). Så skal man da ikke først starte en CO2-afgift i 2030. Den skal da starte nu. Og den skal da slet ikke starte med et så lavt beløb, at det aldrig vil få nogen som helst effekt i virkelighedens verden – 120 kr.!
Politiken beskriver trepartsaftalen som ”historisk” og fremhæver, at Danmark bliver det første land i verden med en klimaafgift for landbruget. Men hvad nytter det, at aftalen er historisk, fordi alle andre gør det endnu dårligere, hvis det er alt for lidt og alt for sent.
Trepartens klimadel laver ”løsninger” uden mod og handlekraft. Løsninger, der ikke matcher problemernes reelle omfang. Klimarådet har anbefalet en CO2-afgift, der starter på 750 kr. og fuldt udrullet er på 1.500 kr. senest i 2030. Set i det lys er en klimaafgift på 120 kr. først fra 2030 indlysende et ringe resultat.
Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, skriver i Information, at aftalen på klimadelen er frivillig i den forstand, at ”…landmanden kan vælge, om han vil betale den kommende relativt begrænsede CO2-afgift og fortsætte driften som hidtil eller gennemføre ændringer i sin produktion for at nedsætte klimabelastningen og afgiftsbetalingen” .
Men formålet med en CO2-afgift er at skabe et økonomisk incitament, der gennem sin størrelse tvinger landmanden til at omstille sin produktion. Ikke at skabe en CO2-afgift, hvor landmanden oplever det som ligegyldigt, om man fortsætter som hidtil.
Man fristes til at spørge: Er det sådan, at Danmarks Naturfredningsforening (DN) med dens 130.000 medlemmer i virkeligheden er langt mere optaget af natur, havmiljø, fugle, insekter – og al mulig respekt for det, selvfølgelig – end af klimaet, og derfor ikke stod så stærkt på at skabe resultater på denne del af aftalen, på klimadelen?
Og var det af samme årsager derfor fra start af en rigtig skidt ide, at lade DN stå alene for som repræsentant for ”det grønne”. For der manglede ligesom en ’klimapartner’, en der kunne tage sig seriøst og vedholdende af klimaspørgsmålet. Ligesom der manglede nogen til at tage sig seriøst af landbrugsdelen – alle problemstillinger fra kødproduktion, til dyrevelfærd og andre dyrkningsformer?
Jeg tror, at svaret er ja.
Den Grønne Trepart forhandlede en klimaafgift på plads, som er lavere end alle anbefalinger. Hvordan kunne det ske? Og er den så stadig ’grøn’? Information kalder ligeud trepartsaftalen for ”forspildte muligheder i klimaindsatsen”.
DN gjorde sit bedste, men det var ikke tilstrækkeligt. Og i stedet for, at DN nu kæmper næb og kløer for aftalen, håber jeg, at de vil sige: Vi må og skal opnå bedre resultater. For landbruget må og skal omstilles.
Niels Aagaard er formand for Det Fælles Bedste. Artiklen er sakset foreningens Facebook
I Det Fælles Bedstes Nyhedsbrev 35 om ”Fremtidens Landbrug” kan du læse en sammenhængende gennemgang af Den Grønne Trepart