Stillet over for truslerne fra den globale opvarmning er det let at tabe pusten. Er det overhovedet muligt at stoppe de massive ændringer, som 150 års afbrænding af fossilt brændstof har sat i skred? Hvis tilførslen af olie, kul og gas blev brat afbrudt, ville følgerne blive skæbnesvangre for det industrisamfund, der er blevet opbygget på disse begrænsede ressourcer.

af Lars Henriksson

Der findes et tilsyneladende uløseligt dilemma: Enten fossiløkonomiens russiske roulette, hvor patronkammeret med klimakatastrofen klikker stadig nærmere, eller en social og økonomisk krise, af hidtil uset omfang. Hvis problemet opstilles således, vil svaret blive passivitet og en forhåbning om at problemet nok vil løse sig ved hjælp af teknikken, politikerne, markedet…

Rent praktisk er et øjeblikkeligt stop naturligvis umuligt, der findes ingen hane man bare kan lukke for. Videnskabens standpunkt er imidlertid, at hvis opvarmningen skal holdes under den kritiske grænse på to grader kræves der, om ikke et fuldstændigt stop, så en drastisk formindskelse af udledningen af drivhusgasser inden for et par årtier. At det således ikke er nok at gå over til sparepærer eller en »grøn« bil er ret selvindlysende. Svaret på en sådan udfordring kan ikke være individuel, men må gives på samfundsniveau. Det vil indebære den hurtigste forandring af det menneskelige samfund nogensinde, hvor den overordnede målsætning er at vi gør os fri af afhængigheden af fossile brændstoffer.

Ingen kapitalisme uden profit
Den største forhindring en sådan omstilling vil støde på, er de grundlæggende drivkræfter i dagens kapitalistiske verden: Profitmaksimering og uafbrudt ekspansion.

Hver kapital har en indbygget drivkraft til at blive større ved at søge hen, hvor overskuddet er størst. Inden for hvert område konkurrerer de forskellige kapitaler, og de som taber mister ikke bare førstepræmien, men slås på sigt helt ud af konkurrencen. Alle forhåbninger til en »grøn kapitalisme« er derfor forgæves. En kapitalisme uden stadig stræben efter vækst er ikke nogen kapitalisme og lige så umulig, som en kapitalisme uden jagt på profit. Private tiltag og politiske delkampe, der dæmper drivhuseffekten er skridt i den rigtige retning; men kun hvis den planløse profitjagt erstattes af en demokratisk kontrol med forbruget af ressourcerne, har vi en chance for at gennemføre den gigantiske omstilling, som er nødvendig.

I den bedste af alle verdener (eller én som bare besad et minimum af fornuft…) ville spørgsmålet om vor overlevelse være underlagt demokratiske beslutninger. Resultatet ville i så fald være givet på forhånd: Fortsat fossiløkonomi med civilisationens undergang som følge eller en global omstilling på tyve år? Alle der stemmer for undergangen bedes række hånden op!

Desværre lever vi ikke i en sådan god verden, men i et klassesamfund. Selv om alle menneskers skæbne er uløseligt forbundet til biosfæren, sidder vi ikke i samme båd. De som ejer og kontrollerer de store produktionsressourcer er så prægede af dette at de umuligt kan tænke tanken om at opgive denne magt. Kapitalejere handler ikke som de gør af ondskab, men fordi de ellers hurtigt ville ophøre med at være kapitalejere.

Bevægelse for flertallet
I klimaspørgsmålet som i alle politiske spørgsmål, handler det ikke bare om at have ret men om at få ret. Verden forandres ikke gennem kloge argumenter men af sociale kræfter.

Den tekniske og økonomiske revolution, som en klimatilpasning indebærer, kan derfor kun lade sig gøre som en del af en politisk revolution, der bæres oppe af det store flertal af befolkningen, arbejderklassen, i direkte modsætning til dagens magthavere.

Og det er her problemet ligger. Gennem årtier har kapitalen høstet enorme fremskridt på verdensplan, hvilket har bygget på og forstærket arbejderklassens manglende selvtillid og politiske svaghed. Den kraft, som er nødvendig for at vride magten ud af hænderne på kapitalen og omstille økonomien, er i dag ikke i en tilstand, hvor den kan gennemføre noget sådant.

For at skabe en massebevægelse der kan løse klimaspørgsmålet, må vældigt mange mennesker vinde en grundlæggende kollektiv selvtillid. Ikke sådan at det går an at afvente at klassebevidstheden vokser sig stærk og derefter tage klimaspørgsmålet op. Men en vekselvirkning mellem aktivitet om umiddelbare klassespørgsmål og debat, kamp og organisering omkring klimaspørgsmålet er helt nødvendig.

Selv om det hverken er ønskværdigt eller muligt at forsøge at påtvinge en bred klimabevægelse en socialistisk klædedragt, må dette ikke indebære at den bliver klasseløs – noget sådant findes nemlig ikke men betyder bare en tilpasning til det bestående. Selv om en bevægelse, der betoner lighed, retfærdighed og solidarisk velfærd måtte støde en og anden borgerlig klimaven bort, opvejes dette let af at et sådant grundlag er nødvendig for at kunne gøre den til de store lønmodtagergruppers bevægelse.

Grønne vildfarelser
En bevægelse for tilpasning til klimaet må holde sin sti ren for den slags »grønne« tankegange, der udpeger arbejderklassens forbrug som skurken og lavere lønninger som løsningen. Der vil sikkert kræves forandringer af hvad og hvor meget vi vælger at producere i et samfund, hvor den slags kan afgøres ved brug af fornuften og ikke af profitinteresser. Men da der i Sverige årligt anvendes 50 milliarder på at få os til at forbruge mere, er det ikke sandsynligt at dagens forbrugsniveau er det, vi spontant ville vælge.

Sænkede lønninger beriger bare kapitalejerne og denne overklasses forbrug er langt mere klimaskadelig, især fordi en langt større del af lønningerne end profitterne går til den offentlige sektors velfærdsydelser.
Men frem for alt kan klimakrisen ikke løses ved at arbejderklassen sænker sin levestandard, dertil kræves en forandring af hele produktionen, dens målsætning og organisering. Tovtrækkeriet om produktionsresultatet er desuden indbygget i kapitalismen og vil altid være et område, hvor klassemodsætningerne kommer op til overfladen og som arbejderklassen vil organisere sig omkring. Vor udfordring er at finde en vej, hvor arbejderklassens daglige interesser og kamp kan blive tandhjul i den økologisk nødvendige forandring. At formulere og organisere sig omkring faglige krav som er klimasmarte og peger i retning af et bæredygtigt samfund.

Et af disse krav er sænket arbejdstid. I højere grad at omsætte øget produktivitet til fritid i stedet for øget forbrug – eller at lade den komme kapitalen til gode – ville være et stort skridt fremad.

Et andet er at kæmpe for rimelige vilkår i den tid, man tilbringer på jobbet. I dag findes der knap nogen, som ikke klager over stress, underbemanding og overbelastning. At kæmpe for et godt arbejde er et område, hvor klimatilpassede faglige krav, spørgsmålet om magten over arbejdet og retten til et anstændigt liv går hånd i hånd.

Krav om velfærd og alternativ produktion
Selv om klimabevægelsen må være uafhængig af kapital, stat og magthavere er den nødt til at have et aktivt samarbejde med andre folkelige bevægelser. At føre debatten ind på arbejdspladserne, hvor lønmodtagerne er samlede og kan agere kollektivt er centralt, især da disse lønmodtagere for største parten er fagligt organiserede i Sverige [og Danmark].

Dog er det et stort problem at de fleste fagforeninger er topstyrede af ledere, der lever og virker langt fra medlemmernes hverdag og kontrol. Inden for industrien går de ofte arm i arm med virksomhederne i forsvaret af »konkurrenceevnen« (det vil sige profitterne) og reflekterer sjældent eller aldrig over produktionen og dens formål. Hvor vigtigt det end kan være at få faglige repræsentanter med i bevægelsen, er der ikke vundet meget, hvis man ikke når ud til medlemmerne på arbejdspladserne.

Et område, hvor miljøbevægelser og fagforeninger kan ende i konflikt, er på spørgsmålet om beskæftigelse. Dette er et svært spørgsmål, da produktionen i et kapitalistisk samfund ikke kan styres efter behov eller fornuft. Men at derfor melde pas på spørgsmålet om hvorledes de ansatte i bil-, fly eller krigsindustrien – fra montører til ingeniører – skal kunne forsørge sig, når sådanne sektorer omlægges, er at afgive unødige straffespark til modstanderne. Klimabevægelsen kan tage dette spørgsmål op gennem alt fra konkrete kampagner for omstilling af en bestemt virksomhed til mere omfattende skitser til alternativ produktion. Men det kræver at det sker sammen med de, der arbejder, for at drage nytte af deres sagkundskab og forhindre at kapitalen udnytter truslen om arbejdsløshed til at vende dem imod klimakravene. Dette kan også være spørgsmål, som man kan udfordre de faglige ledelser med. At opstille spørgsmålet om hvordan fagbevægelsen skal slås for vor overlevelse på sigt ved at sætte spørgsmålstegn ved kapitalens magt over produktionens målsætning.

En anden front, som man kan opbygge klassemæssige klimaalliancer omkring, er forsvaret af den fælles velfærd. Kollektivt forbrug, baseret på behov og styret gennem politiske beslutninger, har langt større forudsætninger for at kunne klimatilpasses end det private og profitstyrede forbrug. Her er netværk som »Gemensam Välfärd« og fagforeninger som Seko med sit arbejde mod privatiseringer naturlige partnere.
Krav om udbygning af den kollektive trafik og bygning af klimavenlige byer er spørgsmål, hvor klimabevægelsen både kan finde allierede i offentligt ansattes fagforeninger og lokalt i boligområderne.

De konkrete eksempler er utallige. Når vi giver os i kast med klimaproblemerne med et klasseperspektiv og flere drages ind i arbejdet, kommer vi hen ad vejen til at opdage både spørgsmål, krav og mulige alliancer, der kan forene klassekamp med klimakamp.

»Ingen klimakamp uden klassekamp – ingen klassekamp uden klimakamp« er ingen kæk revolutionær floskel; men en sammenfatning af klimaspørgsmålet politiske dilemma – og dets løsning.

Artiklen har været bragt første gang på www.internationalen.se den 16.maj 2008.
Oversat fra svensk af Peter Kragelund
.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com